Folk viser os deres gamle kærestebreve - og fortæller historierne bag
Stuff

Folk viser os deres gamle kærestebreve - og fortæller historierne bag

"Du trykkede dit ansigt mod mit på baren og sang temasangen fra Top Gun. Du er virkelig sjov."
July 22, 2016, 5:01am

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Kærestebreve er en mærkelig ting. Når man har læst dem, mister de deres oprindelige formål og bliver til en slags livssouvenir - et sentimentalt stykke papir, som er forbundet til en helt bestemt tid, som indrammer flygtige følelser. Derfor har jeg altid været i tvivl, om det er passende at beholde et kærestebrev, når et forhold er slut. Skal jeg rive det i småstykker og smide det i skraldespanden eller gemme det i en skattekiste under min seng? Hvad hvis en ny kæreste finder et gammelt kærestebrev - ville de så tænke, at jeg stadig havde følelser for personen, der skrev det?

Advertisement

For at finde svaret tog jeg kontakt til nogle af mine venner for at spørge, om de ville dele de kærestebreve, de har modtaget eller selv skrevet. Jeg ville finde ud af, hvorfor de hver især besluttede at beholde brevene og hvilket formål brevene har nu.

Alexandra, 23

Godmorgen, min smukke pige.
Jeg er så glad for, at jeg har fundet dig, Alex - du giver mig åndenød og sommerfugle i maven. Og selvom vi kun lige har mødt hinanden, så ved jeg, at vi skal være sammen.
De her fem uger væk fra hinanden bliver svære (som du ved), men det bliver en fantastisk tid for dig, og vi er tilbage sammen lige pludselig. Jeg venter på dig, min skat.
Forsøg at holde panden højt, min pige. Jeg elsker dig så meget, at det chokerer mig. Jeg føler mig altid hjemme, når jeg er sammen med dig, og jeg elsker det. Du er mit alting, skat, og det må du ikke glemme!
Al min kærlighed,
Freya
Aka Princess x

VICE: Hvor længe har du og Freya været sammen?
Alexandra: Vi har været sammen i et år.

Kan du fortælle lidt om jeres forhold?
Jeg er hendes første kæreste, og vi er i langdistanceforhold. Hun bor i Bedford, og jeg bor i Manchester. Vi mødtes gennem en Facebook-gruppe i starten af 2015 og fandt sammen efter en måned.

Hvorfor skulle i være væk fra hinanden i fem uger?
Jeg skulle ud at rejse i Asien i fem uger i august 2015. Hun fik lyst til at skrive mig et brev som minde, mens jeg var væk.

Hjælper den slags breve, når I ikke er sammen?
Helt klart. Bare det at se hendes håndskrift, og det at hun har taget sig tiden til at skrive til mig, minder mig om, at hun stadig er der og venter på mig.

Katie, 24

Katie.
Jeg hader den her situation, og jeg ved godt, at det er min skyld, men det hele føles bare ikke rigtigt. Det giver mening, når du siger, "du er ikke klar til et forhold," for du forstår mig. Jeg vil have min bedste ven tilbage. Jeg ved godt, at jeg ikke har mistet dig, men jeg vil gøre, hvad jeg kan for at genvinde din tillid. Du betyder alverden for mig, og jeg er meget stolt af at være din ven. Vi kan godt klare det her. Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg kyssede dig.
<3 Will

VICE: Hvad er brevet skrevet på?
Katie: Hvis jeg husker rigtigt, så var vi lige kommet hjem fra en virkelig vild festival, og det eneste papir, han kunne finde, var sikkert den her rest indpakning fra nogle stoffer.

Kan du fortælle lidt om jeres forhold?
Han har været min bedste ven, siden jeg var 16, og han var 18. Han er stadig min bedste ven. Vi voksede op sammen og har delt virkelig mange mindeværdige oplevelser. Da jeg var omkring 21, skete der noget mærkeligt; jeg tror, han havde været på festival, og da han kom hjem, var han overbevist om, at han "elskede mig" - eller noget i den stil. Vi havde en måned eller to, hvor vi havde noget kørende, og så var det som om, vi vågnede fra en drøm og var sådan, "hvad har vi gang i?"

Advertisement

Bragte brevet jer tættere sammen?
Jeg husker det, som om at brevet egentlig mest betød, at det var et godt tidspunkt at få lidt pusterum på. Vi chillede i noget tid, og så fortsatte vi med at være venner.

Hvorfor har du beholdt det?
Jeg beholder mange ting - mest betydningsfulde ting og især fra tider, som jeg gerne vil huske - såsom festivalarmbånd, koncertbilletter og selvfølgelig breve. Det her brev var ligesom noget fra en film, fordi han forsvandt om morgenen efter at være vendt tilbage fra en festival, og jeg vågnede op alene og fandt det under min pude.

NICOLE, 24

Kære Gary
Jeg fandt det her kort med mopser på og kom til at tænke på dig. Jeg tænker altid på dig. Du betyder alverden og mere til for mig. Jeg havde ikke følt ægte lykke, før jeg mødte dig, og jeg kan aldrig takke dig nok for at få mig til at have sådan her. Jeg vil altid være der for dig, og jeg vil altid elske dig. Jeg havde den mest fantastiske tur til Paris sammen med dig, og jeg glæder mig helt utroligt til at se, hvad fremtiden byder på for os. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver fantastisk.
Tak, fordi du er dig.
Jeg elsker dig, for evigt og altid.
Nicole

VICE: Hvilken betydning havde mopser i det her tilfælde?
Nicole: Mig og Gaz havde altid drømt om at have en mops, der skulle hedde Albert efter Nick Cave-sangen 'Albert Goes West.' Vi sendte måske hinanden fem billeder af mopser hver dag, og det blev til en slags besættelse. Nu har jeg Albert, og han er fantastisk.

Hvordan var Paris?
Paris var fantastisk. Det var vores første tur sammen, og det var til Gaz's 27-års fødselsdag. Katakomberne var især et højdepunkt. Alle jokede om, at vi var goth-parret fra Manchester, så vi passede lige ind.

Advertisement

Kan du fortælle lidt om jeres forhold?
Vi havde været sammen siden 2013. Det var den klassiske "kærlighed ved første blik" fortælling, som får folk til at rulle med øjnene. Vi tilbragte hver eneste vågne time, hvor vi ikke var på arbejde, sammen, og det var meningen, vi skulle flytte sammen sidste år. På det tidspunkt havde vi været sammen i to helt utroligt lykkelige år. Men Gaz døde pludseligt og uventet i juni sidste år.

Er det smertefuldt at se tilbage på de her breve?
Da jeg læste de her breve første gang, efter Gaz var død, gjorde det så ondt, at jeg lod dem ligge urørt i et halvt år. Nu er jeg glad for at kunne kigge på dem igen og mindes det fantastiske forhold, vi havde. Måske får jeg igen sådan et forhold en dag, men for nu føler jeg mig heldig over at have fået chancen for at have de følelser for et andet menneske. Nogle mennesker oplever aldrig den slags kærlighed. Selvom det er unfair at få sin soulmate taget fra sig i de bedste år af sit liv, så havde vi to fantastiske år sammen, og jeg ville ikke lave om på det for noget i verden.

LENA, 24 *

Kære ___
Jeg sidder endnu en gang på mit værelse i Fabas og tænker på dig - hvor jeg dog savner at se dit smukke ansigt, og hvor ville jeg ønske, at du var her - ligesom en million gange før. Vejret her er fantastisk som sædvanlig - blå himmel, let vind - hvilket er perfekt for mig og dig. Det er varmt for mig, og jeg bliver brun for dig!
Jeg har arbejdet en hel del med min bedstefar. Vi har bygget en ny terrasse og slæbt en hel masse kæmpe sten for at lave en lille plateau ved siden af - det var virkelig udmattende! Og så har Harry, Finn, Callum, Miles og jeg spillet en hel masse fodbold - og jeg vil vædde med, at alle i Fabas er taknemmelige for, at der er en flod, for lad os bare sige, at Fabas ikke ville lugte særlig godt ellers!
Det er først lige gået op for mig, hvor meget kunst, jeg er nødt til at lave her, for jeg har været bagud i timerne. Det er virkelig tidskrævende, så det har jeg også gjort meget. Den maling, du gav mig, har været rigtig god, og den har jeg brugt en hel del.
I forgårs tog vi ud til vandfaldsbassinet, som jeg har fortalt om i alle mine andre breve, og det var virkelig sjovt. Hver eneste gang, jeg er der, tænker jeg over, hvor smukt stedet er, og NÅR (ikke hvis) jeg tager dig med til Fabas, skal vi helt klart derhen! På det seneste har jeg tænkt på, hvordan det ville være, hvis du var her sammen med mig, og det ønsker jeg mere og mere! Jeg tænkte, at det bedste tidspunkt at tage dig med herned, er efter vores eksamener, for det er det tidspunkt på året, hvor her er allersmukkest. Jeg er dog nødt til lige at spørge mine bedsteforældre først, for jeg er ikke sikker på, at de ville give mig lov til at tage en kæreste med herned (men det tror jeg, de ville).
Jeg har spillet meget musik med Callum (på fløjte), hvilket har været godt, men jeg har også tænkt, at jeg gerne vil spille for dig (hvis du har lyst) til din optræden - jeg synes virkelig, du skal gøre det - det kunne være sjovt, og dine sange er virkelig gode! Jeg er stolt af at have sådan en fantastisk musiker som kæreste.
Vi skal på camping i aften, hvilket bliver sjovt, og vi skal lave pandekager på bål, hvilket jeg slet ikke kan vente med! (Det bliver nok højdepunktet.) Der er virkelig gode steder at campere hernede, så når du kommer, kan vi tage ud i hvert fald en overnatning (hvis du er med på den).
At være afsted sammen med min familie er selvfølgelig rigtig dejligt, men selvom jeg elsker at være sammen med dem, så ville jeg gerne bytte det ud for at være sammen med dig - at være sammen med dig er som et frisk pust, og for hver eneste dag jeg ikke mærker det, får jeg endnu mere lyst til det. Jeg savner dig virkelig meget, og før du tænker 'Nej, han gør ej, JO JEG GØR!!!!
Jeg kan ikke vente, til vi ses, jeg er sikker på, at jeg vil blive blæst bagover af din skønhed endnu en gang, når jeg ser dig, for jeg glemmer af og til dit ansigt. Jeg elsker dig mere end noget andet, og god sommer (det der er tilbage af den) - hav det godt!
Så meget kærlighed,
din heldige kæreste,
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

VICE: Hvor gammel var du, da du modtog det her brev?
Lena: En ting der irriterede mig dengang, men som jeg er taknemmelig for nu, er, at han ville have datet hvem som helst - så jeg ved, at jeg var 15, da jeg fik det her. Og eftersom det var i juli, så har jeg nok været i Irland over sommeren. Der var ingen mobiltelefoner og intet internet dengang, så vi sendte breve til hinanden.

Kan du fortælle lidt om jeres forhold? Hvor længe var I sammen?
Vi var ungdomskærester. Vi var sammen on and off gennem det meste af ungdomsårene - så omkring seks år fra vi var 13 til vi var 19. Vi kom fra to vidt forskellige familier, hvilket nogle gange blev et problem. Hans perfekte overklasseopvækst betød, at han ikke engang vidste, hvordan en teplettet kop så ud, hvilket gjorde min mor ret ked af det engang. Vi så en gang 'White Palace' sammen, og den var ubehageligt tæt på vores virkelighed. Men vi var totalt vilde med hinanden. Det var meget romantisk.

Advertisement

Tog han dig nogensinde med til Fabas?
Ja, jeg var med for at besøge hans families samling af huse i Frankrig. Det var en fin tur, men jeg hadede det altid, fordi han var i Frankrig, og jeg var i Irland, og sommeren var bare så lang, da man var ung.

Og fik I nogensinde optrådt sammen?
Nej, desværre. Jeg var med i et band i skolen, og på et tidspunkt, hvor vi ikke var sammen, havde jeg kortvarigt noget kørende med guitaristen i bandet, så det satte lidt en kæp i hjulet for, at vi skulle optræde sammen. Vi spillede også i et soulband sammen, men vi optrådte kun én gang, og jeg blev alt for fuld i et forsøg på at dulme nerverne, og han syntes, jeg var vildt pinlig, da jeg snaldrede mig igennem 'Freddie's Dead' i mikrofonen. Han syntes tit, jeg var pinlig.

Hvorfor har du beholdt de her breve i så lang tid?
I lang tid betød de virkelig meget for mig, fordi jeg var virkelig vild med ham. Jeg tror, at alle kan huske deres første, rigtige kæreste. Selvom hans breve var skrevet ret stift - han var den typiske, engelske snerpe i offentligheden - var han en virkelig sjov og sød fyr, og jeg var en meget lykkelig teenager sammen med ham.

Ben, 24*

Jeg ville ønske, at jeg kunne hjemme, når du når frem, så det her er min måde at gøre det bedre på.
Du spørger mig altid, hvorfor jeg elsker dig, så her kommer det -
Jeg elsker dig, fordi du er klog, hårdtarbejdende, målrettet, og du brokker dig aldrig. Jeg elsker dig, fordi du altid prøver at få mig til at grine. Du motiverer mig og presser mig altid til at gøre det bedre. Jeg elsker dig, fordi du lader mig ligge i dit skød og tude vitterligt uden grund. Du har vist mig, at det er spild af tid altid at bekymre sig. Du tager dig altid af mig og gør det til en prioritet, at jeg er glad, selvom jeg ikke fortjener det. Du trykkede dit ansigt mod mit på baren og sang temasangen fra Top Gun. Du er virkelig sjov. Du kalder mig på den, når jeg er en gnavpot, og niver mig altid i røven. Du bærer mig i seng, når jeg falder i søvn på sofaen. Du 'forstår' mig bare. Men mest af alt - så elsker jeg dig præcis, som du er. Du vil altid være den bedste version af dig selv for min skyld - og du er så god til det.

Når jeg ser os nu, kan jeg næsten ikke tro, at det blev os to. Ikke kun fordi vi begyndte at date fem og et halvt år efter, vi mødtes, men fordi jeg ikke ved, hvordan jeg kunne være så heldig at finde en, der er så fantastisk som dig.

VICE: Hvad var grunden til, at du skrev det her brev?
Ben: Jeg skrev det, fordi min kæreste og jeg var væk fra hinanden næsten hele tiden, hvilket er svært. Det hjælper at skrive kærestebreve, og det minder mig om alle de ting, jeg elsker ved mit forhold. Han bliver også glad af det.

Kan du fortælle lidt om jeres forhold?
Jeg mødte min kæreste i 2010 på college i Florida, hvor begge vores familier er fra. Vi datede on and off i tre år, men det faldt bare aldrig helt i hak. Det blev seriøst i 2015, men det har været utrolig svært, fordi vi har kørt langdistanceforhold. Jeg har studeret i London, og han bor i Californien. Vi kommer virkelig godt ud af det med hinanden, og denne gang føles det endelig som om, at timingen er rigtig. Så jeg har skiftet mine studier ud med et online-kursus og er flyttet tættere på ham, så vores forhold kan få en ny form.

Advertisement

Skriver han også til dig?
Ja, men ikke med lige så mange ord. Han sender kort og små noter - kun et par sætninger i hver, men de betyder lige så meget for mig.

Hjælper brevene, når I ikke ses så ofte?
Det gør de, for de minder os om vores tid sammen. Jeg plejer at tage billeder af de breve, jeg har skrevet til ham og de kort, han har givet til mig, så jeg kan minde mig selv om, hvordan det føles, når vi rent faktisk er sammen. De minder mig om, hvor heldig jeg er, at den her person venter på mig derhjemme.

DIARMUID, 25

VICE: Hvem skrev du det her digt til?
Diarmuid: Til en bulgarsk pige fra Sofia, som også selv hed Sofia.

Hvorfor besluttede du at skrive et digt i stedet for et mere traditionelt brev?
Jeg skrev det uden at have planlagt det. Jeg skriver ofte mine tanker ned. Jeg brugte meget tid alene med at drikke på barer på det tidspunkt, og det at skrive var med til at slå tiden ihjel.

Kan du fortælle lidt om jeres forhold?
Vi mødte hinanden i Spanien, og hun havde en kæreste derhjemme. Vi tilbragte hver eneste aften med at gå rundt i byen sammen og snakkede til den lyse morgen. Så tog hun hjem. Jeg forsøgte at overtale hende til at komme tilbage.

Virkede det?
Desværre nej. Jeg talte faktisk med hende i går og spurgte til, hvordan hun tænkte om forholdet, og hun svarede, "det sluttede jo aldrig officielt", men på den anden side startede det vel heller aldrig officielt.

Tanya, 20*

Jeg sidder i min seng, og det eneste jeg kan tænke på er, at du sagde, at du ville fri, og i mit hoved betyder det bare FAMILIEEEE. Det er for vildt. Jeg skal selvfølgelig stadig være fornuftig, og jeg ved godt, at min uddannelse kommer i første række, men ååååh - tanken om dit frieri giver mig sommerfugle i maven! Jeg kan slet ikke vente. Jeg kan ikke vente, til vi har et hjem sammen, og jeg kan vågne op sammen med dig og begynde og slutte min dag med dig.
Du er så flot og interessant, og jeg har aldrig oplevet at blive så draget af nogen, som jeg blev af dig første gang, vi talte sammen. Du har gjort mig til et bedre menneske og meget mere sikker på mig selv. Du hjælper mig til at give slip på min fortid og glemme det hele, som er det, jeg vil. Du hjælper mig til at lære at udtrykke mine følelser og være i stand til at sige til dig, at jeg savner dig helt vildt, at jeg tror, du er mit livs kærlighed lige nu, og at jeg nogle gange kan blive vred, når du ikke er her, selvom jeg godt kan forstå, at det er dit job, og det kan jeg godt acceptere og tilpasse mig. Jeg tænker på dig, når jeg vågner, når jeg er i skole. Jeg tænker på, hvad du laver, og jeg griner altid som en galning, når du skriver til mig, og jeg ikke havde forventet det. Jeg tænker på alle de eventyr, vi har haft og kommer til at have, og jeg bliver så begejstret - vi kan udforske verden sammen!

___, jeg elsker dig helt sindssygt, du er en kæmpe del af mit liv, og det skal du altid være. Jeg er super stolt af dig, og det gør det nemmere, når jeg aldrig ser dig. Det gør også den tid, hvor jeg ser dig, meget bedre. Jeg sætter meget større pris på det, når jeg kan vågne op ved siden af dig, holde om dig og mærke din varme. Det er det bedste.
Du skal være en del af mit liv for evigt, og det må du aldrig glemme. <3

VICE: Kan du fortælle lidt om jeres forhold?
Tanya: Vi mødtes igennem en fælles ven. Han var seks år ældre end mig, men opførte sig ikke sådan det meste af tiden. Han var vel min første kæreste, tror jeg - og jeg forgudede ham. Når han var hjemme, tog vi på rejser og udflugter, men det var altid en belastning for vores forhold, at han var i militæret.

Hvordan føles det at have en kæreste i militæret?
Det er hårdt. Det fungerede, fordi jeg ikke kan lide at være sammen med nogen 24/7, så det var rart at have den tid hver for sig, men efter et par uger savnede jeg ham virkelig meget. Til gengæld ændrer militæret noget i folk. Hen mod slutningen blev han totalt paranoid over for hvem, jeg hang ud med. Jeg havde en del mandlige venner. Men jeg var helt vildt stolt, når jeg så ham til ceremonier og den slags.

Advertisement

Friede han?
Nej, vi slog op inden. Han sagde, han ville fri efter et år, men vi holdt kun i ni måneder.

Hvad skete der til sidst?
Jeg blev træt af presset og paranoiaen. Jeg har egentlig ret svært ved at binde mig, men han gjorde det også virkelig svært til sidst. Selve bruddet kom som en lettelse. Jeg så ham faktisk for et par måneder siden, og han forklarede bruddet med distancen imellem os og min alder på det tidspunkt. Jeg lod det bare være for ikke at starte et skænderi.

Petra, 41*

Hej skattepige!
Hvordan går det med opgaven? Er du næsten færdig? Jeg har fået en matematikopgave for, og det ser helt umuligt ud, men jeg giver det et forsøg og gør mit bedste. Nå, men nok om arbejde!
Så du skal klippes kronraget? Det må ikke blive alt for kort, for dit hår er det smukkeste, jeg ved. Men du har sikkert ret i, at det er godt med forandring, især hvis du har haft den samme frisure hele dit liv. Du kommer stadig til at se fantastisk ud, og jeg glæder mig til at se dit smukke ansigt igen på lørdag. Jeg skal tage 8.35-toget, så jeg ser dig nok omkring 10.15. Jeg køber en billet i morgen.
Jeg skal i seng snart, men jeg ville ønske, det var sammen med dig. Jeg gad virkelig godt bare bygge en rede med dig og have dig ved siden af mig. Det bedste er at vågne sammen med dig (så længe det ikke er brandalarmen, der vækker os!) Jeg elsker at mærke din silkebløde krop i mine arme. Jeg har brug for dig - nu og for evigt. Jeg vil altid være her for dig, og hvis du nogensinde føler dig ensom, så bare tænk på, at om ikke særlig længe er vi mand og kone, og du behøver aldrig at føle dig ensom igen. Nå, men jeg er nødt til at smutte. Bare lige en sidste ting; JEG ELSKER DIG! Din mand,
Xxxxxx

VICE: Blev I så mand og kone?
Petra: Ja, vi gjorde! Vi har været gift i 19 år nu.

Kan du fortælle lidt om jeres forhold?
Vi mødte hinanden, da vi var omkring 12 år gamle. Vi gik begge to i kirke, og jeg troede, han var en total særling. Mange år senere endte vi i klasse sammen og blev uadskillelige - selvom det kun var som venner på det tidspunkt.

Advertisement

På vores sidste eksamensdag blev han ramt af en bil og næsten dræbt. Vores ven blev dræbt i det samme uheld. Alting ændrede sig for mig. Jeg indså, at han var mere end blot en ven - og at jeg ikke kunne undvære ham i mit liv på nogen måde.

Hvordan føles det at se tilbage på kærestebreve fra så tidligt i jeres forhold?
Det var så bizart at se tilbage på de her breve. Nogle af dem fik mig til at rødme! Men det er utroligt dejligt at genopdage, hvor stærkt vi følte for hinanden, og hvor ren vores kærlighed var - helt urørt af voksenlivets strabadser.

En sidste ting. Hvordan gik det med din opgave?
Åh gud… Det kan jeg slet ikke huske, men det gik sikkert fint. Jeg var lidt af en stræber.

* Navnene er blevet ændret. VICE er bekendt med personernes fulde identitet.

Mere fra VICE:

Sådan får du et parforhold til at fungere, når du er i tyverne

Se hvordan 12 parforhold forandrede sig på billeder taget over tre årtier

Fem danskere fortæller om kærestetatoveringer de fortryder