Portrætter af de newyorkere, som resten af byen ignorerer
Travel

Portrætter af de newyorkere, som resten af byen ignorerer

Den karismatiske unge fotografs seneste udgivelse, "Milk and Honey" skildrer New Yorks oversete "underdogs" i 62 portrætter.
April 6, 2016, 5:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Chase Halls aura er essentiel for hans fotoarbejde. Fotografen har en ubestridelig karisma, der får folk til at slappe af, så han får dem til at vise deres sande karakter og en sårbarhed, som de ikke engang er klar over, at de viser. Det er en evne, der ikke kan simuleres eller købes for penge, og den forklarer, hvordan den unge kunstner kan tage så intime billeder på trods af, at han ikke har nogen formel uddannelse inden for fotografi.

Hans seneste bog, Milk and Honey, byder på 62 portrætter af New Yorks "underdogs." Bogen er et vidnesbyrd om den måde, Hall interagerer med sine omgivelser på, og om hans evne til at skabe forbindelser med andre. Han vågner hver dag og går på en 20 km lang tur alene med kameraet om halsen, uden en bestemt destination i tankerne. Ofte ender han med at hyggesnakke med fremmede og komme ind på livet af newyorkere, som langt de fleste ville undgå øjenkontakt med for til sidst at tage et billede.

"Folk spørg mig altid, 'Chase, hvorfor tager du kun billeder af sådan nogle gamle sorte tosser?'" siger fotografen, der selv er mulat, til mig. "Men sådan ser jeg det ikke. For det første tager jeg billeder af alle slags mennesker. Jeg er tiltrukket af alle slags mennesker, men især dem, som samfundet har vendt ryggen, eller stigmatiserer, fordi de er 'uegnede' efter normative standarder…Vi er hurtige til at gøre folk berømte, men endnu hurtigere til at pille dem ned igen."

Der er blandt andet et billede i monografien, som han tog på sin første dag i New York i 2014. Han var i Red Hook med nogle venner, da han stødte på Bridgette og hendes guldtænder for første gang. "Et utroligt menneske med en skinnende mund af guld - jeg kunne slet ikke gå hen til hende," husker han. Hun endte med at vise ham rundt i nabolaget og præsentere ham for sine venner, der spillede sangen "Ghetto Superstar" på nogle højtalere.

"De må have vidst, at det var hendes sang, fordi hun brød ud i dans og sang hele sangen, hvert et ord. Der var en eller anden, der sagde, 'Damn, Bridgette, du er bare en Ghetto Superstar,' og så smilede hun fra øre til øre." Hall tog et billede af hende og "vidste, fra det øjeblik, at jeg ville tage del i den glæde, den oprigtighed og den positivitet resten af mit liv."

Milk and Honey er kulminationen på de tusindvis af kilometer, kunstneren er gået, og de mennesker, som han har delt øjeblikke med, siden han flyttede til New York. Men det er ikke altid positive øjeblikke. Nogle gange tager Hall billeder af det grimme, af volden og af menneskeligt fordærv. Der er billeder af folk med bylder i panden, der er ved at briste, glasøjne, manglende øjne, grumsede øjne, blodskudte øjne, og dudes, der ser ud som om, de skal til at slå Halls Mamiya 6 mellemstørrelse-kamera ud af hånden på ham. Men Hall har en aktiv interesse i at dokumentere byens "sjæl og mod".

Da han blev spurgt, om han nogensinde var bange for at komme til at fetichere eller romantisere de mennesker, som han tog billeder af, svarede Hall at hans fotosamling er "det mest oprigtige og det mest sårbare, jeg nogensinde har skabt… Jeg har altid set op til dem, der var på bunden; dem, der bliver ved og ved med at kæmpe, lige meget hvor meget modgang, de møder. Sådan var min mor, og hun har altid været ægte. Det er dem, jeg gerne vil skildre."

'Milk and Honey' kan bestilles lige nu på Chase Halls hjemmeside. 40 procent af indtjeningen går til velgørenheden Big Smiles Program. Følg Chase på Instagram.