​Trækasser og sex-kontrakter: En kort historisk gennemgang af svenske kidnapninger

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Sverige.

Det kan godt være, at kidnapninger ikke er så udbredte i Sverige, men når de finder sted, er de som regel ret fucked up. Så fucked up, at et besynderligt fænomen, der nogle gange opstår i forbindelse med kidnapninger - hvor gidslerne får positive og endda kærlige følelser for deres gidseltagere - er blevet opkaldt efter en gidseltagning, der fandt sted i Stockholm i 1970'erne.

Den seneste kidnapning, der fandt sted i Sverige, blev offentliggjort i september 2015. Om aftenen den 18. gik den 37-årige Martin Trenneborg ind på en politistation i det centrale Stockholm sammen med en kvinde, der var i starten af trediverne. Efter en kort udveksling med receptionisten satte parret sig i ventesalen. To timer senere blev kvinden kaldt ind i et afhøringslokale. Manden blev siddende på sin plads. Så kom fire politibetjente ud og arresterede ham; et øjeblik, der blev klimakset i en forstyrrende nyhedshistorie, som tabloidmedierne døbte "Sex-bunker lægen" og "Den Svenske Fritzl". Det var et hændelsesforløb, der involverede en lydtæt bunker, giftige jordbær og en sex-kontrakt. Men det vender vi tilbage til.

Den 23. februar idømte en svensk domstol Trenneborg 10 års fængsel for kidnapning. Siden historien kom frem, har flere kriminologer udtalt, at denne sag er en af de mest foruroligende i svensk kriminalhistorie. I den alarmerende anledning besluttede vi os for at sammenfatte en kort historisk oversigt over svenske kidnapninger.

Gevalia-datteren

Den første moderne kidnapningssag fandt sted i 1963 - så vidt vi ved. Ann-Marie Engwall, den 7-årige datter af Jacob Engwall, der var administrerende direktør for Gevalia (Europas største kaffeproducent på det tidspunkt) var på vej i skole, da hun blev kidnappet. Kidnapperne, en mand og en kvinde, der forblev anonyme, påstod, at de ville køre hende til en skoleudflugt, som hun lige var gået glip af.

For at få tiden til at gå, mens de ventede på udbetalingen løsesummen, (omkring 11.200 kroner, som de åbenbart skulle bruge til at finansiere deres eget privatdetektivbureau) tog kidnapperne Ann-Marie med i børne-zoo og på café. Så snart de havde fået løsepengene, sendte kidnapperne Ann-Marie hjem til sine forældre i en taxa. Da hun ikke ville alene af sted, og i det hele taget ikke forstod, hvad der var hændt hende, bad hun med tårer i øjnene kidnapperne om at tage med hende.

Hr. og fru Engwall kontaktede politiet, lige efter deres datter ankom. Senere samme dag meldte kidnapperne sig til politiet. Paradoksalt nok klarede de sig ret godt senere i livet. Da de havde afsonet deres fængselsdomme, blev de gift og fik succesfulde karrierer inden for det offentlige.

Pigen i kassen

Kidnapningen af den svenske olympiske rytter Ulrika Bidegård fandt sted i 1993. Den svenske tømrer Lars Nilsson, der havde arbejdet i Familien Bidegårds hjem, overfaldt hende uden for hendes forældres hus i Belgien. Han bandt hende på mund og hænder og bedøvede hende med fortyndingsmiddel. På vej op af trappen til hans lejlighed i Bruxelles tabte han Bidegård, så hun flækkede læben. Indenfor gav han hende bind for øjnene og lydisolerende høreværn på, hvorefter han holdt hende indespærret i et hjemmelavet festivalstoilet lavet af træ. I de fire dage, hun blev holdt fanget, havde hun yderst begrænset adgang til mad og drikke og led konstant fysisk overlast.

Det lykkedes belgisk politi at finde Nilsson, efter han hævede penge med Bidegårds kreditkort. To dage senere ransagede de hans lejlighed, arresterede ham og befriede Bidegård fra hendes træfængsel.

Dagen efter, at Nilsson var blevet arresteret, modtog Familien Bidegård et billede i posten. Det var et, Nilsson havde taget af Ulrika i kassen, hvorpå han forlangte $500.000 (3,4 millioner kroner). Undervejs i efterforskningen beskrev folk, der kendte Nilsson, ham som rar og fornuftig, og uden kriminelle tendenser.

Westerberg-sagen

I 2002 blev Erik Westerberg, søn af en succesfuld forretningsmand, kidnappet fra sit hjem i Stockholm af en mand, der udgav sig for at være blomsterhandler. Westerberg havde figureret øverst på en liste over velhavende unge, der blev publiceret i en aftenavis tidligere på året. Westerberg blev også smidt i en kasse, hvorefter han blev transporteret til en hytte på en ø udenfor Stockholm, og kædet fast til en seng.

Kidnapperne stillede krav om, at omkring €1.000.000 (7,5 milloner kroner) i kontanter skulle placeres under en bro i Paris i Frankrig. Westerbergs far afleverede pengene personligt. Kort tid efter løslod kidnapperne Erik og gav ham en pakke cigaretter og nogle tændstikker. Svenske specialstyrker fandt ham, efter han havde røget omkring tre cigaretter. Efter hans identitet var blevet bekræftet, orienterede det svenske politi deres franske kolleger, og 45 sekunder senere arresterede det franske politi de to kidnappere, der havde taget imod løsesummen.

Endnu en mand, endnu en kasse

Kassen er et gennemgående tema i svenske kidnapninger. Om morgenen den 3. februar i 2005 blev Fabian Bengtsson fundet i en park i Göteborg. Han var netop blevet løsladt af sine bortførere efter 17 dage i fangenskab. "Gå, du er fri, lad være at vende dig om" var det sidste, kidnapperne havde sagt til ham, før de lod ham gå.

Bengtsson, der var arving til SIBA, en førende nordisk elektronikkæde, blev overfaldet med tåregas i sin garage, stoppet ind i en tom TV-kasse, og bragt hen til et faldefærdigt skur. Der blev han forflyttet til en anden, mere luksuriøs, lydtæt trækasse, der var udstyret med madras.

Kidnapperne havde bortført Bengtsson i håb om at få 5 millioner euro (37,3 millioner kroner) ud af Familien Bengtsson.

Men som tiden gik, blev kidnapperne ret glade for deres fange. Når de ikke havde travlt med at true ham med en hjemmelavet pistol eller presse tape-klumper ind i munden på ham, lavede de omeletter til Bengtsson og vaskede hans tøj; drak whisky og spillede kort med ham. Efter lidt over to uger var de overvældet af sympati og løslod Bengtsson. Takket være de mange mentale noter, Bengtsson havde taget, mens han sad fanget, eksempelvis hvad tid, han hørte Hjem-Is bilen udenfor, og hvor lang tid det tog kidnapperne at hente mad på McDonald's, lykkedes det politiet at fange kidnapperne.

Slemme studerende

Alexander Åhman, endnu en søn af en velhavende forretningsmand, forsvandt fra sin kollegiebolig i Uppsala et par dage efter jul i 2011. Han blev kidnappet af sin bofælle, en psykologistuderende, hendes formodede kæreste, der var medicinstuderende, og en til af deres venner. Efter bofællen havde givet Åhman en tærte fyldt med en bedøvelsesmiddel, (tærten havde åbenbart smagt bittert, men han spiste den alligevel for at være høflig) bandt de ham med tape, smed ham bag i en varevogn og kørte 570 kilometer til en forladt skolebygning i byen Umeå.

Åhman tilbragte en uge i fangeskab i en mørk kælder uden varme, havde kun en meget tynd madras at sove på, og meget lidt mad. Til sidst var øl den eneste form for næring, han havde. Det var ekstremt koldt, så Åhman bandt bleer, han fandt i rummet, fast om sine fødder for at holde lidt på varmen.

Fire dage efter kidnapningen befandt to af kidnapperne sig tæt på Stockholm. Parret havde taget Åhmans mobiltelefon, så de kunne udgive sig for at være ham, og skrive til hans familie. Familien sporede telefonen via appen "Find My iPhone", og bemærkede, at den bevægede sig mod nord på motorvejen. Via appen fangede politiet kidnapperne, og Åhman blev reddet to dage senere.

Sex-bunker lægen

På et eller andet tidspunkt i 2010 begyndte lægen Martin Trenneborg angiveligt at bygge et falsk maskinskur ved siden af sit hjem på landet, i Knislinge i det sydlige Sverige. Inde i skuret konstruerede han en lydtæt cementbunker på 60 m2 med to sikkerhedsdøre, der kunne låses elektronisk.

Fem år senere, i september 2015, er Dr. Trenneborg på date med en kvinde i hendes lejlighed i Stockholm - 550 kilometer fra Knislinge. Han bliver der i to timer, hvor de sniksnakker og har sex. Han foreslår derefter, at de skal mødes igen to dage efter. Det siger hun ja til. Han tager hjem til Knislinge samme aften for at forberede sig.

På deres anden date drikker de champagne, og han giver hende jordbær, der er forgiftet med bedøvelsesmidlet Rohypnol. Efter hun er sanseløst beruset, giver han hende en ble, som hun selv tager på. Så henter han en kørestol fra sin bil, ruller hende udenfor og sætter hende på passagersædet. Han injicerer hende med beroligende midler en gang i timen på den syv-timer lange køretur. Det eneste, kvinden kan huske, efter hun spiste jordbærrene, er et kortvarigt øjeblik i bilen, hvor hun vågner og ser en hjertefrekvensmåler hæftet fast på hendes finger.

Hun vågner i Trenneborgs bunker. Angiveligt siger han, at hun skal blive der i et par år, lave mad til ham, hænge ud og dyrke ubeskyttet sex to-tre gange om dagen. Han tager blod- og skedeprøver fra hende, så han kan teste hende for kønssygdomme, og giver hende p-piller. Han fortæller også, at han overvejer at kidnappe endnu en kvinde, der kan holde hende med selskab - muligvis hendes mor.

Fem dage efter kidnapningen tager Trenneborg til Stockholm for at hente et par ting fra kvindens lejlighed og tage til U2-koncert. Da han kommer hjem dagen efter, tilbyder han at køre hende til Stockholm, så hun kan hente nogle af sine ting. På dette tidspunkt har politiet hængt en seddel på kvindens dør, hvor der står, at hun savnes af sin familie, og at hendes låse er blevet skiftet af politiet.

På vej til Stockholm bliver han bekymret for, at politiet har fået færten af ham, og giver hende besked på at lade som om, de er et par. Han siger, at han ikke vil i fængsel. Fordi hun indtil videre har været føjelig, og ikke har forsøgt at flygte, har han forhåbninger om, at hun ikke vil udlevere ham. Parret ankommer til politistationen midt i Stockholm, og først da hun separeres fra manden, fortæller hun politiet, hvad der er sket med hende.

Den 23. februar blev Martin Trenneborg idømt ti års fængsel for kidnapning. Han skal også betale kvinden en bøde på €19.000 (141.742 kroner) i erstatning for svie og smerte. Trenneborg erkendte sig skyldig i kidnapning, men ikke voldtægt, som han blev frikendt for.

Læs mere fra VICE her:

Min mormor er giftmorder

Syre, lidenskab og størknet blod: Billeder fra drabssteder i 1880'ernes Paris

Den brune død: En historisk gennemgang af brugen af afføring som våben