Vi brugte en dag sammen med missionerende mormoner i København

For fodgængere en grå formiddag på Frederiksberg er det ikke nødvendigvis livets store spørgsmål, der trænger sig på, men snarere ting som hvor man kan købe økologisk børnetøj, og om man kan få en tv-pakke kun med DR K. Men det er kun lige indtil de bliver stoppet af Ældste Ockey på 21 og missionærvennen Ældste Odgen på 19. De er begge klædt i det obligatoriske ensemble bestående af hvid skjorte, slips og jakkesæt. Deres stiludtryk balancerer mellem ung revisor og gammel konfirmand, hvilket unægtelig adskiller dem fra de andre unge i gadebilledet. Selv synes de, at de danske unge har en virkeligt god tøjstil.

Smilende og med semi-tung amerikansk accent imødekommer de folk med standardsætningen: "Hej, hvordan går det? Vi er mormoner på mission for vores kirke. Tror du på Gud?" En håndfuld af de forbipasserende har allerede givet tegn til, at de ikke vil tale med Ældste Ockey og Odgen. Men en midaldrende kvinde stopper op efter at have hørt den indledende icebreaker.

I løbet af deres ophold i Danmark har de to missionærer tilsammen hvervet omkring ni nye medlemmer til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som mormon-kirken officielt hedder.

De to mormoner kommer selvfølgeligt begge fra staten Utah. De har begge danske forfædre, men da deres fly landede i Kastrup, var det første gang, de var på dansk jord. Hjemme i USA hedder de bare Ockey og Odgen – ældste er kun en titel man bruger som missionær. De spiller amerikansk fodbold, lytter til musik, hænger ud med vennerne og alt det andet som unge mennesker nu gør. Men på et par afgørende punkter adskiller deres livsstil sig alligevel fra den danske norm. Mormoner lever efter såkaldte sundhedsregler og drikker derfor ikke alkohol, te eller kaffe. De ryger ikke, og sex før ægteskabet er også bandlyst ifølge mormonernes morallov. Når en mormon tager på mission, står der desuden Gud på skemaet fra morgen til aften. I to år helliger de sig kaldet som missionærer og har kun kontakt til familien gennem to årlige telefonsamtaler og en ugentlig mail. Resten af tiden bliver brugt på at sprede kendskabet til Jesus og snakke om mormonernes kirke.

Ældste Ockey og Ældste Odgen repræsenterer med andre ord ikke ligefrem en livsstil, som den gennemsnitlige dansker har lyst til at abonnere på. Vi brugte en dag sammen med de to unge mormoner for at høre, hvad de har lært om danskerne efter halvandet år på mission.

VICE: Hvordan er det at missionere i Danmark?
Ældste Ogden: Jeg kan godt lide at snakke med danske unge. De er lidt mere åbne end de ældre. De unge spørger mig f.eks. om, hvorfor jeg tror på Gud, eller hvordan jeg kan vide, at Gud findes. Eller hvorfor vi er i Danmark.

Ældste Ockey: Men jeg oplever faktisk også en stor forskel på, hvordan man taler til hinanden på gaden i Danmark og USA. Hjemme i USA kan vi bare gå hen til folk på gaden og sige hey, what's up. Det kan man ikke her. I USA kan du bare spørge folk om, hvordan de har det. Det gør man heller ikke her. Jeg ved ikke hvorfor. Det var faktisk svært at vænne sig til i begyndelsen.

Er det svært for jer at tale med andre unge om en dagligdag, hvor alkohol og smøger indgår, når det ikke spiller en rolle i jeres liv?
Ældste Odgen: Vi kender til alle de her ting fra USA, f.eks. alkohol. Vi forstår jo godt, hvordan I lever her i Danmark, og hvordan I fester. Men hvis man ser bort fra vores sundheds- og morallove, går vi jo gennem de samme ting som danske unge.

Ældste Ockey: Jeg har venner, som lever som de danske unge, og nogle i min familie lever på samme måde som danskere. Vores opgave er bare at fortælle om, hvordan det har været godt for os at leve efter de her regler. Vi vil ikke sige, de skal holde op.

Er det en hård tilværelse at være missionær i Danmark?
Ældste Ockey: Jeg har valgt at komme her som missionær, og det har været mit eget ønske. Jeg ser nogle gange danske unge dyrke idræt og lave andre ting, som jeg også holder af. Men jeg husker på, at jeg er her som missionær. Når jeg kommer tilbage til USA kan jeg hænge ud med mine venner og gøre alle de ting, som jeg plejede at gøre. Jeg er her for at lære folk om Gud.

Det må kræve ret meget disciplin.
Ældste Ockey: Ja. Hvis min tro ikke var så stærk, og jeg ikke vidste, at jeg hjælper nogen mens jeg er her, ville det være meget svært. Jeg har set, hvordan jeg har hjulpet folk, og det gør det lidt nemmere. Men det kræver disciplin. Amerikanere og danskere er meget ens, og vi har meget til fælles. Jeg kan godt lide sport og hjemme i USA bruger jeg min iPhone og hænger ud med vennerne. Jeg tror bare ikke de danske unge ser ligheden. Vi tager jo ud på gaden og taler om Gud, men de tror ikke på Gud. De ser kun den side af os som handler om Gud. De ser os som missionærer med slips og skjorte.

Ældste Odgen: Jeg har f.eks. spillet basket ball i skjorte og slips bare for at vise dem, at vi også er unge mennesker. Hvis vi kommer hen til nogle unge og taler om Gud som det første, siger de bare, at de ikke er religiøse. Men hvis vi spiller med i kampen, løsner de op på en helt anden måde.

Så I snakker om Gud, mens I spiller?
Ældste Odgen: Ja, det har jeg gjort før. Så spørger man, hvor gammel den anden er, og om vedkommende er religiøs eller sådan nogle ting. Og hvis de siger nej, siger vi bare ok og spiller videre.

Har folk andre fordomme om jer?
Ældste Ockey: Nogle har fordomme om, at vi dyrker flerkoneri eller ikke må bruge mobiltelefoner. Der er også folk, som tror vi er Amish.

Hvordan kan I vide, I repræsenterer den rigtige kirke?
Ældste Ockey: Jeg tror, alle kommer i tvivl på et tidspunkt, men vi har ikke lyst til at diskutere, hvad der er rigtigt eller forkert. Det kan godt være svært at se folk fra andre trosretninger, som også tror på noget, ligeså meget som os. Men vi kommer igennem det ved at bede til Gud og dyrke vores tro lidt mere end før.

Tak.