At gøre en ende på 'dem' og 'os'

FYI.

This story is over 5 years old.

Interviews

At gøre en ende på 'dem' og 'os'

Kashif Ahmad blev mødt med bemærkninger som, at han "skulle skydes i nakken", da han stiftede Nationalpartiet sammen med sine brødre. Men kampen mod fremmedhadet startede lang tid før.
March 10, 2016, 9:11am

Kashif Ahmad. Alle billeder af Sarah Buthmann.

Avedøre Stationsby er en borg. En skare af lave betonbygninger, som udadtil afgrænses af ubrudte rækkehuse, hvis adresser passende er Bymuren 1 og så deropad. Over det hele troner det ti etager høje 'Store Hus', et lejlighedsbyggeri hvorfra hele bydelen kan overvåges, og skal man ind eller ud, er der kun to veje at vælge imellem.

Det er her, Kashif Ahmad voksede op. I et område, der er designet som et panoptisk fængsel. Det er det, formanden for og medstifteren af Nationalpartiet kalder sin hjemby, eller i hvert fald dens planlægning.

Advertisement

For Avedøre Stationsby er ikke kun en borg og overhovedet ikke et fængsel. Bydelen, som godt nok havde status som indvandrerghetto indtil byfornyelsen i 90'erne, er også et sted, hvor alle kender alle, og hvor der derfor er et stærkt sammenhold, en stor åbenhed og en stor tryghed, siger Kashif Ahmad. Selvom det ofte har været et tilfælde af 'dem og os', når resten af Hvidovre Kommune har talt om Avedøre Stationsby, så elsker han området, han taler om det med varme og respekt, for her er han formet, både som menneske og som politiker:

"Avedøre Stationsby er et sted, som har stor betydning for mig. Jeg har gået i skole her, jeg har gået i gymnasiet her, jeg har arbejdet her, jeg har boet her. Jeg bor her. Jeg er glad for at kunne repræsentere min bydel. Det betyder enormt meget for mig."

Jeg møder 35-årige Kashif Ahmad på bydelens bibliotek, en fuldstændigt almindeligt udseende omgang offentligt byggeri med obligatorisk grå gulve og bogreoler i rækker. Kashif er nydeligt og afdæmpet klædt og hilser på alle, han møder. Det virker som om, han kender de fleste. Håndtrykket er solidt, men det skal det selvfølgelig være, når man er politiker. Han forklarer, hvorfor han har valgt at mødes her:

"En rigtig stor del af min opvækst foregik på biblioteket, hvor jeg læste eller spillede eller snakkede med bibliotekarerne. Man kan sige, at jeg fik en stor del af min dannelse på Avedøre Bibliotek. Det var jo en verden, jeg kunne gå ind i og lukke alt andet ude. Bibliotekarerne var rollemodeller, opdragere, forældre og meget mere engagerede i os, end de burde være".

Advertisement

Om Avedøre Stationsbys fæstningslignende byplanlægning siger han: "Jeg tror, det spiller en underbevidst rolle. For man har altid snakket om dem og os; selv politikerne i byrådet taler sådan. Dem og os".

Altså skal det handle om politik, det her, men det skal også handle om, hvordan en bydel og en familie kan forme en mand. Om hvordan en højredrejning i dansk politik skabte grobund for et parti, som alene ved reaktionerne på dets stiftelse beviste, hvor galt det står til.

Da Kashif Ahmad og hans brødre Aamer og Asif stiftede Nationalpartiet i 2014, var det fordi, Danmark var kommet helt ud at skide. Efter terrorangrebene i USA 11. september 2001 og systemskiftet i Danmark to måneder senere begyndte frygten for det fremmede at vinde indpas i danskerne, og valg efter valg voksede Dansk Folkeparti på ryggen af den.

Den måde, man talte om indvandrere og udlændinge på, ændrede sig, og pludseligt kunne folkevalgte politikere skrive, at muslimer var at sammenligne med kræftceller, og sige, at muslimske fædre slog deres døtre ihjel og i øvrigt vendte det blinde øje til, at deres onkler voldtog dem. Selvom nogle af disse udfald rent faktisk blev påtalt, blev grænsen for, hvad det var okay at sige om især muslimer, rykket, og på trods af at Kashif Ahmad selv havde oplevet at blive diskrimineret mod gennem sin opvækst, blev han overrumplet af den stigmatisering, han nu så i samfundet.

"Det var som om, den diskrimination, jeg selv havde oplevet sporadisk, nu begyndte at komme hjem i min stue gennem mit fjernsyn. Jeg har haft tider, hvor jeg ikke ville se nyheder eller læse aviser, fordi det gjorde mig i dårligt humør," fortæller han.

Advertisement

Tonen blandt politikerne blev forrået, og de venstrefløjspartier, som traditionelt skulle opponere mod højredrejningen, fulgte i stedet med den eller forholdt sig passive. I efteråret 2014 var det kommet dertil, at Kashif Ahmad og hans brødre ikke længere kunne sidde det overhørigt.

"Jeg selv blev set som indvandrer eller muslim, før jeg blev set som Kashif eller som danskpakistaner eller bare som menneske. Fordi jeg var mørk i huden, var jeg hele tiden på minuspoint; der var hele tiden en form for mistænkelighed over for mig," siger han.

"Der var et pres på mine skuldre, hver gang jeg gik ud, og så var det jo op med paraderne. Det føltes som om, jeg var med i en boksekamp."

Nationalpartiets stiftelse i sig selv beviste, mener Kashif Ahmad, at der var behov for et parti, som ville "de sande, danske værdier". For da de tre pakistanskfødte brødre gik på tv og fortalte, at de ville bygge deres parti på respekt, tolerance og fredelig sameksistens, blev de mødt med det modsatte, nemlig dødstrusler.

"Der var noget helt galt. Jeg sad på tv med et dansk flag bag mig og sagde, at vi var danskere, som ønskede at stoppe den højredrejning, vi så, og at vi nu stiftede et parti, fordi vi elskede vores land. Så var der nogle, der sagde, at vi skulle skydes i nakken," fortæller Kashif.

"Men ansvaret for det er politikernes, for de reaktioner var symptomer på det, de foretager sig. Når folkevalgte politikere konkurrerer om, hvem der kan håne mindretallet mest, så blåstempler de reaktioner som dem."

Advertisement

Nationalpartiet nåede inden valget i juni ikke at indsamle de 20.109 vælgererklæringer, der kræves for, at et parti kan stille op, så nu arbejder Kashif Ahmad hen mod kommunal- og regionsvalget i 2017, hvor partiet endnu engang vil kæmpe for at genetablere de såkaldte sande, danske værdier:

"At man kan leve sammen i et samfund uden konflikter. Det kan lyde meget definitivt og autoritært, når vi siger, at det er de sande værdier, men jeg vil alligevel vove den påstand, at det er mere dansk end det fremmedhad, som højredrejningen har sat i gang. Og det kan vi jo se med flygtningekrisen, hvor det tavse flertal viste, at danskerne faktisk er medmenneskelige og tolerante. Når flygtningene pludseligt går i vores gader med deres børn, så er vi der, så hjælper vi".

Men er politikerne så bare populister hele bundet? "Ja, det synes jeg til en hvis grad, at de er. Som sagt peger pilen tilbage på politikerne, for de kan jo rent faktisk godt ændre noget, men fordi vinden blæser mod højre, så følger de med. De sælger ud af deres værdier, hvilket får folk til at miste respekten for dem. Og det gør det jo kun værre."

Kashif Ahmad kan tale længe om politik. Det er et emne, han tydeligvis føler sig hjemme i. Man kan spørge ham om tilknytningskravet eller om 24-års reglen, og så vil han læne sig frem over bordet og klart diktere, hvorfor det hele er noget lort. Lidt anderledes er det, når man spørger ind til personlige forhold. Det er ikke meget, men han tøver en smule, da jeg spørger ind til hans mor, der døde, da Kashif var otte.

"Hun fik et astmatisk anfald. Det var meget forfærdeligt, hun var gravid i ottende måned. Det var en almindelig sommerdag, vi havde gæster på besøg, vi boede lige hernede i nummer 21. Tre minutter herfra. Pludselig fik hun vejrstrækningsproblemer og faldt om. Der gik lang tid, før ambulancen kom, de kunne ikke finde det, og fra den ene til den anden dag, var hun væk. 36 år gammel."

Advertisement

"Nu er vi i den alder, hun havde, da hun forlod sine børn og livet, og tænk dig at skulle det. Det er nu, vi kan give noget videre til vores børn, og så at skulle give slip og forlade det hele. Vores søskendeflok er meget sammentømret på grund af vores mors død, og jeg tror da også, vi blev mere voksne på grund af det. Min søster, som dengang var ti, er i dag en slags mor for os brødre. For min far skulle jo arbejde, selvom han skyndte sig hjem, når han var færdig. I dag bor vi stadig inden for en radius af to-tre kilometer af hinanden".

Især Kashif Ahmads far har spillet en stor rolle i hans liv.

"Han har været helt genial. Han kunne være gået helt ned med flaget, da min mor døde, men jeg kan ikke huske et forældremøde, han har misset. Jeg kan ikke huske en fodboldkamp, han har misset. Og det på trods af at han arbejdede fuldtid som taxavognmand, og han havde tre sønner, som alle sammen spillede fodbold," siger han.

"Da vi var femten og fortalte ham, at vi gerne ville begynde at gå med aviser, sagde han, at han hellere ville arbejde lidt mere og så give os de penge, hvis vi så i stedet ville bruge tiden på at studere. For det ville vi i sidste ende være gladere for. Vi fik ikke lov til at hænge på gaden til klokken tolv hver aften, vi skulle tidligt op om morgenen og i skole. Jeg har haft venner, som for øjnene af mig begyndte på kriminalitet, fordi de kedede sig. Selvom de var gode mennesker i deres hjerter, faldt de i. Min far sørgede for, at det aldrig ville ske for mig og mine brødre."

Advertisement

I Kashifs barndom tog faderen hvert år familien med til Pakistan, så de kunne se de byer, som han selv, hans far og hans farfar var vokset op i. Byer, hvor der hverken var rindende vand eller elektricitet.

"Og vi hadede det," husker Kashif Ahmad.

"Vi ville bare gerne hjem. Men vores far sagde, at det var vigtigt, at vi så det, så vi kunne sammenligne med det liv, vi levede, og være taknemmelige for det. Og da vi blev ældre, begyndte hans snak at gå fra at handle om taknemmelighed til at handle om at betale tilbage til samfundet. Gennem uddannelse, arbejde og alle former for aktiviteter. Politik," siger han.

"Min far har haft en plan. Og den er lykkedes meget godt for ham."

Mere om dansk politik fra VICE:

DF er imod forslag om at fjerne transeksualitet fra listen over psykiske lidelser - men ikke af den grund som du tror

Vi spurgte Jane Knudsen fra Alternativet om, hvem der egentlig stod bag 9/11

Sådan er livet på endestationen for Danmarks uønskede asylansøgere