Hvorfor må folkeskoleelever ikke se rigtige kusser og pikke?
Topfoto: Screendump af kusseillustrationer i nye video til seksualundervisning.

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Hvorfor må folkeskoleelever ikke se rigtige kusser og pikke?

Nye videoer til seksualundervisningen viser animerede kønsorganer. Men hvorfor kan man ikke bare vise en rigtig kusse? Det er for voldsomt, lyder svaret fra en af kvinderne bag videoen.

Forleden fik Lis og Per dødsstødet. De vil næppe blive savnet. Det animerede par har gennem de sidste 30 år gjort utallige folkeskoleelever akavet til mode, når de som en del af seksualundervisningen er blevet indlagt til at bevidne parrets seksuelle debut. Men nu er det slut. Fire spritnye danske seksualundervisningsvideoer skal erstatte den gamle 80'er-klassiker.

Den gamle video var animeret. Det er de nye også. I tidstypiske æstetik med simple animationer og sarte farver ses lange rækker af kusser, bryster og penisser. Vi ser for eksempel seks forskellige måder, kønslæber kan se ud på. Tegnet vel at mærke, så farvenuancer er der for eksempel ingen af. Alle kønslæber er ferskenfarvede og hårløse.

Advertisement

Men hvorfor er de egentlig animerede? I en tid, hvor unge ikke tager bad efter gymnastik, svømmehallerne får forhæng foran fællesbadende, og hvor det er så godt som umuligt at spotte et par bare bryster på stranden, er der så ikke mere behov end nogensinde før, for at ungdommen bliver tvangsindlagt til at se nogle vaskeægte lange kønslæber, skæve bryster og små pikke? Ligesom i disse seksualundervisningsvideoer fra norske NRK, hvor der ikke lægges fingre imellem. Eller jo, værten lægger faktisk sin finger mellem den kvindelige statists kønslæber.

De nye videoer er udarbejdet af en gynækolog, en sexolog og tre sundhedsplejersker. Ifølge Annemette Lykkebo, der er gynækologen i den femkløver, var deres mission netop, at de unge skulle forstå at kroppe kan se ud på mange måder, og at de er okay, som de er. Så hvorfor har de valgt tegneseriekusser frem for rigtige kusser?

Broadly: Hvorfor har man valgt, at de her videoer skal være animerede i stedet for at bruge rigtige mennesker?
Annemette Lykkebo: En af grundende til, at den gamle film har overlevet i 30 år, er, at den var animeret. Sundhedsplejerskerne, som er dem, der ofte står for seksualundervisningen, havde erfaring med, at unge lettere kan klare at se på tegninger fremfor rigtige billeder.

Hvordan er unges forhold til nøgenhed?
Der er sket noget med vores forhold til krop og nøgenhed over de sidste årtier. Børnene springer badet over efter gymnastik, fordi de ikke vil vise sig nøgne, og de steder, hvor man skal tage et bad, er det helt almindeligt, at man gør det med badetøj på. Mange børn har heller ikke set deres forældre uden tøj på. Så vi er mere bornerte, end vi var tidligere, og vi skjuler os mere for hinanden. Det betyder, at de unges referenceramme primært er internettet, det vil sige pornografi og modeller. Som gynækolog har jeg selv oplevet, at flere og flere helt unge kvinder kommer og ønsker operation på deres kønsdele, fordi de føler, at deres kønslæber er for lange. Det er trist, at man ikke har accept at kropsforskellighed. Så vores mission var, at vi gerne ville have fokus på, at kroppe findes i alle mulige forskellige former.

Advertisement

Men hvis de unge bliver mere fremmede over for den almindelige nøgne krop, er det så ikke netop i seksualundervisningen, at de skal konfronteres med den?
Jo, men jeg tror bare, at vi er nødt til at gøre det på en måde, hvor vi kan nå dem. De kan simpelthen ikke holde ud at se på. Man skal modnes til at se på de her ting. Og der tror vi på, at det virker mindre voldsomt, hvis det er tegninger fremfor rigtige billeder. Så kan det være, at de senere får mod på at se rigtige billeder.

Men ved at animere det, bekræfter man så ikke bare de unge i, at den nøgne krop faktisk er skamfuld?
Nej, det tror jeg slet ikke. Hvis du har en 13-årig pige eller dreng, som sammen med sine klassekammerater skal se på noget, som de overhovedet ikke er vant til, og som er meget privat, så tror jeg på, at det her er den rigtige introduktion. Så bliver de forhåbentlig nysgerrige og begynder selv at opsøge billeder, hvor man ser de her variationer.

Kender du de seksualundervisningsvideoer, som NRK har lavet, som er meget in your face, hvor værten blandt andet trækker forhuden tilbage på en mand og putter isterninger på hans klunker?
Ja.

Hvad tænker du om dem, for det er jo en anden vej, man kunne være gået?
NRK's film – som jeg bestemt synes kan noget – er meget up your face. Det er lige på. Det, tror jeg ikke, er den rigtige introduktion. De er gode at se, når man har lidt kendskab til det, så kan man bedre tage det ind og holde ud at se på det.

Du mener, at hvis man viste den type film for en 7.-9.-klasse, så ville de stå af?
Ja, jeg mener, det kan være svært for dem at kigge på. Det er for konfronterende. Når man ikke er vant til at tale om det her, eller aldrig har set det før, så er det mindre voldsomt at se på de her intime ting, hvis de er tegnet. Selv med de her film, som vi har lavet, er der nogle, der sidder og holder sig lidt for øjnene og synes, det er pinligt.

Men gør man ikke de unge en bjørnetjeneste ved at undlade at eksponere dem for den nøgenhed, der gør dem så pinlig til mode?
Jeg mener, at det her er den rigtige måde at introducere det på. Jeg kan huske, at der var en af sundhedsplejerskerne, der fortalte, at virkelige billeder i den alder gør dem så flove, at de bare kigger ned i bordet.