The Minds of 99’s nye 'Solkongen Del 1' giver dig lyst til at tage trøjen af og kyle med fadøl

Først og fremmest: Lad være med at sige, at du ikke bryder dig om The Minds of 99, hvis du ikke har hørt dem. Altså virkelig hørt dem. De fleste af de (mange) mennesker, jeg begejstret har bragt det danske band op over for, er nemlig kommet med det samme ej, det har ikke rigtigt fanget mig-svar. Men problemet er, at de ikke har taget sig tiden til at fatte storheden af det her mægtige band. For så snart man gør det, er man fanget.

Sidste år krævede jeg, at en flok af mine bedste (og mest Minds-skeptiske) venner tog med mig til deres koncert på Roskilde Festival. Og hvem stod en halv time senere og krammede og græd i pitten til "Hjertet følger med"? Du gættede rigtigt: førnævnte venner. The Minds of 99 er helt sikkert værd at se live, eller i det mindste lytte ordentligt til, før du melder pas.

Heldigvis for dig og alle os andre kan der nærmest ikke være et bedre tidspunkt at dyrke kvintetten på end i dag, hvor første del af Solkongen er udkommet. Derfor har jeg lavet en gennemgang af hvert af de fem nye Minds-numre, for at forberede dig lidt på, hvad du går ind til:

Det nye udspil starter nærmest som en vuggevise. Altså, den mest intense vuggevise i universet sunget af din røvseje far, Niels Brandt, der to-tredjedele inde i sangen vælger at tilføje elektrisk guitar og dundertrommer til den ellers stille melodi. Her går jeg fra at føle mig sårbar og genleve alle de kærestesorger, jeg nogensinde har haft, til at have intens hjertebanken og lyst til at springe gennem vinduet og løbe en tur i mit hverdagstøj.

Ung kniv, helt skarp. Prøv lige at sige det for dig selv. Når jeg gør det, lyder jeg som jordens største og mest kaukasiske taber, men når det er omkvædet i en Minds-sang, bliver det pludselig københavneragtigt og cool. Samtidig er tempoet sat i vejret på andet track, der har noget stadionrock over sig. Men ikke på en "jeg glæder mig, til de spiller "Vertigo", så jeg kan optage det til min story"-måde. Mere på en "nu tager jeg trøjen af og kyler en fadøl ud over mine medpublikummer af ren begejstring"-måde. Let's go!

Den her har vi hørt i forvejen. Og hvis du ikke har, så kom i gang med at lytte. Trommerne, synthen, tråden, Niels Brandts messende levering af teksten. Det er så fucking intenst, at jeg får lyst til at hamre min knytnæve ind i væggen (det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg har en ret lav smertetærskel).

Som I efterhånden nok har gennemskuet, vil jeg gerne have, at The Minds of 99-numre giver mig lyst til enten at gå ud og slås eller lægge mig ned og græde. Det får jeg desværre ikke her. Men før du begynder at brække dig udover alverdens kommentarfelter med en million forudsigelige puns om Raket-Madsen og hans dumme ubåd, så JA, sangen blev naturligvis skrevet før episoden.
Videre.

Så er vi tilbage på sporet! Det her lyder som noget tidligt Arctic Monkeys-shit. Altså, dengang de var nye og seje, før Alex Turner begyndte at lyde som en aldrende cowboy, der ikke kunne hidse min mormor op, hvis han prøvede. Retroreferencer hagler ned om ørerne på os, mens Minds smadrer derudad på et lo-fi nummer, der bygger sig op til et storladent peak.

Det var det. Fem numre, mindre end 20 minutter. Masser af indtryk. Hvis du er en af de tidligere nævnte Minds-hatere, vil jeg måske anbefale at starte med et af deres to første album. Og derefter springe med ansigtet først ind i det soniske mosh pit, der er Solkongen del 1. Bare husk at bunde eventuelle fadøl først. Jeg mener bare, det er ikke hver dag, at ny musik giver dig lyst til at gå fuld hooligan.