Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Brasilien
Hvis dine venner tilbage i 2007 ikke tvang dig til at se en meget særlig video af to kvinder, der snaver, skider i en kop, æder deres egen lort for så at kaste op i munden på hinanden, tilbragte de nok ikke ret meget tid online. Den ultimative virale video for folk, der aktivt forsøger at miste appetitten, har eksisteret et helt årti nu, og i denne artikel ser vi på, hvordan den fortsat påvirker internetkultur ti år senere.
Videos by VICE
2 Girls 1 Cup (eller 2G1C) er bare en ét minut lang trailer for en længere film, der hedder Hungry Bitches og er produceret af MF Videos. I teaseren optræder to skuespillere, Karla og Latifa, i en skatalogisk scene til tonerne af “Lover’s Theme” af den franske komponist Hervé Roy (som også stod bag soundtracket til softporn-klassikeren Emmanuelle i 1974).
Et sted i processen var der nogen, der købte domænenavnet 2girls1cup.com. Det skulle snart blive klippets permanente hjem (siden er pt. nede, selvom flere spinoffs som 2girls1cup.ca stadig eksisterer). Det, der for alvor satte 2 Girls 1 Cup på landkortet, var ikke videoen i sig selv, men de mange videoer den affødte i respons til den. 2G1C skabte nemlig en hel speciel videogenre, der skulle definere platforme som YouTube i de kommende år: reaction-videoen.
Den første reaction-video til 2G1C blev efter sigende uploadet i efteråret 2007.
Adskillige klip af folk, der ser 2 Girls 1 Cup, blev hurtigt næsten lige så populære som 2G1C selv. En af dem var af en stakkels bedstemor, som en eller anden amerikansk sadist havde tvunget til at se 2G1C. På videoen lader bedstemoren til helt at miste fatningen.
Snart begyndte flere at kopiere ideen. De begyndte at filme venner, kolleger og familiemedlemmers chokerede ansigtsudtryk i mødet med billedet af to voksne kvinder, der skider i en kop, spiser indholdet for derefter at brække sig ned i samme beholder.
Internettets reaction-video var officielt kommet til verden, men det skulle kun blive begyndelsen på 2G1Cs ildelugtende rejse.
En ærkebrasiliansk produktion
Selvom det umiddelbart virker som en ide direkte fra helvede, så dukkede klippet ikke bare op i en sky af svovl og ild. Den 100 procent brasilianske film blev optaget i den sydøstlige stat São Paulo af Marco Fiorito, en lokal instruktør og producer, der arbejdede med fetishfilm. I begyndelsen af halvfemserne grundlagde Fiorito sammen med sin daværende kone Joelma Brito (der dengang kaldte sig Letícia Miller), Dragon Films, et produktionsselskab med speciale i podofili (fodfetish), kvindelig dominans og koprofili (ekskrementfetish).
Fioritos karriere som producer startede i 1994. Han begyndte med hjemmelavede podofilifilm, som han selv og konen optrådte i. De rykkede annoncer ind i lokale aviser for at sælge deres film på VHS-bånd, som var ganske normalt i pornoindustrien på daværende tidspunkt. Interesserede købere kunne ringe på nummeret i annoncen og få et bånd tilsendt. Fiorito og Miller tjente penge nok til at leve af deres egne fetishfilm, og med tiden blev forretningen så god, at de havde midler til at hyre andre skuespillere til at optræde i de forskellige projekter.
I 1999, da den internetbaserede pornoindustri begyndte at blomstre, opsøgte en forretningsmand ved navn Luis Vilas Boas Fiorito og tilbød ham et partnerskab, under hvilket de to ville distribuere filmene via nettet. Ifølge Fioritos vidneudsagn i en amerikansk retssag (det vender vi tilbage til senere) anede han ikke, hvordan nettet fungerede, men stolede på Vilas Boas, fordi han med jævne mellemrum modtog penge fra salget af filmene online.
Udover Dragon Films registrerede Fiorito sig også under navnet MF Studios (hans initialer) og LM Videos (Letícia Miller) for at udgive flere film. Da filmene begyndte at få mere opmærksomhed, og pengestrømmen tog til, lod Miller og Fiorito sig separere.
Den her udlægning af historien er baseret på Fioritos vidneudsagn i retten, i hvilket han indrømmede, at han var en “kompulsiv fetishist” og ydermere, at han havde brugt en stor del af sine penge på pleje sine seksuelle behov.
Gennem Vilas Boas mødte Fiorito Danilo Croce, der begyndte at rådgive ham økonomisk. Instruktøren sagde, at han ikke brød sig om Croce, og at han aldrig formelt var en del af Dragon Films eller MF Videos.
Det faktum, at Fiorito og Croce ikke var på bølgelængde, er særligt interessant for Maria Elvira Benítez, en antropologiprofessor fra UFRJ (Det Føderale Universitet i Rio de Janeiro) og direktør for Papéis Selvagens, en udgivelse for litteratur og antropologi. Benítez fulgte flere kendte ansigter fra porno- og festishindustrien igennem 2011, mens hun skrev sit speciale, der senere blev udgivet som bog under titlen In Sex’s Networks.
“Enhver, der har arbejdet sammen med Fiorito, siger han er en god arbejdsgiver. Han betaler folk til tiden og har et godt renommé. Croce derimod er en anden sag. Man finder ikke nogen, der har noget godt at sige om ham. Fiorito droppede ham kort tid efter,” siger Benítez. Som en joke skabte Fiorito en rolle til en film, hvis navn var “Daniel Cross,” den angliserede version af Danilo Croce. Denne “hyldest” gjorde Croce rasende.
Det komplicerede forhold mellem Fiorito og Croce afholdt ikke Fiorito fra at udvide forretningen med Dragon Films. Croce solgte eksemplarer af studiets film i Florida, efter den model Fiorito brugte i Brasilien: Han oprettede et bagkatalog, skaffede ordrer og sendte filmene med posten.
Det helt kørte glat, indtil det røg i lokummet (tøhø) i september 2006, da Croce blev anholdt for at distribuere obskønt materiale og for at digitalisere Dragon Films bagkatalog, så filmene kunne downloades online. Men hvad betyder det helt præcist at “distribuere obskønt materiale”?
Fanny Hill og 2 Girls 1 Cup
Helt siden det 19. århundrede har USA ført krig mod alt, hvad det har kategoriseret som “obskønt materiale” i sædeligheden og moralens navn. Takket være en intens lobbyindsats fra Anthony Comstock, en puritansk embedsmand i det amerikanske postvæsen, blev Comstock-loven vedtaget i 1873. Med loven blev det ulovligt at sende obskøne materialer, præventionsmidler, sexlegetøj, erotika og oplysningsmateriale om abort med posten. Loven er blevet kritiseret stærk gennem hele sin eksistens, fordi den ofte ses som værende i konflikt med det først forfatningstillæg, der garanterer ytrings-, tros- og pressefrihed.
For at gøre sagen endnu værre så giver Comstock-loven heller ingen særlig definition på, hvad obskønt materiale er, hvilket har forårsaget en del hovedpiner rundt omkring i landets retssale. Det, der defineres som værende obskønt, varierer fra dommer til dommer.
En af de vigtigste retssager, når det kommer til kampen for censur af obskønitet i USA, var Memoirs mod Massachusetts, en retssag der udspillede sig ved højesteret i 1966 og handlede om, hvorvidt Memoirs of a Woman of Pleasure (der tit bare kaldes Fanny Hill), en erotisk roman fra det 18. århundrede, var obskønt materiale eller ej. Bogens forsvarer argumenterede med held for, at selvom visse dele var obskøne, kunne man ikke sige bogen var uden samfundsmæssig værdi.
Det var omkring det samme tidspunkt, at forfattere som Henry Miller, Charles Baudelaire, William Burroughs og andre blev bandlyst. Forlæggerne blev anholdt for at distribuere obskønt materiale. Det skete for blandt andre Lawrence Ferlinghetti, der blev retsforfulgt for at udgive Allen Ginsbergs banebrydende digt Howl.
Nu hvor det står klart, hvor snerpede amerikanerne kan være, giver det pludselig mening, hvorfor Dragon Films havde så store vanskeligheder med at sælge fetishfilm i USA.
I Brasilien gælder det, at hvis din film ikke byder på mindreårige aktører, dyresex eller direkte mord, så har du frie hænder i forhold til at sælge dem. Men i USA kan du meget vel risikere at blive anholdt og retsforfulgt, hvis en streng dommer finder dig skyldig i at sælge “amoralsk” materiale til amerikanske borgere – hvilket dybest er det, der skete for Danilo Croce.
Bare et enkelt år før den første 2G1C reaction-video dukkede op, blev Croce anholdt i Orlando på baggrund af anklager om obskønitet. Hans Florida-baserede firma, Lexus Multimedia, blev retsforfulgt for at distribuere og sælge Dragon Films-produktioner over posten.
Han blev ikke anholdt for 2G1C, men for en film, der hed Toilet Man 6, som blandt andet indeholdt adskillige scener, hvor kvindelige skuespillere brugte en mandlig modpart, præcis som titlen antyder.
Ifølge The Smoking Gun inspirerede filmens frastødende plot Linda Walker, en embedsmand i postvæsenet, til at forfatte en ni sider lang rapport, der grundigt gennemgik studiets bagkatalog. Mellem 2003 og 2006 købte undercover-agenter fra postvæsenet film produceret af Dragon Films og lancerede en officiel efterforskning af Croces forretning.
Som en del af efterforskningen var Walker uheldig nok at få til opgave at se nogle at Dragon Films produktioner så som Bukkakke 3 og Scat Pleasures. Det var faktisk på grund af Dragon Films, at begrebet “bukkakke” blev tilføjet den lange liste over emner, den amerikanske stat anså som værende obskøne. Et dokument blev sågar forfattet, der havde til formål at hjælpe dommere med at forstå, hvad fisting helt præcist var.
I november offentliggjorde Fiorito en udtalelse, der hjalp både ham selv og Croce med at undgå yderligere problemer med retssystemet. Produceren forklarede, hvad hans forretning arbejdede med, og påstod derudover at have intet med distributionen af Dragon Films-produktioner i USA at gøre. Han sagde også, at han aldrig havde forestillet sig, at hans arbejde skulle skabe problemer udenlands, eftersom distributionen var helt lovlig i Brasilien.
Croce blev i sidste ende løsladt efter at have betalt 650.000 kroner og vendte tilbage til Brasilien. Sagen blev Dragon Films undergang i USA, men det var kun begyndelsen på historien om 2G1C i udlandet.
Der findes ikke dårlig PR
Sagen mod Dragon Films tiltrak sig stor opmærksomhed, hvilket formodentlig hjalp med til at sprede Hungry Bitches over hele verden. Millioner af øjne så 2 Girls 1 Cup og gjorde den korte pornotrailer til en kulturel sensation. I 2009 var 2G1C et veletableret meme og havde endda fået sin egen sang.
2G1C-referencer blev så populære, at Coca-Cola i 2010 kørte en Dr. Pepper Facebook-kampagne, der lavede sjov med videoen (firmaet distribuerer Dr. Pepper i Europa). Opdateringen var noget i retning af “Jeg så 2 Girls 1 Cup, og nu er jeg sulten.” Forældre var målløse, da de erfarede, hvad opdateringen handlede om, og reklamefirmaet, der stod bag kampagnen, blev fyret.
“Grunden til, at filmen har fået så meget opmærksomhed, er, at den er ægte. Porno er som alle andre genrer: Folk på den anden side af skærmen skal tro, på det de ser, uanset om det handler om smerte eller nydelse,” siger Edson Strafite, en af de mest respekterede skikkelser i den brasilianske pornoindustri.
Legenden lever videre
På trods af mange tilbageslag gennem sin karriere fortsætter Fiorito med at producere fetishfilm og spiller fortsat en vigtig rolle i sit hjemlands pornobranche.
“Fiorito er meget mere end bare den film – han er en vigtig instruktør,” understreger Benitéz. “Han undgår at tale om filmen [2G1C], fordi han siden 2011 – ifølge sin egen udlægning af sagen – ikke har været i stand til at rejse ind i USA på grund af kontroversen.”
“Til at starte med sagde han, han ikke havde produceret filmen, at det var Croce, men senere indrømmede han at have været del af arbejdet. Pointen er, at selvom historien virker deprimerende, så fortsætter han med at lave film og er en af de bedste fetishinstruktører i Brasilien. Han kan godt lide fødder og domination og holder sig generelt fra de ‘sødere’ og ‘romantiske’ podofilifilm,” siger forskeren.
I dag står Fiorito i spidsen for MF Videos og udgiver stadig koprofili- og podofilifilm med samme gejst, som han gjorde i halvfemserne. Vi har forsøgt at kontakte både ham og Miller via Facebook, men har ikke modtaget noget svar. Vi er heller ikke de eneste, der har forsøgt.
“Jeg er stor beundrer af hans arbejde. Han er ekstrem og meget kreativ,” siger Marcos Morais, instruktør og producer på MM Videos, der også specialiserer sig i fetishfilm.
Var den ægte?
Mange har mistænkt Fioritos scener, som den i 2G1C, for at være falske og gøre brug af chokoladeis og specialeffekter, der er lagt på i post-production. Da Croce blev anholdt, havde Fiorito allerede indrømmet, at han ofte benyttede chokolade i stedet for afføring, når han filmede.
Men Jully Delarge, en instruktør og skuespillerinde, der har arbejdet med Fiorito på omkring 20 scener, siger, at hun tvivler på, at instruktøren fakede de fleste af sine skatologiske film. “Jeg har aldrig hørt om skat-scener, der er lavet med chokolade,” siger hun.
Hun kan ikke tale på vegne af aktørerne i 2G1C, men Delarge antyder, at Fiorito plejede at foretrække den ægte vare.
Arven fra 2G1C
2G1C var en utilsigtet succes. Da videoen blev et viralt hit i 2007, var internettet bare en skygge af, hvad det skulle udvikle sig til. I dag ville et meme som 2G1C have en langt kortere levetid. Kun få opnår en permanent plads i internettets store leksikon.
2G1C-fænomenet var anderledes, fordi det dukkede op på et tidspunkt, hvor videostreaming kun var i sin spæde begyndelse. YouTubere var bare folk, der delte almindelige erfaringer foran kameraet i stedet for professionelle.
Den rædsel, det vækkede at se mennesker indtage afføring fra andre mennesker, ændrede internettet for bestandigt og gav os en moderne klassiker i form af reaction-videoen.
2G1C var kæmpestort. Også selvom det bogstaveligt talt var noget lort.