Champagne, stoffer og luksus: En piccolos bekendelser fra et femstjernet hotel

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Spanien

Du har sikkert set mig masser af gange. Enten står jeg i baggrunden til et eller andet vigtigt klimatopmøde, eller måske åbner jeg bildøren for en eller anden 90'er skuespiller og ledsager dem ind i VIP-rummet badet i blitzene fra paparazziernes kameraer. Jeg er piccolo.

Det er mit job at se og høre alting. Jeg kender vores gæsters personlighed ned til den mindste detalje, så jeg ved præcis, hvad de vil have. Ofte før de selv gør.

Jeg vil være ærlig og sige, at det er et meget specielt job. Jeg ankommer som regel en halv time før min nattevagt starter, så jeg har tid til at tage mig af alt det, som man ikke aner, hvordan man skal håndtere. Tro det eller ej, vi er ikke bare mannequindukker, der står fastfrosset i hjørnet og venter på, at du ringer med klokken. Der foregår meget mere bag lukkede døre.

Min første nattevagt som piccolo var virkelig hektisk. Vi havde en masse saudiarabiske businessmænd boende. De var den der slags nyrige typer og var overdådige i alt, hvad de gjorde, så de havde booket en halv etage for sig selv. Da jeg mødte ind, havde de lige installeret deres familier på værelserne, så de var klar til at gå i seng. Det var ikke første gang, vi havde den slags gæster, men det var første gang, at jeg skulle tage mig af dem personligt. Min chef rådede mig til at blive ved telefonen og forsikrede mig om, at den ville ringe mere end et par gange.

Og det gjorde den også. De ringede for at bestille blondiner, brunetter og rødhårede. Der var åbenbart ikke nogen, der skulle sove alene den nat. De bestilte og drak 50 flasker champagne på få timer fordelt på de seks værelser. Alt det her foregik selvfølgelig så diskret som muligt. Ingen fandt ud af hvad der foregik på de værelser, ud over gæsterne der boede på dem og mig. Det var den aften jeg indså, at jeg havde fundet mit drømmejob.

En anden gang var der en berømt spansk businessmand, som tjekkede ind. Han var for nyligt blevet gift med en smuk og berømt skuespillerinde, som var gravid med deres første barn. Jeg kan huske, at han fortalte sin kone, at han ville ryge en smøg på terrassen, men i virkeligheden bestilte han et privat værelse, hvor han kunne drikke sig stiv med sine venner og en masse andre ting, som hans kone ikke skulle vide noget om. Jeg tror også, at han inviterede pusheren til at blive og få et par drinks. Han var i hvert fald derinde i noget tid. Jeg holdt selvfølgelig vagt på gangen. Det er en vigtig del af mit job at overvåge og registrere alt, hvad der foregår uden for værelset. For gæstens "sikkerheds" skyld selvfølgelig.

Efter at have arbejdet på hoteller i en periode, tør jeg godt sige, at jeg har set alt. Jeg har mødt konger og dronninger, mandlige statsoverhoveder med forkærlighed for højhælede sko og hemmeligt homoseksuelle sangere, som holder pause fra skuespillet, mens de bor hos os. Men jeg kan bedst lide de anonyme gæster. Dem som er frie til at give sig hen til hvilket som helst behov uden at skulle bekymre sig om en forarget reaktion fra omverdenen.

For ikke så lang tid siden var jeg i gang med at ordne noget vigtigt (læs: fucking kedeligt), da en ny gæst ankom. Hun var tydeligvis meget fuld:

"Jeg har en reservation i mit navn. Her er mit ID," sagde hun.

"Velkommen, Fru Promille. Hvordan var din rejse?"

"Prøv at se på mig"

Jeg er kun piccolo, så normalt tjekker jeg ikke folk ind. Men hvis receptionisten er optaget, prøver jeg at underholde gæsten en lille smule, indtil min kollega er klar til at betjene dem. Men det var tydeligvis ikke godt nok for den her gæst.

"Kom op på mit værelse med den dyreste flaske champagne, du har. Min mand skal nok give dig drikkepenge, når han kommer," befalede hun.

Ja, Frue. Jeg kan egentlig meget godt lide, når gæsten holder op med at se mig som et ubrugeligt pakæsel. Det er fedt, hvis de rent faktisk betragter mig som én, der kan hjælpe dem med at få deres livs ophold.

Jeg var derfor ikke overrasket, da hun ringede til VIP-telefonnummeret i stedet for receptionen. Hun var interesseret i "vitaminpiller" til at holde aftenen kørende. Jeg er selvsagt ikke pusher, men mine gæsters velvære er min højeste prioritet, så hvad skulle jeg gøre?

For nyligt ankom tre personer sammen til hotellet. Den ene var en flot mand i 50'erne som tilsyneladende var ham, der tog beslutningerne. Jeg antog, at de to andre - en kvinde med smukke blå øjne og langt brunt hår og en fyr, som jeg troede var hendes bror - var hans børn.

Jeg bar deres kufferter op på værelset og satte noget house musik på anlægget, ligesom de havde bedt om. Jeg lagde mærke til, at der var en dobbelt- og en enkeltseng og begyndte hurtigt at forstå, at de nok ikke var i familie. Eller at de i hvert fald ikke var en normal familie. De bad mig om at åbne vinduerne. De er altid lukkede, så jeg skulle ned i lobbyen for at hente en nøgle. Da jeg kom tilbage fem minutter senere, havde de allerede sparket gang i festen. Den unge pige løb rundt i undertøj og hendes "bror" var næsten nøgen. Den ældre fyr forholdt sig i det mindste nogenlunde roligt. Der gik måske et kvarter, før hele gangen kunne høre stønnelydene fra værelset.

Det plejer at stilne lidt af henover natten. Freden sænker sig over værelserne i takt med at gæsterne går i seng, og stilheden forsikrer mig om, at jeg har løst min opgave. Alle er tilfredse og gået til ro.

Jeg stempler først ud, når morgenvagten møder ind og begynder at forberede morgenmaden. Jeg prøver altid at forudsige den næste nats udskejelser, mens jeg går hjem, men det er umuligt at gætte sig til.

Det er nok derfor, at jeg elsker mit job.

Denne artikel optråde tidligere på VICE.com i maj 2015.

Mere fra VICE:

Ting fra 2015 som skal dø i 2016

Fremtiden er her - folk har sex på hoverboards

Mødrene der tager MDMA