Romerlys, slagsange og selfies

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Romerlys, slagsange og selfies

I billeder: 40.000 studerende gik i går på gaderne for at demonstrere mod planlagte nedskæringer på uddannelsesområdet.

Venstre-regeringen anført af de to ministre på uddannelsesområdet, Ellen Trane Nørby og Esben Lunde Larsen, har besluttet, at uddannelserne til sammen skal spare 8,7 mia. over de næste fire år. De varslede nedskæringer er faldet i særdeles dårlig jord hos landets studerende, der derfor gik på barrikaderne i forsøget på at få politikerne til at ombestemme sig.

De to demonstrationer, der foregik simultant i Aarhus og København i går mellem 16 og 18, var kulminationen på fire ugers hårdt arbejde for arrangørerne bag, som kalder sig Uddannelsesalliancen.

Advertisement

Dagen derpå er talsperson for sammenslutningen, Yasmin Davali, tilfreds med mobiliseringen:

"Jeg synes, det gik over al forventning. Vi var 30.000 i København og 10.000 i Aarhus. Der var omkring 100 institutioner, der nedlagde undervisningen, og det gør jo rigtig meget i forhold til fremmødet," siger hun til VICE.

Læs også: Jagtfalkens motorvejsselvmord er den ultimative fuckfinger til vores præstationskultur

Trods den store utilfredshed over regeringens spareplaner var stemningen til demonstrationen på Rådhuspladsen god. Kærestepar, gymnasiekammerater og sympatisører stod skulder ved skulder og sørgede for, at kampråb og slagsange gav genlyd på lang afstand - måske endda helt ind på Christiansborg, håber Yasmin Davali.

"Både Esben Lunde Larsen og Ellen Trane Nørby har haft et behov for at sige, at demonstrationerne IKKE gjorde indtryk, og alene dét betyder jo, at der er blevet lagt mærke til utilfredsheden. De ved godt, at vi er mange, der er sure", siger Yasmin Davali, der nu vil sætte sig ned med de øvrige initiativtagere og kigge på, hvad næste skridt skal være.

"Der er ikke nogen tvivl om, at vi fortsætter arbejdet. Vores udgangspunkt er jo, at så længe, vi bliver udsat for forringelser af vores uddannelser, så bliver vi nødt til at svare på det."

Her følger billederne fra demonstrationen: