Sådan får du et parforhold til at fungere, når du er i tyverne

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Der er kun to slags langvarige forhold. Det første: Når I er bedste venner, der kan få hinanden til at komme, uden der bliver underlig stemning. Og det andet: Når I begge ved, at I egentlig bare sidder og ser hinanden dø langsomt. Personens jokes får dig ikke til at grine længere, afhængigheden af alkohol er ikke så sjov, som den har været, personligheden viste sig i bund og grund at være til at lukke op og skide i. I er blevet til det par, der sidder overfor hinanden på Jensens Bøfhus; stille som graven og grunden til, at det stakkels barn, der observerer jer lidt på afstand, får seriøst svært ved at give sig hen til et forhold senere i livet.

Heldigvis er det sådan, at 46 procent af alle vielser ender i en skilsmisse. Så vi kan konkludere, at rigtig mange par, om de så er gift eller ej, får lov til at få en ommer. Det varmer hjertet, for selvom et langt forhold måske kan være krævende – det er trods alt begrænset, hvor mange gange man kan se en person blive rød-i-hovedet-vred over en forsinket pizza, før man skriger, at de skal fucking slappe af – kan det også være enormt givtigt.

Hvordan sikrer man sig så, at det bliver sådan? Når man tænker på, at alle forhold er formet af årevis af unikke interaktioner, som måske ikke kan overføres på andre, hvordan kan en universel guide bruges i lige præcis dit særlige og helt personlige, lange forhold?

Læs videre og bliv klogere.

Det vigtigste at huske omkring diskussioner er, at de som oftest er komplet åndssvage og kan løses ufattelig nemt. Med mindre din partner* har "lavet en Judas" på dig og forrådt dig eller er blevet dybt optaget af at drukne katte og den slags – så kan langt de fleste skænderier løses ved at stoppe op og tænke: "Er jeg et røvhul lige nu?" Tit er svaret: ja.

Problemet ved at være voksen er, at hvis du har gjort noget forkert og får hug for det, vil du gøre noget tilbage, fordi situationen minder dig om at være barn igen. Men du er ikke et barn længere, vel? Du er en stor, farlig voksen. Du kunne bestille 18 drinks, ryge 18 smøger og fyre 18 kanonslag af indenfor på samme tid, hvis du ville. Men lad nu endelig ikke den stolthed ødelægge almindelig sund fornuft: Hvis du ved, at du opfører dig som et røvhul, så sig undskyld og kom videre. Ikke mere smækken med dørene, ikke flere tårer. Du behøver ikke lade, som om du stadig er sur, når du inderst inde bare gerne vil have det normalt igen, for det er virkelig trættende at være skide sur.

*Vi bruger ordet "partner" for at holde artiklen kønsneutral, men husk, at afhængig af hvor langvarigt og seriøst dit forhold er, kan du ende i en situation, hvor du helt seriøst vil bruge det ord om den anden person i dit forhold.

Gnisten er et tåget koncept. Hvad betyder det? Er det kun noget, der findes i reklamer for dating.dk? Hvis du synes, der mangler en gnist i jeres forhold, er det sandsynligvis, fordi I er på vej ind i en ny fase; det er begrænset, hvor længe man kan blive ved med at have behov for at skride fra fester for at give finger på toilettet eller skrive dirty beskeder til hinanden dagen lang eller tage på vilde byture sammen. På et tidspunkt vil tømmermændene have en meget reel indflydelse på dine kognitive evner, dit arbejde kommer til at lide under det, og det ender med, at du bliver indkaldt til en ekstraordinær personalesamtale. Chefen kigger din historik igennem og finder utallige eksempler på sætninger som; "Det eneste, jeg har lyst til, er at putte og knalde", og det bliver bare ikke en rar oplevelse for nogle parter.

En stor del af at være i et langt forhold er at blive afhængige af hinanden. Udover den glæde du føler, når du ser din partner, vil du opdage en snigende frygt for, at den pludselig ikke er der længere. Gnisten mildnes og bliver langsomt til rolige gløder. Det er ikke en dårlig ting: Du skal ikke panikke over det – bare slap af og forstå, at det skyldes, at I nu er nået til en meget mere meningsfuld del af jeres forhold.

Hvis du craver det ukendte og det nye til et punkt, hvor du er besat af at "bevare gnisten", så kan du lige så godt finde Clearasil og nittebælte frem igen, for du er tydeligvis ikke voksen endnu.

Nogle gange vil du opleve frygteligt intense tanker, hvor refleksionen tager over, og alt skal vendes, drejes og betvivles – herunder om dit forhold overhovedet er en god idé. Det er helt normalt. Hvis du ikke elsker dig selv hele tiden, kan det heller ikke forventes, at du altid kan lide en person, der stadig, efter fire års forhold, kan finde på at prutte på dig og grine højt.

Men igen: Slap af. Bare vent, til det går væk af sig selv, eller til du kan være rationel omkring dine rigtige følelser, og lad være med at gøre noget dumt i mellemtiden.

Er du fem år gammel? Kan du ikke lade være med at stikke fingrene i flødeskummen? Kom nu videre. Græsset er altid grønnere på den anden side, og et savlende fuldemandskys er det ikke værd, når det holdes op mod den altoverskyggende skyldfølelse, du vil bære rundt på bagefter.

Når du ser på dine singlevenner, vil du nogle gange være misundelig og savne det: Virker de ikke bare glade i al deres ensomhed? Er de ikke bare meget mere frie end dig? De kan blive til festen og tage streger til den lyse morgen. De kan tage en impulsiv smuttur til Amsterdam med gutterne. De kan gå på Tinder og have sex med hvem som helst. De kan bruge en hel weekend på at gro fast i deres eget skidt, se 100 afsnit i træk af De Unge Mødre, mens de kæderyger joints. Der er ikke nogen, der beder dem om at købe ind. Der er ikke nogen, der beder dem tage et bad eller spise brunch.

Men: Singler er mere eller mindre ulykkelige og knuste. Det er derfor, de altid brokker sig over at være single. En universelt anerkendt sandhed: Alle andre virker glade, men er det sjældent. Det er derfor, vi alle sammen i bund og grund hader vores liv så meget. Men hvis man kan finde en god partner at dele hadet til livet med, bliver det hele lidt nemmere. Husk det.

Får du en partner, får du også din partners venner. Sådan er reglerne. Din partners venner er den slags, der insisterer på at tage på en bar, du ikke har råd til. Din partners venner vil altid udspørge dig for at sikre, at du er "god nok". Som oftest er din partners venner nogle fucking tumper. Din partners venner kan få dig til at betvivle alt, du troede, du vidste om din partner.

Men alle har nogle lortevenner, har de ikke? Alle kender en eller anden popsmart pige, der hedder Bettina, som de hader, men som bor lige i nærheden. Alle kender en eller anden fyr, der kommer fra Slagelse, og som aldrig snakker om andet end, hvor fedt Slagelse var. Derfor er det vigtigt, at du er på god fod med din partners venner, også hvis de er en folk fuckhoveder. Ingen er perfekte, og endnu færre har god smag.

Det er dog også vigtigt, at man ikke presser hinanden til at integrere fuldstændig, med mindre det er sådan, I begge vil have, det skal være. Man behøver ikke vise dem frem som arret efter en operation. Lad dem passe sig selv. Med mindre du er en virkelig noia type, som konstant følger deres bevægelse via GPS, er deres selvstændighed vel nok også noget af det, der tiltrak dig til at starte med. Eller hvad?

De fleste nyder at hænge ud med mindst én af deres forældre, når først de er kommet ud af pubertetens følelsesmæssige vold, så din partner vil formentlig gerne have, at du møder dem. Du skal nok møde en ret streng far, som dømmer dig ud fra din kropsholdning, og hvilken øl du drikker. Du skal nok møde en småskør mor, som virker over-sød, indtil du ved et uheld får sat dine fødder på et sofabord, og hun bryder grædende sammen. Forholdet mellem dig og din partners forældre er som oftest ret mærkeligt: Ængsteligt, porøst og holdt sammen af en modvillig søgen efter gode kvaliteter hos hinanden og emner for small talk, man kan hive frem under stilfærdige middage.

Helt generelt kan man sige, at man ikke skal bekymre sig så meget om at møde forældrene – de er bare gamle mennesker, ligesom dem man ser hos bageren eller vente på bussen. Det vigtigste er ikke at være genert. Prøv at få en kærlig, drillende tone i gang – der er ingen grund til, at de tror deres barn er på vej ind i en 20-årig pagt med en smagsneutral omgang havregrød.

Med mindre I er et af de selvbevidste par, som planlægger glædesløs sex bare for at holde statistikken i vejret, kommer I til at have mindre sex, end I havde i begyndelsen, når I når dybere ind i jeres forhold. Det er uundgåeligt, men det er ikke nødvendigvis et problem: Hvis I stadig har god sex, der er en vis variation, og alle parter stadig får orgasme jævnligt, er der intet galt med, at det ikke går helt så vildt for sig.

Desuden skal man huske, at hvis sexlivet står lidt stille, er der en hurtig måde at løse det på: Tal om det. Sig, "jeg har lyst til at gøre noget lidt mærkeligt," eller "jeg vil gerne have, du stikker en finger i røven på mig," eller "det ville være dejligt, hvis vi kunne gøre noget frækt med fødderne." Hvis I er nået dertil, hvor jeres sexliv er lidt stillestående, er I nok også nået til et punkt, hvor I kan snakke åbent og ærligt om jeres tanker.

Det er noget, de fleste stresser alt for meget over. Har I ikke sovet samme næsten hver eneste nat de sidste to år, mens I betaler hver jeres husleje? Elsker du ikke at vågne sammen i weekenden og bestille alt for dyre pizzaer, fordi du ikke har lige så dårlig samvittighed, når I er to? Synes du ikke, det er stenet at skrive lange beskeder til hinanden om alt, I laver? Der er en simpel løsning: Flyt sammen.

Ja, der kommer til at være mangel på plads, og der vil også være nogle uenigheder, I skal løse, men hvis timingen er god, må man bide det i sig og få det til at fungere: Hvis du har tænkt dig at være sammen med personen i lang tid, er det essentielt, at I flytter sammen.

Vi har fået dunket ind i vores underbevidsthed, at selvom det er helt fint, at man er uafhængig og passer sig selv, så er man komplet idiot, hvis man gør det, for der er nogle magiske behov, der skal opfyldes på de rigtige tidspunkter, ellers er den skrøbelige lykke for altid fortabt. Vi kan takke alt, vi er vokset op med for det. Komedier med genkendelige, liderlige karakterer, som er håbløse i et forhold, passivt-aggressive artikler, der giver os "10 grunde til at du skal være single i 20'erne", og, hvis du har en livmor, den konstante biologiske påmindelse om at din frugtbarhed og din tid på jorden er omvendt proportionelle. På den måde er der en usynlig tidslinje, der finder vej til vores underbevidsthed: I slutningen af dine teenageår har du et seriøst forhold, der lærer dig at have ordentlig sex; du knepper alt, der rører sig i de tidlige 20'ere; og så, når du er mellem 26 og 28, møder du dit livs kærlighed, fordi du gerne stadig vil se godt ud til dit bryllup og være ung nok til ikke at skulle spendere hele din begrænsede indkomst på kunstig befrugtning.

Jo mere du lader den usynlige tidslinje tage over uden at være kritisk, jo mere vil du sætte spørgsmålstegn ved alting. Undgå den neurotiske spiral. Hvis du er lykkelig i et forhold i de tidlige 20'ere, så fuck alt andet. Hvis det ikke kommer til at fungere, kan du altid være billig og knalde med alle, når du er i 30'er eller 40'erne eller 50'erne. Faktisk er det at blive i et forhold, mens du er i 20'erne, det mest crazy, du kan gøre.

Mere fra VICE:

Folk forklarer, hvorfor de har været deres kærester utro

Hvad kan heteroseksuelle lære af homoseksuelle parforhold?

Vi spurgte par, hvad der sker med sexlivet, når man flytter sammen