Sådan kan gopler, nano-robotter og nøgenrotter gøre mennesker udødelige

VICE Long Reads

Sådan kan gopler, nano-robotter og nøgenrotter gøre mennesker udødelige

Vi talte med verdens førende eksperter inden for forlængelse af menneskers naturlige levetid for at høre, hvor tæt vi er på det evige liv.
May 20, 2016, 5:00am

Alle billeder af Chris Bethell med mindre anden kilde er angivet

Dr. Chris Faulkes står i sit laboratorium og aer forsigtigt noget, der umiskendeligt ligner en penis. Det er ikke hans penis og heller ikke min, og den tilhører slet ikke den sidste mand i lokalet, VICE-fotografen Chris. Men som den ligger der, 10 centimeters rynket, løs hud med tydelige blodårer, ser den altså ret penisagtig ud. Med et pludseligt pib vrider den sig i hans hånd, prøver at slippe fri og afslører et par enorme Snurre Snup-tænder.

"Der her er en nøgenrotte," siger Faulkes, "selvom hun ligner en penis med tænder, ik? Eller en sabelkat-pølse. Men du skal ikke lade dig narre af hendes udseende – nøgenrotten er dyrerigets superhelt."

Advertisement

Jeg er sammen med Faulkes i hans laboratorium på Queen Mary, der hører under London Universitet. Faulkes er en hyggelig mand med hestehale, tatoveringer halvgemt under ærmerne og et par goth sølvringe på fingrene. Et virvar af rør fletter sig ind og ud af hinanden i rummet, som en kæmpelabyrint til gnavere, og gennem rørene fiser 12 opdelte kolonier af i alt 200 nøgenrotter rundt og piber. Det, han siger, er ikke en overdrivelse. Faktisk har nøgenrotten mere til fælles med penissen end bare dens udseende: Hvor man kan sige, at penissen er naturens nøgle til at skabe liv, er denne grimme fallos af et væsen måske menneskehedens nøgle til udødelighed.

"Deres ekstreme og bizarre måde at leve på forundrer og forbløffer stadig biologerne, hvilket gør dem til et af de mest interessante dyr at studere," siger Faulkes, som har dedikeret de sidste 30 år af sit liv til at forsøge at forstå, hvordan nøgenrotten har udviklet sig til at være ét af de mest veltilpassede, fintunede væsener på jorden. "Alle aspekter af deres biologi virker til at kunne sige os noget om andre dyr, inklusiv mennesker, især når det kommer til aldring og resistens overfor kræft."

Gnavere af en lignende størrelse lever normalt omkring fem år. Nøgenrotten kan blive 30. Selv når de er i slutningen af 20'erne, ser de ikke ud til at ældes, og de bliver ved med at være veltrænede og sunde med solid hjerterytme, stærke knogler og høj fertilitet. De virker ikke til at kunne mærke smerte, og ulig andre pattedyr får de næsten aldrig kræft.

Advertisement

Med andre ord: Hvis mennesker levede lige så længe som nøgenrotter, i forhold til kropsstørrelse, ville vi leve 500 år i en 25-årigs krop. "Det er ikke en urimelig overdrivelse at antage, at vi en dag kan manipulere vores egne biokemiske og metabolske veje med stoffer eller genterapi, så vi kan emulere de processer, der holder nøgenrotter ved godt helbred så længe," siger Faulkes og aer dyret. "Faktisk giver nøgenrotten os den perfekte model for al slags forskning i menneskelig aldring – lige fra måden, den undgår kræft, til måden, dens sociale systemer forlænger dens liv."

I århundreder har en lang række optimister, alkymister, gadesælgere og popstjerner jagtet diverse metoder til at udskyde døden, fra at drikke ungdomseliksir til at sove i hyperbariske kamre. Det, de alle har til fælles, er, at de alle sammen er døde. Alligevel er anti-aldringsindustrien større end nogensinde. I 2013 genererede sektoren over 1500 milliarder kroner globalt. I 2018 vil branchen runde 2100 milliarder, især takket være enorme investeringer fra Silicon Valley-milliardærer og russiske oligarker, som har opdaget, at den eneste chance, de har for at bruge alle deres penge, er at leve for evigt. Selv Google er med på vognen med Calico, dets 10 milliarder kroners forskningscenter, som arbejder med livsforlængelse, og hvis opgave er vende den biologi, der får os til at blive gamle, eller som Time Magazine kalder det; at "helbrede døden". Det er et eskalerende marked, som nogen kalder "sundhedsvæsenets internet". Men hvem sætter disse kløgtige entreprenører så deres penge på? Kapløbet om udødelighed har trods alt et bredt felt.

Advertisement

På et kontor ikke langt fra Googles hovedkvarter i Mountain View sidder den britiske, biomedicinske gerontolog Aubrey De Grey med skæg ned til bæltespændet og en matchende hestehale. Han nyder den voksende interesse i kampen mod aldring, eller "degeneration", som han kalder det. Hans velgørenhedsorganisation, The SENS Research Foundation, har nydt godt af nogle rekordgode år takket være en årlig investering på fire millioner kroner fra grundlægger af Paypal og udødelighedsnørd, Peter Thiel ("Den mest ekstreme ulighed er mellem mennesker, der er i live og dem, der er døde"). Selvom han stadig synes, at fondens budget på 40 millioner om året er lige i "underkanten" til at understøtte den voksende arbejdsbyrde.

Ifølge den Cambridge-uddannede videnskabsmand findes den nødvendige, grundlæggende viden om, hvordan vi udvikler effektive behandlingsformer mod aldring allerede. Han argumenterer for, at de syv biokemiske processer, der forårsager den skade, der akkumuleres, når vi ældes, er blevet opdaget, og hvis vi kan vende processerne, kan vi i teorien stoppe aldring. Han ser ikke bare aldring som en lidelse, der kan kureres, men tror også, at "den første person, der bliver 1000 år gammel lever i dag". Hvis det lyder som vrøvl fra en skør gammel professor, så hør her – Dr. De Grey har regnet på tallene:

"Hvis man ser på matematikken, er det lige ud ad landevejen," siger han. "Det eneste, vi siger, er, at det er ret sandsynligt, at indenfor de næste 20 eller 30 år vil vi udvikle medicin, der kan forynge folk hurtigere end tiden går. Det er ikke perfekt endnu, men det varer ikke længe, før vi kan tage en 60-årig og reparere dem så grundigt, at de biologisk ikke vil være 60 igen før om 30 år. I løbet af den tid vil terapien forbedres så meget, at vi igen kan forynge dem, så de for tredje gang ikke længere er 60, før de kronologisk set er 150 og så videre. Hvis vi kan forblive et skridt foran problemet, vil folk aldrig igen dø af alderdom."

Advertisement

"Altså udødelighed?" spørger jeg. De Grey sukker: "Det ord er en forbandelse. Folk, der bruger det ord, er i bund og grund ude på at lave sjov med det, vi laver, som et forsøg på at opretholde en følelsesmæssig afstand fra det, så de ikke bliver skuffede. Jeg arbejder ikke på at 'helbrede døden', jeg arbejder på at holde folk sunde og raske. Og ja, jeg er klar over, at succes i mit arbejde medfører den væsentlige bivirkning, at folk lever længere. Men at 'helbrede døden' forudsætter en eliminering af alle årsager, inklusiv f.eks. at dø i et trafikuheld. Og jeg tror ikke, der er det store, vi kan gøre for at overleve dommedag forårsaget af en asteroide."

Så i stedet fokuserer De Grey på de ting, vi kan undgå at dø af, såsom forhøjet blodtryk, kræft, Alzheimer's og andre aldersrelaterede sygdomme. Hans mål er ikke udødelighed, men "radikal livsforlængelse". Han siger, at traditionel medicin ikke kan få vores indre ur til at gå baglæns – vi er nødt til at manipulere vores opbygning på celleniveau – for eksempel ved at bruge bakterieenzymer til at skylle molekylært "affald", der hober sig op, ud af kroppen, eller ved at pille ved vores genetiske kodning, så vi kan forhindre væksten af kræft eller andre sygdomme.

Chris Faulkes med en nøgenrotte

Chris Faulkes kender til ét magisk våben, der kan dræbe kræft. Tilbage på Queens slår han sin pointe fast ved at trække i huden på den nøgenrotte, han har i hånden. "Det er nøgenrottens elastiske hud, der har gjort den kræftfri," siger han. "Teorien, der først blev opdaget i et laboratorium i USA, er, at de har udviklet meget løs hud som en tilpasning til at leve under jorden, så de undgår at sidde fast. Den elasticitet er et resultat af, at den producerer en snasket form for sukker [polysacharide], højmolekylær hyaluronan (HMW-HA)."

Selvom mennesket allerede har en udgave af hyaluronan i kroppen, der hjælper os med at hele sår ved at tilskynde celledeling (og, ironisk nok, understøtte dannelsen af svulster), gør nøgenrottens det modsatte. "Hyaluronanen i nøgenrotter er omkring seks gange større end vores," siger Faulkes. "Det interagerer med et metabolisk system, der forhindrer cellen i at samle sig og skabe svulster."

Advertisement

Men det er ikke alt: Det menes, at det også tjener til at holde deres blodårer elastiske, hvilket afhjælper for højt blodtryk – en lidelse, der påvirker én ud af tre personer, og som i medicinske kredse er kendt som den "stille dræber", fordi de fleste patienter ikke engang opdager, de har den. "Jeg kan ikke se nogen grund til, at vi ikke skal bruge den egenskab til at forbedre anti-aldrings- og kræftbekæmpende terapier ved at manipulere vores eget hyaluronane system," siger Faulkes.

Så er der nøgenrotternes egne celler, som ser ud til at lave proteiner – de molekylære maskiner, der får kroppen til at virke – mere præcist end vores, og dermed modarbejder aldersrelaterede sygdomme som Alzheimer's. Den måde, de håndterer glukose, forandrer sig heller ikke over tid, hvilket mindsker deres modtagelighed overfor eksempelvis diabetes. "Det meste aldersrelaterede forfald, man kender fra pattedyrs fysiologi, forekommer ikke hos nøgenrotter," tilføjer Faulkes. "Vi er først lige begyndt på nøgenrottens historie, og der er allerede et helt univers, der åbner sig op, og som kan have en kæmpemæssig effekt på menneskehedens helbred på den lange bane. Det er meget spændende."

Selvfølgelig er nøgenrotten ikke det eneste dyr, forskerne kulegraver for at finde nøglen til et langt liv. "Med en hjerterytme på 1000 slag i minuttet burde den lille kolibri være gennemhullet af ondsindede, frie radikaler [iltbaserede kemikalier, der dybest set gør pattedyr ældre ved gradvist at ødelægge DNA, proteiner og fedtmolekyler], men det er den ikke," siger zoologen Jules Howard, forfatter til Death on Earth: Adventures in Evolution og Mortality. "Så er der perlemuslingernes larver, der lever i gællerne på den atlantiske laks og støvsuger den for frie radikaler, og hummere, der tilsyneladende har udviklet et protein, der reparerer spidsen af DNA-kromosomer [telomer], hvilket muliggør flere celledelinger end hos de fleste andre dyr. Og vi må ikke glemme den to millimeter lange caenorhabditis elegans-ringorm. Inde i disse to millimeter lange nematodaer er der genetiske mekanismer, der kan skilles fra hinanden ligesom tandhjul og fjedre, så man bedre kan forstå årsagerne til aldring – og i sidste ende døden."

Men der er et bestemt dyr på jorden, der måske besidder nøglen til udødelighed: Turritopsis dohrnii, eller 'Den udødelige gople'. De fleste gopler dør og smelter for at blive en del af havet, når de når slutningen af deres liv. Sådan er det ikke med Turritopsis dohrnii. I stedet synker det fire millimeter lille væsen ned på bunden af havet, hvor dets krop folder sig sammen - så det ligger i goplens version af fosterstilling – og det regenererer tilbage til stadiet som nyfødt vandmand, eller polyp, gennem en sjælden biologisk proces kaldet transdifferentiation, hvor gamle celler forvandler sig til unge celler.

Der er kun én forsker, der regelmæssigt har dyrket Turritopsis-polyper i sit laboratorium. Han arbejder alene uden større økonomisk støtte eller nogle ansatte i et trangt kontor i den søvnige havneby Shirahama nær Kyoto i Japan. Alligevel har professor Shin Kubota formået at forynge ét af sine hold fjorten gange, før en tyfon skyllede dem væk. "Turritopsis dohrnii er ét af naturens vidundere," siger han over telefonen. "Mit ypperste formål er at forstå præcis, hvordan de regenererer, så vi kan overføre metoden til mennesker. Det er nemlig sådan, at turritopsisens genmasse minder meget om menneskets – meget mere end hos orme. Jeg tror, vi snart vil have teknologien til at benytte dette udødelige genom hos mennesker."

Advertisement

Hvor snart? "Om tyve år," siger han, lidt drilagtigt. "Det vil jeg skyde på."

Hvis professor Kubota virkelig tror på sin egen påstand, skal han gøre sig klar til et kapløb. Han er nemlig ikke den eneste forsker, der arbejder med en tyve års profeti. Den erklærede futurist og computerforsker Ray Kurzweil tror på, at vi i 2030'erne vil have mikroskopiske maskiner, der rejser rundt i vores kroppe og reparerer ødelagte celler og organer – og på den måde udrydder sygdomme og gør os biologisk udødelige. "Færdigudviklede nanobots vil i bund og grund udrydde biologisk sygdom og aldring," fortalte han verden for nogle år siden.

Det er en blomstrende industri. I de veludstyrede, moderne lokaler hos Bristol Robotics Laboratorium under Bristol Universitet arbejder Dr. Sabine Hauert, hvor tingene virkelig sker. Hun designer flokke af nanobots, der hver er tusind gange mindre end en hårsbredde og kan sprøjtes ind i blodet med en ladning stoffer for at infiltrere porerne i kræftceller – som millioner af små trojanske heste, der kan ødelægge cellerne indefra.

"Vi kan konstruere nanopartikler og få dem til at gøre mere eller mindre, hvad vi vil have," fortæller hun mig. "Vi kan ændre deres størrelse, form, ladning eller materiale og fylde dem med molekyler eller stoffer, som de kan udlede på en kontrolleret måde."

Til trods for at hun siger, teknologien kan bruges til at bekæmpe en lang række forskellige sygdomme, har Dr. Hauert kræft i sigtekortnet. Og hvad er det mest effektive nanovåben til at bekæmpe ondsindede svulster? Guld. Millioner af sværmende nanobots af guld, der kan sendes ud i blodomløbet, hvor de vil sive ind i svulster gennem små huller i deres hastigt voksende kar og lægge sig til at vente. "Hvis de varmes op med en infrarød laser," siger hun, "vil de vibrere voldsomt og dermed ødelægge svulstens celler. Så kan vi sende endnu en sværm af nanopartikler, udstyret med et molekyle fyldt med stoffer brugt i kemoterapi, hvilket øger den mulige dosis 40 gange. Det er meget spændende teknologi, som allerede har kæmpe indflydelse på, hvordan vi behandler kræft, og vil gøre det samme for andre sygdomme i fremtiden."

Advertisement

Det næste logiske skridt, som Kurzweil peger på, er, at vi snart vil have nanobots, der permanent cirkulerer i vores blodårer for at rengøre og vedligeholde vores kroppe for evigt. De vil måske endda erstatte vores organer, når de sætter ud. Kliniske forsøg med teknologien er allerede i gang på mus.

Nøgenrottekolonien i Chris Faulkes' laboratorium

Den ældste mus, der nogensinde har levet, hed Yoda. Den blev fire år gammel. Den ældste hund nogensinde, Bluey, blev 29. Den ældste flamingo blev 83. Det ældste menneske blev 122. Den ældste musling blev 507. Pointen er, at evolutionen belønner de arter, der har fundet en måde at undgå at blive spist på – om det så er at lære at flyve, udvikle store hjerner eller have en beskyttende skal. Nøgenrotter gik under jorden og lærte at samarbejde.

"En mus kommer aldrig til at bekymre sig så meget om kræft, som den bekymrer sig om katte," siger Faulkes. "Nøgenrotter har ikke de samme bekymringer, fordi de har bygget omfattende tunnelnetværk, udviklet hierarkier og fordelt forskellige sociale opgaver for at strømline produktiviteten. De har købt sig selv tiden til at udvikle sig til biologiske vidundere."

Øverst i hver koloni er en dronning. I anden rang kommer hendes udvalgte harem af slavedrenge, som hun parrer sig med resten af deres liv. Under dem kommer soldater og beskyttere af riget, de største af dyrene, og på bunden er arbejderne, der bygger tunnelerne med tænderne eller søger efter rodknolde, som er nøgenrottens foretrukne mad.

Advertisement

De har huler, der fungerer som toilet, sovesale, en hule til pleje og en hule, hvor de kan skaffe sig af med de døde. De bevæger sig sjældent op til overfladen og blander sig aldrig med andre kolonier. "Det er en hel mosaik af forskellige egenskaber, der er opstået af, at de lever i denne særlige miljøniche," siger Faulkes. "Alle de underlige og vidunderlige ting, der medvirker til deres sunde aldring, er opstået på grund af det. Selv deres ekstreme xenofobi hjælper dem med at undgå at blive ramt af smitsomme sygdomme."

Alligevel er nøgenrotten ikke perfekt. Det lærte Dr. Faulkes på den hårde måde en morgen i marts sidste år, da han tændte lyset i laboratoriet til et grusomt syn. "Plexiglasvæggene i en tunnel i koloni N var smurt ind i blod," siger han, "og det mishandlede lig af én af mine rotter lå livløs derinde." Der var én forklaring: En dronning var blevet dræbt. "Der havde været et kup," husker han. "Hendes datter ville overtage kolonien, så hun havde mishandlet hende til døde. Det er nemlig sådan, at selvom nøgenrotter umiddelbart er immune overfor at dø af alderdom, kan de stadig blive dræbt, ligesom os."

Det er en problematik, som de helt store tilhængere af udødelighed skal forholde sig til, når vi taler om radikal livsforlængelse: Man kan stadig blive kørt ned af en bus eller dræbt i en gyde. Men hvad nu hvis hele indholdet i vores hjerne – vores minder, overbevisninger, håb og drømme – kunne scannes og uploades til en server, så når "Du 1.0" til sidst faldt ned i en skakt eller blev dræbt af en ven, kunne "Du 2.0" bare indsættes i en menneskelignende avatar, der kom ud af udødelighedsfabrikken, så du kunne fortsætte, hvor du slap?

Advertisement

Dr. Randall Koene insisterer på, at "Du 2.0" stadig ville være dig. "Hvad hvis jeg tilføjede en kunstig neuron ved siden af hver eneste ægte neuron i din hjerne og forbandt den med de samme forbindelser, som de almindelige neuroner har, så de opererer på præcis samme måde?" spørger han. "Når først alle disse neuroner er på plads, kan jeg fjerne forbindelserne til de gamle neuroner, en efter en. Ville du så forsvinde?"

Dr. Koene er neuroforsker, neuroingeniør og videnskabsdirektør for 2045-initiativet, den russiske milliardær Dmitri Itskovs projekt, som sigter efter at "udvikle teknologier, der gør det muligt at overføre et individs personlighed til en mere avanceret ikke-biologisk beholder, og forlænge livet, helt til udødelighed."

Det er en utrolig ambition, men kan det rent faktisk gøres? "Sindet er et produkt af hjernen, som bunder i fysik," siger Koene. "Det er en materiel ting, der er underlagt årsag og virkning, og det er den slags, vi beskriver i matematiske modeller. Hvis vi kan beskrive noget matematisk, betyder det, at det kan opgøres, så selvfølgelig er det muligt at uploade sindet på en måde, hvor det kører på et alternativt grundlag. Når det så er sagt, ville det være meget sørgeligt at leve som en hjerne i en æske. Det er derfor, vi har brug for udødelige kroppe til at understøtte sindet."

Så ham og Itskov har lanceret et firdelt angreb på døden, kendt som The Avatar Project. Avatar A (2015-2020) kommer til at være en robot, som vi styrer med vores hjerner; Avatar B (2020-2025) kommer til at være transplantationen af en hjerne til en syntetisk krop; Avatar C (2030-2035) kommer til at være upload af en hjernes indhold til en syntetisk ditto; og Avatar D (2045) kommer til at være hologrammer, der erstatter kroppe fuldstændig.

Advertisement

"Den virkelige grund til det her er autonom evolution," siger Koene. "Hvis vi kan modificere ikke blot sindet, men også kroppen, vil den tilpasningsevne være det mest magtfulde nogensinde. Darwin sagde, at det ikke er den stærkeste eller klogeste art, der overlever, men den, der bedst kan tilpasse sig, og denne teknologi vil give os muligheden for at ændre vores evner til at huske, rejse, og hvor hurtigt hjernen behandler information. Vi kan endda tilføje nye sanser, så vi kan opfatte et spektrum, der ligger langt udenfor vores nuværende."

Trods sine højtflyvende ambitioner tror ikke engang Koene, at vi nogensinde kommer til at undvige dødens kolde hånd. "Det, vi i virkeligheden taler om, er at give os muligheden for selv at styre, hvor langt vores liv bliver," tilføjer han. "Det skal ikke være op til sygdomme, men op til os selv."

Aubrey De Grey (Foto: SHARE Conference, via)

Men ville det valg i sidste ende være op til os selv? Eller ville det i virkeligheden være en andens valg? Det vil Dr. John Troyer, leder af Bath Universitets Centre for Death and Society, gerne vide. "Overbefolkning er den indlysende konsekvens på langt sigt," siger han. "Men på den korte bane handler det om adgang. Vil denne teknologi være til rådighed for alle, eller vil den være ekskluderende?"

Han har en vigtig pointe. Når det kommer til helbred, er der allerede stor ulighed mellem rige og fattige mange steder i verden; nye tal fra London Health Observatory viser eksempelvis, at forskellen i forventet levealder hos de mest velhavende i byen i forhold til de dårligst stillede er næsten 25 år. I Danmark, hvor vi har fri adgang til sundhedsydelser, er forskellen en del mindre, selvom den er vokset indenfor de sidste 30 år. En direktør fra Rungsted kan for eksempel forvente at blive seks år ældre end en murer fra Vestegnen.

Advertisement

"Vi har allerede uoverensstemmelser i graden af adgang til alle former for biomedicinsk behandling i Storbritannien," siger Dr. Troyer. "Vi er på vej mod en situation, hvor overklassen kan sige; 'jamen, det er måske bedst, at de lavere klasser bare dør på en naturlig måde, mens vi andre lever videre.' På nogle punkter er det allerede sket – det bliver bare ikke sagt højt."

Der er også politiske, etiske og sociale problematikker. "Hvordan finansierer vi det her?" spørger han. "Hvor lang tid skal kvinder fortsætte med at føde børn? Hvor længe skal vi gå på universitetet? Vil straffefanger få tilbudt den samme teknologi, eller skal de nægtes adgang? Hvad hvis staten beslutter at bruge det som afstrafning – ved at regenerere kriminelle mod deres vilje i den tid deres straf står på? Det sker selvfølgelig allerede."

Dr. Troyer nævner et andet bemærkelsesværdigt tema i menneskets jagt på radikal livsforlængelse. "Der er en vis maskulin blindhed i hele debatten, og jeg tror ikke, det er tilfældigt, at den hovedsageligt er styret af hvide mænd med mange penge, som har arbejdet i teknologibranchen," siger han. "Selvfølgelig vil jeg ikke skære et helt køn over én kam, men der er en konflikt i forhold til det, der kun kan beskrives som mandligt ego. Som om samfundet ville miste det mandlige geni, hvis ikke den nye teknik blev udviklet. Det er min erfaring, at mange kvinder i stedet siger; 'Hvorfor skulle jeg have lyst til det?' Det er en tydelig tendens, vil jeg nøjes med at sige."

Det er selvfølgelig ikke noget, nøgenrotterne kommer til at bekymre sig om. I deres matriarkalske økosystem er der ikke plads til mandligt ego; det er alene dronningen, der beslutter, hvad der er godt for kolonien. Hun har også en skudsikker metode til at undgå overbefolkning: Ved bogstaveligt talt at true og tryne sine undersåtter til at være ufrugtbare, så hun er den eneste med evnen til at formere sig. "Hun bruger en række meget spidsfindige signaler til at afholde dem fra at udvikle seksualitet, f.eks. at skubbe eller trampe på de andre," siger Faulkes. "Hos mennesker kan stress føre til ufrugtbarhed, og det er sandsynligvis det samme, vi ser hos nøgenrotterne."

Resultatet af hendes tyrannisering er, at hun får den bedste mad og laver mindst arbejde. Når en anden forsøger at bemægtige sig hendes trone, kæmper de til døden, og dronningen vinder som oftest. Hvis hun vil have sex, så får hun det. "Dronning indleder alt seksuelt," klukker Faulkes. "Ve den, som forsøger at få noget uden at være inviteret." Det kan godt være, det er et diktatur, men det fungerer. "Det fungerer, fordi hver eneste nøgenrotte er programmeret til at udføre sin opgave, lige meget hvor lille den er, for koloniens bedste, hvilket til gengæld også hjælper den selv," siger Faulkes. "Det er i bund og grund derfor, de har udviklet gener, der bekæmper aldring."

Problemet er, at diktatur ikke rigtig virker for mennesker: Ifølge WHO er gennemsnitslevealderen i Nordkorea 69 år, sammenlignet med 81 hos deres naboer i syd. "Medmindre vi alle flytter ned i kloakkerne og venter 20 millioner år på evolutionen," smiler Faules, "så er vores bedste bud at kopiere deres mekanismer gennem biologien. Det tror vi, at vi kan."

Så hvem sætter man sine penge på i kapløbet om udødelighed? Det siger sig selv, at hver eneste videnskabsmand, jeg talte med, tror, at lige præcis deres felt er dér, hvor det sker. Sandheden er, at det nok bliver en kombination af dem alle. Som De Grey siger: "Jeg tror ikke, der vil være en enkelt vinder i den forstand. Jeg tror, det vil være en del og hersk-situation. Mange forskellige mennesker skal udvikle mange forskellige komponenter og sætte dem sammen, før vi i sandhed kan bekæmpe aldring."

Vi har sat os ned på Faulkes' kontor. Udover bunkerne af papirer og videnskabelige bøger er det et overflødighedshorn af biologiske kuriositeter: En marineret flagermus i en plastikkasse, abekranier, hestekranier, kraniet fra en sabeltiger, en død krage, en udstoppet fisk og en plastikpose fyldt med konserverede rotter fra 1920'erne, der hænger på døren. Det er et sandt dødsmuseum, hvilket virker lidt ironisk, når man tænker på, hvad han laver til daglig. "Det minder mig om, at døden er overalt," siger han. "Lige nu kan vi ikke undslippe den – ikke endnu – så hvorfor skulle vi ignorere den?"

Hvad nu hvis det lykkes at strømline vores biologi, så vi kan bekæmpe aldring – ville han have lyst til at leve for evigt? Han tænker sig om et øjeblik og siger så: "Det ved jeg ikke. Det kunne være interessant. Men for at være helt ærlig er jeg mere optaget af næste måned, hvor jeg skal til Download Festival og se Black Sabbath med min kone og mine børn. Det er ægte virkelighed, og jeg har tænkt mig at leve livet, så længe jeg kan."

Læs flere dybdegående artikler fra VICE:

Sådan bliver giften fra den sydamerikanske løvfrø brugt til at kurere afhængighed

Den tidligere FBI-agent, der er sikker på, at han kunne have forhindret 9/11

Den 73-årige eventyrer som vil krydse Atlanterhavet i en kaskelothval