FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Mød manden, der overlever uden at drikke vand

"Jeg bruger næsten ingen tid på madlavning, har en uendelig mængde kreativ energi, og jeg sveder eller lugter slet ikke."

Denne artikel er oprindeligt udgivet på Munchies.

Hader du ikke også, når din krop højlydt gør opmærksom på hvad, den har brug for på alle de forkerte tidspunkter? Som når den vækker dig midt om natten og minder dig om alle de drinks, du kastede ned i svælget, som nu skvulper rundt i blæren på dig, og du må styrte ud på lokum, eller når sveden driver af dig på den første date eller til en vigtig jobsamtale?

Advertisement

Peter Filak har fundet løsningen på alle disse problemer. Lad være med at drikke vand eller nogen som helst andre væsker.

Han er tidligere sygeplejerske, men er nu webcam-model – som er hans mere sofistikerede ord for online porno-skuespiller – og engageret sundhed og livsstilsaktivist. Han hævder, at han ikke har drukket en tår vand siden kl. 17, den 5. maj 2012. (Hvis man ikke medregner et par sodavand og en Cocio i eksperimentets spæde dage. Men hey, han kæmper en indædt kamp mod sin afhængighed af mad og s'noget, så giv ham lige en chance.)

Peter Filak fortæller, at han overlever på 800 – 1000 kalorier om dagen udelukkende fra hele frugter og grøntsager. Selv hans chihuahua Sachi er med på diæten. Han spiser et par æbler og en banan inden deres daglige gåture på 12-16 kilometer, og hun får en kiwi eller nogle gulerødder, hvis hun er tørstig.

"Selv hvis man filtrerer sit vand, så erstatter man bare et kemikalie med et andet… [Det er især] i det filtrerede vand, at man finder klor og fluorid og alle sådan nogle ting," forklarer han i en af sine mange videoer om ernæring, sygdomme og afhængighed, som han poster på sin hjemmeside, More Apples a Day. "Selv da jeg startede på min diæt med rå frugt og grøntsager, vågnede jeg to eller tre gange om natten og skulle tisse. Det gav ikke nogen mening for mig. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle drikke så meget vand."

Læs også: Det du ikke lærte om stoffer i skolen

Advertisement

Der er også andre fordele ved livsstilen, forklarer Peter Filak. Han bruger næsten ingen tid på madlavning, har angiveligt en uendelig mængde kreativ energi, og så hans absolutte yndlingsfordel: "Jeg sveder ikke, og jeg lugter slet ikke."

Da jeg hørte om Peter Filak og hans prædikener om at droppe vandet, løb det koldt ned af min perfekt hydrerede ryg. Hvis jeg tror på noget i denne verden, så er det vand. Jeg ser det som en krystalklar løsning på de fleste af livets dagligdagsproblemer, som forkølelse, hoste, tør mund, onde tømmermænd, eftermiddagstræthed, eksistentielle kriser og tørst. Jeg er et flaskebærende medlem af otte-glas-om-dagen klubben. Hvor der er vilje, er der vand.

Men Peter Filak betvivler hele præmissen for at være velhydreret. Som raw-food veganer er hans mål kun at leve af frugt og grønsager (foruden en McDonalds burger her og der men mere om det senere). Han satser på at blive så gammel som muligt og håber på at nå 150 år. Den drøm har den 26-årige H2O-hader haft længe. Allerede i tredje klasse besluttede han, at han ikke ville drikke eller tage stoffer. Nu underskriver han sine lange afhandlinger om emnet på nettet med udtrykket: "LIVE longer we will."

"Jeg begyndte min selvoplysningsproces i en tidlig alder," fortæller han mig over Skype fra sin seng i Seattle. Han flyttede vestpå fra Pennsylvania for et halvt år siden, fordi der var mere interesse for hans budskab om sund kost og afholdenhed. Han sluger den ene bog efter den anden om sygdomme og afhængighed og nævner i flæng The China Study, The Emperor of All Maladies samt dokumentarerne Forks Over Knives og Fat, Sick and Nearly Dead som inspirationskilder.

Advertisement

Som raw-food veganer er hans mål kun at leve af frugt og grønsager. Han satser på at blive så gammel som muligt og håber på at nå 150 år.

Han flyttede også på grund af gnidninger med sin familie, fortæller han. Hans forældre havde svært ved at acceptere hans valg af livsstil.

"Den generelle holdning var, at jeg var en idiot," fortæller han. "Jeg har altid haft konfrontationer med mine forældre om den slags. Da jeg fortalte dem, at jeg var veganer, begyndte min mor at græde, og min far blev vred. De sagde, at jeg havde OCD, og at der var noget alvorligt galt med mig." Men nu er begge hans forældre (hans far er kok, og hans mor er sygeplejerske) veganere, og hans far har endda været på en juice-udrensningskur. De drikker dog begge stadig væske.

Peter Filak forlod sit job som sygeplejerske i december 2012, primært på grund af uenighed om hospitalets kostvejledning. "Jeg indså bare, at hospitaler bliver drevet ligesom virksomheder," sagde han.

Siden da har han fokuseret på at skrive. Han har skrevet fem bøger, som han selv publicerer på Amazon. Han skriver om alt fra seksualitet til madafhængighed og har to bøger mere på vej. Udover sine prædikener på YouTube, har han også været performer på Chaturbate, – en hjemmeside hvis slogan er "At onanere mens man chatter på nettet" – selvom han holder en pause med det for tiden.

"Hvis du vil have et interessant perspektiv til din artikel, så foreslår jeg, at du prøver min ingen-vand udfordring," skrev han til mig forud for vores Skype chat. "Jeg opfordrer altid mine læsere og seere til at tvivle på mine idéer og endda til selv at prøve dem af i stedet for bare at tro på mig. Så her er den:

Advertisement

Tag en hel dag, hvor du ikke spiser andet end vandmelon. Lad være med at spise eller drikke noget som helst andet. Når dagen er slut, har du formentlig aldrig lyst til at spise vandmelon igen, fordi du skal tisse hele fucking tiden (det er grunden til, at jeg næsten aldrig spiser det). Tag bagefter en dag, eller et par dage, det er op til dig, hvor du ikke spiser andet end æbler eller pærer. Så en dag med bananer. Så en dag med gulerødder. Gør det hele i træk."

Jeg stejlede over det, men jeg må indrømme, at jeg også var nysgerrig. Jeg var ikke bange for, at det skulle være farligt, for jeg har set mange overleve den ugelange juiceudrensning, men jeg tog alligevel en snak med en diætist om den væskefrie livsstil.

"Enhver diæt, som udelukker en bestemt gruppe fødevarer, er et fuldstændigt uholdbart modefænomen," forklarer Lisa Sasson, som er klinisk professor i ernæring ved New York University. "Dehydrering er meget alvorligt. Der er fluorid i vand, som er vigtigt for tændernes sundhed. Det renser ganen, bidrager til kroppens vigtigste funktioner og hjælper vores nyrer."

Med den viden i baglommen gik jeg alligevel videre med Peter Filaks forslag. Jeg gav afkald på min morgenvane, hvor jeg bæller to glas vand, fyldte en kæmpe beholder med vandmelon og tog på arbejde. Ved frokosttid havde jeg det egentlig meget godt og havde slet ikke skulle tisse så mange gange, som jeg var blevet advaret om. "Måske har ham Peter Filak fat i noget," tænkte jeg.

Advertisement


Så bestilte mine kolleger pizza, fordi der var en, der havde fødselsdag. Det jeg elsker mest i verden (bortset fra vand) er pizza. Du kan sikkert regne ud, hvordan resten af min udfordring gik. Da jeg endeligt kastede mig over en vandhane om eftermiddagen, føltes det som om, jeg havde været på en ugelang ørkenvandring. Jeg overvejede et øjeblik, om jeg kunne være afhængig af vand.

Afhængighed spiller en central rolle i Peter Filaks madfilosofi. Han kæmper med fast food afhængighed, hvilket han gør et stort nummer ud af at indrømme på Twitter. Han foretrækker udtrykket "moderne fødevarer" til at betegne alt det, der går ind i kategorien af fødevarer, som er industrielt forarbejdede eller ikke kan findes i naturen.

"Nu ser jeg helt anderledes på mennesker, som er afhængige af noget, uanset om det er mad eller heroin. Jeg forstår det," fortæller han. "Hvis alle er afhængige af noget, så anses det ikke som en afhængighed. Hvis nogle få er afhængige af noget, vil de fleste undgå det, fordi det er kendt som en afhængighed. Og det er den kæmpe betonmur, som adskiller afhængigheden af moderne fødevarer, og noget man sniffer."

Men Peter Filak forventer ikke, at folk hopper med på vandmelonsvognen helt ukritisk.

"Jeg siger altid til folk, at de skal prøve det af. Jeg var meget kynisk i starten, og syntes at alle var nogle idioter. Men jeg kastede mig over det, der gav mening for mig, og det der virkede indlysende. Jeg forstår godt, at jeg ikke kan tvinge nogen til at se tingene på min måde. Jeg ser hellere, at de finder ud af det selv."