​Jeg prøvede at downloade MP3-filer fra de hjemmesider, jeg brugte som teenager

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Det hele begyndte med Lars Ulrich. Før han vandt et sagsanlæg mod Napster tilbage i 2000, var ulovlige downloads af musik ikke engang ulovlige. Der var ikke rigtig nogen, der vidste, hvad det var. Men efter den sag var der hundredevis af krænkede musikere, pladeselskaber og lande, der pludselig forsøgte at forhindre folk som mig i at downloade hele Limp Bizkits bagkatalog. For bare et par dage siden blev pirathjemmesiden Isohunt beordret til at betale omkring $50 millioner (338 mio. kroner) til en musikindustri-gruppe kaldet "Music Canada", selvom man ikke en gang kan downloade MP3-filer direkte fra siden, der bare fungerer som et register over andre hjemmesider, hvor musik kan hentes ulovligt. Ifølge Office of Intellectual Property har den britiske regering planer om at hæve strafferammen for musikpirateri til 10 år for de mest alvorlige overtrædelser.

Men da Napster kom til verden, lå standardprisen på en CD på over 135 kroner, og film eller DVD-bokse var ofte dyrere. Underholdningsindustrien behandlede generelt offentligheden med ligegyldighed, og folk følte sig taget i røven. Derfor var der en vis nydelse forbundet med at rippe dem for flere terabytes gratis musik. Hvis du har brug for en sammenligning, der er relevant i dag, så forestil dig, at nogen byggede en ny jernbane parallelt med alle DSBs stationer, og tilbød folk at køre med helt gratis, og DSB derefter udtalte, "Ja, vi ved godt at den anden jernbane er gratis, men at støtte os er det moralske valg."

I sidste ende fandt musikindustrien ud af, at det ikke hjalp noget bare at slå fra sig, og derfor skabte den en gulerod i form af billigere, lovlige downloading- og streamingtjenester, samtidig med at den fik de hjemmesider, der næsten havde ødelagt dens forretning, lukket ned.

Taktikken virkede (stort set), og i dag vil jeg, ligesom alle andre, hellere end gerne lægge mig ud med YouTube og Spotifys omfangsrige musikkataloger frem for at udsætte min computer for obskure, virusinficerede fildelingstjenester. Men jeg undrer mig stadig over, hvad der er blevet af de gamle pirathjemmesider, om de mon stadig eksisterer i en eller anden form for internetkirkegård, eller om de alle sammen er blevet udslettet.

Eftersom mit humør har været udpræget melankolsk hele ugen, besluttede jeg mig for at forsøge at downloade Simon and Garfunkels "The Sound of Silence" gratis på alle de gamle pirathjemmesider for at se om nogen af dem var genopstået i mit fravær.

Først: dem, der satte det hele i gang. Napster.

Her er, hvad du finder, når du klikker dig ind på Napsters hjemmeside nu til dags: et eller andet generisk streamingsite, der ligner en klon af Apple Music eller Spotify. Det lader til, at Napster besluttede sig for at give afkald på sin oprindelige piratånd efter at være blevet bombarderet med højtprofilerede retssager i årevis. Men efter tjenesten blev opkøbt af den amerikanske elektronikkæde Best Buy, og senere lagt sammen med Rhapsody, har den siden re-brandet sig som en streamingtjeneste, som man skal betale for at bruge (a.k.a fucking solgt ud til systemet, mand). Her finder jeg ikke en gratis udgave af en klassisk folkevise.

Næste stop var Pirate Bay, men når jeg forsøger at logge ind på siden, bliver jeg bare henvist til et register over alternative sider.

Jeg klikkede mig ind på nogle af de mere sexede, som "fastpiratebay.co.uk" og den mere officielt-lydende "thepiratebay.uk.net", men blev mødt af en "siden kan ikke vises" meddelelse hver gang. Det viser sig, at TPB er blevet blokeret i flere lande, og også fra at blive nævnt på sociale medier som Facebook, efter de mange razziaer på den svenske sides kontorer, retssager og anholdelser. Og ja, jeg kunne sagtens bare komme uden om de blokeringer ved at bruge TOR eller enhver anden form for dark-web browser, men for fuck's sake, jeg er ikke Elliot fra Mr. Robot. Jeg skal bare bruge et hurtigt fix af noget Garfunkel til at sprede ro i mit urohærgede sind, så jeg går videre.

I mine pirat-dage var det altid Limewire, der var downloading-gamets største bad boy. Selvfølgelig var der et svimlende antal virusser og døde links overalt, men tjenesten var altid brugervenlig. Derfor var det ret trist, da jeg forsøgte at klikke mig ind på www.limewire.com og blev mødt med endnu en "siden kan ikke vises" 404-side. Jeg undersøgte nogle af de andre downloading-muligheder, der blev anbefalet på siden, og var lige ved at klikke på den nedenstående, men så huskede jeg tilbage på, hvor mange virusser der plejede at hærge min computer i de gode, gamle dage og tog en lille pause.

Efter noget research fandt jeg ud af, at Limewire faktisk var blevet lukket ned tilbage i 2010 efter flere retssager, og at der derfor ikke fandtes nogle nyere versioner, der virkede. Diverse wikier forklarede, at de gamle versioner, udover ikke at kunne bruges til at downloade musik, også er spækket med vira, og jeg havde ikke lyst til at risikere ikke at kunne skrive den her artikel færdig.

I stedet prøvede jeg Kazaa, det endnu mere virusbefængte alternativ til Limewire.

Når ja, fuck.

Til sidst går jeg videre til Soulseek. Gode, gamle, pålidelige Soulseek. Soulseek var det grimmeste, mindst brugervenlige af de store P2P-netværker. Det var den ulovlige pirattjeneste, som din storebror brugte. Måske er det derfor, at der ikke blev sat noget større initiativ i gang for at få pillet siden ned fra internettet, og der kan man bare se: den virker stadig den dag i dag.

Den tilbyder mig at downloade programmet gratis. Efter jeg åbner filen, går min firewall-beskyttelse lidt amok, men jeg havde ikke tænkt mig at give op, ikke nu, hvor jeg var så tæt på den sødtklingende lyd af S&G. No way. Så jeg fortsatte min søgen efter den skelsættende 1964-sang, og skal love for, at jeg ikke blev skuffet. En skov af forskellige versioner sprang op på min skærm lige med det samme.

Og det var heller ikke ligesom i gamle dage. Der var ikke noget med at skulle sidde og slubre halvhjertet til en kop kaffe, mens man ventede på, at filen blev hentet. Se bare hvad der skete 30 sekunder senere:

Yes! Endelig! Efter at have brugt omkring tre timer på at blive afvist af diverse gamle pirathjemmesider, blev jeg igen lukket ind i den søde og hjemmevante Soulseek-varme. Jeg kunne nu frit nyde den ømme og hjerteskærende lyd af "Sound of Silence", lige når det passede mig, ligesom jeg plejede at gøre med Limp Bizkit for alle de mange år siden.

Hvad har vi så lært? Lad mig først og fremmest uden forbehold sige undskyld til Simon and Garfunkel. Jeg har slettet sangen fra min computer, og sidder nu og lytter til den gratis på YouTube i stedet for, hvilket jeg er sikker på, I får jeres 0,000003 ører for. For det andet har musikindustrien gjort et fantastisk stykke arbejde med at gøre ulovlig musikhentning så svært og irriterende, og streaming så nemt, at den ikke engang behøver at bekymre sig om at få lukket de resterende sider ned, for hvem orker at bruge tre timer på at gå dem alle sammen igennem for at se, hvad for nogle, der virker? Og for det tredje, så er det her den bedste sang, der nogensinde er skrevet:

Læs mere om ulovlig downloading og hackere:

Popcorn Time har fået dødsstødet

En professionel cyber stalker forklarer, hvordan du beskytter dig mod stalkere på nettet

Her er hackeren, der har erklæret krig mod KKK og racisme