Jeg er komiker, og jeg er ekstremt deprimeret

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic

"Held og lykke i aften!" skriver Brandon til mig i en SMS.

Jeg har ikke nogen job booket i min kalender, så jeg går ud fra, at han tager pis på mig. Og så er Brandon en af mine tætteste venner i comedy, så det er meningen, at vi skal tage pis på hinanden. Men sandheden er, at min kalender er tom. Min pengepung er tom. Min mave er tom. Jeg er på røven.

Jeg ringer til Brandon, og han siger, at en comedyklub netop har tweetet, at jeg samme aften har en audition til en prestigefuld comedyfestival. Jeg ringer med det samme til klubben for at verificere deres tweet. "Ja, Mike Brown skal ifølge planen medvirke i aftenens forestilling klokken 20," siger de. Jeg bliver så glad, at jeg tilgiver dem, at de ikke har fulgt mig på sociale medier.

Lad os få en ting på det rene: Jeg har fortjent den audition. Jeg er ret grineren. Jeg lavede stand-up for første gang til en talentkonkurrence i fjerde klasse. Folk var vilde med det, men jeg kom på tredjepladsen, fordi dommerne var nogle idioter, og der var alkoholforbud for publikum. At optræde er ikke noget nyt for mig – den her audition kommer bare ud af ingenting. Men anerkendelsen føles forrygende.

Efter alle de år med at skrive jokes, som ingen nogensinde hører, medvirke i sketches, som ingen ser, og optage podcasts, som ingen lytter til, føles det, som om jeg endelig har fået muligheden for at vise, hvor sjov jeg er. Åh, den søde, saftige anerkendelse. Alligevel har jeg svært ved at tro på det. Jeg ringer til de andre komikere, der er på programmet (ja, vi kender alle sammen hinanden), og de var allerede blevet orienteret om deres auditions i god tid. Jeg har derimod fået en SMS fra en ven, der ikke engang har noget med comedyklubben at gøre.

Forestillingen er det eneste, jeg kan tænke på. Som optakt til, at jeg skal på om aftenen, bruger jeg halvdelen af dagen på at skrive og omskrive mine set-lister og den anden halvdel på at fantasere om, hvordan min audition vil gå. Måske er der en mere succesfuld komiker, der vil tage mig under sine vinger. Måske vil klubben gøre mig til en fast del af deres program med det samme. Måske vil et talentbureau elske min fremtoning på scenen og belønne mig med en karriere som en obskur, allestedsnærværende Aziz Ansari-type og glamourisere mine parforhold-excentriciteter med min helt egen Netflix-serie.

Klokken 19.30 er jeg på vej ud af metrostationen ikke så langt fra klubben, da jeg modtager en storm af SMS'er fra andre venner i branchen. Det viser sig, at der er en anden komiker, der også hedder Mike Brown, fortæller de mig. Det er  hans audition. Jeg stopper med at gå mod klubben. I stedet vender jeg om og går langs Broadway, mange kilometer fra min lejlighed. Jeg har lyst til at optræde hvor som helst – på en klub, til en open-mic, måske endda i en proppet metrokupé – men jeg er for sønderknust til at finde en scene. Jeg har ikke lyst til at lave noget som helst. Jeg har ikke engang lyst til at eksistere. Jeg har bare lyst til at lægge mig til at dø.

Jeg krydser vejen uden at ænse trafiklysene. Jeg tænker over, hvordan jeg aldrig vil klare mig i comedy og ikke har noget at leve for. Min familie, mine venner, mine komikerkammerater – jeg tænker ikke på nogen af dem. Jeg er for opslugt af tanken om, at jeg, Mike Brown, ikke er den Mike Brown, der har fået muligheden for at ændre sit liv. I stedet er jeg den Mike Brown, der kæmper med selvmordstanker og depression.

Det er ikke første gang, jeg er plaget af selvmordstanker. Jeg har kæmpet med depression hele livet. Det går helt tilbage til at have lyst til at dø efter en talentkonkurrence-tredjeplads. Jeg havde lyst til at dø, da jeg flyttede ind hos min far for at starte i high school (jeg kaldte min far for "father" de første to år, vi boede sammen, som om vi levede i et teaterstykke). Jeg havde lyst til at dø, da jeg mistede så meget af min interesse for universitetet, at jeg endte med at blive smidt ud. Alligevel skrev og producerede jeg comedy gennem alt det.

Læs også: Jeg bliver ved med at forelske mig i deprimerede mennesker

Alting taget i betragtning er det bare bedre at skrive comedy end at skulle håndtere al livets bullshit. Når jeg står på scenen og får folk til at grine, er det en form for anerkendelse af mine ideer, teorier og oplevelser. En joke er en måde at sige: 'Hey, er det her ikke en forkert ting ved verden?', og et grin svarer: 'Ja! Helt enig.' Og hvis mit fokus ligger på comedy, ligger det ikke på mine problemer.

Depression og angst er ikke fremmed for kunstnere og især ikke for komikere. "Det er blevet bevist, at de er de mest unikke i underholdningsindustrien, fordi de skriver deres eget materiale og opfører det," siger Deborah Serani, en psykolog, der har praktiseret i New York i over 25 år og haft mange performere og kunstnere i behandling undervejs. "Skribenter og komponister skaber materiale, hvorimod skuespillere, dansere og musikere fortolker eller optræder med det, der er blevet skabt." Som komikere er vores kunstform og optrædener begge tæt forbundne med essensen af, hvem vi er som personer.

Komikere er, i kraft af deres erhverv, ekstroverte – men undersøgelser har vist, at de har tendens til at holde sig for sig selv, når de ikke er på scenen. På baggrund af sine oplevelser med patienter fortæller Serani, at komikere ofte er de mest introverte kreative kunstnere, og at "det er befriende og bemyndigende for komikeren at være på scenen, men at de kan være ekstremt eftertænksomme og foretrække at være alene, når de ikke er på scenen."

For nogle kom depressionen efter berømmelsen. Andre bruger deres karrierer til at komme igennem traumatiske oplevelser. John Minus, der også er komiker og min partner, når jeg turnerer, fandt comedy nogle år efter, at hans mor begik selvmord, da han var 23. "Mine egne symptomer begyndte at blive værre," siger han. "Da jeg var 27, var jeg ekstremt vred på alt og alle. Jeg var ikke en vred person, så jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det." Han havde selvmordstanker og lod sig frivilligt indlægge på et behandlingscenter for psykisk sygdom. "Mange af de ting, der gør mig sjov og kreativ, er de ting, der gør, at jeg ikke kan fungere i livet, så det er på en måde både en fordel og en forbandelse," siger Minus, mens han reflekterer over den lidenskab, han føler for sit arbejde, der kræver, at han følelsesmæssigt giver meget af sig selv.

Jeg har selv været i behandling flere gange, men mest som teenager. Efter seks år som komiker har jeg besluttet mig for at søge hjælp til at håndtere den følelsesmæssige rutsjetur, det er at søge efter succes. Min "audition" er en god mulighed, som jeg ikke fik. Jeg husker mig selv på, at alt er flygtigt. Nogle komikere får muligheder og oplever succes, og så bliver de muligheder taget fra dem.

Komikeren Jordan Carlos var stjernen i MTV-serien  I Just Want My Pants Back. Da stikket blev trukket på serien tilbage i 2012, førte det til et realitytjek. "Jeg blev tilbudt et par ting og kunne derfor sige: 'Jeg arbejder stadig.' Men jeg havde den her ting med, at jeg følte, jeg ikke var der, hvor jeg gerne ville være. Og jeg kunne ikke lide det sted, jeg var, og havde brug for at snakke med nogen. Jeg udviklede mig ikke som person, jeg snakkede ikke med venner og familie, så jeg var nødt til at tage hen et sted, hvor jeg kunne få snakket ud." Han tog til en psykolog, der kunne hjælpe ham med at håndtere sin diagnose – noget, der betegnes som "relativ deprivation" og defineres som "opfattelsen af en uretfærdig forskel på sin situation og andre menneskers situation." Kort sagt mener en person med relativ deprivation, at de har ret til noget, som andre mennesker har. For komikere kan det være tid på scenen på en klub, en optræden på late night-fjernsyn eller et job som tv-skribent.

Carlos blev senere korrespondent på Comedy Centrals  The Nightly Show, der også endte med at blive droppet af netværket. Men da det skete, fortæller han, at hans udsyn på livet allerede havde ændret sig. Han sagde til sig selv: 'Det her er ikke sidste gang, jeg finder arbejde. Du skal nok finde på noget nyt, mand.'

"Der findes en del data, der påviser, at mange komikere oplever sorg, isolation og afsavn tidligt i barndommen," siger Serani. "Og at det at være i latterindustrien faktisk kan være ekstremt belastende for hjertet og sindet. Selvom det måske ikke er tilfældet for alle mænd og kvinder i comedy, så bliver humor et overlevelsesværktøj og endda en måde at trives på for dem, der haft et hårdt liv."

Dagen efter min "audition" får jeg en email fra arrangørerne om misforståelsen. Det viser sig, at jeg faktisk er den Mike Brown, de leder efter, og de inviterer mig med til audition samme aften.

Rutsjeturen fortsætter.

For mig, og for mange andre komikere, er comedy et spørgsmål om liv og død. Jeg vil sikre mig, at jeg får grebet chancen, har det sjovt og slutter af med et kæmpe grin. Alle siger, at comedy er svært. Ved du, hvad der er svært? At se sine problemer i øjnene. Fuck det lort. Jeg skriver jokes.

Foto: Kane Reinholdtsen