Tidligere indsatte fortæller om de mærkeligste ting, de har oplevet i fængslet

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Fængslet synes at være en uudtømmelig kilde til bizarre historier, som pressen kan labbe i sig. I løbet af de sidste par måneder har indsatte angiveligt været i halvnøgen nærkamp med toiletbørster som våben, forsøgt at sprænge deres rivaler i luften med sprængfarlige væsker, og klemt sig nøgne gennem madlugen i en celledør. Lad os bare nøjes med at sige, at der sker en del bag tremmerne, som du formentlig ikke ser til hverdag.

Idéen om at fængslet er en verden for sig, er en kliché, men den er opstået, fordi reglerne i resten af samfundet formentlig ikke gælder for et sted for mennesker, som vurderes at være uegnede til at leve sammen med resten af befolkningen. På den baggrund har jeg kontaktet fire tidligere indsatte og bedt dem fortælle de mest bizarre ting, de har været vidne til i løbet af deres afsoningstid. Her er deres oplevelser fra indersiden af fængslet.

Jeg så to hændelser under mine fængselsdomme, som jeg husker som værende ret bizarre. Den første var, da fængselsvagterne i HMP Albany gravede liget af min afdøde kæledyrsundulat op, fordi de troede, jeg havde begravet smuglergods. Folk, der afsonede lange straffe, havde lov til at have undulater, og jeg betragtede den som mit barn. Der var et lille græsareal med et træ udenfor fløjen, som jeg tænkte ville være et passende sted at begrave ham. Omkring 20 minutter senere kiggede jeg ud af mit cellevindue og lagde mærke til en gruppe af betjente, der gik hen imod græsset.

Til min rædsel begyndte de at grave - helt tydeligt fordi de troede, jeg havde begravet smuglergods. De må have set mig begrave noget og misforstået situationen. Det var helt uvirkeligt. Til sidst fandt de undulaten og grinede lidt af det hele. Jeg kunne dog ikke se det sjove i det. Jeg havde fået en tættere relation til den fugl, end jeg havde haft til de fleste mennesker op til det tidspunkt i mit liv, hvilket formentlig er en af grundene til, at jeg endte i fængslet i første omgang.

Den anden hændelse involverede en indsat, der blev taget i at have fængselsinspektørens kones undertøj på. Han blev strippet, og så opdagede de, at han havde et par Anne Summers-trusser på. Betjentene gennemsøgte hans celle og fandt fire par magen til. De ville vide, hvad der foregik og fyrede løs med spørgsmål: "Hvad sker der her?", "Er der et sort marked for trusser?", "Hvor har du fået dem fra?" Han nægtede at svare, så han blev slæbt med op til fængselsinspektøren anklaget for at have ulovlige genstande i sin celle.

Senere hørte jeg, at inspektøren havde læst anklagerne højt for ham og derefter spurgt ham, om han havde noget at tilføje. "Ja," svarede undertøjstyven. "Det må du virkelig undskylde, men det er din kones trusser." Han havde fået udgangstilladelse for at male inspektørens hus, fordi de stolede på ham, og så havde han sneget sig indenfor og stjålet trusserne.

Den mærkeligste hændelse, jeg har været vidne til, skete i HMP Highdown i Surrey. Jeg befandt mig på sundhedsafdelingen på det tidspunkt, efter jeg havde skåret mig i armene med et barberblad for at blive overflyttet dertil. Der var sikrere og mere stille end sektionen for ungdomskriminalitet, som jeg tidligere havde siddet i.

Det var primært kategori A- og B-indsatte, der var i Highdown, men der var også nogle ungdomsfanger ligesom mig. Alle på sundhedsafdelingen var voksne udover mig, og mange af dem havde seriøse mentale sundhedsproblemer. En dag så jeg en fyr blive slæbt ud af sin celle af vagterne, som havde hvide beskyttelsesdragter på. De slæbte ham forbi min celle og placerede ham i en specialcelle, som var designet til at mindske risikoen for selvskade.

Det var ikke usædvanligt, at de indsatte blev fjernet af vagterne i de hvide dragter. Det hændte for det meste, når nogen havde smurt sig ind i lort, hvilket skete med jævne mellemrum. Den her gang var grunden dog endnu mærkeligere: De havde fundet et pudebetræk fyldt med afskårne duehoveder i hans celle. Han havde brugt brødkrummer til at lokke dem hen til sit vindue, hvorefter han havde revet hovederne af dem for at samle på dem.

Vi så aldrig duemorderen igen efter det. Jeg antager, at han enten blev flyttet direkte til et andet fængsel eller hurtigt blev ekspederet videre til en psykiatrisk afdeling. De andre indsatte syntes, det var sjovt. I sidste ende er man nødt til at kunne finde humoren i de mørke situationer i fængslet. Personalet var mere hærdet end de indsatte. De havde set alting derinde og tog det helt roligt. Når det er sagt, så var der en af dem, der kastede sin morgenmad op igen efter at have opdaget det med duerne, hvilket jeg ikke kan bebrejde hende.

Det mest bizarre jeg så, mens jeg sad inde, var en fyr, der havde taget en fængselsbetjent til fange med en falsk bombe lavet af en lommelærke og nogle ledninger fra en radio. Han var irer og spillede virkelig på stereotypen om irere. I virkeligheden anede han ikke, hvordan man laver bomber. Hans gidsel var en kvindelig fængselsbetjent, der hed Emma og som var pisseirriterende. Hele fløjen havde klaget over hende, og den lille irer havde åbenbart besluttet at handle på det. Han havde barrikaderet sig med hende på kontoret og truet med at springe hende i luften. Hun var skidebange, hvilket vi allesammen syntes var sjovt, fordi hun havde gjort livet til et helvede for os.

Det blev tydeligt, at betjentene havde mistet kontrollen over fløjen, så de indsatte gjorde pludselig oprør. Det lykkedes vagterne at låse os inde i motionsgården, hvor de efterlod os indtil midnat. De indsatte i fløjene rundt om gården smed deres madrasser ud af vinduerne, og så satte vi ild til dem og lavede et bål. Oprøret kom endda i de walisiske nyheder.

Den irske knægt fik fire år tilføjet til sin dom for gidseltagningen. Fængselsinspektøren forsikrede alle, som var blevet holdt ude i gården om, at vi ikke ville blive sigtet yderligere, hvis vi allesammen gik med til at gå tilbage i vores celler. Selvom han holdt, hvad han lovede, blev nogle af os overført til andre fængsler kort tid efter. Det var en mærkelig og sjov hændelse, der meget godt opsummerer, hvor sindssygt fængslet kan være til tider.

En af de mærkeligste ting jeg så, mens jeg var bag tremmer, var da vagterne i HMP Parkhurst aflyste de indsattes tid i gården, fordi der var en sky på himlen. Ifølge vagternes logik betyder regn våd jord, hvilket åbenbart skaber et sundheds- og sikkerhedsproblem. En sky betød, at regnen var på vej, og de ville være proaktive og håndtere det før, det kom. Når man tænker over, hvad fængslet grundlæggende er, så ville jeg ikke have troet, at en sky stod øverst på listen over ting, der potentielt kunne skade os.

John, Justin, Cesto og Stephen fortæller, at de bedre mennesker i dag. Justin har udgivet en bog om sin tid som kriminel, Stephen driver sit eget forlag, John skriver en blog om kriminalitet og fængselsrelaterede emner, og Cesto er rapper.

Flere fængselsfortællinger fra VICE:

Indsatte: Derfor er folk i fængslet så fulde af lort

Indsatte fortæller om gør det selv-kropsudsmykning bag tremmerne

Billeder fra fængselsceller over hele verden