Feminisme

Sarah Gadon fortæller om sin hovedrolle i den nye Margaret Atwood-serie 'Alias Grace'

Vi talte med Sarah Gadon om, hvordan hun fandt ind i sin mystiske rolle som Grace Maks, og om at arbejde på en produktion, hvor kvinderne har kontrollen.
November 9, 2017, 7:19am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Grace Marks er morder – eller er hun? Der findes mange teorier om Alias Grace, den nye Netflix-serie, som er baseret på Margaret Atwoods roman af samme navn. Den canadiske skuespiller Sarah Gadon (der fik sit gennembrud med roller i David Cronenberg-film som A Dangerous Method, Cosmopolis og Maps to the Stars) spiller Grace – en figur, der er baseret på en virkelig irsk-canadiske stuepige, som levede i det 19. århundrede. Det gør hun med en raffineret tvetydighed, der gør det umuligt at vurdere, om hun rent faktisk har myrdet sin gamle arbejdsgiver Thomas Kinnear (Paul Gross) og dennes elskerinde, stuepigen Nancy (Anna Paquin).

I serien, der udspiller sig over seks afsnit, genforenes Sarah Gadon med David Cronenberg, der har taget sin skuespillerhat på og optræder som en af Graces eneste støtter, Pastor Verringer. Men endnu vigtigere er, at Alias Grace er skabt af nogle af Canadas skarpeste kvindelige film- og tv-hjerner herunder instruktør Mary Harron (American Psycho) og manuskriptforfatter Sarah Polley (Take This Waltz), som har drømt om at filmatisere dramaet, siden hun var 17. Tidligere på året dumpede The Handmaid's Tale, en anden Atwood-roman i cinematiske gevandter ned midt i en brandvarm debat om kvinders rettigheder og vilkår, og nu præsenterer Alias Grace os for endnu en kvindelig karakter, som undertrykkes af patriarkatet. Broadly har talt med Sarah Gadon om at spille Grace Mark så autentisk som muligt (herunder den træning, hun modtog i en ramme, hvor de historiske forhold blev genskabt), om at arbejde med et hold bestående af kvinder og om at overleve i filmindustrien.

Broadly: Det er sådan en besynderlig rolle, du spiller. Hun er mystisk og meget svær at regne ud. Fortæl os om, hvordan du fik rollen, og hvordan din tilgang til den har været?
Sarah Gadon: Det var helt sikkert en af de roller, man aktivt opsøger. Jeg vidste, at Sarah Polley var i gang med at forberede en filmatisering af romanen, og jeg har altid gerne villet arbejde sammen med hende. Hun laver intelligente og seje ting. Jeg fik mulighed for at mødes med hende og aflægge prøve. Jeg fandt et eksemplar af bogen et par dage før prøven og ville egentlig bare skimme et par sider, men jeg endte med at blive helt opslugt af den. Jeg blev fascineret af Grace, fordi hendes historie er så spændende, og Margaret Atwood fortæller den på fantastisk vis.

Da jeg læste manuskriptet, fortalte Sarah mig, at hun læste bogen, da hun var 17, og at hun har forsøgt at købe rettighederne lige siden, men at Margaret var ikke interesseret. Hun fortalte, at hun har jaget den i årtier og alt, hun har lavet, på den ene eller anden måde er påvirket af den her bog. Så jeg vidste, at det betød rigtig meget for hende, og jeg forstod også godt hvorfor. Jeg var først vildt glad, da jeg fik rollen, men så følte jeg mig også ret overvældet i mine første forsøg på at nå ind til karakterens kerne. Jeg blev helt besat af at forsøge at knække koden. Det var ikke, før jeg satte mig ned og talte med Margaret, at jeg forstod, hvor kraftfuld tvetydigheden i historien er, og hvorfor den er så vigtig for fortællingen. Jeg forstod, at jeg ikke behøvede at spille én bestemt version af Grace. Jeg kunne spille dem alle sammen.

Er det en bedre tilgang at hoppe i med begge ben fremfor at prøve at vurdere fakta om hende?
Ja, og det er også det, jeg gør. Når man læser bogen, og forhåbentlig også når man ser serie, finder man ud af, at det ikke så meget er et spørgsmål om skyld, som det er en rejse mod indsigt i et andet menneske. Det var det, jeg elskede ved romanen. Det var det, der fangede mig ved den, og det er det, jeg prøver at formidle i serien.

Det er en stjernespækket produktion i forhold til de kvinder, der står bag kameraet (Mary Harron, Sarah Polley og Margaret Atwood). Hvordan var det at arbejde sammen med store kvindelige kapaciteter på det her projekt?
Det var utroligt bekræftende, og stemningen under optagelserne var meget inkluderende. Sarah og Mary satte en virkelig høj standard i forhold til det, de forventede af mig som skuespiller, men jeg blev faktisk behandlet som en samarbejdspartner, synes jeg. De lod mig træffe vigtige beslutninger under hele processen. Det sker meget sjældent. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet det før. Jeg føler, at beslutningerne, der blev truffet i forhold til portrættet af Grace, var mine egne.

Historien er selvfølgelig altid relevant, men den føles særligt relevant lige nu især i lyset af beskyldningerne mod Harvey Weinstein. Plus, Margaret Atwood har allerede markeret sig i 2017 med The Handmaid's Tale.
Det fik mig til at overveje mine egne erfaringer som skuespiller – hvilke der har været negative, og hvilke der har været positive og hvorfor. Det handler også om at vågne op hver dag til en nyhedsdækning, der er eksploderet. Jeg har helt sikkert følt mig magtesløs i forhold til industrien, jeg arbejder i, og dem, der kontrollerer den. Når jeg tænker på vores serie, så er jeg virkelig stolt. Den er skabt af en række intelligente, magtfulde og kunstnerisk begavede kvinder. Og selv om vores serie udkommer det samme år som The Handmaid's Tale, så har responsen ikke været i retning af 'Nej, nu er det nok. Vi har hørt nok kvindestemmer i år.' Der lader virkelig til at være en efterspørgsel efter det, og det er ikke noget, vi prøver at stoppe ned i halsen på folk.

Du har sikkert læst Sarah Polleys indlæg i New York Times om hendes forfærdelige oplevelse med Harvey Weinstein?
Ja. Min første reaktion var vrede. Sarah er en fantastisk skuespiller, og hun endte med at trække sig tilbage fra branchen på grund af folk som Harvey Weinstein. Det gør mig vred, når jeg tænker over alle de ting, vi er gået glip af fra hendes hånd. Men så ser man, den retning hun har valgt at fokusere sin energi i, og i dag er hun en kraftfuld person. Hun rører folk med sine film.

Du spiller også sammen med David Cronenberg, som har instrueret dig i flere film tidligere. Hvordan var det at arbejde sammen på den måde?
Det var Sarahs ide at bede ham spille Verringer. Jeg synes, det var en fed ide, fordi Verringer er Graces eneste støtte, og David har altid været en positiv indflydelse og en støtte i min karriere. Det føltes sådan lidt meta.

Du fik faktisk undervisning i, hvordan man levede i det 19. århundrede inden optagelserne, i et levende museum, hvor man genopfører historiske perioder. Har du nogensinde researchet en rolle så grundigt før, og hvordan var det?
Ja, det gjorde jeg! Jeg har aldrig været på sådan et levende museum før, men jeg har før taget et kursus i takt og tone og lært at spille klaver i forbindelse med roller. Men det var en meget omfattende oplevelse at spille Grace. Det handlede ikke bare om at tænke, 'Hvordan var det mon at være en kvinde i 1840'erne?' og 'Hvordan var det at være immigrant dengang?' Meget af bogen handler om det arbejde, kvinder udførte i hjemmet i Victoria-tiden. Det var derfor vigtigt for Mary, at jeg lærte, hvordan man gjorde dengang, så det så rigtigt ud på film. Margaret går meget op i, at detaljerne er rigtige, og det gør Mary også. Så jeg tilbragte en uge med træning og lærte, hvordan man holdt hus dengang.

Jeg ved, Margaret Atwood er producer på serien. Befandt hun sig meget på settet under optagelserne?
Nej, ikke så meget. Hun kom mest, når hun selv skulle optræde. Hun spiller en meget dømmesyg kvinde. Hun læste alle udkast til manuskriptet og så optagelser af samtlige skuespilleres prøvelæsninger, og hun talte med den kreative afdeling om det visuelle udtryk. Vi talte også sammen. Alt det var hun involveret i.

Er det vigtigt at se en hovedperson, der er tvetydig i sin rolle som heltinde? Hun er svær at sympatisere med, selv om man har lyst til det.
For mig som skuespiller var det en rigtig spændende oplevelse. Jeg skal ikke leve op til en eller anden kliche om, hvem hun var. Jeg skal ikke spille en facet af hendes karakter. Og som seer er det også det, jeg selv holder af at se på tv og i film. Så det var en fantastisk oplevelse ikke bare at skulle spille heltinde eller skurk, eller hvad den endimensionelle version af den karakter ellers beskrives som.