Den dag Christiania fik nok af Pusher Street

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Den dag Christiania fik nok af Pusher Street

Billeder fra dagen, hvor Christiania nedlagde en del af sig selv.
September 2, 2016, 1:24pm

Et svensk kærestepar flagrer rundt på den nøgne Pusher Street og ser forvirrede til, mens trillebør efter trillebør ruller forbi med, hvad der for få øjeblikke siden var de boder, de havde tænkt sig at købe hash i. Så henvender de sig til en kvinde, der har taget del i nedrivningen.

"Undskyld, er Christiania lukket?" Svaret falder prompte: "Nej, Christiania er ikke lukket, men det er Pusher Street."

Advertisement

Fredag den 2. september 2016 er en milepæl i Christianias knap 45-årige historie. Sensationen består ikke i, at Pusher Street endnu engang er blevet ryddet – men at det den her gang er christianitterne selv, der med gravkøer, lægtehammere og deres bare næver har reduceret hashboderne til pindebrænde. De er trætte af politirazziaerne, volden, spændingerne, den hårdkogte kriminalitet og al den ballade, der følger med "for mange folk udefra", som fristadens beboere udtrykker det.

Volden på Christiania nåede et blodigt klimaks onsdag aften, da en person med forbindelse til Pusher Street åbnede ild mod to politibetjente og en tilfældig forbipasserende. Den ene betjent blev ramt af skud i hovedet og er fortsat i kritisk tilstand, mens den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt af politiet under en aktion torsdag.

Samme aften tog christianitterne på et fællesmøde konsekvensen af udviklingen. Pusher Street skulle ryddes, og nu pløjer gravkøerne sig gennem spånplader, bølgepap og camouflagenet, mens der lyder adspredte klapsalver blandt tilskuerne. Det er christianitterne selv, der klapper, mens journalisterne farer rundt og stiller de samme spørgsmål og får det samme svar: "Grænsen er nået".

Katarina Lebowski fejrer nedrivningsarbejdet med en cola.

25-årige Katarina Lebowski står og knuger sin hammer. Hun bor selv på fristaden, og hun vil gerne uddybe, hvorfor det var nødvendigt at fjerne "Christianias kræftsvulst", som hun kalder det.

"Hver gang politiet har været herinde, har det virket i fem minutter, og så er der kommet nogle endnu værre typer til. Og sådan er det fortsat. Der er ikke andet end brodne kar tilbage, som står i Pusher Street og kører dårlig stil. De har intet at gøre med os – de fatter ikke ånden, og hvad vi bygger på. Vi vil ikke acceptere det længere," siger hun.

Advertisement

I baggrunden står klynger af unge mænd med kort hår og tatoveringer og skutter sig i skijakker, mens de pulser på tykke joints. Dem er der ingen, der taler med, og fra dem lyder der ingen bifald.

Det er på mange måder et absurd skue. Normalt er det kampklædte betjente, som splitter hashboderne ad, mens brosten og skældsord regner ned over dem, men her står børnefamilier og hyggesnakker i solen, mens ladvogne kører væk med de sørgelige rester af det, der er så centralt i Christianias DNA. Hashsalget. Fristaden har bortamputeret en syg del af sig selv, og ingen ved, hvad der kommer til at ske herfra.

Katarina Lebowski ved det heller ikke. Men hun har en bange anelse. "Min drøm ville jo selvfølgelig være, at hash blev legaliseret, og at vi kunne have tre-fire boder med gamle christianitter, men sådan er det ikke. Det er også derfor, vi har tøvet længe med at tage det her skridt. I det øjeblik vi rydder boderne, så spreder hashhandlen sig til resten af byen, og så er det, at bandedrengene står og sælger foran børnehaver. Så bryder volden for alvor løs."

Nu er skridtet taget.