Kære Mikkel. Du var engang en sej person. Men så blev du far

Hey Mikkel!

Stort fucking tillykke, mand. For cirka halvandet år siden havde du held til at forplante dig, og takket være din utrættelige tilstedeværelse på sociale medier har vi været med hele vejen fra ultralydscanningen over det uundgåelige "se min højgravide kæreste, der kigger dybsindigt ned på sin mave"-billede og frem til forløsningen. Dagen, hvor Villads kom til verden (jeres navne har jeg ændret, men jeg håber, du ved, hvem du er, "Mikkel". Og det gælder også dig "Alexander" og "Mads" og "Tobias" og "Nicholas" og alle jer andre nybagte Facebook-fædre.)

Cirka 10 sekunder inde i Villads' liv dukkede den lille guldklump, der ligesom alle andre nyfødte lignede et knæ i ansigtet, op i mit feed med ledsagende informationer om almen sundhedstilstand, og naturligvis høstede knægten næsten lige så mange likes som sin vægt målt i gram.

Her havde været et godt sted at slukke for telefonen og komme i gang med skifte lortebleer. Her kunne du, Mikkel, på vegne af Villads, have stoppet på toppen, for så mange likes får den lille purk nok næppe igen, før han om cirka 30 år laver samme stunt som sin far og påtvinger sin omgangskreds at forholde sig til fotos (eller hologrammer, eller hvad der nu rykker i 2047) af sit afkom.

Men på vej hjem fra fødeafdelingen var det, som om du glemte alt om, hvad du tidligere havde svoret – at du ikke ville være "en af dem", der tværede din babylykke ud over folks feed. Men sådan gik det ikke, gjorde det, Mikkel?

Herfra gik det faktisk fuldstændig amok. Lige siden, og flere gange dagligt, har jeg på diverse digitale platforme set lille Villads – og lille Agnes, lille Liam, lille Noah og lille Storm (fucking lortenavn i øvrigt) og lille Vigga – i et hav af ligegyldige situationer som:

Villads ligger på puslebordet / Noah spiser en banan / Agnes laver en lyd / Vigga ligger på sengen / Liam sidder i ladcyklen / Vigga gemmer sig under dynen / Villads smiler til kameraet / Storm har første dag i vuggestuen / Villads smager bacon for første gang: NÅÅÅÅRRRRRRHHHH! (231 likes). Og så videre.

Men hey, I get it, folk har optur over deres babyer, og det skal de også have lov til. Vi har allesammen mennesker i vores omgangskreds, som vi ville ønske, vi ikke kendte. Det er som regel de folk, man stopper med at følge på Facebook, men det har jeg jo ikke lyst til at gøre med dig, Mikkel, for du er en af mine gode venner, og jeg føler mig en lille smule som et hjerteløst røvhul, hver gang jeg ser et billede af din baby og tænker for mig selv, at jeg er fucking træt af glo på den.

Og jeg er ikke alene. Min vennekreds har efterhånden delt sig i to: Dem med babyer, og dem uden babyer, og blandt os, de barnløse, er der opstået en ny disciplin, som du nok ikke kender til: Vi screenshotter dine Villads-opdateringer og deler billederne med hinanden, mens vi i fælles forargelse snakker om, at du har mistet din kant og er blevet lige så blød som din søns barnerumpe.

Vi kan ikke forstå, hvad der er blevet af vores gamle ven, der med sin misantropiske charme og fandenivoldske indstilling til livet altid var frisk på en hverdagsbrandert. Vi savner den gamle Mikkel, der engang fyrede en burger i fjæset på en flabet amerikansk turist på Strøget, men som nu tuller rundt derhjemme, kisteglad og overtræt, og tilsyneladende har det fedt med at få et andet menneskes afføring på fingrene flere gange dagligt.

Men den store hemmelighed er ikke, at vi baby-bagtaler dig, Mikkel. Den virkelige hemmelighed er, at vi (bemærk hvordan jeg elegant har bevæget mig fra "jeg" til det mindre personlige "vi") nok er en kende misundelige på dig, fordi du virker så forbandet lykkelig over dit nye liv – også selvom du, når vi endelig får dig at se til den årlige julefrokost, bliver fuld og fortæller, at "søvn er det nye sex" for dig. Ja, selv det lever du fint med, selvom vi indtil for ganske nylig kendte dig som en liderlig stodder, der aldrig gik alene hjem fra byen. Nu står du med din fadøl i hånden og gaber, og pludselig har du lavet forsvindingsnummeret, så du kan stå op med familien dagen efter.

Igen er det sgu nok dig, der har trukket det længste strå. For ærlig talt, hvem vil ikke hellere være lykkelig familiefar end at tåge rundt i Kødbyen søndag morgen med den smertelige bevidsthed om, at tilværelsen for mænd i 30'erne bør se radikalt anderledes ud.

Så endnu engang tillykke med livet, Mikkel. Nu ved du, hvorfor dine gamle venner er holdt op med at like dine billeder. Villads er en skøn dreng, og jeg skal nok kaste nogle likes efter ham, når jeg får min egen baby. Men indtil da så få lige ro på de babyopdateringer – ellers er det dig, der får en burger (eller lorteble) i ansigtet, næste gang jeg besøger jer.

Far og søn på billedet er ikke Mikkel og Villads – men det kunne det sagtens have været. Foto via Flickr-brugeren Ray Dumas.