Anna Nowak og Chamalú. Den 57-årige shamans filosofi har ændret danskerens liv, fortæller hun. Gennem seks uger har hun mediteret, boet og arbejdet frivilligt i kollektivet Janajpacha – et sted, som Chamalú står bag. Alle fotos er taget af Cecilie Selma Lyngbye.
I starten var det angstprovokerende at bevæge sig op ad den gyngende rebstige – specielt når det var mørkt. Men nu flyver Anna Nowak op og ned uden problemer. Mange af de andre frivillige, som ikke er her i lige så lang tid som hende, bor sammen på mindre værelser. Men hun har fået sin egen hytte, fordi hun er her så længe.
Om shamanisme:
Shamanisme er en verdensomspændende åndelig praksis, som kan spores mindst 40.000 år tilbage. Ifølge Scandinavian Center for Shamanic Studies er det "en spirituel tradition for healing, kraft og vision, der styrker forbindelsen mellem mennesker og natur".
Chamalú rejser jævnligt til konferencer på alle klodens kontinenter, hvor han forsøger at sprede budskabet om sin nye verdensorden. Ofte sammen med sin allierede Inca Lecumberri – en 50-årig kvinde, der bor tre måneder ad gangen i Janajpacha efterfulgt af tre måneder hos sin kæreste i Norge. Hun er en selverklæret heks, der angiveligt kan aflæse folks energi ved hjælp af æg. Det var hende, der satte danske Anna Nowaks udvikling i gang, første gang de mødtes.Anna Nowak var alene i køkkenet i Janajpacha en dag, da Inca Lecumberri kom gående udenfor. Kort forinden havde hun mødt den sagnomspundne kvinde, men følte sig allerede intimideret af kvindens ry og hendes tykke, sorte hår, der hænger i en fletning ned til lænden.Inca Lecumberri kom ind og smalltalkede lidt, før hun ifølge Anna Nowak lagde ansigtet i alvorlige folder og sagde: "Du er en ildkvinde. Jeg ved, hvilke konflikter du har, og du skal have tæmmet din ild."I danske medier forbindes sydamerikansk shamanisme ofte med ayahuasca: En te, som bruges af shamaner for at komme ind i trance, og som turister oftest prøver på grund af dens stærkt psykedeliske effekt. I Janajpacha praktiseres der ikke ayahuasca-ceremonier.
Chamalú blev efter eget udsagn interesseret i shamanisme, da han som barn blev syg og ikke kunne kurreres af medicin. I stedet blev han rask fra sin bedstemors spirituelle ceremoni. I slutningen af teenageårene begyndte han at opsøge ældre indfødte shamaner, og som 29-årig grundlagde han kollektivet Janajpacha tæt på Cochabamba i Bolivia.
På hylden i hytten har Anna Nowak et billede af sin mor. Foran ligger en fjer fra en papegøje, som hun har valgt at placere der, fordi moren plejede at sige, at en fjer er tegn på held. Små lektier som dem fra moren, der er yoga-instruktør, har været københavnerens eneste møder med spiritualitet, før hun kom til Janajpacha.
Fra venstre sidder en canadier, en dansker, en uruguayer og en franskmand i aftenskole i Janajpacha. Der er mellem 10 og 15 frivillige i kollektivet ad gangen, og de fleste finder det via platformen workaway.info. Nogle arbejder i marken, andre laver mad og nogle oversætter tekster – ligesom Anna Nowak gør.