Stuff

Noget tyder på, at det er sundere for sindet at være introvert

Ekstrovert adfærd belønnes i uddannelsessystemet og på arbejdet, men en ny undersøgelse viser, at alenetid har fået et unødvendigt dårligt ry.
November 2, 2016, 6:00am

(Illustration: Joel Benjamin)

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Det er nu officielt: Vi orker ikke mere. To tredjedele af de adspurgte i en spørgeundersøgelse med 18.000 deltagere til et globalt forskningsprojekt ved Durham University har besvaret, at de har brug for mere hvile. Det kommer ikke som nogen overraskelse, eftersom forskere tidligere har advaret imod, at vores arbejdskultur giver os søvnunderskud i stor stil.

Advertisement

Ikke lige så forudsigeligt er det til gengæld, at vi tilsyneladende har brug for at være alene for virkelig at lade op. At læse og tilbringe tid alene blev nævnt som de mest afslappende aktiviteter og toppede med henholdsvis 58 procent og 52,1 procent på de adspurgtes lister over de bedste aktiviteter til at lade op. Det får det til at lyde, som om flere mennesker kunne have gavn af en mere introvert adfærd, hvor man lader op alene. Eftersom mindst halvdelen af befolkningen er ekstroverte – og ikke har brug for ligeså meget tid alene – ville jeg gerne undersøge, om pop-videnskaben har fat i den helt forkerte ende, og om det ikke kun er introverte, der har brug for isolere sig fra verden ind i mellem.

Forskerne fra Durham University kortlagde deltagernes personligheder og konkluderede, at introverte var mere tilbøjelige til at vurdere det at lave ingenting og at være alene som noget beroligende. "Men selv ekstroverte anså de her aktiviteter for at være langt mere afslappende end det at være sammen med venner," siger professor Felicity Callard, som stod i spidsen for undersøgelsen. "På tværs af alle de adspurgte blev mere sociale aktiviteter, såsom at være sammen med venner og familie eller at drikke, rangeret lavere. Det tyder helt sikkert på, at alenetid er noget, der er gavnligt for alle."

En ph.d.-studerende i psykologi ved University of Cambridge ved navn Sanna Balsari-Palsule fortæller, at vi alle har brug for til at hvile og lade op. Selvom det foregår på mange forskellige måder, så har vi langt mere til fælles, end vi måske tror. Hun ser en forskel på hvile og det, hun kalder "opladningsnicher". Mens hvile, som er et basalt menneskeligt behov, ser næsten ens ud for alle, er opladningsnicher de steder, aktiviteter og tilstande, hvor folk lader bedst op. I sin forskning opdagede Balsari-Palsule forskelligheder i, hvad introverte og ekstroverte opfatter som opladningsnicher.

Advertisement

"Det viste sig, at både introverte og ekstroverte mente, at frokostpausen sammen med deres kolleger var en opladningsniche i en ellers travl arbejdsdag. Da jeg spurgte mere ind til det, viste det sig, at for introverte er frokost med en enkelt kollega en opladningsniche, mens ekstroverte vurderede frokost med tre eller fire kolleger som en opladningsniche. Derudover angav både introverte og ekstroverte at løbe som en opladningsniche, men det var først, da jeg spurgte mere ind til det, at det kom frem, at introverte vurderede at løbe alene som opladende, mens ekstroverte foretrak løbeklubber."

Så har ekstroverte også brug for at lade op alene? Ikke nødvendigvis ifølge Balsari-Palsule. "For ekstroverte, der allerede tilbringer en stor del af deres dag i introverte roller og med en adfærd uden for deres karakter, vil jeg forvente, at en søgen efter alenetid vil føles som endnu en anstrengelse," fortæller hun. "På den anden side er ekstroverte, der bevidst sørger for at have tid alene, måske mere produktive i en arbejdssammenhæng. Alenetid kan gøre en fri for distraktioner, og en af de styrker, man forbinder med introverthed, er evnen til at være introspektiv og tænke tingene igennem."

Det er ikke tilfældigt, at den 34-årige Rebecca Lynch, som er skaber af "introjis" – de såkaldte emojier for introverte – kalder sig selv for "superintrovert". Hun er dog enig med Balsari-Palsule og siger, at selv hvis ekstroverte skal tvinge sig selv til at tilbringe tid alene, så burde de gøre det. "Jeg tror, at ekstremt introverte er mere bevidste om, hvornår de har brug for at lukke af og være alene for en stund, fordi de bliver fysisk trætte i selskab med andre. Ekstroverte kan bare blive ved," siger hun. "Men alenetid er vigtigt for alle. Det er dér, vi er i vores dybeste tanker og dér, vi gør kreative opdagelser. Jeg kender selv kreative ekstroverte, der kæmper med det og er nødt til at tvinge sig selv til at være alene."

Advertisement

Den ekstroverte engelsklærer Jack Dobson på 25 oplever en større balance. "Jeg har brug for meget social kontakt i mit liv, og tanken om at tilbringe tid med at interagere med mennesker, uanset om jeg kender dem eller ej, skræmmer mig ikke. Når det er sagt, så kan man jo sagtens opleve social udbrændthed, selvom man er ekstrovert – det betyder bare, at man kan håndtere mere social aktivitet, før man når sin grænse. Jeg tror, alle har brug for tid til selvrefleksion og til at gøre sine egne ting. Jeg nyder at tilbringe tid alene, og jeg føler, det giver mig en klarhed i mine tanker og et meget tiltrængt hvil. Men jeg kan også mærke, at for meget alenetid får mig til at hungre efter social interaktion, så hvis den ikke umiddelbart er i sigte, kan jeg føle mig ret nedtrykt."

Samfundet belønner generelt ekstrovert adfærd i højere grad, og når man navigerer gennem skole, det første job og universitetet, bliver alenetid hurtigt set ned på som værende dovent eller kedeligt, snarere end vigtigt for ens mentale sundhed. Og ifølge lektor i kvantitativ sociologi ved University of Kent, Robert de Vries, bør vi dyrke mere af den ekstroverte adfærd og ikke den introverte.

Han analyserede tidligere forskningsprojekter og konkluderede, at ekstroverte er tilbøjelige til at være mere succesfulde og har 25 procent større sandsynlighed for at have et højtlønnet job. "Adskillige af de studier, vi vurderede, fulgte folk gennem deres teenageår helt op til voksenårene og konkluderede, at folk, som var mere ekstroverte som teenagere, havde større sandsynlighed for at klare sig godt på karrierefronten som voksne," fortæller han. "Ekstroverte mennesker er mere selvsikre, selskabelige og pågående. Det er nemt at se, hvordan de egenskaber måske hjælper en i forhold til at klare sig godt i skolen og senere hen i karrieren."

Advertisement

I stedet for at sige at vi allesammen har brug for alenetid, siger de Vries, at det kommer helt an på personen og omstændighederne. "Den meste akademiske forskning i alenetid fokuserer på den negative side, såsom ensomhed eller manglen på social støtte," sagde han. "I den modsatte grøft er der masser af mennesker, der bliver overvældede af konstant social interaktion," siger han.

Indtil forskningen følger med, har vi nok bedst af at tage det bedste fra begge verdener. Mange af os bliver hvileløse i forsøget på at "kunne det hele," men det virker som en hensigtsmæssig løsning for de fleste at mødes på midten. Vi ender måske med at blive bedre udhvilede og gladere på arbejde – og have nemmere ved at sige det, når vi nogle gange hellere vil blive hjemme.

Mere fra VICE:

Sådan håndterer du akavet smalltalk

En ekspert forklarer, hvorfor du føler dig ensom hele tiden

Vores generation har opdaget, at det sutter at tage i byen