Min barske virkelighed som evigt på røven

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Hvornår har du været allermest flad? Var det, da du gik i nul på kontoen? Jeg mener ikke "flad" som metafor for, at man ikke lige har så mange penge for tiden, eller at man er nødt til overtrække sit kort. Jeg mener ingen penge, ingen opsparing og din konto er fuldstændig udtømt. Ikke mere overtræk, dit kreditkort er maxed out, ikke flere venner at låne af, ikke flere kontanter i lommerne på dine jeans. Kun dig, din fantasi og dine organer - hvis monetære værdi du bliver mere og mere bevidst om.

Jeg har ramt nulpunktet et par gange. Ikke noget permanent eller vildt skræmmende - for det meste bare i en enkelt dag, selvom det en enkelt gang varede to dage. Det var heller ikke under alt for tragiske omstændigheder: Begrænsede midler + dårlig planlægning + mangel på selvkontrol = nul kroner. Men uanset omstændighederne; når man rammer nul, føler man sig som et dårligere menneske. Du er magtesløs og ude af stand til at interagere med verden. Du er et genfærd, der spøger på en jord, du ikke kan betræde, mens du væmmes over alle de ting, der har sat dig i den situation.

Når det her tvivlsomme scenarium udspiller sig, har jeg selvfølgelig kun mig selv at takke for det. Jeg er en idiot til penge. Jeg har aldrig sparet op i mit liv. Det tætteste, jeg har været på at spare op, har været at finde ud af, hvilket inkassofirma der er mest chilleren. (Fun fact: Det er løgn, når der står "sidste rykker" på en regning - der kommer flere rykkere, bare rolig.) Jeg sparer ikke op, fordi mine inderligste og mest øjeblikkelige behov koster penge. Jeg har aldrig set penge som andet end vejen til at tilfredsstille mine behov. Ja, jeg kunne da godt investere de ekstra penge i en stabil fremtid og et komfortabelt liv, men jeg har lyst til øl og pot lige nu.

Det er den tvangstanke og manglende disciplin, der har efterladt mig i den alvorlige finansielle situation, jeg står i i dag. Jeg afventer desperat hver eneste lønseddel med stigende panik, mens jeg synker dybere og dybere ned i gæld. Både institutionel (225.000 kroner i studiegæld, 95.000 kroner til banken, 5000 kroner til mit mobilselskab) og personlig (7.800 til min eks, 1300 til min tante) - uden konkrete planer eller håb om at kunne betale noget af det tilbage. Tidligere var jeg i stand til at afbalancere den stigende væmmelse og foragt for mig selv med hippieagtige-floskler: 'Penge er bare en konstruktion, som er skabt for at gøre os til slaver' eller: 'Du er kunstner, mand, det her handler om noget, der er større end penge'. Men den slags navlepillende pis har efterladt mig forvirret og flad - iført det samme par hjemmeklippede jeans-shorts for mange dage i streg. Virkeligheden som voksent menneske uden penge og den mangel på muligheder og frihed, der følger med, er blevet for påtrængende til at kunne ignoreres. Her er en kort liste af ting, som er tæt på umulige uden penge: At se godt ud, at have sex, at pleje venskaber, at have håb for fremtiden.

Ligesom de fleste andre par, så handlede de fleste af mine forældres værste skænderier - som sendte mine søskende og mig rædselsslagne ind på vores værelser - om penge. Og selvfølgelig gjorde de det: Penge (eller deres fravær) var manifestationen af alle mine fars mangler som mand og som forsørger. Penge er et utroligt afslørende vidnesbyrd om dine fejl. Penge var skelettet i min families skab. Når hun ikke skændtes med min far, ville min mor (som fortjener en medalje for at holde sammen på fire sønners psyke, mens hun levede med en stofmisbrugende ægtefælle) betro sig til mig – den ældste – om den finansielle undergang, som altid lurede i horisonten for familien. Hun beskrev med tårer i øjnene, at hun ikke anede, hvordan vi skulle få råd til at have lyset tændt og købe mad og skammen, hun følte over at kandidere til bistandshjælp, og håbløsheden over ikke at vide, hvad hun skulle gøre, eller hvem der kunne hjælpe. Men himlen faldt aldrig ned. Dommedag indfandt sig aldrig. Selvom vi ikke var på ferie eller gik i nyt tøj, så endte vi ikke som de endnu mere nødstedte børn i kvarteret. Der var altid mad i køleskabet, lyset forblev tændt, og mine brødre og jeg gik til hockey.

Det var den her mystiske tvetydighed og forsinkelse af katastrofen, som definerede penge for mig. Manglen på penge var altid tilstedeværende, men kulminerede aldrig i frygt. Derfor føltes penge aldrig ægte for mig. Jeg voksede op i en husholdning, hvis primære forsørger var en stofmisbrugende tømrer, så penge har aldrig eksisteret som en stabil, fornuftig ting for mig. Penge virkede aldrig som et objekt - en ressource, der kunne gøres op og styres. I stedet er det en uforklarlig, omnipotent kraft, der omgiver mig ligesom tiden eller tyngdekraften, og som påvirker mit liv, selvom den er uden for min rækkevidde eller kontrol.

Jeg internaliserede penge som et traume. Hvis der er én ting, jeg har lært i terapi, så er det, hvordan vi konstant genskaber de rammer, vi er tryggest i, selvom de rammer er angstprovokerende. Sådan er jeg med penge. Det er derfor, jeg bruger rub og stub, indtil jeg rammer nul. Jeg kender kun til penge som en vedvarende traumatiserende handling - et fokuspunkt for al min frygt og tristhed. Det er udmattende at være flad og at bekymre sig om fremtiden, men det er der, jeg gerne vil være. Jeg vil hellere bande over kapitalismens onde guder end at tage en dyb indånding og sige til mig selv, at jeg måske ikke skal ryge pot i den her uge.

Det her er ikke ment som en løsning for andre, og det er ikke min mening at prædike om, at løsningen på fattigdom er, at man bare skal arbejde hårdere og spare op. Jeg er heldig, at jeg ikke har systemiske hindringer for at opnå eventuel succes. Men penge er til gengæld mere end penge på en konto. Det er dine drømme, din frihed og i sidste ende din værdi. Hvad er du værd i dine egne øjne? Jeg er ved at indse, at det er derfor, penge altid har været midlet for min selvdestruktive adfærd, fordi jeg anser mig selv for at være værdiløs og derfor er nødt til at lade mit kontoudtog afspejle det. Og medmindre jeg finder en måde at ændre det på, vil jeg altid være lidt for afhængig af at få penge tilbage i skat.

Jeg kunne godt tænke mig at håndtere mine penge som en rigtig ting, som jeg har kontrol over. Det betyder at være tilfreds med at have et lortet, meningsløst dagjob, at være okay med at kræve lønforhøjelse, når jeg har fortjent det, og behandle min fremtid som noget, der har betydning og begynde at spare op. Første skridt er at finde ud af, hvad jeg skal spare op i. Under madrassen som en rebelsk landmand under den store depression? Ja ja, en pensionsopsparing, jeg ved det godt. Det lyder bare fint og middelklassesagtigt. Jeg bliver den stolte ejer af en sexet, strømlinet opsparingskonto, og så ligger hele verden åben for mig.

Mere fra VICE:

Sådan dater du, selvom du er ung og på røven

En fattigrøvs guide til København

Billeder fra et af USA's fattigste områder