27 år og konservativ politisk ordfører: ”Jeg fortryder, at jeg ikke havde bedre tid til at være ung.”

"Jeg har læst på RUC og boet på kollegie på Nørrebro. Det bryder nok lidt med nogle af fordommene om at være konservativ, og det har vi brug for."

by Lene Munk

October 5, 2016, 6:00am

Den første tirsdag i oktober markerer den dag, hvor de 179 mennesker, der har magten til at ændre din fremtid er tilbage på pinden. I anledning af Folketingets åbning sætter vi derfor fokus på nogle af de største politiske talenter på Christiansborg – både politikerne og dem der står bag dem i kulisserne. For hvem er de unge, der på trods af politikerlede og dalende medlemstal i partierne brænder så meget for politik, at de har fundet vej til en politisk toppost, før de er fyldt 30? Vi spørger fremtidens magthavere, hvor de kommer fra – og hvad de egentlig vil med magten.

Når man sidder i forhandlinger i Statsministeriet, og de andre rundt om bordet hedder Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl, så kan man da godt synes, det er lidt vildt, at man sidder der og er Mette på 27.

Mette Abildgaard, politisk ordfører hos Det Konservative Folkeparti, virker ikke benovet, men stolt – og ikke mindst glad for at være nået derhen, hvor hun kan få indflydelse.

Allerede som 14-årig sagde hun, at en dag ville hun stille op til folketinget – og hun bad derfor folk i det lille lokalsamfund i Føvling i Østjylland, hvor hun er vokset op, om at stemme på hende om ti år. Fem år senere, da hun var 19, stillede hun så op til Europaparlamentsvalget, hvor hun ikke blev valgt ind, men opnåede 15.000 personlige stemmer, og sidste år – som 26-årig – blev hun valgt ind i Folketinget.

Jeg møder Mette Abildgaard en eftermiddag på hendes kontor, som ligger kun få meter fra førnævnte statsministerium. Hun beskriver Christiansborg som et meget seriøst og alvorligt sted, og derfor er hun også glad for at have sine gamle venner fra før "hun blev politiker-Mette" til at være "Mette på 27" sammen med.

Alle billeder af Daniel Hjorth

VICE: Hvornår tog du første gang politisk stilling?
Mette Abildgaard: Den 21. januar 2003 meldte jeg mig ind i Konservativ Ungdom, og det må nok siges at være at tage politisk stilling. Jeg var jo temmelig ung, og der var mange, der undrede sig over, hvor det lige kom fra. Der var ikke nogen af mine venner, der havde gjort det.

Det kom sig nok af, at jeg blev valgt i elevrådet og opdagede, at man på mikroplan kunne have indflydelse på, hvordan tingene skulle være – om det så var at beslutte, hvem der måtte have bordfodboldbordet i frikvarteret, så syntes jeg bare, at det var vildt fedt, at man ved at engagere sig kunne opstille spillereglerne for samfundet – eller for skolen i det her tilfælde.

Hvem har haft størst betydning for, hvem du er i dag?
Da jeg blev født, fik jeg ikke nok ilt under fødslen, og det gjorde, at jeg fik en skade i hjernen, som udfordrede mig rigtig meget som barn. Jeg havde meget talebesvær – jeg kunne ikke sige mit eget navn, før jeg var 8-9 år gammel. Dengang var der snak om, hvorvidt jeg skulle starte på en skole for børn med handicap eller i en almindelig folkeskole, og der var min mor ret sej og stædig og insisterede på, at hvis bare jeg fik den rette hjælp, så kunne jeg godt klare den i en almindelige folkeskole. Hvis hun ikke havde troet på det og kæmpet for mig, så havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag.

Hvad er det vigtigste råd, du har fået?
Jeg tænker ofte på min svigermor, som er god til at sige 'pyt', og det siger jeg til mig selv mange gange i løbet af en dag. Udover at jeg er politisk ordfører, har jeg 7-8 ordførerskaber, så der er meget at se til, og en gang i mellem kan du ikke nå det hele, og så er du bare nødt til at sige pyt. Ellers får du sygt dårlig samvittighed.

Er det noget, du har måttet lære – at sige pyt?
Det er det virkelig. Jeg har været hende den pligtopfyldende elev i skolen, som skrev lektierne ned med det samme, når vi fik dem for, og som oftest havde lavet dem allerede dagen efter. Jeg har måttet vænne mig til ikke at have læst alle papirerne og svaret på alle henvendelser, for det kan du bare ikke rumme. Jeg ved, at der var mange, der var bekymrede for mig i starten, da jeg kom herind. Bekymrede for, om jeg ville brænde ud alt for tidligt, fordi jeg arbejdede hårdt og havde svært ved at prioritere. Men nu har jeg lært, at hvis jeg skal holde til det, så er jeg simpelthen nødt til at sige pyt.

Er du det, som man nu kalder en 12-talspige?
Ja, det er jeg. Det har jeg altid været. Men jeg synes, det er trist, at der er kommet sådan en negativ stemning omkring begrebet 12-talspige – for mig har det altid været et udtryk for, at man gjorde sig umage.

Hvad er din største fortrydelse?
At jeg ikke tog mig bedre tid til at være ung i gymnasiet og tog et sabbatår, efter jeg fik huen på – tog ud at rejse og oplevede noget mere af verden.

Jeg er gået meget den lige vej – direkte fra 9. klasse til en ungdomsuddannelse og direkte derfra til universitetet, hvor jeg blev uddannet på normeret tid, kom ud og fik meget hurtigt mit første job. Hvis der er noget, jeg fortryder, så er det, at jeg ikke havde bedre tid til at være ung, før det hele bliver forpligtende og man sidder med lejlighed og sommerhus og plads i Folketinget.

Det lyder, som om du selv har nogle erfaringer, som gør, at du er lidt uenig i den politik, der bliver ført på uddannelsesområdet?
Som politiker vil jeg altid sige, at folk skal komme igennem uddannelsessystemet, for det er det bedste for Danmarks økonomi.

Men jeg kan godt unde unge mennesker, at de på et tidspunkt tager en pause og kommer ud og oplever noget nyt. Kigger man på, hvor lang tid folk er om at komme gennem uddannelsessystemet i dag, så tror jeg også, der er tid til at tage et halvt år – problemet er, at folk bruger en del flere år. Men på et tidspunkt, mens man er studerende – for det er der, man har friheden til det – vil jeg give det råd til andre: Tag et halvt år ud af kalenderen og rejs.

Hvis du skulle stille op i X-factor, hvilken sang ville du så synge?
Jeg har ikke en tone i livet, men jeg ville jo nok synge "Nede Mette".

Hvem er din bedste ven?
Jeg er ikke den med flest venner, men dem, jeg har, er jeg til gengæld meget tæt med, og de hænger alle sammen ved helt tilbage fra folkeskole- og gymnasietiden og de første år, jeg boede på kollegie. Jeg vil ikke pege på en frem for en anden, men det, der kendetegner mine venner, er, at de fleste af dem er udenfor politik, og fra før jeg blev politiker-Mette.

Hvorfor er det rart, at de er udenfor politik?
Det betyder meget for mig, fordi de kender mig udenfor hele det her cirkus. Da jeg blev valgt i Folketinget, oplevede jeg lige pludselig at blive inviteret til fødselsdage og middagsselskaber hos mennesker, som ikke før havde gidet at invitere mig med til noget som helst. Det er det mest patetiske i hele verden.

Man skal kunne slappe af i sine venskaber, og det gør jeg bedst med dem, der har kendt mig i meget lang tid, og som jeg ved er der, selvom jeg en dag ikke længere sidder i Folketinget.

Livet på Christiansborg er meget seriøst og alvorligt, og lige så seriøs og alvorlig, jeg kan være herinde, lige så meget har jeg brug for i min fritid at kunne være Mette på 27 år.

Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?
Jeg kan ikke stoppe med at bide negle. Jeg har bidt negle, siden jeg var barn, og jeg kan bare ikke lade være. Jeg stoppede op til mit bryllup i tre uger, så jeg havde fine negle til brylluppet, og dagen efter bed jeg dem ned igen.

Hvad er dit største politiske nederlag?
Før jeg kom i Folketinget, sad jeg i Regionsrådet, og der var jeg med til at vedtage et budgetforlig, som blandt andet skar på sengepladserne i psykiatrien, og det fortrød jeg megameget bagefter. Vi var blevet oplyst af administrationen om, hvilke konsekvenser man mente, det ville have, og der lød det sådan set som en udmærket ide i forhold til de andre tilbud, der blev præsenteret.

Da vi så havde vedtaget det her budgetforlig, blev jeg væltet af en storm af mennesker, som arbejdede med det til daglig; sygeplejersker og læger, som gav mig deres syn på sagen om, hvilke konsekvenser vores beslutning kunne have, og så kunne jeg se, at det, vi havde gjort politisk, var forkert. Det var en dårlig beslutning, vi traf, og på den måde var det et nederlag.

Man kan ikke gøre så meget andet end at lære af det til næste gang. Når sådan et budgetforlig er vedtaget, så står det jo ved magt. Og så kan man forsøge at rette op på fejlen ved at få styrket psykiatrien igen.

Hvad er den største udfordring for dit parti?
Rigtig mange danskere ser os som et lidt stereotypt parti kun for gamle mennesker med en villa på strandvejen og en millionformue. Det er meget langt fra virkeligheden – og meget langt fra, hvem jeg er som person. Den største udfordring for os er at bryde ud af den fordom, der er om os og vise, hvad Det Konservative Folkeparti egentlig er.

Min far har arbejdet som lastbilchauffør, og min mor er uddannet social- og sundhedshjælper, jeg har læst på RUC og boet på kollegie på Nørrebro. Det bryder nok lidt med nogle af fordommene om at være konservativ, og det har vi brug for.