Kunst fra sindssygehospitalet i Roskilde

Forholdet mellem kunst og vanvid har længe været diskuteret, og der hersker en udbredt opfattelse af, at kunstnerisk talent ofte næres af et skrøbeligt sind - eller omvendt. Tænk blot på Vincent Van Gogh, der over flere omgange var indlagt på sindssygehospitaler og i dyb desperation skar sit ene øre af. Til sidst blev hans psykiske smerte så ulidelig, at han endte med at begå selvmord.

At psykiske lidelser på ingen måde står i vejen for kunstneriske udfoldelser, finder man bevis for i en kælder under det gamle sindssygehospital Sct. Hans Hospital i Roskilde. Her findes en lang række værker, som hospitalets patienter har produceret gennem årene, og som nu udgør en betragtelig kunstsamling, som er en del af Sct. Hans Hospitals Museum. Museet har til huse i kælderen under Kurhuset - et klosterlignende bygningskompleks tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll, der også står bag Landbohøjskolen og Thorvaldsens Museum. Anlægget er opført i fredelige, meditative omgivelser, der skulle give modspil til patienternes sygelige tanker.

Vi bliver vist rundt af museumsleder Karin Garde, der om kender til stedets historie. Sct. Hans Hospital - eller Psykiatrisk Center Sct. Hans, som det hedder i dag - blev grundlagt i 1816 og er Danmarks ældste psykiatriske hospital. Og som tidligere overlæge på hospitalet er Karin Garde en af dem, der ved mest om både hospitalet og den kunst, som patienterne har produceret her gennem tiderne.

Hun forklarer, at værkerne hører til den såkaldte l'Art Brut, som kan oversættes til 'den rå kunst' - en naiv form for kunst, som er uspoleret af almindelig kunsthistorisk påvirkning, og som derfor er mere ren i sit udtryk.

Gennem årtier har hun tilegnet sig en uudtømmelig viden om værkerne, som spænder over alt fra figurer til masker, malerier og broderier. Selvom det er nærliggende at spørge ind til, hvordan hun som psykiatrisk overlæge fortolker patienternes kreativitet, advarer hun mod at stille egentlige diagnoser på den baggrund.

"Den slags skal man afholde sig fra. Vi er inde på et område, der er så mangfoldigt, at man ikke skal stille diagnoser ved at se på billederne. Det skal man gøre ved at tale med patienten, og så kan man altid værdsætte kunsten. Men det er bestemt positivt for patienterne at udforske deres kreativitet. Det er grundlæggende godt at have noget at give sig til, og selvom disse mennesker ikke er blevet helbredt af at lave kunst, så er de blevet mere intense - altså optagede af noget, som de synes var vigtigt", siger hun.

Her er et udpluk af kunstværker produceret af patienterne på Sct. Hans Hospital - og kunstnernes personlige historier.

Karoline Ebbesen, eller bare Karoline, som hun benævnte sig selv, blev første gang indlagt på Kommunehospitalet i 1885 og kort efter overført til Sct. Hans. På daværende tidspunkt var hun 32 år gammel, og selvom indlæggelsen i første omgang var kortvarig, var hun tilbage på hospitalet allerede året efter - denne gang på livstid. Hun led af vrangforestillinger og troede blandt andet, at hendes ene arm var en englevinge - hvilket afspejlede sig i de specielle beklædningsgenstande, som hun skræddersyede til sin imaginære anatomi. Ifølge museets optegnelser var hun kunstnerisk produktiv helt fra starten af sin indlæggelse, men hun havde - så vidt vides - ikke udvist kreative evner, inden hun blev sindssyg. Karoline Ebbesen optræder også i den norske forfatter Amalie Skrams nøgleroman om sin tid på Sct. Hans Hospital. Her er hun beskrevet som "Generalinden", der går omkring og prædiker i sin specialsyede kappe.

Karin Garde: "Man har passet på hende, givet hende mad og tag over hovedet. Men nogen egentlig behandling var der ikke tale om. Hun fik ingen medicin og sørgede derfor for sin egen beroligelse ved at være kreativ. Jeg tror, at det monotone liv, som præger et gammelt asyl, fik hende til at udfolde sin fantasi. Derudover havde Karoline et meget stærkt følelsesliv - hun blev regelmæssigt forelsket i de smukke unge læger, der kom og gik på hospitalet. Hun havde desuden en række små fantasi-dyr, som hun opfattede som sine børn. Derigennem har hun udlevet nogle meget almindelige kvindeforhåbninger, som også kommer til udtryk i hendes kunst.

Karoline fik en akut psykose, som blev udløst af, at Christiansborg Slot brændte. Hendes vrangforestilling var, at hun havde én hånd og én englevinge - og når man så syr sig en kappe, så skal kappen jo kun have et ærme. Denne kappe går igen i hendes kunst.

Hun opfattede sig desuden som en frelser og var vildt forelsket i en folkekær præst i København. Hun var vis på, at hun havde fået et barn med denne præst, og da præsten endelig besøgte familien, lå hun i sengen med en lille dukke, der skulle forestille barnet. Det var kort tid før, at hun kom herned for anden gang. Hendes motto var 'elske vil jeg og leve glad'."

Glarmesteren blev indlagt i 1918. På daværende tidspunkt havde han netop fejret sin 40-års fødselsdag og havde været gift i ni år. Ved indlæggelsen noterede lægerne, at han led af vrangideer og livlige hørelseshallucinationer. Det blev samtidig oplyst, at han altid havde været omgængelig, flittig og påpasselig med sit håndværk. Glarmesteren blev opfattet som manisk, men med tiden stod det klart, at han var skizofren og blandt andet led af giftfrygt, ligesom han følte sig påvirket af luft- og elektricitetsstrømme. Han led desuden af storhedsforestillinger: Han mente at være sanger, folketingsmedlem og præsident.

I 1921 blev Glarmesteren overflyttet til en anden del af Sct. Hans Hospital, hvor hans sindssyge gik i ro, uden han dog blev rask. Herefter fortrak sig til sit værkstedsskur, hvorfra han producerede kunst til det sidste.

Karin Garde:"Livet på et sindsygehospital var dengang særdeles monotont. Dagene forløb regelmæssigt og var præget af autoriteter. Dette var før psykofarmakaens tid, så i stedet beroligede Glarmesteren sig ved at have småopgaver, der gik ud på at skaffe sig materialer til sin kunst. Han klippede blandt andet tobaksdåser op og fik maling af håndværkerne. Han havde, i lighed med Karoline Ebbesen, et skaberliv."