Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK
Vi har virkelig mange ting at takke internettet for – som for eksempel muligheden for at fjerne sine venner med et enkelt klik samt søde katte – hvoraf der er skrevet uendeligt meget om dem alle. Men underligt nok er der én ting, som på katastrofal vis er blevet overset: Tyske katteavleres hjemmesider.
Videos by VICE
De fleste mennesker tror, at det er de tunge drenge hos Apple, som former vores syn på design, men der findes tusindvis af dedikerede husmødre og andre dyreelskere derude, og de kæmper alle en indædt kamp for at udfordre vores æstetiske sans og redefinere vores opfattelse af skønhed.
Lad os lovprise deres kollager af modige skrifttypevalg og pikant pels.
Screenshot: Fairy Cakes
FAIRY CAKES
Først og fremmest kan man ikke andet end at være fuldstændigt benovet over kompleksiteten af billedkompositionen. En søvnig og rimelig knotten lille fe udsender en lysstråle, som lander på en kat i en blomsterhat. Sådan. Katten virker til gengæld til at være i godt humør. Hun er ved at pakke en gave ind – men til hvem? Hendes eftertænksomme blik fortaber sig i det fjerne. Hun emmer af tilfredshed og visdom.
Katten med perlehalskæden virker også som en fredfyldt skabning, der hviler i sig selv. ‘Fairy Cakes’ må være et sted fyldt med cremede cupcakes, latter og kærlighed.
VOM JAEGERSWALD
Humøret er tydeligvis ikke ligeså højt hos kattene fra jægerskoven – ‘vom Jägerswald’. En af dem kigger anklagende direkte i kameraet, mens de andre er distraheret af det frodige skovlandskab.
En benløs buste af en hjort titter frem fra højre som for at lede tankerne hen på Lars von Triers Antichrist. Dette atmosfæriske sceneri er næsten ikke til at løserive sig fra, men samtidig rejser det flere spørgsmål, hvoraf det mest presserende naturligvis er, om alle tyske skovkatte er så velholdte.. Måske man skulle besøge avleren af den hellige birmakat for at få opklaret sagen?
VON DEN SILBERFEEN
Glimmer, feer, skyer og pastelfarver. Yes. Avlerne ‘von den Silberfeen’ (fra sølvfeerne) følger de uskrevne regler i katteavlermiljøet ved at fremvise det plyssede afkom, præcis som de inderst inde er: små babyer, der fortjener alt det bedste. Den hvide kat til venstre ser dog lidt psykotisk ud, men hvem kan sige sige fri for at have lignet en øksemorder, når man har åbnet øjnene lidt for meget på et selfie i håb om at se nuser ud.
VON DEN MOOSWIESEN
Jeg vil være helt ærlig og indrømme, at det her er min ubestridte yndlingshjemmeside – ikke kun på grund af det minimalistiske design, blottet for animationer, bevægelig tekst og feer. Nej, det, jeg allerbedst kan lide, er den ondsindede kats bestialske ansigtsudtryk, der vidner om at den skal lige til at sætte tænderne i den overdrevent plettede kanin i venstre hjørne.
Det eneste, der afholder mig fra at gøre Mooswiesen [Mossede enge]’s hjemmeside til min baggrund, er frygten for, at mine venner vil blive misundelige over, hvor cray cray mit liv er.
JURAPERLEN
Det her er yoga for øjnene – alt på billedet er i perfekt harmoni med hinanden, mens overfloden af krystalkugler og sarte blomsterblade repræsenterer den skrøbelighed, som kendetegner british shorthair katten, – eller bamsekatten – som i øvrigt er på udsalg. Killingernes sjæle er ligeså rene som de roser, der omgiver dem. De er absurd plyssede, og så er de fucking begejstrede over de perlehalskæder, de har på.
FROM GLORYHILL
Uanset om du kan lide de fældende hårboller eller ej, så er der én ting, du ikke kan benægte ved katte: Selv når deres haler er smurt ind i lort, så lykkes det dem at bibeholde en vis grad af værdighed.
‘From Gloryhill’ skildrer kattens iboende elegance ved at placere british longhair kattene i Grækenland – demokratiets vugge. Derudover er der også en pæn fugl på billedet.
VOM HALTERNER SEE
Hvor mange af de andre avlere bruger sarte rosa og terracotta nuancer til at skildre nuttetheden, så allierer ‘vom Halterner See’ [fra Halterner søen] sig i stedet med de muntre farvetoner, der naturlig kommer med sommer, sol og strand. Man kan næsten høre de caribiske olietrommer i baggrunden, mens kattene i de hjerteformede solbriller stirrer direkte ind i din sjæl og spinder “køb mig, køb mig!” Det er så veludviklet et reklamekoncept, at jeg tvivler på, om selveste Don Draper kunne have overgået det.
VOM WINDE VERWEHT
Mange af katteavlerne forsøger sig med slogans, der skiller sig ud fra de andres, men det er de færreste, der gør det på så yndefuld facon: ‘Vom Winde verweht’ [Borte med Blæsten] lægger sig nemlig op af Hollywoodklassikeren fra 1930’erne af samme navn. Det romantiske tema er til stede på hele hjemmesiden. Cursoren efterlader for eksempel et spor af gnister, når man browser sig frem til sin erstatning for et parforhold.
VOM DELWWIGER SLOSS
Mens de andre avleres hjemmesider forsøger at få kattene til at se så uskyldige og elskelige ud som muligt, så giver ‘vom Dellwiger Schloß [fra Dellwiger Slot] et meget mere realistisk og upoleret billede af, hvordan katte rent faktisk er: plyssede, psykopater, som plyndrer dig for al din kærlighed og plads på sofaen.
OF LITTLE BUDDHA
Katte er dyrerigets ninjaer: hurtige, lydløse og vilde med turistcrap fra Sydøstasien. Udover det oplagte sammenfald mellem katte og østen, kan siden også prale af en animeret kolibri. Vill jeg købe en kat her, hvis jeg rent faktisk kunne lide katte? Det bliver et stort måske.
Mere fra VICE:
Mød manden, der ikke har spist andet end råt kød i syv år