Tag en pause fra pølsefesten med den nye "Lilies"-video fra Stadens egen Melissa Inya

Her har du noget tiltrængt kvindeligt sammenhold, i en tid hvor dansk musik (stadig) svømmer i testosteron.

Er du klar over, at kun 11 procent af de nominerede til årets Danish Music Awards er kvinder? Og at der slet ikke var nogen kvindelige optrædende til Grøn Koncert i år?

De to sætninger, du lige har læst, er godt nok sande, men de er også primært med i den her artikel for at få de mandschauvinistiske læsere, der skulle have forvildet sig herind, væk. Så nu, hvor vi har etableret et fordomsfrit rum kun bestående af dig og mig, kan jeg vise dig noget, de snæversynede svin, der lige er skredet fra artiklen, ikke har fortjent: Danske Melissa Inyas debutsingle, "Lilies".

Advertisement

De seneste år har Melissa Inya ved hjælp af en række koncerter skabt et navn for sig selv som sangerinde på hjemmebanen Christiania, men hun har ikke udgivet noget musik. Indtil nu. Hendes nye sang er poppet, soulfyldt og ignorerer fuldstændigt, at det danske vejr har taget en nærmest Game of Throne'sk drejning, hvor ingen af os længere ved, om vinteren kommer til at vare ni måneder eller ni år. I stedet bakker livsbekræftende blæsere, bas og trommer op om sangerindens selvsikre vokal.

"Nummeret skal vise, at det er muligt at lave noget, der rækker ud til rigtig mange forskellige mennesker. Ikke bare pop, jazz, rap eller soul, men flere forskellige genrer i ét stykke musik," fortæller den 28-årige sangerinde.

Videoen til "Lillies" er produceret af Toaster Images og gør netop op med overfloden af penis i den danske musikbranche. Her omgiver Melissa Inya sig nemlig med et kæmpe girl squad i ordets reneste betydning.

"Jeg har valgt kun at tage kvinder med, fordi det kan gøre noget helt magisk, når man sætter kvinder sammen. Jeg elsker at se kvinder være sammen, og jeg synes ikke, at man ser det nok for tiden," siger Melissa. "Og man behøver ikke lave en video, der er herrevred, for at styrke kvindeligt sammenhold. Nogle af dem, jeg har vist den til, har ikke engang lagt mærke til, at der kun er kvinder med."

Stress af til noget groovy soul, mens du samtidig slår et slag for kvindeligt sammenhold ved at se videoen til "Lilies" her: