Stuff

Hvad kommer OL-turismen til at betyde for favelaerne i Rio?

"Der findes ture i jeep, hvor man ikke træder ind i miljøet. De opfører sig som om, favelaerne er en safari i Afrika."
August 5, 2016, 11:00am

Foto fra John Surico

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Under VM i Brasilien i 2014 hørte vi for første gang om et større antal turister, der valgte at bo i Rio de Janeiros favelaer. De spraglede, små samfund er spredt ud over alle byens grønne bakketoppe, og det anslås, at næsten 1,4 millioner brasilianere bor der. Efter det brasilianske politis kontroversielle "pacificerings-indsats" (hvor utallige "ballademagere" blev likvideret), blev det annonceret, at slumkvartererne nu var et sikkert sted at bo - og en både billig og "mere autentisk" oplevelse end Rios fancy hoteller langs strandene.

Advertisement

Det betød, at alverdens journalister kastede sig ud i overskrifter, der strakte sig fra det kulturelt ubehjælpsomme (CNN: "Rio's slums the hot World Cup destination?") til den mere fremsynede dækning (FastCo: "What Happens When World Cup Tourists Flood Rio's Favelas Looking for Cheap Rooms?").

Nu hvor Rio (forhåbentlig) er klar til OL 2016, er byen og favelaerne i stedet kommet ud i lidt af et stormvejr i medierne. Billeder af teenagere med maskingeværer og historier om skyderier mellem narkobander ligger som en skygge henover byen, og medierne rapporterer om, at a cidade maravilhosa ("den vidunderlige by") er på randen af en borgerkrig – lige rundt om hjørnet fra, hvor Mikkel Hansen skal skyde Danmark til håndboldguld.

Men for den store middelklasse, der udgør størstedelen af indbyggerne i favelaerne tæt på centrum, er det langt fra et præcist billede af hverdagen. Selvom de anerkender at volden eksisterer i udkanten af byen (og ja, nogle gange i deres egen baghave), så ser mange OL som en mulighed for ikke blot at tjene penge på de horder af besøgende, der vil vælte ind i byen, men også for yderligere at undersøge, hvad turisme egentlig kan betyde for deres lokalmiljø – også når OL er slut.

Udsigt fra toppen af Rocinha, Brasiliens største favela

Mens han med nød og næppe undviger busser og kaster sig gennem de smalle sving i Rocinha, fortæller en mototáxi-chauffør, at han har lagt mærke til en del flere gringos på det seneste, og at han har kørt mange af dem op til Brasiliens største favela. "De elsker det," tilføjer han.

Vi tager en tur rundt med André Felix, en 25-årig beboer fra Rocinha, som afholder guidede ture rundt i favelaen, når han ikke er tjener på en fornem restaurant i nærheden af den olympiske by. Han siger, at VM var første gang han oplevede så voldsom en tilstrømning af gæster til området - og med sig bragte de øget opmærksomhed.

Advertisement

"Folk køber en guidet tour i Rocinha, allerede inden de er ankommet til Brasilien," fortæller han. "Nogle gange er turene ledet af guides, som ikke kommer fra området, og de giver folk forkerte informationer." Det fik André Felix til at slå sig sammen med Rocinha by Rocinha - en gruppe startet af beboere i månederne op til VM - der arrangerer gratis gåture rundt i favelaen (men man må meget gerne give lidt drikkepenge).

Udsigt fra "Himlens Port", et tag med udsigt over Rocinha

Da vi kommer dybere ind i Rocinha udpeger Felix andre steder hvor beboerne udnytter turismen til egen fordel. Udenfor en lejlighed informerer en kæmpe plakat om, at udsigten fra taget er et oplagt sted at tage feriebilleder, og at der er en souvenirbutik ovenpå. Nede af en anden gyde låner Felix en nøgle fra en ældre mand, som har travlt med at reparere et stativ til en hængekøje. Han giver os lov til at se "Himlens Port", et tag med udsigt over hele bydelen, som vurderes at huse op mod 300.000 mennesker. Her er der en fantastisk 360-graders udsigt, der er eftertragtet blandt turist-grupper. Efter at have betalt manden et par reais (5 kr.) bemærker Felix, at "han faktisk var én af de første i Rocinha, der forstod hvad hans tag var værd."

Felix tilføjer, at de fleste indbyggere er glade for at turisterne vil komme på besøg og bruge penge i Rocinha. Men der er også ulemper ved opmærksomheden: Det har gjort det dyrere at bo der, og gentrificeringens tveæggede sværd – eller gentrificaçãosom det hedder på portugisisk – tvang Felix og hans familie til at flytte til et billigere område sidste år. Den nye virkelighed – at ejendommene i områderne nu betragtes som "drømmeboliger" - har ført til, at fem af Felix' venner har valgt at leje deres hus ud under OL.

Advertisement

Næsten alle de brasilianere, vi mødte, kendte enten nogen, der gjorde det samme – eller også var de selv i færd med det. Adam Newman, der oprindelig kommer fra Colorado og er direktør for Favela Experience, forsøger stadig at vurdere, hvor stor efterspørgslen er. "Der er 20 forskellige mennesker her, der beder mig leje deres hus ud," fortæller han. Det "her" Newman taler om, er Vidigal, en favela med udsigt over de fashionable strande i rigmandskvarteret Leblon. 'Favela Experience' blev lanceret i forbindelse med VM og fik en del kritik. Det begyndte som et netværk for folk, der ville leje deres hus ud i Rocinha. Siden har det spredt sig og inkluderer nu også to hoteller i Vidigal.

Fællesområdet i Favela Experience hostel, i favelaen Vidigal

En af de tjenester som firmaet tilbyder, er at hjælpe beboere i favelaerne med at udleje deres hjem, og de går meget op i at tilpasse indsatsen det enkelte hus. "Jeg tager hjem til dem og spørger: "Hvad mener du, dit hjem er værd? Hvor meget vil du tage for en overnatning?" siger Newman. "Hvorfor vil du have folk til at sove her? Hvad kan du tilbyde?" (Favela Experience tager en del af overskuddet fra beboernes udlejning.)

Det er væsentligt at finde en realistisk pris på grund af det ejendomsmarked, der er opstået i Rio i løbet af de sidste to år, forklarer Newman: "Under VM kunne vi sætte en hvilken som helst pris, og folk ville betale beløbet. Det er ikke tilfældet under OL. I mellemtiden er yderligere femten huse åbnet, alene i min gade."

Advertisement

Hvis man søger på Airbnb i favelaen, kan man tydeligt se, at Rio er fyldt med lejligheder med olympisk tema, og priserne er vidt forskellige – selv i områder hvor kriminaliteten hærger - såsom Complexo do Alemão. Indtil videre har 55.000 gæster registreret sig i anledning af legene, og Airbnb (som selv er olympisk sponsor) tilbyder fancy guidede toure rundt i favelaerne. I beskrivelsen af Rocinha står der: "En omfattende favela, hvor hjemmelavede huse smyger sig højt op af klipperne."

Newman mener dog ikke, at fremtiden for favela-turisme skal begrænses til udlejning af hjem. Under OL vil hans firma være vært for ture for NGO'er til ti forskellige områder, hvor f.eks. skal en tur gennem Vidigal ledet af fem lokale skuespiller, som fremfører Brasilien og favelaernes historie undervejs, inden turen afsluttes med middag på deres hostel.

"Jeg tror favelaturisme bliver mere og mere integreret i miljøet," siger Newman.

Santa Marta-favelaen

For at forstå hvordan processen begyndte, må man se på Santa Marta. Det berømte regnbuestribede område – det første, der blev "pacificeret" af politiet i 2008 – gjorde favelaturisme til en industri ledet og skabt af lokale. Efter Michael Jacksons død er "Espaço Michael Jackson"'s bronzestatue og vægmaleri, der afbilleder popikonet, blevet en populær turistdestination. Michael Jackson blev en lokal helt, efter han filmede videoen til "They Don't Care About Us" der. Der er to souvenirbutikker, hvor man kan købe den t-shirt, MJ havde på i videoen, ligesom de har nøgleringe, håndklæder og alt andet, der på en eller anden måde kan relateres til Santa Marta. "Under OL bliver væggene fyldt med ting," siger Maria Elena Barbara da Silva, som arbejder i souvenirbutikken.

Ved turistinformationen for foden af bakken i Santa Marta, som blev bygget for nylig i anledning af OL, møder vi José Carlos, som er tourguide, leder af et hostel og beboer i området. Carlos har for nylig renoveret sit tag, så det er klar til de rejsende, og han tilbyder et hus med sofaer, hængekøje og kaffemaskine. Selvom de fleste af hans senge allerede er lejet ud til OL, regner han med at udleje endnu et sted i nærheden, og han regner med at tage 35 reais (75 kroner) per overnatning.

Advertisement

Mens andre turistgrupper passerer os på de stejle trapper i Santa Marta, nævner Carlos, at flere beboere har meldt sig som guides under OL, og han understreger forskellen på ture guidet af lokale og ture guidet af udefrakommende. "Der er ture, som vil sælge elendigheden," forklarer han. "Det findes ture i jeep, hvor man ikke træder ind i miljøet. De opfører sig som om, favelaerne er en safari i Afrika."

Statuen af Michael Jackson på toppen af Santa Marta

Da solnedgangen nærmer sig, ser Carlos ud på husenes farveorgie og funderer over, hvor meget der er sket i Santa Marta siden de dage, hvor det blev regeret af narkobanden Comando Vermelho ("Den røde kommando"). "Folk mente ikke, det var farligt, men det var det altså," siger han. "Jeg snakkede med alle, men man skulle altid holde sig lidt på afstand. Hvis der skete noget, kunne man blive fanget i krydsilden."

Graffiti hvor lokale har skrevet "gentrificação," eller "gentrificering," for at protestere mod de stigende priser i Rios favelaer.

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at Santa Marta ville være sådan her," tilføjer han.

På vej ud render vi ind i hans kone, som også er tourguide, i færd med at vise en gruppe amerikanere rundt. De kommer nede fra deres hotel på Copacabana. Med en øl i hånden brokker en af dem sig over, at favelaens svævebane er i stykker. Så han var nødt til at tage trapperne.

Læs mere om slumturisme og vidunderlige Brasilien fra VICE:

Derfor kan slumturisme være en god ting

Miss Max - Brasiliens største skønhedskonkurrence for indsatte

Virkelighedens narkobagmænd, der får Scarface til at ligne en vatpik