Kokain i tiramisuen: Hvad jeg oplevede som tjener på en polsk mafia-restaurant

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Poland

"Her i huset vil du lære alt, der er at lære om gambling, prostitution, vold og afpresning," fortalte min chef Józef mig, mens han stirrede på frugterne på spillemaskinen. Et kirsebær, et kirsebær, et kirsebær og et jordbær. Hans hånd, der var så bred og tyk som en bjørnepote, gav maskinen et dask. Klokken var 5 om morgenen, og jeg havde arbejdet siden kl. 18 aftenen før. Jeg holdt nogle pauser – et par minutter her og der, som jeg brugte på at gemme mig på toilettet i et forsøg på at slappe lidt af. Det var min første dag på Yangtze som tjener, og jeg havde bestemt mig for, at det også skulle være den sidste. Men jeg endte med at blive i nogle måneder, fordi jeg fik gode drikkepenge og jeg ville gerne spare op, så jeg kunne tage på ferie og aldrig vende tilbage til det frygtelige sted.

Józef var næsten 50 på det tidspunkt. Omkring 1,90 høj med både krop og hoved som en gorilla – korte ben, enorme skuldre og en lille, rund mave. Blikket i hans små, mørke øjne var altid præget af ligegyldighed og tomhed. Tomhed og ligegyldighed er to gennemgående træk ved Józef – eller "Matador" som han er kendt i den polske underverden.

I 2007 var jeg lige blevet student. Min første kæreste havde slået op med mig tre måneder før, hvilket jeg tacklede ved at dele triste sange på Gadu Gadu (det polske chatprogram, der var populært dengang). Jeg havde brug for et arbejde, så jeg tog mit ynkelige CV med ned til Yangtze-restauranten, der lå på Warszawas markedsplads.

Stedet var altid fyldt med gæster og udsmykket med et par bambuspinde og falske planter. Fake kinesiske billeder hang på væggene. Hvis man ser bort fra det billige pynt, var der helt sikkert investeret store penge i stedet. Det var første gang, jeg så Józef, som stod i baren og lignede en ret travl forretningsmand og vært. Han bød gæster velkommen og udfyldte bestillingssedler. Han virkede til at kunne være en rar familiefar. Jeg havde tydeligvis ingen anelse om, hvad jeg rodede mig ud i. Her er nogle af de ting, jeg oplevede, og nogle af de mennesker jeg mødte, mens jeg arbejdede på en restaurant ejet af polske gangstere.

En aften bestilte et velklædt midaldrende par tiramisu til dessert. "Det er desværre ikke på menuen," svarede jeg. Min chef dukkede op ud af ingenting med hænderne foldet og havde en mild aura over sig, som var ukarakteristisk for ham. "Bare rolig, vi skal nok skaffe tiramisu fra vores anden restaurant," sagde han til kunderne. Han bad mig tage hen til den anden restaurant, La Fortuna, og spørge efter tiramisu. "Du får en bonus, hvis du skynder dig," tilføjede han. Jeg gik over den stopfyldte markedsplads til La Fortuna, som lignede Dogepaladset i Venedig indenfor. Alle 50 borde var dækkede, men der var ingen, udover kokken, som sad ved et af bordene. Han drak whisky og læste avis.

La Fortuna har tre til fem kunder om dagen, men restauranten var ikke startet for at tjene penge på den måde – den havde til formål at imponere Matadors fars forretningsforbindelser. Hans far var en velkendt polsk "forretningsmand". Af og til inviterede han en gruppe af de hårdeste gangsters i Warszawa til middag og gambling der. Så får de hummer eller oksesteg og brisler og drikker den dyreste whisky, man kan få. Når de har slikket sig om munden, tager de ned for at se på de prostituerede, der venter på dem på Yangtze, og fortsætter festen til den lyse morgen. Tiramisuen stod og ventede på mig i en fin lille pakke. Jeg bar den ud i køkkenet på Yangtze og bad kokken gøre den klar. Tage den ud, dele den i to og drysse den med kakao. Han så på og smilede, men han rørte ikke pakken. Józef kom ind, klappede mig på armen og bad mig rydde det nu tomme bord. Det viste sig, at dem, der havde bestilt tiramisu, havde givet mig 250 kroner i drikkepenge. Józef lagde sin enorme hånd på min skulder og så mig ind i øjnene. "Hvis du bliver ved på den her måde, skal du nok få nogle gode ekstrajobs," sagde han. Kokken fortalte mig senere, at jeg havde transporteret en meget dyr tiramisu fra én restaurant til en anden, og egentlig var blevet smugler.

En aften stod jeg udenfor Yangtze og ventede på, at min chef og hans håndlangere betalte deres ludere og endelig tog hjem, så jeg kunne låse af og komme hjem i seng.

Det så ikke ud til, at det ville komme til at ske lige med det samme, for de havde mistet et par tusinde den aften og forsøgte at vinde pigernes betaling på spillemaskinerne. Józef vidste, at pigerne var eksklusive glædespiger, som arbejdede for én af de vigtigste personer i byen, så hans sædvanlige tilgang med at tæske folk og sige de skulle fucke af, ville ikke fungere denne gang.

Jeg ventede også på, at han vandt, fordi han havde tabt så meget, at han havde lånt nogle af mine drikkepenge. Hvis ikke jeg blev hængende, ville han ikke kunne huske noget om det dagen efter, og jeg ville aldrig få mine penge tilbage. Pludselig begyndte maskinen et bippe og bloppe og spytte bunker af mønter ud. Józef gav mig en håndfuld uden at tælle, Det var vel 300 kroner, og han skyldte mig det dobbelte. "Hvor meget ved du om computere?" spurgte han, nu pludselig i højt humør. "Ikke mere end de fleste," svarede jeg. "Kom nu, hjælp mig lige. Du er klog, og de her fucking idioter fatter ingenting," sagde han og pegede på sine hjælpere. Vi gik ovenpå, mens de prostituerede gjorde sig klar til at smutte. Loftet var mere eller mindre én stor bunke røde lænestole, undtagen et bord, hvor en gammel computer stod på. Józef bad mig overføre billederne fra hans fødselsdag fra kameraet til computeren og sende dem til en eller andens email. Han sad ved siden af mig, helt oppe at køre, som en lille dreng, som skal vise sin far en præmie han har fået. Da jeg klikkede 'kopiér,' begyndte hans mørke øjne at flakke mellem skærmen og mit ansigt.

Der var 15 billeder, alle sammen taget i en stor stue. Et par bevidstløse nøgne kvinder, tomme flasker, hummer og stykker af det, der lignede helstegt gris, var spredt ud over rummet. Alle billederne var variationer over det samme tema: en masse halvnøgne fyre, trekanter, nærbilleder af pikke, en smilende kvinde med et blåt øje. Et enkelt billede skilte sig ud: Józef, nøgen, der står ved siden af sin ven, mens de begge smiler til kameraet. To kvinder er i færd med at give dem blowjobs, mens Józef holder et kæmpe svinelår, og hans ven står med en AK47. Jeg vedhæftede billedet til e-mailen og sagde ingenting. Józef smilede over hele hovedet og sagde: "Jeg holdt en fest til min fødselsdag."

Patrycja* var 18 år gammel, havde brunt hår i skulderlængde, en modelkrop og lidt skæve tænder. Hun var ikke alt for skarp, men hun var god nok. Hun var den første, der bemærkede, at ingen fik en ordentlig løn, og frygtløst delte hun den mistanke med chefen.

Hun blev aggressiv og krævede penge fra ham foran kunderne. Hver gang det skete, tog Józef hende med oven på i en halv times tid. Hun kom altid tilbage helt afslappet og så lidt rodet ud. Efter hver af disse private samtaler havde hun glemt alt om økonomisk uretfærdighed.

Hun var en af de få kvinder, der fik respekt fra Józef i stedet for slag. Nogle gange kunne han finde på at vælge en og være sød mod ham. Men hans svaghed for visse personer afholdt ham ikke fra at voldtage servitricer eller smadre sin kærestes hoved ned i kølerhjelmen på en taxa. De fleste piger af Patrycjas slags sagde op efter en måned eller to – nogle efter én af Józefs venner eller forretningsforbindelser havde gramset på dem.

Karol* var en dreng fra en lille by— en rigtig enfoldig type, men med et godt hjerte. Han arbejdede som assistent i køkkenet. Engang holdt han sin pause på en bar ved siden af, men blev hængende længere, end han havde lov til, fordi der var en vigtig kamp i gang. Da han kom tilbage, hev chefen og hans håndlangere ham ud af køkkenet og tæskede ham sønder og sammen foran alle gæsterne. De var grundige og sørgede for ikke at efterlade nogle mærker i ansigtet på ham. Jeg havde aldrig set noget lignende og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg forsvarede ikke Karol, og det var der heller ingen af kunderne eller de ansatte, der gjorde.

Karol undskyldte overfor chefen og vendte tilbage til arbejdet. "Meld det, og skynd dig væk herfra. Gør et eller andet," sagde jeg til ham, da jeg var sikker på ikke at blive overhørt. Han afviste, fordi han ville noget med sit liv, og Józef havde de rette forbindelser til at hjælpe ham med at opnå det. "Sådan er han, det er fint nok," sagde han. "Og desuden," fortsatte han, "politichefen drikker kaffe her i huset, så hvem skal jeg melde det til?" Han havde en pointe. Politichefen rørte ikke Józef, og det gjorde kommunen heller ikke, selvom han skyldte dem hundredetusindvis af kroner. Den gæld havde de på en eller anden måde glemt, mens chefen gladelig beklagede sig til den lokale presse om, hvordan huslejen ruinerede ham.

Yangtze tiltrak selvfølgelig altid en masse interessante kunder. Der var Jarek – en tyv, som altid ville have en helt ny designerjakke til dig, til en helt særlig pris. Der var "Sigøjnerkongen", lederen af den lokale roma-underverden, som dukkede op fra tid til anden. Han var omtrent 1,90 og vejede næsten 200 kg og var altid klædt i guldkæder, træningsdragt og cowboyhat. Han havde altid fire til syv drenge med flakkende blikke med sig. Deres hår skinnede af gelé og de havde alle sammen Lacoste-poloer på. Drengene var meget lavere end kongen, og de brokkede sig altid. Vi havde også nogle tumpede popstjerner, der kom forbi, og lokale pseudo-berømtheder, der deltog i elendigt reality TV. De var alle stolte over at kende Józef, men for mig var det sgu ligegyldigt, hvis bræk jeg tørrede op på toilettet. Jeg ville bare gerne på ferie.

Józef slog mig aldrig eller truede mig på livet. Men det overraskede mig, at han nogle gange råbte ad mig og så vendte tilbage et par minutter senere for at sige undskyld. Nogle gange ville han forklare sin opførsel, give mig ros eller sine håndlangere i at drille mig. Han havde sandsynligvis alvorlige mentale problemer og en eller anden form for manipulerende lidelse. Tilføj vanvittige mængder stoffer, brutalitet og lovløshed til den cocktail, og så begynder der at danne sig et billede.

Yangtze og La Fortuna kører ikke længere på samme måde, for Józef er i fængsel for vold og voldtægtsforsøg. Navnene og interiøret på restauranterne er blevet ændret, men det er tydeligt, at det er de samme folk, der står bag. Jeg ser dem nogle gange på gaden, hvor de giver high fives til hinanden, parkerer deres gule Hummers ulovligt og griner folk ind i hovedet. Måske leder de snart efter en ny køkkenmedhjælper.

*Navne på forfatter, personer og restauranter er blevet ændret for at beskytte deres identiteter.

Mere mafiajournalistik fra VICE:

Her er hvad narkokarteller kan lære af McDonald's og Wal-Mart

Vi fik pushere til at forklare os, hvordan de holder hustler-livet skjult for familien

Velkommen til Mong La, byen hvor du kan købe sex, stoffer og truede dyrearter