FYI.

This story is over 5 years old.

Music

Ode til den værste danske musikvideo nogensinde

Kristina Djarlings "Babylon is Fallen" er et sindssygt mesterværk.
Screenshot fra "Babylon is fallen"-video

I denne besynderlige verden vi lever i, udsættes vi ret tit for nogle temmelig gakkede musikvideoer. Nogle af dem lader vi, som om vi hader, selv om vi egentlig elsker dem (herunder alt med Sean Paul iført acid-wash jeans). Nogle af dem er uforglemmelige, fordi de absolut ingen mening giver som Eiffel 65's mesterlige "Blue." Men føromtalte videoer kan slet ikke sammenlignes med de sjældne perler, der gør så ondt at se på, at det føles, som om man stikker tandstikker ind i øjnene. På en måde fortjener de her sjældenheder lidt anerkendelse. Derfor tænkte vi, at vi ville præsentere jer for det perfekte shitshow af en video, Kristina Djarlings "Babylon is Fallen" er.

Advertisement

Hvor skal man overhovedet begynde med denne multifaceterede ædelsten af en kunstner? Begynder man med den gang, hun kaldte Lady Gaga for en moderne satanist, hvilket selvfølgelig ikke er særligt overraskende, når man tager i betragtning, at Kristina Djarling er medlem af Faderhuset. Men Djarling stoppede ikke med Lady Gaga. Tværtimod har hun siden udnævnt både Madonna, Ke$ha og Beyonce til satanister også. En af hendes yndlingsbeskæftigelser er at stå foran spillesteder og advare danske teenagere i mod 'djævletilbedelse.' Men selv om hun synes, kvindelige popstjerner er Satans håndlangere, så er hun stor fan af Copenhell. Metal FTW.

Efter at have læst ovenstående kan du nok forestille dig, at hun er i stand til at lave en video, der er helt sindssyg. Og det er lige, hvad hun har gjort. Det er slet ikke en gennemsnitlig video, vi har med at gøre her. Niksen-biksen. Ideen til videoen blev simpelthen præsenteret for Kristina Djarling i ET SYN FRA GUD. Ifølge beskrivelsen under videoen på YouTube, fik hun sin åbenbaring efter at have set Madonnas sataniske optræden til Superbowl i 2012.

"Jeg blev ved med at se et syn, i hvilket folk løber ned i helvede mod deres egen undergang. En morgen så jeg en film inde i hovedet, der varede en hel time. Jeg så i detaljer, hvordan videoen skulle laves. Aftenen inden var melodien og teksten kommet til mig på få øjeblikke. Jeg vidste, det var vigtigt, og at jeg ikke måtte holde det for mig selv."

Advertisement

Virkelig dybt, Kristina. Men ikke engang de vildeste af dine hjerneceller kan forberede dig på Kristina Djarlings kreative vision, som den udfoldes i "Babylon is Fallen." Videoen er super forvirrende, så vi har gjort jer en tjeneste og gennemgået den minut for minut.

0:00-1:00:

Det første minut af videoen gør det klart, at det kommer til at kræve en del mental energi at nå hele vejen igennem. Det første tegn er animationerne, der ligner noget en skæv teenager har lavet i billedkunst i ottende. Så ser vi en Kristina, der er helt ude af den, mens hun står i et meget jomfrueligt soveværelse. Det hele er skudt i sort-hvid, der minder lidt om en amatør-western eller lavbudget porno. Hun er ked af det, fordi verden er fuld af syndere, og snart ser vi problemet i større perspektiv: Kristina lyser op som et skilt på en tankstation og svæver under stjernerne, der falder, mens hun fordømmer al utugt i verden. Hendes øjne er helt opspilede, som om hun prøver at gøre sit bedste for at overbevise dig om, at hun rent faktisk er et almindeligt menneske med en sjæl. Hun ser faktisk lidt coket ud, ærligt talt, men måske er det bare, fordi hun lyder som en blanding mellem en kæderygende Celine Dion og Chad Kroeger.

1:00-2:00:

Nu stiger tempoet, og Kristina er på mission for at redde synderne. Hun farer gennem lortebrune og brækgrønne landskaber på en forfærdeligt animeret hest. Det er ærgerligt, at hesten faktisk ser bedre ud end Kristina, der ligner en blanding mellem en tegneseriefigur og et rumvæsen. Sangen får også lidt en stadionrock-vibe her. Kristina har nok tænkt, "De unge kan godt lide rock, ikke? Vi må have de unge med på vognen! Vi må spille noget rock!" Stadionrocklyden lyder lidt, som om nogen har været inde og rode med Garage Band for første gang, og det gør også, at man kan fokusere på det vigtigste i videoen: Hendes øjne. Se på dem. Se godt efter:

Advertisement

DE ER HELT DØDE. DER ER INTET LIV I DE ØJNE. Kristinas store øjne kommunikerer intet andet end et trist og livløst udtryk – som om alt håb i verden er forsvundet, der er ingen vej tilbage, man er nu dømt til en evighed af videoer som den her, og jordens undergang er nær.

Og hvad sker der for de der læger, der sprøjter mystiske ting ind i armene på folk? Er de på Kristinas hold? Er de djævlens håndlangere? Så mange spørgsmål, så få svar.

2:00-3:00:

Der sker ikke så meget lige her. Kristina rider stadig rundt på hesten og råber om, at vi skal angre vores synder, mens lægerne bliver ved med at sprøjte ukendte lægemidler ind i folks arme. Det bliver dog lidt mere interessant, da jorden revner og tegneseriefigurerne begynder at skrige, men det er også alt. Hvis vi alligevel alle skal i helvede, Kristina, så gør det dog i det mindste lidt interessant.

3:00-4:00:

Nu sker der endelig noget. Der er ild og svovl, jorden revner, folk falder ned i afgrunden mod helvede, og Kristina er kvinden, der advarede dem alle om, at det ville ske. Det er dog lidt forvirrende, da det der uhyggelige barn dukker op:

Hvad fanden er det? Er det et uskyldigt barn? Er det en dæmon? Er det et barn besat af en dæmon? Vi fatter det ikke, Kristina! Du bliver nødt til at skære det ud i pap! Hvordan skal vi nogensinde fange budskabet, hvis det ikke giver mening?

Men det er også her, at man ser, Kristina er super-duper seriøs. Folk falder ligesom ned fra klipper og skriger og sådan noget. Der er monstre med tentakler, der trækker folk ned i afgrunden. Men før det går helt galt, tager sangen, af uvisse årsager, en techno-drejning (?!?), og så letter stemningen lidt igen.

Advertisement

4:00-5:00:

Kristina kan ikke redde synderne, folkens. Hun gør sit bedste. Hun styrter rundt som en kvinde besat af Uma Thurmans karakter i Kill Bill, men det er alt for sent. Synderne skal selvfølgelig se helt vilde ude, så Kristina har valgt det vildeste look, hun kan forestille sig: En flok helt almindelige drenge i en animeret ækvivalent til Jack & Jones-tøj.

5:00-6:00:

Nu er vi i det mindste nået til katarsisdelen af Kristinas episke fortælling om synd, død og ødelæggelse. I det sidste minut rejser dæmonen sig, og nu får vi den endelig at se. Kristina sigtede sikkert efter noget vildt skræmmende og Medusa-agtigt, men resultatet ligner mere en blanding af Ursula fra Den Lille Havfrue og en karakter fra Dragon Ball Z. Selvfølgelig skal Kristina og hendes hær af folk i hvidt kæmpe med dæmonen, der sådan lidt flyder baglæns, men mere ser vi ikke. Uhyggeligt.

Der er spildt blod, folk er faldet ned fra klipper, Kristina til hest har skreget af os hele vejen igennem og et underligt havuhyre, der skal ligne en dæmon, svæver i luften. Ifølge "Babylon is Fallen" så er det den frygtelige fremtid, vi har i vente, hvis ikke vi angrer vores synder med det samme. Vi skylder dig, Kristina, for at åbne vores øjne for lyset og de mørke fremtidsudsigter. Men vi skylder dig endnu mere for den fuldstændigt hjernedøde musikvideo, du har givet os.