​Jeg trippede kun ved hjælp af min vejrtrækning

Åndedrætsterapi er en form for super-meditation, der kan udvide bevidstheden på samme måde som LSD. Ved at hyperventilere i længere tid af gangen kan man opleve en ekstraordinær sindstilstand: man tripper, bliver genfødt, besøger tidligere liv, har åbenbaringer og hører stemmer. Det er der i hvert fald nogle, der hævder.

Shamaner og swamier har anvendt åndedrætsterapi i tusindvis af år, men den moderne udgave er udsprunget af LSD-forskning i 1960'erne. Stanislav Grof anses her for at være grundlægger af praksissen. Grof er kendt for at have udført tidlige studier i LSD og især inden for området "psykedelisk terapi", der beskæftiger sig med ideen om, at hallucinogene stoffer kan bidrage til psykoterapien. Da FBI begyndte at slå ned på stoffer som LSD, rettede han i stedet sit fokus mod noget, man ikke kan komme i fængsel for: at trække vejret.

Åndedrætsterapi går egentligt bare ud på at trække vejret virkelig, virkelig hurtigt og dermed fjerne kuldioxid fra kroppen, hvilket fører til en stigning i blodets pH-værdi. Bivirkningerne kan være alt fra svimmelhed til kriblen og ufrivillige spasmer i arme og ben. De fleste af symptomerne kan forklares som almindelige følger af at hyperventilere, men åndedrætsterapi har også et aspekt, der minder om guided meditation: du får terapeutiske råd og efterfølgende respons. Plus, der står en og griber dig, før du når at vælte omkuld.

Illustrationer: Alex Jenkins

Jeg var for nyligt i Indien, hvor jeg så en brochure for et kursus i åndedrætsterapi klistret fast på disken i et supermarked i Gokarna; en lille, hellig by, der ligger et par timers flyrejse syd for Goa. Kurset var arrangeret af en mand ved navn Franz Simon, der var udlært i Grofs metoder. Simon er en ældre herre først i 60'erne med en stærk schweizisk accent. Han har skrevet flere new age-agtige bøger, der hedder ting som The End of Longing og Life Doesn't Care If You Pretend to be Dead, og i sin fritid kan han godt lide at jodle og spille harmonium.

Kurserne afholder Franz i et gæstehus, og den dag jeg mødte op sammen med to tyske backpackere og tre israelere havde han fuldstændig glemt det. Vi stod og bankede på hans dør og tiggede om at blive lukket ind.

"Beklager," sagde han, "giv mig lige fem minutter."

Et par minutter senere sad vi rundt omkring på gulvet i hans værelse. Der var så varmt, at luften duftede brændt. Franz forsøgte at få gang i blæseren, men motoren var i stykker, og det virkede som om det eneste den kunne var at blæse den varme luft rundt og rundt og rundt i lokalet. Alle vores t-shirts havde de samme lange svedpletter foran, bagpå og under armene.

"OK, lad os starte," sagde Franz.

Vi sad opdelt i par med benene over kors over for en komplet fremmed. Undervisningen startede med en række spørgsmål – Hvem er du? Hvor meget ville du sætte på spil for at blive glad? Hvad kan du ændre for at gøre dig fri? Det var meningen, at vi skulle besvare dem så ærligt og naturligt inden for den relativt lange tidsramme, der var afsat til sjæleransagelse.

Vi byttede partnere efter hvert spørgsmål. Det var meningen, at samtalerne skulle være en form for mental glidecreme, der gjorde sindet klar ved at stimulere dets naturlige, eksistentielle nysgerrighed og dermed skabte en psykisk grundform, der kunne understøtte de kommende åndedrætsøvelser. Franz Simon pilede rundt i rummet og smuglyttede, justerede på blæseren og hentede flasker med kildevand.

Vi brugte omkring en time på spørsmål og svar-øvelsen, der viste sig at være indsigtsfuld og ret rørende. Vi var komplet fremmede, der åbnede os op for hinanden omkring vores begær, vores største svagheder og de ting, der stod i vejen for vores lykke. Nogle af mine svar kom bag på mig. Energien i rummet – måske var det forventningerne til arrangementet, måske var det varmen – gjorde os på en eller anden måde mere åbne. Vi var alle sammen blevet forenet gennem vores sved og vores fælles mistanke om, at vi var lidt på afveje og måske også en lille smule ulykkelige.

Så bad Franz os om at rejse os op. Han forklarede, at det her var den del af processen, der potentielt kunne være farlig – at vores kroppe måske ville tage skade, eller at vi måske ville vælte omkuld, selvom det aldrig var sket for ham før. Vi skulle til at trykke al kuldioxiden ud af vores kroppe, hvilket kan få kroppen til at spænde. Regulære udøvere af åndedrætsterapi kalder det "kloen". Tæer og fingre blive lammet i klo-lignende positioner, og så vælter man.

Vi begyndte at trække vejret gennem næsen synkront med Franz og bukkede knæene med hver udånding. Hver udånding var længere end indåndingen. Vi lukkede øjnene; vi trak vejret hurtigere og hurtigere. Det var virkelig ubehageligt, og det eneste jeg havde lyst til var at stoppe og tage en almindelig indånding. Lydnivauet i rummet var meget højt; mine ben føltes slatne og mine fingre var følelsesløse. Franz kom hen til mig som om han havde sanset det, og sagde jeg skulle sætte mig på knæ. Et par minutter efter gav han mig besked på at ligge mig på ryggen. Alt blev virkelig stille, og jeg kunne ikke længere fornemme andre i rummet end Franz. Jeg havde ikke længere nogen fornemmelse af overhovedet at være i rummet.

Så begyndte Franz at synge et mantra – you are made of love – men sunget med jodle-stemme.

Jeg begyndte at kunne se fraktale mønstre og dyreskikkelser, der formede sig bag mine øjenlåger. Der var en ræv, noget der lignede en elefant og – fordi det her var i Indien – en ko.

Noget tid efter bad Franz os om at åbne øjnene. Da jeg gjorde, kunne jeg se, at alle andre i rummet også lå ned. Franz spurgte os, hvor lang tid vi troede det havde varet. Det virkede som en halv time, men Franz fortalte os, at vi havde ligget ned i 90 minutter.

Vi tog en pause, spiste noget is og vendte tilbage for at gentage den samme åndedrætsteknik. Den her gang åndede jeg endnu hurtigere, og det virkede som om, at det gjorde trancen stærkere. På et tidspunkt kunne jeg endda se en lang, mørk tunnel, som jeg kom tættere og tættere på og til sidst faldt ned i. Effekten mindede meget om en meget lille dosis LSD, nogle mildere psykedeliske svampe eller måske endda som at gå i seng efter en aften med intens cannabisrygning. Jeg var helt sikkert i en trance, men ikke noget der var så kraftigt, at det ikke var stoppet, hvis jeg havde åbnet øjnene. Men på trods af at trancen var forholdsvist mild, var det utrolige, at jeg landede i den ved ikke at gøre andet end at trække vejret hurtigt, ligge mig ned og lytte til lidt jodleri.

Franz spillede en af sine sidste sange på harmonium, og så vækkede han os. Han havde en kvækkende, gammelmandsstemme, men i trancetilstand lød den blid som en enuks.

"Så," sagde han. "Det var det. Hvordan var det?"

En israelsk pige sagde, at hun havde mærket vibrationer gennem hele kroppen. En tysk fyr havde mistet al følelse i sine arme og troet, at han fløj. ("Det gjorde du næsten også," sagde Franz til ham.) Der var en anden, der havde hørt Franz' musik på et andet sprog. Franz gættede på, at den tunnel, jeg havde set, kunne have været et syn, fra da jeg blev født.

Franz sagde, at det her kun var en introduktion til åndedrætsterapi. Folk der øver sig i længere tid går meget dybere: besøger tidligere liv, renser ud og giver slip på gamle traumer. "Nogle gange kan man ligge en hel aften i trance."

Jeg har siden forsøgt mig med åndedrætsterapi, men uden Franz – uden harmonium, uden jodle-mantraer, rummet, de fremmede mennesker og den overvældende fugtighed i luften – virker det bare ikke for mig.

Læs mere fra VICE:

Kan cannabis helbrede ADHD? Jeg røg mig skæv og prøvede at skrive den her artikel

Jeg stoppede med at ryge ved at tage svampe

Jeg trippede på LSD i et topsikret fængsel