En sky i rendestenen
Foto af Pelle Rink.

FYI.

This story is over 5 years old.

Vice Blog

En sky i rendestenen

Et øjebliksbillede fra Skyen - verdens måske travleste fixerum og omdrejningspunkt for Vesterbros stofscene.
October 29, 2015, 11:04am

Døren springer konstant op, så lydene fra Istedgade siver ind i Skyens forlokale. Her sidder en medarbejder klar til at registrere strømmen af mennesker, der kommer ind ad døren for at ryge eller fixe sig til en stunds sjælefred. Uret viser 13:15, og siden døgnet begyndte, har der været 113 injektioner i fixerummet og 204 stofindtag i det separate rygerum.

Mændenes Hjem på Vesterbro i København driver to stofindtagelsesrum, som ligger få skridt fra hinanden. Det største af dem er Skyen, der har til huse i samme bygning som selve herberget, og som har åbent 23 timer i døgnet hele året rundt. Sammen står de to fixerum for over 700 daglige stofindtag, hvoraf langt de fleste finder sted på Skyen.

Advertisement

Skyen er derfor epicentret for bydelens åbne og kaotiske stofscene, der har forandret sig i takt med kokainens indtog på Vesterbro - forgangne årtiers heroinsløve narkomaner er forsvundet fra gaderne og erstattet af rastløse stofbrugere, der med opspilede øjne traver hvileløst rundt på evig jagt efter et fix, som kan være nødvendigt helt op til 20 gange i døgnet.

Læs også: Ny 'fixe-fabrik' vil gøre Vesterbros stofscene endnu større

Lederen af fixerummene, Rasmus Koberg Christensen, bryder sig ikke om prædikatet, men målt på volumen er der meget, der tyder på, at "Skyen" er verdens travleste fixerum - et fixerum, der tilmed ligger i en tætbefolket bydel, der tilhører en helt anden socialklasse end de mennesker, der præger gaderne. Selvom døren til Skyen står åben næsten døgnet rundt, er det derfor de færreste lokale, der egentlig ved, hvad der foregår på den anden side - derinde, hvor stofbrugerne siden 2013 har haft mulighed for at injicere, ryge eller på anden vis tage stoffer som kokain, heroin og metadon.

Jeg bliver vist rundt af socialpædagogen Anatoli, der har været tilknyttet Mændenes Hjem i ni år, de sidste to år som fast medarbejder på Skyen. Med afslappet attitude hilser han alle brugere velkommen: "Hej smukke, dejligt at se dig!" og andre veloplagte bemærkninger af den slags, man normalt ikke retter mod mennesker, der befinder sig på bunden af velfærdssamfundet. Det er ikke alle brugere, der har overskud til at gengælde høflighederne, men de fleste har, og resten får et lige så oprigtigt smil med på vejen.

Advertisement

"Relationen med brugerne er utrolig vigtig i mit arbejde," siger Anatoli, der med sit tilbagelænede og venlige gemyt synes selvskrevet til jobbet. Konflikter er hverdagskost, og selvom han ofte må finde sig i fysiske trusler fra vrede og stressede brugere, tager han det med ophøjet ro - dagen efter er det hele glemt igen, forsikrer han.

Alle billeder af Pelle Rink.

Rasmus Koberg Christensen forklarer, hvad det er for et stof, hans medarbejdere skal være gjort af:

"Vi bruger humor i vores pædagogiske arbejde, ligesom vi har meget fokus på, at vi arbejder i et voldeligt miljø. Konfliktløsning bruger vi rigtig meget krudt på, og denne evne er helt klart en kernekompetence hos vores medarbejdere. Det er ikke kun noget, man kan uddanne sig til, det kræver også en kerne af noget, som vi kigger meget efter til jobsamtaler."

Lederen lægger også vægt på fixerummets sociale funktion - at det ikke kun er et stofindtagelsesrum men også en indgang til behandlingssystemet for dem, som ønsker hjælp:

"Stofindtagelsesrummet er ikke kun enden på det hele - det kan også være begyndelsen på noget andet og bedre. Vores kritikere er tit ude med, at fixerummet er en blindgyde, hvor samfundet har parkeret de mest udsatte, men vi oplever faktisk, at brugerne kommer og spørger os om hjælp til at blive henvist til behandlingstilbud."

"Kaos kan gradbøjes. Jo, folk får på munden en gang imellem, men det er ingenting i forhold til miljøet ude på gaden." - C.F.

Brugerne af fixerummet har ikke pligt til at oplyse deres rigtige navn, når de tjekker ind, men til gengæld er det vigtigt, at de fortæller hvilket stof, de har tænkt sig at tage. Lige nu er folk som "El Pollo Loco", "Joachim von And" og "Krølle Joe" i færd med at indtage heroin og kokain, fremgår det af skærmen. Jeg finder kort efter ud af, at El Pollo Loco er identisk med 22-årige C.F., der i noget tid har observeret mig fra et hjørne af fixerummet.

C.F. opholder sig gerne længere tid ad gangen i fixerummene, og hans øjne udstråler intelligens og nærvær - til trods for den kombination af kokain og heroin, han netop har indtaget. Han fortæller mig, at han startede med at ryge heroin som 13-årig, da han som rodløs ung knægt på Nørrebro indledte et liv fyldt med vold og kriminalitet - en tilværelse, han nu har lagt bag sig bortset fra narkoforbruget, som kun er blevet større med årene. For ham er det derfor et kæmpe plaster på såret, at han i det mindste har et helle her:

Advertisement

"Personalet herinde har reddet min røv flere gange, når jeg har fået en overdosis. Jeg kan også godt lide bare at være her," siger C.F., før en ven kalder på ham for at hjælpe med et besværligt fix. Personalet må ikke bistå brugerne med selve fixet, men kan hjælpe med at lokalisere vener og rådgive om hygiejne.

Jeg spørger ham, om han ikke får nok af de til tider kaotiske omgivelser, han befinder sig i:

"Kaos kan gradbøjes. Jo, folk får på munden en gang imellem, men det er ingenting i forhold til miljøet ude på gaden."

Den unge Nørrebrodreng bevæger sig hjemmevant rundt i lokalet og forklarer mig, hvorfor de skraldespande, der er placeret ved siden af de ni fixestationer, er aflåste. Det er for at undgå, at folk, der 'fnidrer' kommer til skade, når de roder efter indbildske kugler med kokain. Den slags hallucinationer viser sig, når man har været vågen på kokain i dagevis, og presset på psyken til sidst bliver for stort.

Rasmus Koberg Christensen forklarer det sådan her:

"Kokainen er kommet ned i en pris, hvor selv de mest udsatte kan være med. Det rigtig farlige ved kokainen er, at der ikke er nogen bremseklods. Vores mest afhængige brugere kan gå i 4-5 dage uden at sove. De glemmer helt basale menneskelige behov, glemmer at spise, glemmer personlig hygiejne. En af konsekvenserne er fnidder, men vi oplever også folk, der bliver decideret kokainpsykotiske med stærke hallucinationer. Jeg har oplevet en kvinde, som skreg til mig: "fjern rotten i mit hår!", og jeg har siddet med en fyr, som desperat begyndte at spytte på gulvet, fordi han skulle have edderkopperne ud af munden. I værste fald bliver de indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor de får noget beroligende og så falder i søvn i 24 timer. Når man så vågner op igen og bliver udskrevet, kan det hele i princippet begynde forfra."

Advertisement

Tilbage i fixerummet sidder en vejrbidt håndværker med tommestokken stikkende ud af kansasbukserne og roder med en kanyle i sin arm. Selvom han gør brug af fixerummets venescanner, har han svært ved at ramme rigtigt. Han ved godt, at Anatoli som ansat ikke må føre kanylen for ham, og han henvender sig derfor til mig. Jeg afslår at hjælpe ham og overvejer, om det var det rigtige at gøre. Kort tid efter lykkes han selv med sit forehavende. Manden, som fixer metadon, passer ind i det brugersegment, der kaldes 'weekendturisterne' - de lejlighedsvise brugere, der ikke er en del af inderkredsen. Han fortæller mig, at hans bror for nylig døde pludseligt, og herefter eskalerede hans brug af stoffer voldsomt - at han skulle nå til et punkt, hvor han havde behov for at stikke sig med en nål for at klare sig gennem dagen, havde han aldrig troet.

"Der en klasseforskel på at ryge og injicere," fortæller Anatoli mig og nikker mod vinduet til rygerummet, som på grund af farlige stoffer i luften er lukket land for personalet.

"I brugernes verden bor dem, der ryger, på Strandvejen, mens dem, der injicerer bor i en ghetto i Ishøj."

De fem brugere, der pt. er til stede i fixerummet synes at være mindre optaget af sociale skel og mere fokuserede på at indtage de stoffer, der ligger foran an dem på zinkbordene. En mand med lyse skægstubbe, sår i ansigtet og laset tøj på giver op og beder om hjælp. Hans venstre hånd er viklet ind i en beskidt bandage, som dækker over en frisk tredjegradsforbrænding.

Advertisement

"Jeg var i gang med at kortslutte tændingen på en varevogn, da der gik ild i min hånd. Jeg havde glemt, at jeg havde spildt benzin ud over den, og gnisten antændte den," siger han og afviser, at han var ved at stjæle bilen.

"Jeg byttede mig til den for en kugle coke."

For første gang i løbet af eftermiddagen virker Anatoli ikke 100%, men kun 90% procent rolig. Jeg synes ellers selv, den kraftige røgudvikling kombineret med råbene fra forlokalet er en rimelig grund til at fare i panik. Det viser sig, at en bruger af ukendte årsager har valgt at sætte ild til en stor papirrulle i en beholder. Personalet arbejder hurtigt og fattet på at få bugt med ilden, og det lykkes efter mindre end et minut. Herefter viser næste udfordring sig. Den kraftige røg har fået emhætten i rygelokalet til at sætte ud, og lokalet skal rømmes, mens udsugningen genstarter. Evakueringen foregår uden drama, og få minutter efter er Anatoli tilbage i fixerummet.

Lige der, midt i al elendigheden, slår det mig, hvor unikt et sted fixerummet - og dets personale - er. En alvorlig hændelse som brandstiftelse, der på andre institutioner ville medføre politianmeldelse og alarmtilstande, er blevet håndteret på få minutter. Personalet følger efterfølgende op på begivenheden, men lige nu og her går livet videre i fixerummet.

"Det er bare endnu en dag på kontoret, selvom jeg må indrømme, at det ikke er hver dag, der opstår brand," siger Anatoli og annoncerer spøgefuldt:

Advertisement

"Der er 500 kroner til ham, der kan fortælle mig, hvem der satte ild til papirbeholderen."

En bruger, der hidtil har siddet opslugt af sin egen rus og hængt med hovedet, rækker hånden i vejret og joker:

"Ok, så var det mig!"

Mere om stoffer i Danmark:

Ny 'fixe-fabrik' vil gøre Vesterbros stofscene endnu større

Vi talte med et offer for klapjagten på kokainkunder i København

En gymnasiedealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende