En snak med SPYO – anarkisten, der bombarderer Københavns facader med systemkritik

JERES SYGSTEM  / FUCK ALTING / STOP JYDEN / MANUAL FOR HIPSTERS / YOU ARE ONLY FREE WITHIN THE SYSTEM / SAMME RUTINE HVER DAG / STØJBERG LOVES ANAL / RIGE SVIN / EGOTRIP / NOTHING U DO MATTERS / DU VARER 1 ØJEBLIK / MENS DU VAR PÅ TINDER

Ringer det en klokke? De ovenstående sætninger er et udpluk af de hundredvis af ulovlige værker, som graffitimaleren SPYO* har påført Københavns gavle, mure og tagrygge inden for de seneste par år. Og hvis du har lagt mærke til dem, så er hans mission lykkedes.

Selv kalder han det "public service". En hilsen til dig, der tramper i pedalerne for at nå hen til din forelæsning, eller noget at tænke over til bilisten, som sidder fast i morgentrafikken på vej til 9-5-jobbet. Hvad skal det egentlig til for? Hvis interesser er det, du tjener ved at knokle som en sindssyg for til sidst at ende på plejehjem – udmattet og udtjent – så du kan overlade pladsen i hamsterhjulet til den næste i rækken?

Det er sådan, SPYO ser på det. Han har ikke skyggen af uddannelse, han betaler ikke en krone til statskassen, og han giver ikke en fuck for det etablerede samfund. Hans foragt for systemet og storkapitalen stikker tilsyneladende så dybt, at han er lige ved at droppe vores aftale, da han laver et baggrundstjek på min arbejdsgiver og konfronterer mig med resultatet i telefonen.

For kan det seriøst passe, at vi engang har haft et samarbejde med Danske Bank, og hvorfor har vi det? Og som om det ikke var slemt nok, har han fundet ud af, at Disney har skudt en masse penge i VICE.

"Der er jeg ret sort/hvid. Jeg gider på ingen som helst måde at tjene nogle kommercielle interesser, og specielt ikke en fucking banks, " siger han og nævner noget med "roden til alt ondt".

Men det lykkes mig at tale ham til ro med løftet om, at han "ikke bliver censureret". Senere samme dag, på Café Nick i Indre By, sætter en stor, karseklippet og overtatoveret mand i malingplettede overalls sig over for mig. Da han griber om sin guldøl og tænder en af mine smøger, får jeg øje på ACAB-tatoveringerne på hans knoer. Han ligner ikke en mand, der hverken kan eller vil tjene sine penge på lovlig vis. Det første spørgsmål flyver nærmest ud af mig.

*Fordi han foretager sig noget ulovligt, fremgår SPYOs rigtige navn ikke af artiklen. Redaktionen er bekendt med hans fulde identitet.

VICE: Har du aldrig haft et almindeligt arbejde?
SPYO: Jo, men kort tid ad gangen, ikke? Det er sgu lang tid siden. Jeg har aldrig nogensinde haft den mindste lyst til at have ansvar for noget som helst. Grundstenen er, at jeg ikke gider "det etablerede". Jeg KAN ikke. Sådan har jeg altid levet mit liv. Jeg har altid følt mig forkert, malplaceret. I forhold til systemer, rutiner, autoriteter. Jeg forstår jo udmærket godt, hvordan de her ting fungerer, men jeg kan bare ikke indordne mig.

Hvordan tjener du så dine penge?
I mange år har jeg stjålet og hustlet. Målet er ikke at blive en stor gangster. Jeg skal bare tjene til dagen og vejen. Jeg har lavet nogle ting i en vis størrelsesorden, men formålet har altid været at have penge nok til at kunne gøre, hvad der passer mig. Jeg var vildere, da jeg var yngre, men jeg har stadig ikke det, man ville kalde for et ærligt arbejde.

Er det ikke svært at leve sådan i et regelret land som Danmark?
Jo. Men omvendt fatter jeg ikke, at folk kan spille spillet. Det der med at stå op og gå på arbejde og komme træt hjem. For hvad? For at få en eller anden luset løn? For at få lov til at være forbruger af en eller anden fucking ligegyldig ting? Jeg fatter det simpelthen ikke. "Men det er jo bare sådan, det nu engang er", svarer folk resignerende. Nej. Det. Er. Ej. Jeg vil gerne fortælle folk, at der er en anden vej.

Hvad er det for en vej?
Det er helt op til dig selv! Det er det, som er hele pointen. Hvornår begynder folk at tænke selv, frem for blindt at følge de regler, der bliver sat op for dem? Hvornår begynder folk at sige fra over for, hvad andre mennesker synes, de skal æde, købe og bruge deres liv på?

Fat, at du skal dø, og hvad du gør i mellemtiden er dit eget valg. Der er altid et valg. Sidder folk seriøst derude og tænker: 'Hvis bare jeg indbetaler til den her pensionskasse, så får jeg nok et langt og godt liv.' Prøv lige at hør her, du ved da ikke, om du falder død om i morgen, eller hvordan verden ser ud om 30 år, så hvorfor fuck bekymre sig om det? Lev nu bare i nuet, mand. Jeg kan ikke andet.

Føler du ikke, du går glip af noget ved at leve så kompromisløst?
Jo, og jeg ville da ønske, at jeg bare kunne indordne mig. Jeg er udmærket klar over prisen, jeg betaler for at stå helt udenfor. Trygheden, familielivet, visheden om en god alderdom. Men du må forstå, at mange af de ting, der ligger i det liv, dem har jeg ingen som helst interesse i. Jeg har i perioder prøvet at lægge outsiderlivet bag mig, men det er et spørgsmål om måneder, før jeg går død i det. Jeg kan ikke være i systemets kasser. Det må jeg bare erkende.

Har du nogen planer for din fremtid?
Næh. Det med at lægge en plan for, hvad man gerne vil med sit liv, det er igen en system-tankegang. Jeg lever fra den ene dag til den anden, og imens gør jeg præcis, hvad der passer mig.

Sagt lidt provokerende, hvorfor slår du dig så ikke bare ned på en bænk og drikker bajere med de andre, der "ikke passer ind"?
Det gør jeg jo også. Måske ikke lige på en bænk, men jeg høvler fucking også som et svin. Når man hele tiden går imod strømmen, bliver man nødt til at dulme sig selv. Jeg har samme grundfølelse som alkoholikeren, der sidder på bænken. Det lyder lidt offeragtigt, men jeg har sgu ikke bedt om at blive født ind i det her lortesystem. Forskellen på mig og dem nede i parken er, at jeg protesterer højlydt. Det gør de måske også – indbyrdes – men jeg skriver det på bygninger, så alle kan se det.

Dit behov for at fortælle folk, at de lever deres liv forkert – handler det oprør i virkeligheden om at legitimere din egen livsstil?
Prøv at hør, jeg ved godt, hvad jeg fremstår som. Jeg er sgu en taber – i samfundets øjne. Men jeg ser ikke nogen dårlig ting i at være en social taber. Jeg giver ikke en fuck for det måleinstrument, der gør mig til en taber. Jeg har ikke nogen intention om at være med i det der system. Selv hvis jeg fik tilbudt en kasket og en flot stilling, så ville jeg sige nej tak.

Hvad siger du til folk ude i byen, som spørger, hvad du laver?
Det er meget sjældent, jeg går ind i den snak. Det er jo et uendeligt ligegyldigt spørgsmål, som dækker over, at man ikke har noget at tale om.

Men nu spørger jeg dig så. Hvad er du – kunstner, graffitimaler, aktivist?
Hvorfor vil du så gerne putte et label på mig?

Jeg prøver at finde ud af, hvordan du ser dig selv.
Jeg er nok mest anarkist. Anti-system. Men igen, fuck de der fællesskaber og grupperinger, der kalder sig det samme. De siger mig heller ikke en skid. Jeg kan godt finde nogle fællesnævnere med nogle af folkene omkring Ungdomshuset for eksempel, men jeg behøver ikke at være med i deres fællesskab for at have den grundkerne, jeg har.

Hvad er det konkret, der driver dig, når du cykler afsted om natten og klatrer op på taget af en bygning for at skrive noget?
Jeg håber, at jeg trænger igennem til folk, og så er det en ventil for mig. Jeg kunne jo også bare stille mig på et gadehjørne med en megafon, og så ville folk tænke 'fuck, en tosse', men her står der noget læseligt og i en størrelse, som gør, at du ikke kan undgå at se det. Måske tænker folk ikke nærmere over det, men når du hver dag cykler forbi de samme ord skrevet med kæmpestore bogstaver på en gavl, så registrerer du et eller andet. Jeg prøver at koge det ned til noget, der kan siges med så få ord som muligt.

Kan du ikke sige det samme gennem lovlig kunst?
Nej. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg skulle være tegner, og jeg sad og nørklede med det, men det sagde mig ikke en skid. Papir er fladt. Så kan du vise din "kunst" frem til dine venner, som kan sidde og klappe dig på skulderen og sige "fedt, mand, jeg er totalt enig." Men jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at hvis bare jeg maler nok mure, så skal folk nok vågne op. Jeg ser heller ikke mig selv som en eller anden frelser, og der er ikke nogen regnbue for enden af det, jeg foretager mig. Der er brug for nulstilling og totalt kaos, hvis det nogensinde skal blive bedre.