Jeg havde virkelig ikke regnet med det, men traktortræk går lige i blodet

“Kom nu ud af den traktor, Henrik!” råber en midaldrende kvinde panisk. Hendes blik er fastlåst på den mørkegrønne John Deere, der holder i den anden ende af banen. Stikflammer står op fra motorhjelmen, og førerhuset er på et øjeblik fyldt med røg. Føreren hænger spyttende og harkende ud af bagruden, sort af sod i ansigtet. En ung mand kommer spurtende med to fadøl, som han hælder ud over motoren, og lige efter kommer en pige med en kasse kildevand, som ender samme sted. Kort efter er ilden slukket, og traktoren bliver trukket væk fra banen af en gummiged.

Jeg ser mig omkring; publikum virker mest til at synes, at uheldet er ekstra god underholdning, så jeg tager endnu en lang tår af min øl og lader blikket vandre.

Videos by VICE

Kulsort dieselos fra brølende traktormotorer. Alle fotos af Kristian Nielsen.

På landevejen mellem Ringsted og Næstved ligger en klynge huse, der på lokalegnen er kendt som Buske, og her råder Allan Nielsen over en græsmark. Normalt hersker der fred og ro, men i dag bliver idyllen brudt af brølet fra kæmpemotorer. Luften bliver sort af dieselrøg, og et monster af en maskine kommer bragende forbi, da jeg træder ind på området. Et øjeblik efter kan jeg intet se, fordi luften fyldes af os og støv, som maskinernes enorme bagdæk hvirvler op. Et kæmpe brød støder ind i mig med en fadøl i hver hånd. Han ser kritisk op og ned af mig med et udtryk, der minder mig om halsbrækkende ture på Crazy Daisy i Næstved. Han tænker uden tvivl, hvad helvede jeg laver her. Jeg kan ikke lade være med at tænke det samme.

Jeg er til traktortræk, og jeg er på udebane. Der er længere fra Nørrebro til Sydsjælland end som så. Her er ingen smoothies og speltboller. Her er Bacardi Breezer og bøfsandwich. Regeringens landbrugspakke høster kun ros, og kvælstofkvoter forbandes langt væk.

De vildeste maskiner kan have op mod 20.000 hestekræfter – det samme som en Boeing 737.

Da jeg tog afsted fra hovedstaden, så mine venner helt fortabte ud; Hvad skal du? Traktortræk? Hvad fanden er det? Altså… Skal man trække en traktor i et reb? Et andet godt bud var, at det var ligesom tovtrækning, men med traktorer. Jeg havde allerede sat mig ind i sagerne og kunne forklare. I bund og grund er det ret simpelt: En traktor trækker en meget stor, 30 ton tung vogn med en lav bund, også kendt som “slæden”. For hver meter får en mekanisme enorme vægtklodser til at gøre slæden eksponentielt sværere at trække, ved at store spyd graver sig ned i jorden. Målet er at trække slæden 100 meter, og gør man det, har man opnået et såkaldt “full pull”. Traktortrækkets udgave af et slam dunk.

Endnu engang kommer en maskine brølende forbi, ført af en ung mand, der ville have stor succes på FarmerDating, og det stikker kraftigt i næsen af brændt motorolie. Over højtalerne gjalder det, at Mads har kørt et full pull i sin Ford 8200, og folk klapper. Speakeren er en kæk fyr med umiskendelig sydsjællandsk dialekt, som tydeligvis kender alle, og han er ikke bleg for at fortælle drillende anekdoter om kørerne og svine traktorerne til, hvis de er af et mærke, der ikke falder i god jord. Det er tydeligt, at traktortrækmiljøet er gennemsyret af rivalisering og sammenhold på samme tid.

Arrangøreren (og skribentens lillebror) Martin Nielsen.

Det årlige traktortræk i Buske er langt fra det største i Danmark, men alligevel deltager hele 54 traktorer i ni forskellige vægtklasser, og over 900 mennesker har sat lørdagen af til at få diesel i næseborene. Ud over løbet er der hoppeborg, tombola og en bod, hvor man kan skyde med luftgevær. Lugten af grillkul og stegte frankfurtere blander sig med den friske duft af blomstrende græs, og fadølshanerne kører på højtryk. Det er en dejlig sommerdag i provinsen. Her er både unge og gamle, masser af børn og en del flere kvinder, end jeg havde troet, men der er alligevel overvægt af én bestemt type; unge mænd med fadøl. Der er faktisk en del overvægt i det hele taget.

Traktortræk er en sport opstået blandt bønder i USA, og den slog faktisk sine rødder, før landbruget blev motoriseret. I gamle dage kappedes landmænd om, hvem der havde den stærkeste hest, der kunne trække det tungeste læs, og det er i den forbindelse, at udtrykket hestekræfter er opstået.

I dag er det ikke blot en enkelt, men tusindvis af hestekræfter, der støder sammen, når bønderne skal kappes. I sportens unge år deltog folk med normale traktorer, som de kørte hjem i bagefter, hvilket lagde grund til udtrykket “pull on sunday, plow on monday”. Det første træk blev afholdt i 1929, og hurtigt fik konkurrencementaliteten folk til at skrue på deres traktorer for at vride lidt ekstra kræfter ud. Det var en voldsom udvikling, der fortsatte, til der var tale om monstre med otte sammensvejsede motorer og ufattelige kræfter. Maskiner, som faktisk slet ikke fungerede i marken. I 1989 indførte man nogle regler for at stoppe udviklingen, men de vildeste maskiner i dag kan stadig godt have op mod 20.000 hestekræfter – det samme som en Boeing 737. En almindelig traktor må klare sig med et par hundrede hestekræfter, og med det in mente bliver det tydeligt, at de specialbyggede supertraktorer, og de fantaster, som har udtænkt dem, kommer ud af en helt særlig kultur. Jeg bliver nødt til at lære dem bedre at kende.

Traktortræk er lig med hotdogs, bøfsandwich og Bacardi Breezer.

Efter at have sikret mig, at en 10 ton tung traktor ikke kommer bragende ned ad banen, lister jeg over på den anden side af terrænet – backstage – hvor alle de deltagende traktorer står parkeret i procession, og kørerne går rundt mellem hinanden, slukker tørsten og spørger ind til, om den pakning, der gik sidst, nu også er blevet fikset.

I Buske er samlet alt fra helt almindelige traktorer, som deltager i standardklassen, over gamle modeller med tunede motorer, til de specialbyggede dragstere, der slet ikke ligner en traktor mere, og som spyr ild ud af skorstenen, når de tusindvis af hestekræfter slippes fri.

Der gik ild i min hånd, men jeg er okay. Nu kan jeg trække vejret igen – Henrik, traktorkører.

Den første, jeg taler med er Valdemar, en kraftig fyr i midten af 20’erne, som nyder udsigten fra sit eget førerhus, mens han venter på sin tur. Ligesom mange andre af deltagernes traktorer er Valdemars et projekt i konstant udvikling, sammensat af reservedele, som er fundet, klunset eller købt i specialbutikker.

Jeg var lidt stolt over at have spottet mærket på traktoren, så jeg kunne spørge ind til, om det var den originale motor uden at virke for københavner-ignorant. Alligevel falder forsøget til jorden: “Det er ikke en New Holland, det er en gammel lastbilmotor. Kølerhjelmen var bare en, jeg fandt,” forklarer Valdemar mig. Hans første træk bliver en skuffelse, hvor han kun når 59,6 meter. Til gengæld sværmer et par teenagepiger om ham, da han ruller tilbage på sin plads. En time efter, da det er tid til hans andet træk, stiller han ikke til start. Pigerne og øllerne trækker mere i ham. I stedet kører han rundt på en rusten fodervogn, som er ombygget til mobilt bord – ligesom cykelbordene fra København, men selvfølgelig med dieselmotor. De skåler til mig, da de kommer brummende forbi.



Et styk mobilt bord komplet med dieselmotor og tørstige traktortrækkere.

Der er en særlig grund til, at arrangøren, Martin Nielsen, forgæves har forsøgt at hive mig med til traktortræk i årevis. Han er min lillebror. Men hvor min søster og jeg har valgt livet i storbyen med tunge bøger på uni og café latte på Dronning Louises Bro, så har min bror fødderne solidt plantet i den midtsjællandske muld. Og når det kommer til traktorer og landbrug, lever vi på hver vores planet. Han er et andet eksempel på den DIY-kultur, der hersker blandt flertallet af trækkerne. Han skulle have deltaget med en ældre Deutz, som han har bygget på i nogle år, men der er et problem med motoren, som han ikke kan få løst, og han har ikke pengene til at købe en ny. Alting bliver bygget op over tid, når man har en pause fra markarbejdet, og når pengene tillader det. EU’s landbrugsstøtte rækker desværre ikke til nye turboer.

Andre nørder lægger betydeligt større beløb i traktorerne og har mindre sponsorer til at finansiere det. Én af dem er Thomas fra Holt Pulling Team. Han kører i en specialbygget trækker, der er bygget op omkring en V8 lastbilmotor med “omtrent 1000 hk”, som sluger omkring 20 liter diesel på en enkelt tur. Haps. Han er iført køredragt som en racerkører og ser dybt koncentreret ud.

Baghjulene er enorme, men de spinner alligevel voldsomt rundt, da han træder gassen i bund. Forhjulene letter fra jorden, og luften fyldes med det samme af en blanding af grus og røg, mens traktor og slæde skyder frem med en fart, der virker unaturlig for et læs på over 30 ton. Støjen er knusende, og børnene jubler iført høreværn og smil helt op til ørerne. Thomas når enden af banen uden problemer, og med det træk kommer han i finalen. Her kører alle traktorer, der har opnået et full pull, én gang mere med forøget modstand, så der dermed kan findes en vinder i hver vægtklasse. I finalen ender Thomas også med at vinde, så han kan tage æren og et forgyldt plastiktrofæ med hjem til Græsted.

En del sikkerhedsforanstaltninger er nødvendige, når de enorme kræfter slippes løs.

De mægtige kræfter er ikke kun for sjov, fortæller Martin mig, og som sædvanlig må han forklare mig detaljer om sin fritidsbeskæftigelse, som er obligatorisk viden i hans vennekreds. De vildeste maskiner skal have monteret nødstop, fortæller han, så traktoren automatisk blokerer, hvis kæden til slæden knækker. Ellers ville traktoren flyve frem med ukontrollerbar kræft, når den pludselig blev sat fri fra sin byrde.

Respekten for de store kræfter betyder også, at det trods den Grøn Koncert-agtige stemning er forbudt at drikke, når man skal køre, og Martin har en enkelt gang måtte smide en kører ud, fordi han var for stiv. “Det gav øretæver og dårlig stemning, men hellere det end en ulykke,” siger Martin roligt. At kræfterne ikke er for sjov, blev også bevist for nogle år siden ved et træk i England (et af de lande, der ligesom Danmark, Holland, Australien og USA er meget glade for traktortræk), hvor en mand mistede livet. Der har også været enkelte dødsfald i Danmark, dog kun i situationer, hvor uerfarne arrangører eller kørere brød de regler, der er i miljøet. Normalt sker der ikke noget, netop fordi arrangørerne tager ansvaret alvorligt og ved, hvad de laver.

Henriks traktor.

Alligevel kan der ske uheld, som da Henriks traktor pludselig brød i brand. Det er hændeligt, og de fleste tager det også med ophøjet ro – især hovedpersonen selv.

“Der gik ild i min hånd, men jeg er okay. Nu kan jeg trække vejret igen,” fortæller Henrik senere, da han sunder sig på en bænk med en kold øl. Det var turboen i motoren, der eksploderede, men ingen kom til skade. Mekaniske uheld er en del af sporten på grund af det ekstreme pres, maskinerne udsættes for, hvilket jeg får syn for, da en kører vil smide sin traktor ud i endnu en runde, til trods for at gearkassen strækker. Han ved ikke helt, hvad der er galt, men vil hellere køre og risikere et rigtigt sammenbrud. Som han siger:

“Det er meget nemmere at finde ud af, hvad der er galt, når den er gået helt i stykker.”

Hver gang noget går i stykker, kommer spørgsmålet fra de andre prompte: “Kan du nå at have den klar til Roskilde?” I min verden er Roskilde noget, der hovedsageligt er præget af distortionguitar og potjoints, men for disse turbobønder er der først og fremmest ét Roskilde, og det falder den første weekend i juni – Roskilde Dyrskue. Det er en kæmpemæssig fest, hvor der bliver horet, drukket og kigget på maskiner. Og så bliver der altså afholdt et af de største traktortræk i Danmark. Det lyder ikke helt dumt.

Valdemar og et par teenagepiger.

Min hipsterjakke og mine hurtige sneaks er dækket af støv, da jeg smider mig i sædet i toget på vej tilbage til København. Jeg er fuld og solbrændt, og stanken af diesel hænger stadig i næseborene. Jeg tror godt, jeg kunne blive vant til “the most powerful sport in the world”. Bajere og motorstøj – what’s not to like? Det kan være, det ender med, at jeg tager på den anden slags Roskilde til næste år.

Læs mere fra VICE:

Mød Danmarks mest populære kvindelige ‘twitcher’ Sinterbell

Sådan er det at bo i Indiens ‘voldtægtshovedstad’

Velkommen til Mong La, byen hvor du kan købe sex, stoffer og truede dyrearter