​Sådan er det at feste i en krigszone

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.

Følgende er en reportage fra optagelserne til VICE's Big Night Out i Donetsk.

Folkets Republik Donetsk (tidligere bare kendt som "Donetsk") er et mærkeligt sted.

Efter det blev indtaget af lokale militser og russiske styrker i 2015 er området – der både etnisk, kulturelt og politisk betragter sig selv som russisk frem for ukrainsk – blevet til en tungt bevæbnet, geopolitisk slagmark.Udover rapporter fra frontlinjerne stammer størstedelen af den tilgængelige information om hverdagslivet i Donetsk fra tiden før konflikten. Dengang var Donetsk på mange måder landets næstvigtigste by med et blomstrende kultur- og natteliv og et fodboldhold, som verden holdt øje med. 18 måneder senere har næsten 10.000 mennesker mistet livet, museer bliver nu brugt af som militærdepoter, og fodboldholdet har forskanset sig i det sikre, europæiske Ukraine.

Folkets Republik, der betegnes som DNR i daglig tale, er et adskilt, ensidigt og paranoidt sted. Krigen buldrer frem og tilbage, men ender kun i dødvande. Granaterne regner ikke længere ned over byens centrum, hvor livet tilsyneladende går videre, som det plejer, men fra sushibarer og Ramada-hotellet kan man stadig høre RPG-skud og morterild fra krigens frontlinjer. Skudvekslingerne kan først for alvor høres efter klokken 23, hvor et udgangsforbud for alle civile i regionen træder i kraft. Gaderne bliver hurtigt lagt øde, og vælger man at trodse forbuddet, risikerer man at blive idømt op til 15 dages fængsel. Udgangsforbuddet slutter klokken fem om morgenen, og igen kan lyden af biler høres fra vejene.

Donetsk er stadig i høj grad en fungerende by. Folk bor her endnu, arbejder her stadig, og har det sågar også stadig sjovt her, i et eller andet omfang. Der er et par natklubber, der stadig har åbent (i hvert fald indtil klokken 23), og derfor valgte vi at besøge byen for at filme et afsnit af VICELANDs Big Night Out-serie. For at se, om folk overhovedet stadig kan finde på at feste. Regeringen har nedlagt mod de fleste uafhængige medier, men fordi vi lavede en film om nattelivet, besluttede de sig for at lukke os ind. I dag er jeg stadig ikke helt sikker på hvorfor.

Vores kontakt var en finsk fyr ved navn Janus Putkonnen, en politisk excentriker, der har arbejdet sig op til en relativt højtstående position i DNRs de facto regering, på trods af at han på ingen måde taler russisk. Janus er præcis den type person, som man forestiller sig ville komme til magten i et kaotisk magtvakuum som DNR. Han er tidligere sæbeoperaskuespiller, teaterdirektør og alternativ nyhedsblogger; en old-school kommunist, der betragter DNR som spydspidsen for en "verdensomspændende revolution".

Det var ikke svært at forestille sig ham som DNRs Colonel Kurtz eller Johann Struensee – en outsider, der har tilranet sig magt i et sted, som ingen andre tør tage hen. Han er et af de mennesker, der bare måtte ende op sådan et sted. Jeg tvivler på, det er sidste gang, vi hører til ham.

This is what its like to party in a country divided by war. BIG NIGHT OUT with — VICELAND UK (@vicelanduk)September 20, 2016

For overhovedet at komme ind i Donetsk skal man igennem flere kontroller på både den russiske og den ukrainske side. De to stater er adskilt af en demilitariseret vej, der er et par kilometer lang, med landmineklædte solsikkemarker på begge sider. Den ukrainske side føles mere officiel, som en lufthavn med lidt flere våben og streng kontrol af de biler, der kører ind og ud. Den russiske, eller DNR-siden, er vildere og mere intimiderende, men betydeligt lettere at komme igennem. Vilde hunde strejfer løbene på AK47ere, der hænger løst om livet på unge soldater. Man kan ikke undgå at lægge mærke til deres Ray-Bans og spritnye Flyknits.

"Fuck Ukraine," var der en af dem, der mindede mig om, da vi var på vej ud.

Når man rejser til den her del af verden, forventer man at se krig, men det, man i stedet får, er noget virkelig bizart. Man vænner sig til skuddene i baggrunden, der er så tæt på og alligevel så langt fra den trygge bymidte, at det hele føles uvirkeligt. Man bemærker de mænd i hotellobbyen, der virker, som om de holder øje med en ("bare mafia-gutter", beroliger vores kontakt os), eller Facebook-notifikationer om mistænksom aktivitet på ens konto, og folk, der vader ind på caféer og restauranter med skarpladte automatvåben.

Men DNR er ikke uden charme. Den er gennemsyret af en stalinisme, der kommer med et indædt had til globalisering. Alle butikskæder og brands – udover det ensomme, amerikanske Ramada-spøgelse – er blevet smidt på porten. Der er heller ikke nogle banker, og når man vandrer gennem gaderne, er det svært ikke at tage hatten af for, at de rent faktisk har gjort det, som den vestlige venstrefløj har talt om at gøre så længe. Donetsk er Russell Brands drøm, men realiseret under omstændigheder, som selv de mest passionerede venstreorienterede ikke ville tolerere.

Men midt i den her malstrøm af vold og kaos ulmer nattelivet stadig. En skumfest på et feriested ved stranden, en klub fyldt med soldater, der danser traditionelle danse, et teenageslæng af BMXere, der kalder sig "Pilz"-kollektivet (en slags russisk udgave af Palace med deres helt eget sortiment af bøllehatte). Og det er sådan, man kan mærke folkets udholdenhed og deres behov for at få alt det her lort ud af deres system. Det er en situation, der får dine romantiserede, eskapistiske mantraer om at "leve for weekenden" til at virke ekstremt ubetydelige.

Læs mere fra VICE:

Vi spurgte en militærekspert om, hvad der ville ske, hvis Rusland invaderede Danmark

Kom med på kurset, der lærer krigskorrespondenter at overleve i verdens brændpunkter

Danmarks syrienskrigere kommer fra storbyerne og har ofte været kriminelle