Hvad jeg lærte af at læse 'De sataniske vers' som ung muslim

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien/NZ

Jeg var i lufthavnen med min mor, og vi ventede på, at min far kom hjem fra en umrah-rejse til Saudi-Arabien. Jeg stod og trippede lidt, fordi jeg havde fået for mange espressoshots i min iskaffe, da min mor pegede over mod en gate og mumlede: "Hey, se, det er den der forfatter, du godt kan lide – ham din far hader." Der stod Sir Salman Rushdie. Han var udmattet oven på den 14-timer lange flyvetur, men jeg rendte med det samme over og overfaldt ham med spørgsmål, beundring og en selfie-forespørgsel.

Der står ikke noget eksplicit i Koranen om verdslig afstrafning for blasfemi, som det for eksempel er tilfældet med apostasi. Og selvom Rushdie behandler nogle af de dybt modsætningsfyldte spørgsmål, vi har om vores tro, så mener jeg ikke, at han bør lægges for had, netop fordi han opererer inden for kunstens rammer. Derudover mener jeg, at det er vigtigt at behandle spørgsmål om tro, især fordi en del muslimer, som dem der flygter fra Syrien til Vesten, oplever en form for spirituel dissonans på daglig basis. Det er ikke blasfemisk at dokumentere de følelser – især ikke når "blasfemi" er en størrelse, der er op til fortolkning.

Muslimer, der er opdraget i Vesten, har en naturlig tendens til at stille spørgsmålstegn ved deres tro. Bogen bekræfter, at tabet af din tro fører til en sjælelig krise, præcis når det miljø, du bliver introduceret til, ikke er bygget på det trossystem, du blev opdraget til at være en del af.

Men det, der generer mig mest ved fatwaens genopblomstring, er arrogancen ved at træffe sådan en beslutning eller have sådan en "holdning" – som om Islams og den iranske kulturs ry ikke var blevet beskæmmet nok i forvejen. Det er skammeligt at tænke på, at lederen af en kultur, der gav os forfattere som Attar og Sadegh Hedayat samt filmskabere som Kiarostami, Panahj og Makhmalbaf, på ignorant vis nægter at pleje nationens kunstneriske potentiale. I stedet vælger Iran at være snævertsynede.

I gymnasiet løj jeg over for mine fætre om, at jeg godt kunne lide Salman Rushdie. Jeg var bange for, at de ville kalde mig ateist eller munafiq, men sandheden er, at de selv var hyklere. Nærmest ingen i min familie havde læst De Sataniske Vers. Det samme gjaldt min familie i Amerika, Tyskland, Pakistan og Afghanistan. Dem i Afghanistan havde ikke engang adgang til bøgerne, men alligevel var de alle enige om, at manden fortjente at dø.

Måske er det den slags hykleri, der virkeligt går mig på. Eller måske er det i virkeligheden det, at folk for det meste ikke er udstyret med værktøjerne eller de intellektuelle muligheder for at tænke selvstændigt, eller nok frihed til at vurdere et værk på dets egne præmisser. De sataniske vers er for intellektuelle muslimer, hvad Infinite Jest er for hipstere. Alle har den i bogreolen, og alle har en stærk holdning til forfatteren, men de fleste har kun læst de første 30 sider.

Mere fra VICE:

Derfor valgte jeg at blive jomfru igen som 31-årig

Billeder af Rumæniens ultra-religiøse dåbsritualer

Historien om den sydafrikanske sekt som forsøgte at slå dæmon-Hitler ihjel