"Det kan godt være, man ikke taler om sine aborter, men man glemmer dem aldrig"

Vi kan tale om alt. Tror vi. For måske kan vi ikke tale om abort? Noget tyder på, at kvinder i stigende grad skammer sig over at afslutte en uønsket graviditet. Noget tyder på, at abort er ved at blive tabu. I denne uge undersøger vi på Broadly, hvad aborter betyder for os, og hvorfor nogle af os har svært ved at tale om dem – også med de veninder, vi deler alt andet med. Følg med her.

"Og folk kommer heller ikke igen og igen. Der er ikke mange, der kan sige, om det er bedst med medicinsk eller kirurgisk, for de fleste prøver det kun én gang. Man kan måske tro, man bare gør det, man kan måske spille smart og lade som om, man bare gør det. Men et eller andet sted så sætter det sig, og det er også fint nok. Det kan godt være, at man ikke taler om sine aborter, men man glemmer dem aldrig."

Charlotte Wilken-Jensen er ledende overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Hvidovre Hospital, og så har hun siden 1998 været faglig leder i Sex og Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik. Hun har selv udført utallige aborter i årenes løb, og hun har aldrig været bange for at udtale sig om aborter, selvom hun er blevet truet på livet af indædte abortmodstandere.

Hun virker altså som den helt rigtige person til at gøre mig klogere på aborter, den rette til at be- og afkræfte nogle af de sejlivede historier om aborter, som jeg har hørt gennem min ungdom. For kan en abort ødelægge ens muligheder for at blive gravid senere i livet? Kan man se fosteret i toilettet ved en medicinsk abort? Og hvordan griber man det egentlig lige an, hvis man opdager, at man er gravid, i morgen? Lad os starte der.

"For det første gør du det, du gør med dig selv og eventuelt med den, der har givet den anden halvdel af det, der skal til den graviditet. Du finder ud af, hvad skal der ske nu," siger Charlotte Wilken-Jensen. "Hvis beslutningen er, at det ikke skal være nu, du skal have et barn, så henvender du dig til din egen læge."

Hos ens egen læge skal man finde ud af, om man rent faktisk er gravid, lægen skal foretage en gynækologisk undersøgelse, og så skal man sammen regne sig frem til, hvor langt henne man er. En stor del af det forberedende forud for den egentlige abort foregår faktisk hos egen læge, som skal informere om de forskellige former for abort og også ens muligheder, i fald man skulle ombestemme sig og ønske barnet.

"Hvis du gerne vil have en abort, skriver du under på en anmodning om svangerskabsafbrydelse, en såkaldt blanket A, som lægen også skriver under på og sender til hospitalet sammen med en henvisning," forklarer Charlotte Wilken-Jensen. Og det er så her, hun kommer ind i billedet.

"Vi modtager henvisningen på hospitalet og indkalder dig så hurtigt som muligt. Vi prøver at gøre det inden for meget kort tid, for vi ved, at hvis man er gravid, og det ikke er noget, man ønsker, så kan det ikke gå hurtigt nok."

Når man kommer ind på hospitalet, tjekker de, om man er tilstrækkeligt informeret til at kunne træffe et valg om, hvilken type abort man ønsker. Og hvad er det så, man kan vælge i mellem?

Der findes to typer abort før 12. uge – medicinsk og kirurgisk. Den medicinske abort foregår ved, at man først får noget medicin, som får graviditeten til at gå i stå – med andre ord, det slår fosteret ihjel. Et døgn efter stikker man nogle stikpiller op i skeden, som gør, at livmoderen trækker sig sammen, og at graviditetsproduktet bliver udstødt. Det gør man derhjemme.

Ved den kirurgiske abort skal man aftenen inden tage noget medicin, som starter processen ved at blødgøre og åbne livmoderhalsen. Næste morgen skal man møde fastende på hospitalet for at få foretaget indgrebet. Man bliver fuldbedøvet, og så får man tømt sin livmoder mekanisk med et sug, det kaldes en udskrabning. Derefter får man noget medicin, der trækker livmoderen sammen, og så er aborten gennemført. Man kan forlade hospitalet efter få timer, men man må ikke selv køre i bil hjem, og man skal have en anden voksen person tilstede det følgende døgn.

Charlotte Wilken-Jensen forklarer, at man sjældent laver den medicinske abort senere end ni uger inde i graviditeten. Grunden er, at hvis man får lavet en medicinsk abort så sent, så er der en risiko for, at man også skal have lavet en udskrabning, så man både skal igennem den medicinske proces og den kirurgiske.

Men hvad skulle man så vælge, såfremt man stod med en uønsket graviditet i maven i morgen? Charlotte Wilken-Jensen siger, at det afhænger meget af personlighed, hvad man vil se som fordele og ulemper ved de to typer.

"Ved en medicinsk abort er man jo en del af det hele – altså, man ser typisk graviditetsproduktet, og man er nærværende – hvor man ved den kirurgiske abort kan synes, at det er en fordel, at man sover, og at det bliver gjort, uden at man egentlig selv er tilstede," siger hun.

Vil det sige, at når man får en medicinsk abort, så kan man se fosteret komme ud?

"De fleste vil opleve, at de får noget klumpet blødning, typisk lidt stærkere end menstruationsstyrke, og det er det. Lidt afhængigt af hvor langt man er henne – altså, nærmer man sig de ni uger – så vil man i nogle tilfælde kunne se en lille graviditetssæk og måske også et foster indeni," siger Charlotte Wilken-Jensen.

"Det skal man huske at oplyse om, for der er kvinder, der bliver vældig chokerede over at se noget, som de kan genkende, hvis de har set billeder af en tidlig graviditet."

I forhold til konkrete risici nævner hun blødning og infektion – ved en kirurgisk abort er risikoen for at få underlivsbetændelse højere end ved en medicinsk abort – og man kan i ganske, ganske få tilfælde risikere at få lavet et hul på livmoderen med de instrumenter, man bruger for at foretage aborten.

"Rent fagligt, medicinsk set, så er det to ligeværdige metoder, som er gode. Vi er mange læger, der synes, at hvis man overhovedet kan undgå kirurgiske indgreb og bedøvelse, så er det en fordel, for der kan være nogle komplikationer forbundet med det. Men det er et frit valg, og det er godt, at det er på den måde, for det afhænger som sagt meget af, hvilken type man er," siger Charlotte Wilken-Jensen.

Du nævner det, og når man læser om abort, dukker ordet "udskrabning" også tit op. Det lyder ikke så rart. Hvad er det?

"Ja, det lyder voldsomt. Udskrabning er et skrækkeligt ord i virkeligheden, og det stammer fra, at engang var det sådan, at når man tømte livmoderen, så skrabede man livmoderens vægge fri af det, der måtte være. Det gør vi ikke længere, det foregår med et sug, som laver undertryk og suger graviditetsproduktet ud. Så man skraber ikke, som man gjorde engang, men man kalder det stadig en udskrabning."

Charlotte Wilken-Jensen fortæller, at i en til to procent af tilfældene så har den medicinske abort ikke virket, og så skal man også igennem en kirurgisk, altså den her udskrabning. Betyder det så, at man skal gå og være bange for, at man stadig er gravid, hvis man "kun" har fået en medicinsk abort?

Nej, lyder svaret. Man får foretaget en blodprøve, når man kommer ind for at få foretaget sin abort, og i den måles hvor meget svangerskabshormon, man har i blodet. Når der er gået syv til ti dage efter den medicinske abort, tages der en ny blodprøve, og der skal værdien været halveret. Så har man aborteret.

En af de ting, jeg selv både har hørt og frygtet i forhold til abort, er, om en abort kan nedsætte fertiliteten, altså, kunne en abort gøre det sværere for mig at blive gravid senere i livet? Her lyder et entydigt og beroligende nej fra Charlotte Wilken-Jensen:

"Hvis man statistisk set kigger på en gruppe kvinder, der har fået abort, og sammenligner dem med en gruppe kvinder, der ikke har fået abort, så vil den gruppe kvinder, der har fået abort, have nemmere ved at blive gravide, end dem, der ikke har fået abort. De, der har fået abort, har jo faktisk bevist, at de kan blive gravide."

Det blev måske lidt kringlet, men det betyder kort sagt: nej, du ødelægger ikke dine chancer for moderskab senere i livet ved at vælge det fra nu. Myten har dog afsæt i virkelighed – bare ikke den virkelighed, vi lever i Danmark i dag, hvor abort er lovligt og bliver foretaget under fuldstændigt kontrollerede forhold. Men abort foretaget af en eller anden kvaksalver på et køkkenbord kan ødelægge kvinders muligheder for at få børn senere i livet, og derfor skal vi heller ikke længere tilbage end til tiden før 1973 for at finde mytens ophav. Eller til nutidens tredjeverdenslande – eller Færøerne for den sags skyld, hvor kvinderne stadig ikke har fri abort.

Og apropos den frie abort, som vores bedstemødre stolte marcherede for, så er der, som vi også tidligere har beskrevet på Broadly, noget, der tyder på, at kvinder i dag forbinder abort mere med skyld og skam end med stolthed. Charlotte Wilken-Jensen har gennem årene mødt rigtig mange kvinder, der skulle have foretaget en abort, men hvordan har de det egentlig, når de kommer ind til hende?

"De fleste kvinder, der kommer ind for at få foretaget en provokeret abort, er kede af det. Og de er slet ikke stolte af situationen. De har ofte en opfattelse af, at de har bragt sig selv i en situation, som er lidt uværdig, og som de skulle have undgået. Den følelse prøver vi at tage fra dem," siger Charlotte Wilken-Jensen.

"Vi ved, at der er masser af situationer, hvor man uforvarende kommer ind for at få lavet en abort. Man har brugt p-piller, men de har svigtet, man har brugt et kondom, men der gik hul, man har været i en situation, hvor man ikke fik sørget for præventionen, og det løb af med en, eller man kommer pludselig i en situation, hvor man egentlig havde planlagt at blive gravid, men pludselig har man ikke den partner, man troede, man skulle have barn med eller lignende. Der er mange varierede grunde til, at man står i en situation, hvor man skal have en provokerede abort, og vi kender de fleste af dem, og vi forstår godt, at det ikke er spor sjovt."

Og det er heller ikke den sjoveste del af arbejdet for hende, indrømmer hun. På samme afdeling hjælper de også par, der kæmper for at blive gravide, og på et tidspunkt var hun ansat på en afdeling, hvor man lavede 14-16 aborter om dagen – og det kan da sætte nogle tanker i gang, fortæller hun. Men det er vigtigt stykke arbejde at gøre ordentligt, holder hun fast i.

"Man kan sige: Hver eneste kvinde, man har hjulpet den dag, har haft brug for det."