Sara har aldrig følt sorg over at abortere

Vi kan tale om alt. Tror vi. For måske kan vi ikke tale om abort? Noget tyder på, at kvinder i stigende grad skammer sig over at afslutte en uønsket graviditet. Noget tyder på, at abort er ved at blive tabu. I denne uge undersøger vi på Broadly, hvad aborter betyder for os, og hvorfor nogle af os har svært ved at tale om dem – også med de veninder, vi deler alt andet med. Følg med her.

"Og det gik fuldstændig som planlagt. Jeg var super klar, super tryg, og han kyssede super godt, men så sprang kondomet," fortæller hun.

Kort tid senere skulle Sara til New York med sin mor. Hun havde allerede tidlige graviditetstegn som ømme og store bryster og havde derfor smuglet en graviditetstest med på ferien. Hun havde planlagt ikke at fortælle sin mor noget, men da hun under påskud af at have glemt noget sneg sig op på hotelværelset for at tage testen, fattede hendes mor hurtigt mistanke, og Sara gik til bekendelse.

"Jeg fortalte så, at jeg var gravid. Lige dér kunne jeg være krøbet i et musehul. Min mor blev selvfølgelig ked af det på mine vegne, men vi snakkede om det, og ingen af os nævnte andre muligheder end abort. Efterfølgende fyldte det ikke så meget på ferien. Det eneste problem var, at jeg skulle til Portugal med min far, dagen efter vi kom hjem fra New York, så jeg skulle ligesom have en tid til lægen i de timer, jeg var hjemme. Det krævede lige lidt planlægning," fortæller Sara.

I dag tænker hun, at det nok var så let, fordi hun ikke var ældre. Ikke bare i forhold til beslutningen, som hun slet ikke var i tvivl om, men også i forhold til, at graviditeten fyldte så lidt:

"Jeg havde slet ikke en rigtig kropsidentitet endnu. Jeg var jo på mange måder stadig et barn og kunne på ingen måde forholde mig til, at der var noget levende indeni mig."

Som hun husker det, var det mest ubehagelige ved situationen faktisk de samtaler, hun skulle have med sine forældre. "De tog det fint, men det var sgu lidt kikset og skamfuldt, at mine forældre skulle blandes ind i den del af mit liv. Men det handlede meget mere om sex end om aborten. For jeg ville gerne have sex og var totalt klar til det, men det var mega træls, at mine forældre absolut skulle vide det. Den del vil man gerne have for sig selv, når man er 15 år," fortæller hun.

Især én episode har sat sig i Sara på en måde, der gør, at hun i dag – 30 år senere – stadig kniber øjnene sammen i en pinefuld grimasse, når hun taler om det:

"Mine forældre var relativt afslappede og tog alting meget up front. Derfor havde de inviteret ham fyren og hans forældre hjem på et lille møde, hvor tingene skulle tales igennem inden aborten. Jeg kan faktisk slet ikke huske andet fra den samtale, end at jeg havde lyst til at grave mig ned. Det var så pinagtigt. Jeg følte jo bare, vi sad der og udpenslede, at jeg havde haft sex med deres søn, og det magter man altså ikke som 15-årig."

Hun griner lidt og tilføjer: "Jeg kan huske, at jeg tænkte, at forholdet til mine forældre aldrig ville blive det samme igen. Ret vild horisont, jeg havde."

Selve aborten husker Sara kun i overordnede træk: Hun var næsten 12 uger henne, udskrabningen foregik på Hørsholm Hospital, og hun kom hjem samme aften uden mén. Til gengæld står de ydre omstændigheder klart:

"Jeg missede introdagene i 1.g, og det var jeg virkelig ked af. Jeg ville bare gerne være med. Være ung og feste. Det var en meget nærværende følelse, mens det der med at være gravid var bare en helt anden verden," forklarer hun.

Samtidig var Sara nervøs for, at det skulle komme ud på gymnasiet, at hun havde fået en abort: "Der var noget – måske usagt – med at være bange for at blive opfattet som billig eller løs på tråden. Jeg var allerede dengang klar over, at prisen for sådan noget betales af kvinden. Derfor blev aborten lidt skamfuldt for mig, noget som helst skulle fortrænges, så jeg kunne komme videre med at være teenager."

Saras vilde ungdomsliv blev yderlige sat på standby, da hendes mor få måneder efter aborten blev ramt af flere hjerneblødninger, var tæt på at dø og aldrig blev sig selv igen.

"Så blev aborten virkelig sat i perspektiv. Nu handlede alt om min mor. På den måde fyldte aborten meget lidt, men samtidig var den jo en del af, at jeg pludselig i en meget tidlig alder var tvunget til at opføre mig voksent. Under graviditeten havde jeg haft en følelse af at være i limbo mellem barndom og voksenlivet, og den følelse blev virkelig understreget af min mors sygdomsforløb," fortæller hun.

De følgende år var kaotiske for Sara: Ind og ud af hospitaler kombineret med vilde eskapader med fester, mange mænd og druk. Det var faktisk først, da Sara efter gymnasiet havde været et halvt år i Australien og var flyttet til København, at der kom ro på tilværelsen igen.

"Jeg kunne endelig trække vejret og havde genfundet min ældste barndomsveninde, som boede på i København. Vi gik mega meget i byen og følte os så frie. Vi gjorde, hvad vi ville, når vi ville, og havde det bare godt. Det var første gang efter min mors sygdom, jeg var rigtig glad," fortæller Sara.

Det var også i den periode, Sara mødte den kæreste, hun stadig er sammen med i dag. De havde ikke kendt hinanden ret længe, da kondomet endnu engang sprang, og Sara blev gravid.

"Jeg var 20, og han var 22. Vi havde lige mødt hinanden, men jeg vidste allerede, det skulle være os to, og også at vi skulle have børn sammen en dag. På den måde man kan vel sige, at vi godt kunne have fået barnet, men det var bare slet, slet ikke noget, vi overvejede," fortæller Sara.

Hendes anden abort blev ligesom den første fortaget på Hørsholm Hospital, og det hele forløb også denne gang ganske udramatisk. Det eneste, Sara husker fra selve indgrebet, er, at det var en fest at blive sendt hjem i rusen fra den fulde narkose.

"Folk reagerer jo forskelligt på slags, men jeg får bare den fedeste fest af narkose. Det har nok også gjort mine aborter nemmere. Hvis jeg nu var blevet vildt dårlig af det, havde det måske føltes som et større indgreb, men det var virkelig ikke en stor ting for mig," fortæller hun.

Denne gang fortalte Sara ikke sine forældre om aborten, men i vennekredsen var der intet hemmelighedskræmmeri: "Jeg kendte flere, der havde prøvet det selv, og vi talte åbent om det. Jeg havde ingen tvivl og oplevede heller ikke, at nogen satte spørgsmålstegn ved min beslutning. Tværtimod. Vi havde det så sjovt i den periode, at børn var helt ude af billedet i vores univers. Hvis jeg drømte om børn, var det mareridt, hvor jeg glemte at give dem mad og slet ikke kunne passe dem. Jeg havde ingen romantiske forestillinger om at blive mor på det tidspunkt."

Der skulle faktisk gå næsten ti år, før Sara og hendes kæreste begyndte at tale om snart at få børn.

"Vi var i slutningen af 20'erne, da vi begyndte at overveje børn for alvor. Min kæreste havde været klar længe, men det sted nåede jeg faktisk aldrig til. For mig var det mere en rationel beslutning end et følelsesmæssigt behov, da vi besluttede os for at droppe præventionen – jeg vidste, jeg ville have børn, men det der med at føle sig klar oplevede jeg aldrig," fortæller hun.

I 2001 blev Sara gravid for tredje gang. Denne gang helt planlagt. Var alt gået efter bogen, var hun blevet mor som 30-årig. Men sådan skulle det ikke gå. Til nakkefoldskanningen var der ingen hjertelyd, og Sara aborterede i tredje måned. Noget hun skulle opleve tre gange, før det lykkedes at blive mor.

"Selvfølgelig var vi kede af det, men det er jo den slags ting, der sker, og vi havde det egentlig okay efter omstændighederne. Men det er klart, jo flere gange, det sker, jo mere påvirket bliver du af det. For mig kom det især til udtryk under de næste graviditeter, hvor jeg hele tiden var nervøs for, om alt var, som det skulle være. Men jeg følte aldrig tab eller sorg, som jeg ved, at mange andre gør, når en graviditet går galt", fortæller hun.

Det gjorde hun til gengæld i foråret 2003, da hendes mor døde efter et fald i sin lejlighed. "Det var lige efter tredje ufrivillige abort, og jeg var helt ulykkelig. Faktisk har jeg retrospektivt følt mig lettet over, at den graviditet ikke blev til noget, for det havde simpelthen været så frygteligt at få et barn midt i alt det med min mor," fortæller hun og tilføjer:

"På den måde kan man sige, at jeg faktisk hverken fortryder mine planlagte aborter eller sørger over de ufrivillige. De eneste børn, der har passet ind i mit liv, er faktisk dem, jeg har fået."

Hendes to sønner er i dag 8 og 11 år, og selvom det var en kamp at få dem, har det aldrig givet anledning til ambivalente følelser med hensyn til hendes tidligere aborter:

"Jeg har aldrig tænkt 'hvad nu hvis' eller slået mig selv oveni hovedet med det. Mine aborter har været det helt rigtige, og ingenting har fået mig i tvivl om det. Det eneste tidspunkt i mit liv, jeg har haft svært ved aborttanker, var, da mine drenge var små. Der havde det nok været svært at få en abort, hvis jeg var blevet gravid – også selvom det måske havde været det bedste for vores familie," fortæller hun.

Kunne du få en abort igen?

"Ja, nu tror jeg faktisk, at jeg ville overveje abort, hvis jeg blev gravid. Min kæreste og jeg er ved at blive gamle, og jeg vil gerne passe på vores familie. Og i det perspektiv ville det nok være det bedste at få en abort. Jeg er dårlig til at være gravid – med den sidste lå jeg i sengen i to måneder, og det tog flere år for mig at komme mig fysisk. Det ville jeg have meget svært ved at byde både min kæreste og vores drenge nu. For fem år siden ville det have været svært for mig at få en abort, men det er jeg ikke sikker på, det ville være i dag."