Med enorme versaler og apokalyptiske undertoner annoncerede Ekstra Bladet i går, at “NU ER DE HER.” Flygtningene, altså.
På flugt fra krig, terror, fattigdom og forfølgelse, fordrevet fra deres hjemstavne og nu på udkig efter et nyt hjem i et fremmed og ukendt land. Flygtningekrisen (eller migrantkrisen, om man vil) har længe været en realitet i det sydlige Europa, hvor specielt Italien og Grækenland har været under pres. De to lande har taget imod hundredtusindvis af desperate mennesker, der har risikeret liv og lemmer ved at krydse Middelhavet i overfyldte både med kurs mod EU.
Videos by VICE
LÆS: Øget grænsekontrol vil føre til flere asylansøgere i Danmark
Senest har krisen forplantet sig i Østeuropa, hvor Ungarn i et desperat forsøg på at dæmme op for tilstrømningen har opført et hegn, der skulle forhindre de ubudne gæster i at rejse ind i landet og videre til specielt Tyskland, som er endedestinationen for mange af flygtningene. Der er dog nogle, som vælger at fortsætte rejsen nordpå for til sidst at havne hos os.
Således rykkede verdens globale konflikter helt tæt på Danmark, da 230 mennesker søndag aften ankom med færge fra Puttgarten til danske Rødby. Hovedparten af de ankomne er på flugt fra det krigshærgede Syrien, men politiet registrerede også irakere og en håndfuld personer fra forskellige nationer i Afrika. 166 af de ankomne personer har ifølge politiet ikke tænkt sig at søge om asyl i Danmark men derimod at fortsætte videre til lande som Sverige og Finland.
Med andre ord gider de slet ikke at være her, men det stopper ikke de flittige debattører på Den Korte Avis’ facebookside og på Ekstra Bladets Nationen i at gribe til høtyvene. Her lufter dele af det danske folk deres særdeles latterlige holdninger, der rangerer fra dårligt oplyste til direkte racistiske.
For læsevenlighedens skyld har vi samlet de værste kommentarer og inddelt dem i fem hovedkategorier. Læn dig tilbage, befri dit sind og bliv stolt af dine medborgere.
Kategori 1: “Eksperterne”
Blandt Den Korte Avis’ læsere synes der at være en vis enighed om, at flygtningene, undskyld, “flygtningene” er pisseligeglade med love og regler. Derudover er der åbenbart intet der tyder på, at de er i stand til at lægge deres indgroede, kriminelle natur til side, bare fordi de kommer til Danmark, bemærker Karen.
Og i øvrigt er flygtningene, der sætter kursen mod Danmark, da også bare feje og forkælede, for, som læseren Christina påpeger, så skal de da ikke pibe over dårlige forhold, når “alle kan få hjælp i nærområderne.” Nu forholder det sig godt nok sådan, at de så ofte omtalte nærområder allerede har modtaget 90% af verdens flygtninge. Derudover peger flere eksperter på, at disse områders maksimale kapacitet for længst er nået.
Kategori 2: Dommedagsprofeterne
Mellemøsten står i brand, EU’s grænser er brudt sammen, og det vælter ind med fremmede mennesker, der vil tage vores kvinder, ødelægge vores kultur og snylte på vores samfund. Sådan ser virkeligheden ud, hvis man spørger Bjarne (og de 85 andre, der synes godt om indlægget). I kommentarfeltet på artiklen erklærer han, at “rabiate muslimer og andre forbrydere nu kan boltre sig frit i EU”. Han mener yderligere, at “den 5/9 vil gå over i historien som dagen, hvor den europæiske kultur brasede sammen for altid.” Jamen, shit, Nostradamus, godt vi har dig til at fortælle os det, for vi var ikke klar over, at det stod så skidt til.
Men vent. Det bliver voldsommere endnu, for Brian mener, at Europa styrer direkte mod borgerkrig (“længere er den sgu ikke”), mens Tysklands kansler, Angela Merkel, er godt på vej til at skabe en ny Hitler. Spørg bare Jørn.
Kategori 3: Handlingens Mænd
Tomme tønder buldrer mest, som man siger. Især på de sociale medier, hvor få sætter handling bag deres ord. Men så er det godt, at man har nogle handlekraftige typer, der forstår at komme med konkrete løsningsforslag, når nu Danmark angiveligt er sekunder fra at forsvinde fra jordens overflade qua de 230 færgepassagerer, der gik i havn i Rødby søndag aften. Og sådanne handlingens mænd er der heldigvis også nogle stykker af på internettet.
Således er Bo en ægte leder, når han foreslår, at Danmark bør lukke grænsen en gang for alle og blæse højt på Schengen-aftalen. For som Bo skriver – han vil hellere have balladen med EU end med med “de sindsyge emigranter”.
Andre går skridtet videre og lader os vide, at “de satans kratluskere” bare skal arresteres, mens en anden kommentator peger på, at hæren skal sættes ind over for flygtningene, der mandag gik langs motorvejen i forsøget på komme videre til Sverige.
Og netop denne trafikale ugerning har nedenstående bruger svaret på:
Kategori 4: Klynkerne
De er på flugt fra et land, der er fanget i en langstrakt borgerkrig, hvor en diktator slås med Islamisk Stat om, hvem der kan myrde flest civile. Af samme årsag er mere end fire millioner syrere på flugt fra deres hjemland, og det anslås, at over 250.000 mennesker er blevet dræbt siden krigens begyndelse i 2011.
Men hey, i det mindste behøver de ikke finde sig i at have “fremmede” rendende midt ude på vejen, som var de hævet over enhver lovgivning. Sådan er virkeligheden nemlig lige nu i dagens Danmark, hvor syrere går på motorvejen for at komme til Sverige.
Det synes Kenneth simpelthen ikke er rimeligt, for som han påpeger: “At gå på motorvejen koster 500 kr. hvis det var mig, der gjorde det, men ikke når man er velfærdsflygtning – så kan man gøre, som man vil”.
Ovenstående bruger peger på selv samme urimelighed og mener i øvrigt ikke, at syrerne har fortjent “et gratis liv på 1. klasse“, når nu de blev så sure på os under Muhammed-krisen i 2006.
Nej, meget skal man finde sig i som dansker – og Karin opsummerer den frækhed, hvormed de syriske flygtninge bare trasker ind i vores land, som var de turister på vej mod Lalandia. “Vi bliver set ned på og latterliggjort af dem, der kommer udefra. De griner af os og vores slaphed,” pointerer hun.
Kategori 5: Den konstruktive løsning
Hvilket bringer os frem til den femte og sidste kategori i vores serie. Vi lader kommentaren stå for sig selv.
Mere fra VICE:
Øget grænsekontrol vil føre til flere asylansøgere i Danmark