Vi var med til en Counter-Strike-turnering i København med kun 220.000 kroner i præmier
Alle billeder af Sarah Buthmann

FYI.

This story is over 5 years old.

Vi var med til en Counter-Strike-turnering i København med kun 220.000 kroner i præmier

Titusinder fulgte med, da der blevet spillet Counter-Strike i Øksnehallen. Internationalt tælles fansene i millioner - og pengepræmierne ligeså.
March 30, 2016, 9:30am

"Jeg smoker slisken af for jer, og så kommer jeg kort," siger neon til b0RUP, quiNz, rtA og troller. "Jeg flasher tæt," fortsætter han. Og et øjeblik senere er de foran 13-7.

Helt sorte udtryk og sætninger er der nok af for den uindviede, når man lytter til fem CS:GO-spillere, der forsøger at pløkke modstanderholdet. Men de forstår hinanden, og det er det vigtigste i kampens hede.

Jeg sidder bag det danske hold Fragsters, der efter en lang dag ved Copenhagen Games spiller mod det tyske hold FAB Games eSports. Hvis de vinder, kvalificerer de sig til hovedturneringen med over 220.000 kroner i samlet pengepræmie til top fire. Før kampen begyndte, nåede jeg at høre om et crave efter Panodiler og om kroppe, der er overtrætte og ryster for meget på grund af et uhørt indtag af energidrik. De har spillet mod tre andre hold i løbet af dagen – kampe, de har vundet – og nu er det kun tyskerne, der skal overvindes, før drengene kan gå i seng på Hotel Absalon, som deres managere har booket dem ind på under Copenhagen Games-turneringen.

Advertisement

For otte år siden spillede jeg finaler i Counter-Strike. Men jeg befandt mig i en kælder på Amager, hjemme hos mor og far, hvor det eneste lys i rummet ofte kom fra computerskærmen. Der var ikke tusindvis af tilskuere, der var ingen managere, sponsorer eller kæmpestore pengepræmier. Rigtig meget er sket siden 2008 – og det er ikke kun mig, der er kommet ud af teenageværelset, det er computerspillene også, og nu hedder det forresten e-sport.

Max "neon" Mazur på 27 fra Roskilde arbejder til daglig med softwareudvikling. Han har spillet CS i knap 16 år, og med tanke på sin alder kunne han egentlig godt tænke sig, at e-sportens store udvikling var sket lidt før. Alle billeder af Sarah Buthmann.

Den Panodil-hungrende er neon. Han er holdets kaptajn, og under kampene taler han mere eller mindre konstant for at holde styr på det taktiske og for at motivere de trætte holdkammerater. Granaterne skal jo kastes de rigtige steder og på de rigtige tidspunkter. Og drengene lytter. For når der er enighed om, hvordan der skal spilles, kan resultaterne komme, har neon forklaret mig. Han har det borgerlige navn Max Mazur, og han nåede at få hovedpinepillerne inden kampen. Nu skal holdet bare holde momentum og lade overtrætheden skærpe deres færdigheder i stedet for at hive dem ned. Og det går såmænd meget godt.

"Go go go fart på og hurtigt over kort. Jeg rusher, og så splitter vi bare instant," siger neon. Den ene runde efter den anden bliver vundet efter blandt andet labre headshots fra b0RUPs pistol med en lyddæmper for enden. Bag holdet render den ene af deres to managere rundt og råber "hvor er det sindssygt drenge!" og "kom nu, hold fokus drenge – bliv ved!" for at motivere. Tyskerne bliver tæsket 16-7, og Fragsters er videre til hovedturneringen. Og det er over al forventning.

Advertisement

Copenhagen Games er en tilbagevendende begivenhed. Siden 2010 har påsken budt på gaming i Øksnehallen i København, og flere tusinde spilentusiaster har hvert år været forbi for at deltage i turneringer, være publikum til selvsamme og i det hele taget mærke, hvor meget gaming kan byde på i dagens Danmark – både på e-sportsniveau og helt casual. I år deltog hold fra 17 forskellige lande, og sponsorerne er blandt andre Fona, Samsung og spilmarkedspladsen G2A.

CS:GO-turneringen foregik på den største scene i Øksnehallen. Rundt om i resten af hallen var opsat scener til de andre e-sportsgrene.

E-sport er blevet en publikumssport, hvilket også skubber pengepræmierne i vejret. Populariteten kommer især til udtryk på de sociale medier, hvor flere e-sportsstjerner har lige så mange likes som populære fodboldspillere. Se bare den professionelle e-sportsorganisation Fnatic med 2.500.000 likes på Facebook. Deres svenske CS:GO-spiller Olofmeister har alene 200.000 likes på sin side. Fodboldholdene FC København og Brøndby IF har til sammenligning henholdsvis 193.000 og 142.000 likes. Den engelske fodboldlandsholdspiller Harry Kane har 740.000. Det samme har polske Pasha fra CS:GO-holdet Virtus.Pro.

Der er masser af pengepræmier ved Copenhagen Games. Counter-Strike: Global Offensive (CS:GO) er hovedattraktionen med i alt 68 tilmeldte hold og en pengepræmie på godt og vel 126.000 danske kroner til vinderholdet. Nogen vil vove at påstå, at det er en del penge for at spille computerspil. Men hvis man kigger ud i den store verden, bliver det skam endnu vildere. Ja, bare på den anden side af Sundet finder man turneringen DreamHack Masters Malmö, hvor 16 hold om to uger kæmper om en hovedpræmie på 660.000 danske kroner. Og det er bare i CS:GO. I spillet DOTA 2 kunne sidste års vindere af det årlige mesterskab The International, som blev afholdt i Seattle, tage hjem med svimlende 44 millioner kroner.

Advertisement

Zahid Butt, der er arrangør af Copenhagen Games, regner med, at man snart begynder at se en endnu større udvikling i e-sporten i Danmark, så vi også her kan opleve pengesummer, som nærmer sig det, man ser i udlandet. For e-sport har slet ikke toppet herhjemme, og det er nærmest kun i løbet af det sidste halve år, at det virkelig er begyndt at vokse, når det gælder økonomi, siger han.

"Som arrangører oplever vi, at flere større danske koncerner begynder at vise interesse for at komme ind på markedet. Og min mavefornemmelse siger mig, at vi fra sommer og til udgangen af året kommer til at se nogle meget store events herhjemme og stille og roligt begynder at kunne matche nogle af de store pengepræmier, vi ser i udlandet. Og så er vi allerede begyndt at opleve hold, som forretningsfolk går ind og investerer mange penge i," siger Zahid Butt.

Og her vender vi tilbage til Fragsters. Det er nemlig lige præcis et hold som dem, Zahid taler om. De fem drenge er på fire uger blevet klar til Copenhagen Games. Før det var Fragsters et hold uden spillere, men med de to e-sportsentusiaster - og forretningsmænd i det daglige - Morten Beutelmann og Kenneth Goldy. De to ved, at der findes rigtig meget talent i dansk Counter-Strike, og nu har de fundet fem, de vil give chancen for at jagte drømmen om at blive professionelle.

"Der har været rigtig meget talent i dansk Counter-Strike siden de tidlige versioner af spillet, men der er også rigtig mange af de her spillere, der har behov for noget hjælp for at kunne blive til noget. Mange har en drøm om at blive professionelle, men en masse ting kan dreje fokus mod noget andet," siger Morten Beutelmann.

Advertisement

neon er den ældste på holdet med sine 27 år, mens b0RUP er yngst med sine 16. Morten og Kenneth har ambitioner om at få holdet i top 20 i verden og er glade for, at de har givet de fem drenge muligheden for at udvikle deres CS:GO-evner, mens de to sørger for alt det praktiske.

"Vi betaler alle omkostninger angående transport, hotel, billetter til events og giver desuden spillerne et honorar. Og alle de præmiepenge, drengene vinder, kommer de selv til at beholde. Til gengæld skal de give os en slags brandingplatform overfor potentielle sponsorer, som vil bruge spillerne til at brande deres sociale medier og produkter," siger Morten Beutelmann.

Holdets ambitioner til Copenhagen Games er blevet indfriet ved at nå videre til hovedturneringen. Sejren over tyskerne giver dog blod på tanden, og nu er det tid til at møde de virkelig stærke hold.

"På trods af vores korte tid som hold kan man måske allerede se os som et top fem hold i Danmark, men hvis vi skal møde danske Team Dignitas, som er nummer seks i verden, så bliver det nok lidt svært," siger Morten Beutelmann.

Dagen efter kampen mod tyskerne vågner Fragsters op til nyheden om, at de faktisk skal møde Team Dignitas. Bum. Man regner stærkt med, at Dignitas vinder hele lortet, så det er ikke store forventninger, man har til de fem Fragsters. Og da kampen starter, kan man hurtigt se, at gårsdagens mange kampe har tæret voldsomt på kræfterne. Team Dignitas vinder 16-7. Og nogle timer senere er Fragsters helt ude af turneringen efter endnu et nederlag – denne gang til det tyske hold ALTERNATE aTTaX.

Advertisement

På trods af mine egne erfaringer med finaler og rysteture i CS har jeg ikke det fjerneste begreb om, hvad det vil sige at kæmpe med om over 100.000 kroner i et skydespil, og det kommer jeg nok aldrig til at forstå. Men jeg nyder stadig at se holdene kæmpe om pengene og trofæerne. Både live som nu i Øksnehallen, men også ved at streame de udenlandske konkurrencer hjemme ved computeren. Og det samme gør ufatteligt mange andre.

Mens Øksnehallens tilskuerrækker var proppede med tilskuere under finaler og semifinaler (der desværre var uden dansk deltagelse i CS:GO), fulgte titusinder med online – hele 45.000 så med under finalen i CS:GO. Og når de største turneringer i spillene League of Legends, DOTA 2, StarCraft, Hearthstone og CS:GO bliver spillet, ser flere millioner med på blandt andre streamingtjenesten Twitch.

Vinderne af Copenhagen Games' CS:GO-turnering blev forresten det østeuropæiske hold HellRaisers.

Mere fra VICE om spil:

Det nye 'Hitman' er alt, hvad der er godt ved gaming i dag

VICE-guiden til de største røvhuller i spilverden

Motherboard: I "Panzermadels" har det japanske militær udviklet tanks, der ligner skolepiger, som så skal tage hævn for Hiroshima og Nagasaki ved at forføre amerikanske rekrutter.