Min mor forsøgte at slå mig ihjel, men vi taler ikke om det

Denne artikel blev oprindelig udgivet af Broadly

Mit første minde om min mor er hende på togskinnerne. Jeg er måske tre år gammel. Jeg ved det egentlig ikke, men min søster mener, jeg var omkring tre. Jeg kommer tilbage til det minde om min mor, da jeg er atten år gammel og på besøg hos en universitetspsykolog, fordi jeg lige har fået foretaget en abort og ikke kan færdiggøre mine studier. For at blive fritaget skal der være bevis for, at jeg er psykisk traumatiseret, så jeg besøger modvilligt denne kvinde for at tale om mine problemer. Jeg er besværlig; jeg er rationel. Hun ligner Susan Sontag med hendes gråsprængte hår som geometriske striber på begge sidder af hendes hoved. Hun spørger mig, hvorfor jeg er der. Jeg sukker og venter. Jeg sidder krumbøjet på en brunlakeret læderpuf, og jeg fortæller hende om min mor.

Hele mit liv har jeg levet i en familie, hvor klarhed omkring min mor og hendes sygdom aldrig var opnåeligt for os. Vi har alle været i stand til at sige så meget om så lidt gennem tiden – min mor har kæmpet med mentale problemer hele sit liv, men vi taler ikke om det. I stedet har vi forsøgt at ignorere det kæmpemæssige hul fyldt med afsavn, som hun har gravet for sig selv – så meget, at hun også har skubbet os derned.

Det er vores virkelighed; jeg kan ikke forestille mig et liv, der er bedre eller anderledes, et liv, der ikke er gennemsyret af en nært forestående psykisk krig. At bo sammen med min mor har altid været ensbetydende med at leve i konstant frygt. Som oftest vidste vi (min far, søster og jeg) ikke, hvad der ville udløse noget i hende. Hun var ikke snu eller ond – hun var afvæbnende i sin uskyldighed. Så mild og alligevel hærget af spænding, som en elastik rundt om et barberblad. Alene af den grund har jeg altid været, og vil altid, altid, altid være der for min mor.

Da jeg var yngre, var jeg i stand til at udvikle mig, at blive stærkere og mere tålmodig, så jeg kunne passe på hendes drømme. Undervejs i min egen modningsproces gik det op for mig, at hvis jeg forplumrede min egen lykke til fordel for hendes, ville det ikke ende godt for nogle af os. Min identitet ændrede sig konstant på grund af hende – svingende mellem mine to halvdele – den del, der forsøgte at stille hende tilfreds, og den del, der forsøgte at leve.

Hun havde været voldelig siden, før jeg kan huske, og vreden kom over hende som skarpe bølger. Hendes vold var dog ikke altid fysisk. Nogle gange brugte hun ord som våben og skar gennem hver en fiber i min krop. Det skete tit, som om der blev trykket på en kontakt. Min mor, som min helt egen Marvel-superskurk, kunne skifte fra god til ond på få øjeblikke, fra mild til diabolsk på sekunder. Hun var hysterisk og ondskabsfuld, en orkan af dårligdom, resolut i sine handlinger, fordi hun skiftede så hurtigt. Selv de mindste ting kunne udløse en lavine.

Selv om det var uoverlagt, var det voldsomt, heftigt og farligt. Nogle gange sad vi og fjollede, og hun grinede med – andre gange fjollede vi, og så ville hun begynde at skrige og slå min søster og mig med det forhåndenværende; sandaler, en kagerulle eller en kost. Engang slog hun mig med en metalbøjle syv eller otte gange, fordi en ven, jeg havde på besøg, havde korte shorts på. Mens hun slog mig, kan jeg huske, hun sagde, "prøv du bare at gå i den slags shorts." Jeg havde sår på ryggen i månedsvis derefter.

Det mest skræmmende minde, jeg har, er, da jeg var tolv, og min søster var nitten. Det her er, hvad jeg stadig husker: Jeg kan høre min søsters skrig: Udtrykkeligt som et langt hyl, en klagesang af svigt. Mens hun skriger, råber min mor tilbage i en konstant høj tone, der aldrig viger; et gutteralt brøl, der er bidsk og ondskabsfuldt og vælter ud af hende som brandvarm lava. Den bløde brummen – den lette og imødekommende glød, der normalt bor inde i hende – er helt væk. Hendes varme er trumfet af hendes ondskab.

Da jeg hører dem begge skrige, kommer jeg kluntende ind fra baggården og ind i stuen, hvor jeg fornemmer, de er. Jeg ser min mor, hele hendes krop spændt i utilfredshed, der med sin ene hånd klamrer sig til én af vores store køkkenknive. Håndtaget er sort, og hendes knoer er røde og hvide. Pludselig svajer hun som en knude af lyn, en indre kollision af poler, der nådesløst forsøger at stikke min søster ned.

Dagen før havde jeg siddet ved det selvsamme bord, som hun nu jagtede min søster rundt om. Jeg havde fortalt hende om drenge, og hun lyttede. Der er mange af den slags skinnende og smukke minder, som jeg kan huske, hvor hun var helt perfekt.

Jeg var så desperat efter at have sådan en idealiseret slags mor, og måske ville hun også gerne spille den rolle. Men nu er hun intet andet end vrede, hendes øjne vidtåbne og tyranniske. Hendes pupiller ligner store, sorte tallerkener, og det hvide i øjnene fremstår i kontrasten som kridhvid sne, stort og manisk. Hendes hår er en rodet knude i nakken og store totter flyver rundt som gløder omkring hendes ansigt. Rasende og ved at sprænges af kraft, kaster hun sig frem mod min søster med en upoleret præcision. Min søster skriger og skriger og skriger, mens hun løber rundt om bordet, som om hun er på skinner. En flad cirkel, der fortsætter, rundt og rundt, et loop, der aldrig ender. Mens jeg står og ser på, er min mor pludselig efter mig, katten og musen. Nu er jeg hendes offer. Jeg er den forbipasserende, som bliver ramt af nedfaldende murbrokker. Jeg begynder også at løbe, og kniven rammer lige forbi mig et par gange. Jeg kan høre bladet ramme bordpladen, lidt efter rammer den væggen. Min søster skriger bare.

Hvis jeg kunne trykke pause i den situation, stoppe tiden i det øjeblik, så vi alle bare var molekyler, der hang i luften og vibrerede til lyden af raseri. Det er som en drømmeagtig afbrydelse af vores virkelighed, den virkelighed, hvor vi alle spiller vores roller i et gennemført skuespil, forestillingen om, at vi er en familie. Hun ødelægger den facade og skærer gennem den luft, der hænger omkring vores kroppe, og mens det sker, ved jeg, at der ikke er nogen vej tilbage. Vi har passeret en særlig tærskel. Man kan ikke lade som ingenting og gå tilbage til dagligdagen efter den slags. Hvor skal man overhovedet begynde?

Jeg har gennemspillet det minde igen og igen, som en sang, jeg ikke kan leve uden. Melodien er genkendelig, men jeg hader teksten. Jeg spiller den igen og igen og prøver at huske de brudte fragmenter. Hvad har jeg mistet i løbet af årene? Kan jeg huske det hele? Har jeg selv fundet på noget af det? Står det stadig klart? Eller er det sløret og opbrudt, som hvis jeg så det gennem et kaleidoskop? Var det i virkeligheden så slemt?

Som jeg husker det, stopper hun først, da min far bryder ind og presser hende op mod væggen med stolebenene. Jeg kan huske ham råbe: "Stooooop." Han råbte på engelsk og ikke bengali. Det var det. Hun pruster, står stadig med vilde øjne, og jeg gemmer mig henne ved tv'et og ville ønske, at jeg kunne have haft et bedre og mindre dramatisk liv som 12-årig.

De jeg var yngre, fandt jeg trøst i de græske dramaer, Commedia Dell'Arte, Shakespeare, og arven fra Tagore. Jeg blev opmuntret af dem, fordi jeg så mit eget liv som en tragedie. Jeg spillede engang den ene halvdel af de elskende – Gli Innamorati – på scenen, og min dramalærer sagde senere til mig, at jeg havde liv og kraft, og at jeg kunne, nej, jeg burde blive skuespiller. Det går jeg ud fra, at der er to grunde til. For det første havde jeg oplevet hele registeret af menneskelige følelser udspillet i min mors ansigt, aldrig i ro, altid på vej videre. For det andet har jeg i årevis været tvunget til at være en god skuespiller. Til tider har jeg kæmpet med, hvad der egentlig var min egen virkelighed – hvis jeg forestillede mig en mor, som ikke ville gøre mig, min far eller min søster fortræd, kunne jeg så ændre hele mit liv? Kunne jeg hive mig selv op af hullet og undslippe hendes kløer? Kunne jeg gøre den historie til virkelighed og redde mig selv og dem jeg elsker?

Fra en ung alder lærte jeg at lyve om mit liv, fordi min mors sindssygdom skulle afskærmes. Hun var altid i et fugue-stadie, og det var altid mig, der blev udvalgt til at garantere hendes anstændighed overfor omverdenen, fordi jeg på en eller anden måde var hendes yndlings. Komplet uvidende om omfanget af min mors hemmeligheder, de triste og frygtelige steder, hun var fanget, begyndte jeg at se hendes sygdom som intet andet end et svindelnummer – en uundgåelig byrde, ikke kun for hende, men også for mig. Jeg tænkte aldrig over, hvordan hendes sygdom påvirkede hendes forstand, kun min egen. Så ude af stand til at forstå, hvor dyb hendes smerte var, begyndte jeg at hade hende. Når jeg tænker tilbage på det i dag, tænker jeg på hende som en person, der desperat forsøgte at holde fast, men dengang, midt i min barndoms ensomhed, forvekslede jeg hendes opførsel med simpel ondskab.

Hendes uberegnelige følelsesliv var for omskifteligt for mig. Jeg afskyede hende. I årevis lænede jeg mig op ad min vrede og mit had, af min frygt, fordi jeg hadede hende så meget. Jeg plejede at bede til, at hun ville dø, mine hænder klemt hårdt sammen i håbet om, at hvis jeg bad nok, ville hun måske dø.

Jeg var besat af tanken om, at hun døde.

Jeg begyndte at fortælle mig selv historier, som en måde at håndtere det på. Det var min direkte kamp mod virkeligheden og mit forsøg på at forholde mig til den. Jeg gennemgik mindet igen og igen i de næste måneder, når jeg lå i sengen med min søster. Vores kroppe, min søsters og min, der kun med nød og næppe undgik kniven. Vores mors piskende bevægelse, hop og spring, fremdriften, der holdt os tilbage, trætheden, der fik vores tunge kroppe til at give efter, stakåndede som maratonløbere. Hvad hvis, efter alt det løberi, at kniven havde ramt os? Som en renselse gennemgik jeg de mange utallige scenarier, som jeg kunne tænke på. Som om jeg var i et parallelt univers, hvor hun rent faktisk dræbte mig, og os begge to.

Jeg tænkte, at jeg i døden ville modtage den kærlighed, jeg fortjente. Jeg ville have min mor skulle lide, så hun kunne se, hvor meget hun havde såret os. Hvis hun havde vores blod på hænderne, var det måske den hævn, jeg hungrede efter, det, hun fortjente for at være så forfærdelig en mor. Et perfekt endeligt for en person, der så fejlfrit spillede skurkerollen i min egen personlige tragedie.

Tidligere på måneden skypede jeg med min mor, og hun fortalte mig en mærkelig og ulækker røv-joke. Min umiddelbare reaktion var frustration. Jeg sidder og spiser, og detaljerne er klamme med perverse undertoner. Det er min mors humor, grotesk og absurd, hendes indfangede sjæl, der genfødes i en fordærvet sky af en kvinde, som kæmper så hårdt for at få sin datters opmærksomhed. Jeg minder mig selv om, at hun er et menneske, og jeg forsøger at se hende i det bløde lys fra al hendes modgang. I det øjeblik er hun en person uden tillægsord, ingen titler, intet er tilknyttet hende. I det øjeblik, hvor hun fortæller joken, er hun bare… ingenting, ingen, bare en person. Jeg har hadet hende for den mor, hun aldrig kunne være, men hvad hvis jeg kunne elske hende for at være den komplicerede person, hun er?

Hun har ikke brug for barmhjertighed, og alligevel tilgiver jeg hende alt i det øjeblik. Hendes øjne er blanke, som en grædende hund; et dyr, der har mærket verdens vægt på sine skuldre og alligevel har formået at trække sig selv ud af tumulten igen og igen, i et desperat forsøg på at være noget konsekvent. Hun vil gerne ses for det hele, for alle hendes svagheder, i skyggernes dyd og i vores forholds genkendelighed – mor og datter – hun lukker alle sine mærkværdigheder ud, som et langt gab, der har været på vej hele hendes liv. Foran os, min søster, min far og mig, vil hun accepteres for alt det, hun er. Ligesom mig vil hun have lov til at være kompliceret, men hun kan ikke. Samfundet vil ikke tillade det. Det går op for mig, helt og holdent, som jeg ser hende der – som et lille barn. Hendes hud så stram over hendes ansigt som et lærred. Jeg ligner hende så meget, selv som rynkerne omkring øjnene står skarpe frem som diamanter.

Hun siger noget, men jeg er langt væk i lange tanker om, hvordan mit liv ville se ud, hvis det ikke havde været for hendes nedbrud. Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor hendes ord, hendes tricks, hendes hænder ikke er ude på at skade mig. Jeg har levet under hendes diktatur, bange for at være mig selv. Og nu er vi rolige, taler pænt sammen. Hun smiler det der flakkende smil og spørger, som om hun fornemmer min afstand: "Hvorfor elsker du mig ikke?"

Først er jeg utålmodig, så jeg bider et svar tilbage. Hendes øjne er milde, rolige selv i hendes smerte.
Sagen er den, at jeg rent faktisk elsker hende. Jeg trak mig ud for lang tid siden for at beskytte mig selv. Jeg ville ikke drive rundt i den skærsild, hvor jeg boede i næsten nitten år af mit liv, så jeg løb væk. Nu er der bogstaveligt talt et hav, eller to, imellem os. Jeg taler med hende, når det kan komme til at passe. Jeg siger, hun skal tage sin medicin, men altid på en stille og rolig måde, aldrig pressende, altid et 'forslag.' Jeg forstår godt, at den største frygt for hende er, at hun rent faktisk er skør, og det kan jeg ikke bebrejde hende. Så meget af hendes liv er defineret ud fra, hvad hun ikke kunne være. Så meget af det hun gjorde mod os da vi var yngre, og nogle gange stadig gør, var en del af en søgen. Samtidig med at hun forsøgte at skade os, var hun i gang med at genopdage sig selv. Hun skader os, fordi vi er de eneste ting, der har værdi for hende. Det er selvdestruktivt, fordi det skader hende selv. Det er ikke en trøst, det er bare min tolkning, for hvis jeg skal bevare min forstand, er jeg nødt til at forsone hende med de ting hun har gjort. For at give slip er jeg nødt til at se hendes smerte på det væld af måder, hun ser den.

Af en eller anden grund har jeg ikke vreden inde i mig længere. Sandheden er, at det kunne have været mig. Jeg ser så meget af mig selv i hende – den måde hun lytter til mine historier på, om at være menneske, om at rejse, arbejde, skrive, og selvom hun giver mig ubrugelige råd, kan jeg se, hvordan hendes øjne lyser op, når jeg deler ud af mig selv. I de øjeblikke vinder hendes menneskelighed og de smertefulde, voldelige minder glider i baggrunden. De bliver til spøgelser, der eksisterer, men ikke bliver hængende. Faktum er, at man skal give slip, når man bliver ældre. Som Bertha Mason, der sidder i et prægtigt værelse med udsigt over heden og de grønne græsgange, er min mors sygdom nøgen og hævngerrig, og den har dikteret hele hendes liv. Når man har forældre, der er syge, må man på et tidspunkt holde op med at dømme dem. Nogle gange.

Men så igen: Hvad skylder jeg hende?

Hun har mishandlet mig. Og jeg elsker hende alligevel. Det er kompliceret, og det ændrer sig hele tiden, men som tiden går hader jeg hende mindre og mindre, fordi jeg ser hende, som den hun er, ikke bare som min mor. Jeg ser hende som en forfejlet voksen, en person, der aldrig skulle have haft børn, men også et offer for sin tid, for sin egen mishandling, den mishandling hun aldrig talte om. Min mor blev en selvhadende kunstner, et monster, som reaktion på samfundets brutale forventninger til, hvad hun burde være. Hun har aldrig været glad, og det gør ondt. At skelne mellem min mors godhed og hendes ondskabsfuldhed slører sammen. Bebrejder jeg hende? Selvfølgelig, men jeg begynder at forstå, at min rejse ikke behøver være defineret af hendes.

Min mor vimser altid. Måske er det for at minde sig selv om, at hun er i live; måske er det fordi stilstand er for frygtindgydende, for tæt på døden. Når hun er alene, skal hun konfrontere alle sine indre dæmoner, og det er hun ikke klar til, ikke endnu. Hun husker ikke de ting, hun har gjort ved os. Nogle gange anklager hun os endda for at overreagere, at finde på løgne, men nu har jeg ikke brug for særligt meget fra hende. Som jeg ser på hende gennem skærmen på min MacBook, minder jeg mig selv om, at hun en dag skal dø. Mit hjerte svulmer op og skubber mod mit bryst, til det gør ondt. Mine øjne løber i vand, men jeg kan ikke græde foran min mor. Så tålmodigt tager jeg en dyb indånding. Jeg nikker, smiler og lytter til hendes røv-jokes.