Mød manden, der lavede verdens eneste menstruations-museum i sin kælder

FYI.

This story is over 5 years old.

Entertainment

Mød manden, der lavede verdens eneste menstruations-museum i sin kælder

Historien om den 73-årige eneboer, der bekæmpede sin ensomhed ved samle en af de største menstruations-kollektioner i verden.
September 30, 2015, 11:11am

Harry Finley i menstruationsmuseet ca. 1997.

Denne artikel er oprindeligt fra VICE USA.

Der er en historie om et par, der prøvede at besøge menstruationsmuseet, som Harry Finley er særligt glad for at fortælle. De var briter på ferie i Washington D.C. og havde planlagt at besøge Finleys museum af den ene eller anden grund. Men parret nåede aldrig til menstruationsmuseet. De fortalte senere Finley over telefonen, at de havde taget en taxa til adressen lige uden for Washington D.C., men at de ikke kunne finde museet på hvad der viste sig at være en allé i et boligkvarter. På adressen lå der bare et almindeligt hus.

Advertisement

Finley forsikrede dem om, at de var på rette sted: Menstruationsmuseet var hans hus. Men de var bange for at besøge et museum i en fremmed persons hus - især fordi den fremmede var 50 år, boede alene og beskæftigede sig med menstruation.

Læs også: Derfor nægter 40% af folk at date jomfruer

Hvis det havde lykkedes dem at samle mod til at gå indenfor, ville Finley have fulgt dem ind i sit hjem og ned af en snæver trappe til den omtrent 40 kvadratmeter store kælder propfyldt med tamponer og mannequiner, der var lavet om til det "eneste museum i verden udelukkende dedikeret til menstruationskulturen."

Selve museet, der åbnede i 1994 og lukkede uden varsel i 1998, flød over med alle tænkelige former for menstruationsartefakter: den allerførste Kotex-reklame fra januar 1921, en samling Tampax-produkter tilbage fra 1930'erne, en lyserød kjole fremstillet næsten udelukkende af menstruationsbægre og meget mere.

Der hang kvindelige mannequintorsoer ned fra loftet klædt i menstruationsundertøj og hygiejneservietter. Finleys kat, Mack C. Padd, vandrede rundt på udstillingen.

Det var sådan et sted, der både gjorde folk utilpas men også lod dem åbne op – og alligevel et sted, der nok ikke burde ligge i en gammel, enlig mands kælder.

Et menstruationsforklæde fra Finleys samling.

Harry Finley er ikke typen, man ville forvente at finde ved roret for et museum om menstruation. Han er født i 1942 i Long Branch, New Jersey og voksede op i den type traditionelle kernefamilie, hvor menstruation kort sagt ikke var noget, man snakkede om. Hans far var i militæret, og hans mor gik hjemme, hvor hun opdragede Finley og hans to brødre.

Hans ældste bror fulgte i deres fars fodspor ved at tage på militærakademiet West Point, hvorimod Finley først studerede filosofi på Johns Hopkins og så flyttede til Tyskland for at starte en karriere som kunstner. Han blev ansat som tegnestuechef på et tysk blad, hvor han vænnede sig til at bladre igennem andre magasiner på udkig efter inspiration til design. Det var sådan han faldt over en reklameserie for menstruationsprodukter, der virkede anderledes end dem, han kendte hjemme fra USA. Hver gang han fandt en interessant reklame for menstruationsprodukter, rev han siden ud og gemte den væk et sted.

Advertisement

Da han flyttede tilbage til USA efter et årti i Tyskland, indeholdt hans samling reklamer for menstruationsprodukter fra hele verden. Men det var stadig bare en hobby – noget han holdte hemmeligt fra sine venner, familie og især kollegerne på National Defense University, institutionen for højere uddannelse af sikkerhedspersonale i Washington D.C., hvor han nu arbejdede som grafisk designer. Det var et af de der kedelige 9-17 kontorjobs – men det gav ham kun mere tid til arbejde på sin reklamesamling. Han begyndte at besøge Kongressens Bibliotek for at forske i menstruationens historie, og snart inkluderede hans samling også historisk info, kulturel analyse og sågar faktiske menstruationsprodukter.

I starten var det ikke Finleys intention, at det skulle blive til noget – det var bare en hobby på samme måde, som nogen mennesker samler på Pokémon kort. Men til sidst blev samlingen så stor, at han tænkte, jeg har alle de her ting. Hvorfor skulle der dog ikke være et sted, hvor jeg kan vise det hele frem?

Så han lavede et museum i en alder af 51 år.

Menstruationstrusser bliver vist frem på museet.

Museet åbnede for første gang den 31. juli, 1994. Det var en varm og lummer sommerweekend i Washington, D.C., og Finley havde travlt med at klæde sine nyindkøbte mannquiner ud i menstruationsundertøj.

Siden det hele foregik i Finleys eget hjem, skulle man først lave en aftale, og eftersom han stadig arbejdede fuldtid på National Defense University, var besøgstiden som regel begrænset til weekenden. På en travl weekend var der måske 15 mennesker nede i kælderen, der alle sammen traskede nervøst rundt og nikkede af mannequinerne i deres menstruationsundertøj på samme måde, som folk besøger Statens Museum for Kunst og nikker af barokmalerier.

Læs også: Mød manden der har brugt 8000 timer på en oversigt over danske mord

Der var nogle store navne iblandt de besøgende (i hvert fald store inden for menstruationsforskning): hele biofysikafdelingen fra Johns Hopkins, der stod bag Instead-menstruationsbægeret, kom forbi. Det samme gjorde Dr. Iris Prager, der er den amerikanske leder for Tambrands, Dr. Alice Dan, der dengang var The Society for Menstrual Cycle Researchs præsident, og en gruppe fra Smithsonian, der kom forbi en lørdag morgen (og tog nogle usædvanlige menstruationspatenter med som gave). En af dem var Dr. Katherine Ott, der senere blev kurator for medicinsk afdeling på Smithsonian's National Museum of American History, hvor museets egen samling af menstruationsprodukter har til huse.

Så var der de besøgende, der ikke havde nogen officiel tilknytning til menstruationsforskning, men alligevel kom på besøg for at se, hvad museet egentlig gik ud på. Det var de gæster, som Finley bedst kunne lide – dem der aldrig havde hørt om et sanitært forklæde før, dem der aldrig havde overvejet, hvordan kvinder blødte i andre dele af verden, dem der måske aldrig nogensinde før havde snakket med nogen om deres menstruation.

Menstruationsreklamer.

Finley siger, at flere besøgende kvinder fortalte ham, "det her er første gang, jeg nogensinde har snakket med nogen om menstruation." Det var både bevægende og forbløffende for ham. Han troede, at kvinder talte om deres menstruation hele tiden – hvad blev der ellers snakket om til alle de damefrokoster og pyjamasfester? Det slog benene helt væk under ham.

Elissa Stein, der senere skrev Flow: The Cultural Story of Menstruation husker hendes besøg på museet sammen med sin mand. Da det gik op for dem, at museet var i Finleys hus, mindes hun at have sagt til sin mand, "jeg ved ikke om, jeg er tryg ved det her." Men i samme øjeblik kom Finley ud og viste dem indenfor. Så Stein og hendes mand fulgte efter Harry ind i huset gennem en sidedør, ned af trappen og videre ned i kælderen.

Advertisement

Der var dunkelt, og Stein husker de kvindlige overkroppe, der hang og dinglede som en scene fra en gyserfilm. "Jeg glemmer aldrig at gå ned af trappen og tænke, Åh gud, jeg kommer til at dø her."

Da hun kom tættere på, åbnede museet sig for hende. Udstillingen mindede lidt om et skoleprojekt med A4-papir sat fast på væggene med tegnestifter og plastik mannequiner, men samlingen i sig selv var ret vild: Tambrands, firmaet, der fremstillede Tampax, havde doneret over 1000 forskellige genstande fra deres arkiver herunder verdens mest omfattende samling af Tampax-produkter med produkter 1936 og frem. En fyr i Holland, der havde samlet på levn fra 2. Verdenskrig, sendte Finley nogle brochurer om menstruation på hollandsk og tysk, der i sin tid blev udgivet af staten. En kostumedesigner fra Folger Shakespeare Theater lavede en tro kopi af et menstruationsforklæde til museet. En amerikansk mand med en fetich for at se sin kæreste klæde sig ud i menstruationsundertøj donerede omkring 30 par, da han blev gift med en anden kvinde (der ikke delte hans fetich, og derfor havde et akut behov for at komme af med undertøjet).

"Det var et skatkammer af menstruationssamleobjekter," husker Stein. "Han kendte til kronologien og historien, og havde et væld af materiale. Men det var underligt, fordi han var mand, og hvorfor er det lige, at en mand har et menstruationsmuseum i sin kælder?"

Den første reklame fra mærket Kotex, Januar 1921.

Det var selvfølgelig ikke første gang Finley havde fået det spørgsmål. Tidsskriftet Sassy, der i dag er nedlagt, skrev en bagsidetekst om museet, der rådede Finley til at "holde sig til penisprodukter, kammerat." Han blev kaldt perverteret i et indslag om hans museum i radioen. En kvinde skrev et brev til ham, hvor hun bad Gud om at "lukke ned for dit forfærdelige, forskruede museum."

Hans kolleger tog det for det meste stille og roligt, selvom hans chef bad ham om venligst ikke at diskutere sin interesse for menstruation på kontoret eller nævne sin arbejdsplads i interviews med medierne om museet. Engang nævnte han museet for en af sine kvindelige kolleger på National Defense University. "Ja, jeg startede et menstruationsmuseum i mit hjem," fortalte han hende henkastet. Hun kiggede på ham som om, han havde fortalt hende, at Rusland lige havde erklæret krig mod USA.

Advertisement

Hans familie tog det bestemt ikke så pænt. Da han fortalte sin stedmor, som han havde haft et ret nært forhold til, om det, kaldte hun ham syg i hovedet og sagde, at han var en skændsel for familien. I dag kan han stadig ikke snakke om museet med sin bror eller halvsøster, og hans halvsøskende har nægtet at snakke med ham, siden han fortalte dem om museet for 20 år siden.

Alligevel var det reaktionerne fra dem, der faktisk studerede det her til hverdag, der gik Finley mest på. Han inviterede alle mulige mennesker fra menstruationsproduktindustrien på besøg i museet – og de takkede alle sammen nej. Han havde været til et par møder på Society for Menstrual Cycle Research og "følte tydeligt fjendtligheden" fra kvinderne i rummet. Det var som om, han var et barn, der samlede på Monopoly-penge og prøvede at hænge ud på Wall Street.

En af Finleys striber, hvor han forsvarer sig mod kritik fra kvinder. Se den fulde stribe her.

"Det er lidt mærkeligt at sige, at han ligefrem havde et museum, selvom det er det han kalder det," siger David Linton, der underviser i kurser om menstruation på Marymount Manhattan College og sidder i bestyrelsen for Society for Menstrual Cycle Research (SMCR). "Hans kollektion er virkeligt omfattende, men han har ikke nogen formelle kvalifikationer. Han er en amatør-samler."

Linton, der studerer repræsentationer af menstruation i samfundet, indrømmer, at der er nogle unikke udfordringer i at studere emnet som mand. Men det ser han ikke som grunden til, at Finley blev afvist af det akademiske etablissement. Han siger, at det er fordi Finley ikke havde nogen akademisk erfaring, ingen erfaring som kurator, ingen rigtig ekspertise på området,og heller ikke lod til at ville have nogen af de ting.

Læs også: Sådan fik jeg hævn over min dræbte far

"Hør en gang, jeg påstår ikke, at jeg er en eller anden menstruationsekspert. Jeg påstår bare, at jeg ved noget om emnets sociale konstruktion," forklarer Linton. "Jeg tror bare, at Harry går op i Harry. Han vil have, at det hele skal handle om ham."

Ott, der er kurator på Smithsonian's National Museum of American History, husker, at "han helt sikkert lagde en masse omhu, forskning og tid i sit museum. Det var hans hjertebarn." Men hun siger også, at det var et miskmask af forskellige objekter uden noget rigtigt narrativ til at binde dem sammen. "Han vidste en hel del om sine objekter, men den større kontekst manglede – den slags større, indrammende narrativer som museer bruger til at forklare, hvordan udstillinger passer ind i historiebøgerne."

Advertisement

"Han har en stærk ejerskabsfølelse for sine ting," siger Stein. Da hun begyndte at sammensætte Flow: The Cultural Story of Menstruation, tænkte hun straks på Finley og hans samling. "Jeg snakkede med Harry og fortalte ham, at jeg rigtig gerne ville inkludere hans samling i min bog. Han sagde, at han ikke var interesseret."

Det forstod hun ikke. Finley havde altid snakket om, at han ville have flere mennesker til at se hans samling, og her gav hun ham chancen for at vise den til verden – men han sagde nej?

"Jeg fik næsten følelsen af, at han var stødt over, at jeg havde muligheden for at snakke om menstruation, når han ikke havde det," siger hun. "Det var som om, at det hele skulle handle om ham."

(Dette benægter Finley. "Som jeg husker det spurgte Elissa ikke, om jeg ville være medforfatter eller 'have min samling inkluderet.' Hun spurgte, om hun måtte gennemrode – hendes ord – mine arkiver for at finde illustrationer til sin bog. Det var jeg ikke interesseret i.")

Et selvportræt af Finley med en menstruationskop i hånden.

I august 1998 lukkede menstruationsmuseet. Besøgene hver weekend var blevet for meget, og Finley fik et angioplastisk indgreb. Hans familie havde vendt ham ryggen, og afvisningen fra dem, der studerede menstruation, havde såret ham. Det blev alt sammen bare for meget, og endelig havde han fået nok. Da folk spurgte, om de måtte komme på besøg, sagde han høfligt nej.

Efter det forblev samlingen uberørt i hans kælder i fire år. Men så blev hans kælder utæt, og mange af reklamerne og fotografierne blev fugtige, så han var tvunget til at pakke det hele sammen og oplagre det.

Advertisement

"Det var hjerteskærende at måtte gøre det," siger Finley. "Jeg brugte jeg ved ikke hvor mange timer og penge på det her. Jeg samlede det hele sammen, og ødelagde det."

Det er svært at forstå, hvorfor samlingen betød så meget for Finley, især fordi han ikke helt selv kan sætte ord på det. Ja, emnet fascinerede ham, og han brugte mange år på at samle de her ting – men det er tydeligt at museet repræsenterede mere end bare en ren akademisk fascination. På hjemmesiden retfærdiggør han sin passion ved at sige, at han ville "skabe noget, der var umagen værd", og at det var et emne han kunne lide. Men det føles ikke som hele historien.

I dag opdaterer han stadig hjemmesiden en gang imellem, men selv den er sat sammen på en måde, der ikke lader til at være rettet 100% mod den besøgende – som om det ikke er noget han har skabt for at oplyse og underholde andre men mere for sin egen skyld. Hjemmesiden indeholder massevis af information lagt ud i en labyrint af over 3000 sider med en ufattelig mængde links på hver side. Nogle af siderne kan man kun komme ind på ved at klikke siderne igennem i en specifik rækkefølge, og man kan nemt falde over noget fascinerende, der ligger begravet i hjemmesiden, og som man aldrig vil kunne finde igen.

Nogle dele af siden er dybt og ubehageligt personlige. På en side, der har titlen Cutting to the chase: Another reason I started the museum, beskriver Finley sin lillebror Jim, der på tragisk vis døde af muskelsvind i en alder af 21 (hans mor døde fem år senere, "af sorg"). Han beskriver sin ungdomsdepression i detaljer, og viser billeder af sine mange ar på armene, fra hvor han har skåret sig selv. Han skriver om at være tilbageholdt på en psykiatrisk afdeling, om den gang der var nogen, der forgiftede og dræbte hans kat, hans egne mistanker om, at han muligvis har en borderline personlighedsforstyrrelse, og hans dybtfølte, ekstreme ensomhed.

Advertisement

Den her side har intet med menstruation at gøre. Og alligevel er den der, næsten henkastet, som en del af den samlede pakke. Da han blev interviewet af Washington Post i 1995 et år efter museet åbnede, fortalte Finley journalisten, at hans mors og brors død havde gjort ham "varsom over at blive gift eller få børn". Så måske fyldte Finley tomrummet opstået af manglede intime livserfaringer med dette dybt intime emne og hældte alt sit hjerteblod i det for at undgå at blive opslugt af ensomheden.

Hvis han kunne, ville Finley genåbne museet. Han ved, at han stadig står over for tabuet med menstruation, men meget har ændret sig siden 1994. Folk vil gerne snakke om Toxic Shock Syndrom og "free bleeding" og Barbiedukker, der har sit lort, og portrætter af Donald Trump malet med menstruationsblod. Et kvindeligt medlem af det amerikanske Kongres prøver at lave om på tamponindustrien. Vi er praktisk talt i menstruationens gyldne era.

Og hvis museet gør folk en smule utilpas – hvad så? Finley sammenligner det med Holocaust-museet i Washington, D.C., hvor besøgende kan gå gennem de togvogne, der fragtede jøderne til deres død i kz-lejre. Det var ikke spor rart. Finley var der engang og sagde, at han aldrig ville vende tilbage, fordi det var for oprivende, men han er glad for, at han tog derhen; taknemmelig for ubehaget. Det var vigtigt for ham at besøge udstillingen, ligesom det er vigtigt for folk at lære om menstruation.

Men han vil ikke give samlingen til hvem som helst. Han stiller nogle krav: udstillingen skal være permanent. Den må ikke være midlertidig eller en omrejsende udstilling eller noget, der bliver opbevaret i støvede arkiver, som besøgende kan få at se "efter aftale". Den skal være offentlig; tilgængelig et sted hvor mænd, kvinder og børn gratis kan komme på besøg og opleve samlingen. Han ville foretrække en fritstående bygning med egen café og giftshop, der ideelt set også har plads til en menstruationshytte i baghaven. Det er ikke fordi, han ikke har fået tilbud. Harvards Schlesinger bibliotek bad Harry om sin samling, og det samme gjorde Smithsonian. Finley sagde tak, men nej tak. "Jeg ved, hvor samlingen ville ende," siger han. "Jeg kender det rum, hvor deres ting står. Det hele er i en skuffe."

Inderst inde ved Finley – der nu er 73 – godt, at det bliver efter han er borte, hvis Menstruationsmuseet nogensinde vender tilbage. Han er for gammel, og har ikke pengene til selv at stå i spidsen for et projekt som det. Der skal yngre kræfter til. Han beder inderligt til, at nogen vil træde til og føre hans arv videre, og at det hele i sidste ende vil have betydet noget.

-->