Jeg har aldrig onaneret, og mit liv er fint

Jeg ser kun sjældent mit sperm om morgenen. De våde drømme er flygtige, og elskerens ansigt altid uklart som i et fingermaleri. I drømmene siger jeg et eller andet "tak fordi du kom"-agtigt, mens jeg rører hendes fantomkrop. Hun svarer "Jeg er glad for at være her, jeg nyder det virkelig." Så svæver en fræk, lyserød brystvorte ind i mit synsfelt som en komet, og jeg trykker den blidt. Jeg vågner op til den fugtige morgen, med våde lagener under mig.

Min krop gør det stille og ubevidst, som det lille hurraråb jeg udbryder efter at have snakket med en sød pige. Men for mig er de natlige udløsninger, de eneste min krop får, for jeg har aldrig onaneret i mine 21 år på denne jord.

Det forfærder de fleste: Onani er naturligt! Du bliver helt tilstoppet, hvis du ikke spiller den af! Nogle ser det som en øvelse, der viser udholdenhed, som om det ikke at onanere er en bedrift. Selv overfor de mest fordomsfrie er jeg offer for den gamle joke: "98 procent af folk onanerer, de sidste 2 procent lyver."

Jeg har overvejet det. Jeg har bare aldrig følt lysten. Jeg er muligvis den eneste mand i menneskelighedens eksistens, der aldrig har rørt ved sig selv, men der er jo masser af ting, jeg ikke har rørt ved – en liger, Den Røde Plads, en autentisk bagel fra New York. Der findes uendeligt mange ting, der er mere spændende end mig, der sidder alene med min pik i hånden.

Men hvem har ikke en historie om første gang, det gik op for ham, at hans penis kunne gnides til orgasme som en Genie i en magisk lampe? Onani er en milepæl i opvæksten; senere bliver det en vane, der som minimum forebygger vanvid. Døden og onani er de tabulagte uundgåeligheder, der danner basis for alt liv og kunst. Onani er som at tilhøre en hemmelig klub: Alle ved, hvad der foregår, så ingen behøver at tale om det direkte. Der er et afsnit af Seinfeld, hvor George Costanza sætter sig ned ved bordet og siger til Jerry Seinfeld, at hans mor "opdagede ham".

Jerry spørger, "Mens du gjorde hvad?"

George laver en grimasse, "Du ved…"

Studiet bryder ud i latter, fordi vi alle ved, hvad de snakker om. Hentydningerne forener os. I Danmark eller i Paris, omgivet af marker eller kunstrelikvier - alle folk har bukserne ned og knepper sig selv. Og verden behøver det. Uden onani og håbet om en genforening af Friends ville der flyde blod i gaderne af din by.

Jeg blev bare aldrig medlem af den klub. Det pubertære øjeblik, hvor det er meningen, man skal opdage den mandlige anatomis vidundere, præsenterede aldrig sig selv for mig. Det har det stadig ikke gjort.

Liderlighed er som Helligånden. Jeg har set nogle fyldt af den, der lovprisende sang og græd ved altre af hengivenhed – men jeg har altid set det som værende lidt fjollet. Jeg er katolsk opdraget, og før mit første skriftemål blev jeg givet et opgaveark til at holde styr på mine synder. De mest almindelige synder stod angivet:

JEG VAR ULYDIG OVERFOR MINE FORÆLDRE.

JEG HAR BESPOTTET GUDS NAVN.

JEG HAR ONANERET.

Jeg skriblede altid et spørgsmålstegn ved "onani" og gav opgavearket tilbage til Fader Ennis. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad det var. Faderen troede bare, jeg var flabet, så jeg fik altid en ualmindelig streng straf, og min familie efterlod mig på kirkebænken, mens jeg gentog de påkrævede ave mariaer, indtil de mistede betydningen. "Hellige Maria, Guds Moder! Bed for os syndere…"

Én gang forsøgte jeg mig med onani – på et eller andet tidspunkt i gymnasiet – efter at have hørt på en hel del hype omkring det. Med al den håndcreme lignede min penis et glinsende porcelænsmarsvin, våd og glimtende. Det hele slog mig som værende ret absurd. Hvad var det meningen, jeg skulle gøre med den? Det virkede fjollet at lade mig selv glide ind i en ambulatorisk automatisme; at fantasere om mig selv med en nøgen skønhed og opfinde øjeblikke, der i virkeligheden ikke fandtes. Så jeg gav op.

Første gang jeg kom i mit vågne liv var oppe i min eks-kæreste. Hun tog min mødom, da jeg var 20 år gammel. Vi gjorde det efter en fest, imens vi var igang med at drikke iskaffe fra McDonald's. Da jeg kom, kom hun også. Det var en gensidig blanding af væsker. I 15 minutter gik klappen helt ned for mig, mens jeg gurglede kompleksiteterne af det hele som en nybegynder til vinsmagning. At få en orgasme føltes naturligt, normalt – næsten prosaisk. Slår mænd ihjel for det her?

Sex blev en almindelig ting. Efter at være kommet, vendte jeg tilbage til min sædvanlige tilstand af kejtethed – jeg har altid været akavet i sociale situationer, selv med mine nærmeste. Men min kæreste sagde, jeg var en anden i sengen. Hun kaldte mig sin bedste elsker. Jeg følte mig stolt og imponerende. Måske er det manddom.

Da vi slog op, blev vi enige om at vores venskab var noget, der var værd at gemme. Men så afbrød hun kontakten. Hun sagde, hun ikke kunne være venner med en tidligere fortrolig – orgasmerne komplicerede tingene. Og så talte hun aldrig til mig igen.

Når jeg tænker på hende, husker jeg bare de dage, hvor vi lå sammen på plettede lagener, indgydet med en dyb ærefrygt for vores orgasmer. Og måske er det det, der skaber onanister: at blive efterladt, med pikken i hånden, på jagt efter minder.