"Jeg havde jo i forvejen en masse sex med fremmede mænd, så jeg kunne lige så godt tjene penge på det."

For ti år siden bestemte Lene Tymoshenko sig for at blive luder. Det er det ord, hun selv bruger – uden skam. Efter beslutningen var taget, arbejdede hun som escort, på bordel, i en pornobiograf og til sidst fra sit eget soveværelse i Berlin i løbet af sine syv år som… sexarbejder. Det ord bruger hun nemlig også.

Det – og meget andet – har hun skrevet en bog om. Den beskriver, hvordan hun som 23-årig i 1992 opsagde sin lejlighed i København og flyttede til Østberlin for at slutte sig til BZ-miljøet, og senere hendes "seksuelle odyssé", der førte til, at hun i 2007 begyndte som sexarbejder.

I dag er Lene Tymoshenko 48 år gammel og har sit eget guidefirma i Berlin. Vi tog en snak med hende om seksuel frigørelse og det fordomsfulde billede af sexarbejde, som hun gerne vil være med til at nuancere med sin historie – selvom hun understreger, at alle fortællinger om sexarbejde er forskellige, afhængigt af den enkeltes situation og årsag til at gøre det.

VICE: I din bog skriver du, at du begyndte som sexarbejder, efter du mistede dit job som kok i en børnehave. Kan du fortælle lidt mere om baggrunden for beslutningen?
Lene Tymoshenko: Jeg var gift med min mand i ti år, men efter seks år døde vores sexliv. Der er sikkert mange forklaringer på det, men min mand mistede lysten og ville slet ikke tale om det. Jeg følte mig som et træ, der ikke fik lys eller luft, og min seksuelle frustration voksede og voksede. Da jeg ikke kunne finde en løsning med min mand, tænkte jeg, 'jeg elsker ham, og jeg vil stadig være sammen med ham, men jeg vil ikke leve som en nonne.' Det første, jeg gjorde, var at sætte en kontaktannonce i et blad, hvor jeg søgte en elsker. Min mand accepterede det, men han ville ikke høre om det. Det blev starten på en odyssé ud i eksperimenterende seksualitet.

Jeg havde en del bøssevenner i Berlin, som fortalte, hvordan de både drak sig fulde og havde sex på klubber med darkrooms, når de gik i byen. Så var det ligesom ordnet – i stedet for al besværet med at date. Det var jeg ret misundelig på, men jeg havde en fordom om, at swingerklubber var et sted, hvor kiksede mennesker med grimt hår tog hen.

Hvad var det, der holdt dig tilbage?
Jeg vejede over 100 kg, så jeg tænkte, 'sådan en som mig er der ikke nogen, der vil have'. Men min seksuelle frustration fyldte så meget, at jeg tænkte, jeg var nødt til bryde nogle grænser. Det var virkelig et gennembrud, da jeg begyndte – og jeg opdagede, at der er masser af mænd, der tænder på frodige kvinder. Pludselig kunne jeg udleve min seksualitet, og jeg fandt ud af, at den var meget vildere, end jeg havde forestillet mig. Jeg syntes, det var fantastisk at have sex med 8-10 mænd på en aften og gerne flere mænd på en gang. Den grænsesøgende vildskab, jeg opdagede, gav mig en kæmpe styrke.

Var det, mens du stadig var gift med din mand?
Ja – da jeg begyndte på swingerklubber, var vi flyttet fra hinanden men havde stadig et forhold. Der var nogle andre konflikter, der spillede ind, så vi endte med at gå fra hinanden cirka halvandet år, inden jeg begyndte som sexarbejder. Men vi er stadig venner i dag.

Var det dine oplevelser på swingerklubberne, der gjorde, at skridtet til at blive sexarbejder ikke føltes så stort?
Helt sikkert. Jeg havde været på swingerklub måske 1-2 gange om ugen – nogle gange et helt døgn af gangen – i en periode på cirka halvandet år. Samtidig begyndte jeg at få nogle tanker om at være luder. Det var en fantasi, der trængte sig på. Jeg havde jo i forvejen en masse sex med fremmede mænd, så jeg kunne lige så godt tjene penge på det. Sådan så jeg på det.

Du beskriver i bogen, hvordan du arbejdede på bordel, i en pornobiograf og til sidst i dit eget soveværelse via en internetportal for sexarbejdere. Hvordan var din oplevelse med de forskellige former for sexarbejde?
Jeg startede på et bordel – eller det vil sige, det var bare en lejlighed, som ejeren havde indrettet til bordel. Der var kun mig og en filippinsk kvinde. Bordelejeren var en idiot. Han gjorde os ikke noget, men han rakkede enormt meget ned på muslimer og migranter og havde generelt et meget negativt verdensbillede. Ellers synes jeg, et bordel kan være en fordel, hvis det er et godt sted med nogle gode kollegaer, for der kan mændene komme hen umiddelbart, når de har lyst.

Pornobiografen var til gengæld et tarveligt sted. Der var ikke rigtig plads nok, og der kom næsten ingen kunder. Priserne var helt vildt lave, for jeg begyndte samtidig med den økonomiske krise i Tyskland. Jeg var sådan lidt, 'nu har jeg taget skridtet som luder, og så gokker jeg den af for 10 euro'. Der findes sikkert gadesexarbejdere i København, som også arbejder for en lav løn, og det ser jeg ikke ned på – men for mig føltes det ydmygende.

Hvad skete der så, da du kom hjem i dit eget soveværelse?
Jeg mærkede hurtigt, at jeg var i mit rette element. Jeg kunne være mig selv og var ikke underlagt en chef og nogle stive rammer – så var det noget andet, der var stift i stedet. Jeg følte, at jeg havde en autoritet. Det var mig, der styrede. Selvfølgelig er det aldrig helt risikofrit – men det er jo de færreste, der er interesserede i at blive anholdt hos en luder.

I bogen beskriver du en episode med en mand, du så. Du fortalte ham "din hemmelighed" om at være sexarbejder, og efterfølgende havde I meget hårdere sex, end i plejede. Han indrømmede, at han havde fordomme om sexarbejdere – men alligevel tændte det ham, beskriver du. Hvorfor tror du, det er sådan?
Jeg havde selv fordomme om sexarbejde, inden jeg selv prøvede det. Man har jo fået så mange negative ting at vide. Sexarbejde er tabuiseret og samtidig enormt fascinerende. Jeg tror, at man kan have fordomme med intellektet, mens man rent emotionelt godt kan synes, det er frækt. Ting, der er tabuiserede, er jo tæt forbundne til seksualiteten.

Du beskriver også, at det vigtigste for størstedelen af dine kunder, var, at du fik noget ud af det. Det overraskede mig, og bagefter slog det mig, at det nok var fordi, jeg dermed blev konfronteret med min egen fordom.
Jeg blev også overrasket. Jeg troede, at når man var luder, så stod man til rådighed. Det var ligesom gamet, man gik med til – nu spreder jeg ben for mandens skyld. Men i mine syv år som sexarbejder oplevede jeg rigtig mange facetter af mænds seksualitet. 99 procent af dem respekterede mig som person, hvorimod jeg har haft one night stands, hvor jeg havde følelsen af, at de syntes, jeg var billig.

Mange af kunderne havde brug for, at det havde noget med omsorg og nærvær at gøre. Der var mænd sidst i 50'erne, som ikke kunne få erektion, som kom for at slikke og røre ved mig. Mange sagde, at de ikke brød sig om at gå på bordel, fordi det var for upersonligt. Og de ville være sikre på, at man gjorde det frivilligt. Det har jo også fordomme. Så måske var de mænd, der kom til mig, anderledes end dem, der tager på bordel eller på gaden.

Hvorfor holdt du op som sexarbejder?
I syv år var meget af min tid gået med at vente på kunder, for man kan ikke bestemme, hvornår de kommer. Jeg havde også lyst til nye udfordringer. Det blev lidt ensformigt, og jeg havde brug for at bruge mit intellekt mere. Samtidig steg antallet af sexarbejdere i Tyskland på grund af EU-udvidelsen, så indtægten blev dårligere og dårligere.

For to år siden startede jeg mit eget guidefirma i Berlin. Jeg har fået en masse kompetencer af at være sexarbejder, som jeg også kan bruge som guide. Faktisk skriver jeg lidt for sjov i bogen, at der ikke er så stor forskel på at være guide og sexarbejder. Som guide handler det stadig om at møde mennesker og give dem en god oplevelse – men man kan arbejde udenfor, man kan beholde tøjet på, og folk har ikke noget problem med at anbefale en.

Hvad vil du svare til dem, som læser det her og måske tænker, 'hun ved slet ikke, hvor undertrykt hun er', eller 'hun har fortrængt den smerte, hun er blevet udsat for'?
Helt kort, 'fuck jer' – men hvis jeg skal uddybe det lidt: Fordommen siger, at sexarbejde er undertrykkende og selvdestruktivt, og hvis man ikke kan se det, så lider man af falsk bevidsthed. Det er en enormt belastende fordom, som er en stopklods i debatten om sexarbejde. Jeg skal på ingen måde udelukke, at nogen kan tage skade af at sælge sex – det er helt individuelt og kommer an på den enkeltes situation og årsag til at gøre det. Men hvis man havde en større respekt omkring sexarbejde, så ville der også være større mulighed for at hjælpe dem, der har brug for det. Det er enormt umyndiggørende at påstå, at jeg ikke er i stand til at vurdere min egen livssituation. Jeg er kritisk over for nogle af de rådgivningssteder, der findes i dag, da de ofte ser sexarbejde som et socialt problem i sig selv, ønsker et købesexforbud og i det hele taget har et umyndiggørende syn på sexarbejdere.

Jeg er snart 50, men selv hvis jeg havde været 19 eller 22, så var der ikke nogen, der skulle komme og sige, hvad der er rigtigt for mig. Dét er nemlig undertrykkende. Det er pakket ind i, at det er for vores eget bedste. Der findes sexarbejdere, der bliver udsat for overgreb eller misbrug – men et offer kan godt stadig være i stand til at agere. I Danmark har SIO (Sexarbejdernes Interesseorganisation, red.) gjort et fremragende stykke arbejde, som jeg fulgte med i fra Berlin. Jeg læste talskvinde Susanne Møllers blog, "En Luders Dagbog", som gav mig enormt meget empowerment. Jeg troede, jeg var den eneste luder i hele verden, der var vild med at være det.

Tak for snakken, Lene.