Hvad jeg lærte af at prøve at blive professionel fodboldspiller i Europa
Nye naboer

Hvad jeg lærte af at prøve at blive professionel fodboldspiller i Europa

I Syrien spiller vi ikke på rigtigt græs, men på kunstgræs. Jeg tror også, man skal være lidt hurtigere og stærkere for at blive professionel her.
May 29, 2017, 7:00am

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

___

Helal al Baarini er 21 år gammel og kommer fra Homs i Syrien. Han flygtede til Jordan i 2012 og kom til England i februar 2016.

Jeg er flygtning, men jeg er også fodboldspiller. Jeg spiller for Bilston Town, som er et hold, der holder til i nærheden af, hvor jeg bor i Birmingham. Jeg er midtbanespiller og kan både spille på kanterne og lige bag angriberen. Nogle af mine holdkamerater kalder mig 'Coutinho', fordi jeg har lidt den samme spillestil. Jeg kan sagtens score mål, men jeg fokuserer mest på at skabe chancer for andre.

Advertisement

Jeg har drømt om at spille i England, lige siden jeg var dreng. Premier League er den stærkeste liga i verden. Jeg er fan af Liverpool, men jeg ville elske at spille for et hvilket som helst hold herovre. Jeg vil spille for alle, der vil give mig chancen.

Jeg kommer oprindeligt fra Homs. Min bror og jeg flygtede fra krigen i Syrien i 2012 – mine forældre bad os forlade familien og alt den vold og krig omkring os. På det tidspunkt spillede jeg for Al-Karamah SC, som er en af de bedste klubber i landet og en af de ældste idrætsforeninger i hele Asien. Jeg begyndte allerede at spille for Al-Karamah, da jeg var syv år gammel, og endte med at spille for deres U17-hold. Før jeg forlod Syren, blev jeg kåret til den bedste spiller i U17-ligaen. Mit liv var dejligt, inden krigen startede. Det var virkelig hårdt at forlade landet, men krigen havde ødelagt alt, vi holdt af, og alt vi kendte til. Vi kunne ikke længere gå en tur ned ad gaden.

Helal, som spiller for Bilston Town FC, før og under en kamp mod Wolverhampton Casuals FC. Alle billeder af Simon Hadley.

Da vi forlod Syrien, var jeg 16, og min bror var 18. Vi tog en bus til Amman i Jordan, fordi min bror havde en ven, der boede der. Vi tilbragte fire år i Amman, hvor vi spiste, sov og boede på et enkelt værelse. Jeg arbejdede med at lave kaffe, og jeg arbejdede hårdt for at spare penge op, men alt i Jordan var meget dyrt. Vi havde aldrig nogen penge, og det var rigtig svært. Hver dag tog jeg til fodbold- eller styrketræning, og for at spare penge gik jeg de 13 kilometer derhen.

De første 2-3 måneder trænede jeg bare alene, men så holdt Al-Faisaly SC åben prøvetræning. Det er en af de bedste fodboldklubber i Jordan. Efter første træning inviterede de mig til at blive en del af klubben, og jeg sagde ja tak. Mens jeg spillede for dem, ringede det syriske landshold til mig og bad mig spille for dem, men jeg sagde, at jeg ikke kunne tage hjem. Jeg kunne kun spille for dem, hvis kampene blev spillet i Jordan eller Libanon. Jeg endte med at spille to kampe for det syriske landshold mod Libanon. Vores hold ville også deltage i en turnering i Palæstina, men vi fik ikke lov til at komme ind i landet på grund af vores syriske pas – landsholdet drog tilbage til Syrien, og jeg tog tilbage til Jordan. Jeg spillede for Al-Faisaly i halvandet år og bagefter for førsteholdet hos Dar Al-Dawa.

Advertisement

Sidste år hjalp FN min familie med at komme til England. Mine forældre og vores lillesøster kom til Jordan for at mødes med os, og så fløj vi alle hertil sammen. Min far er mekaniker, men han har ikke arbejdet, siden sidst han fik et hjerteanfald. Min mor er sygeplejerske, men hun arbejder heller ikke, for hendes engelsk er ikke godt nok endnu. De er begge i gang med at lære engelsk. Min bror læser computervidenskab på Birmingham City Universitet, og min søster er 13 og går i skole. Jeg læser engelsk på et højere niveau, så jeg en dag kan søge ind på en coachinguddannelse.

Da jeg lige var kommet til England spillede jeg for Continental Star, men jeg skiftede til Bilston Town. For et par måneder siden havde jeg chancen for at træne med Birmingham City. Min sagsbehandler i kommunen havde talt med dem og forklaret, at jeg var fodboldspiller, så de lod mig træne med. Jeg nød det virkelig, og de var også glade for mig, men de gav mig ikke en kontrakt, for de havde allerede nok spillere på den position. Jeg ville elske at få en chance mere i en topklub. Jeg ved, at jeg kan vise mit værd, hvis de giver mig lov.

Selvom spillet er det samme, er det anderledes at spille fodbold i Syrien end i England. Hvis man er under 20 og træneren kan lide en, så får man en femårig kontrakt, som giver omkring 2500 kroner om måneden. Man kan ikke skride fra sin kontrakt, før den er slut, og alle tjener lige meget.

Advertisement

Da jeg var i Libanon med det syriske landshold, ringede manageren for en af de største fodboldklubber i Syrien for at høre, om jeg ville skrive under på en ny kontrakt med dem. Det sagde jeg nej til, for jeg spillede for Al-Faisaly i Jordan, og jeg ville ikke tilbage til Syrien. Da jeg kom til Birmingham City, var det en helt anden verden. Græsset, omklædningsrummene, det hele var anderledes.

I Syrien spiller vi ikke på rigtigt græs, men på kunstigt 4G-græs. Jeg tror, man bliver nødt til at være lidt hurtigere og stærkere, hvis man vil være professionel i England. Der, hvor jeg kommer fra, er der ingen spillere, der får kontrakter på 100 eller 250 millioner kroner, selvom vi har gode spillere.

Sikkerheden er også en af de store forskelle på øst og vest. Mens jeg spillede i Jordan, var der en spiller, der døde under en kamp. Jeg var på banen, da det skete. Han slog hovedet og slugte sin tunge – ligesom det skete for Fernando Torres for nylig. Men hos os kom ambulancen for sent og havde ingen ilt med, så han overlevede ikke.

Folk her i England har været venlige og støttet mig og min familie, og det sætter jeg virkelig pris på. Jeg har fået mange venner ved at spille fodbold og studere her. Jeg føler mig sikker, og i sidste ende er det alt, hvad vi syrere leder efter: Et sted, hvor vi kan bo i sikkerhed, ligesom alle andre mennesker. Vi bor i et område af Birmingham, der hedder Handsworth, og det er meget anderledes end Syrien. Både sproget og kulturen. Men alle har hjulpet os.

Da jeg kom hertil, talte jeg slet ikke engelsk. Det har ændret sig, og jeg kan snakke med folk nu. Krigen i Syrien ødelagde alting. Den smadrede bygninger, og den smadrede drømme. Jeg håber, at jeg kan tage tilbage til Syrien, men jeg tror, der kommer til at gå lang tid, før det kan lade sig gøre. Selvom jeg håber, at jeg igen kan spille fodbold dernede, er min drøm at blive professionel fodboldspiler i England. Jeg håber, jeg får en chance for at vise folk, hvad jeg dur til.

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Ønsker du at støtte lokalt, kan du donere til den britiske velgørenhedsorganisation Refugee Action her.