Mød skaterpræsten fra Bogø, der forkynder Marx og har Buddha stående på sit natbord

Det er søndag morgen, da jeg triller ind på parkeringspladsen foran kirken. Selvom det regner lidt, og himlen er ualmindelig tung og grå i dag, kan man ikke sætte en finger på placeringen, på toppen af en bakke med udsigt over Storstrømmen. Men det er ikke kun fordi der er pænt, at jeg bliver siddende i bilen. Jeg skal også lige forberede mig på at se min gamle ven i nogle omgivelser, som er fuldkommen fremmede, og med nogle ritualer, som altid gør mig anspændt og usikker. Jeg har svært ved at forlige mig med at en klog fyr, som jeg kender så godt, skal til at prædike ud fra en gammel bog med røverhistorier.

Da jeg for otte år siden hørte, at min ven Aske Emil Olsen var begyndt på teologi, var jeg forvirret. Han slog mig ikke som et religiøst menneske. Jeg spurgte ham dengang, hvorfor han var startet. Med vanlig sans for dramatik fortalte han, at han mente teologistudiet var den hurtigste vej til at blive gud. Aske gik i min gymnasieklasse og jeg holdt meget af ham, samtidig med at han drev mig til vanvid. Han overraskede tit med stor indsigt og viden om alt muligt mærkeligt, men det var mest under barernes dunkle belysning og med en drink i hånden, at han forkyndede. Han var klassens klovn og nattens bodegafilosof. På den ene side velformuleret og videbegærlig – typen som anmodede om latin på højniveau i gymnasiet. Men på den anden side var han også fordrukken og røvprovokerende – typen vi konstant skulle redde fra at få tæsk i byen.

Aske står i våbenhuset og giver hånd til de ankomne. Da han ser mig lyser han op i et smil og giver mig et kram. Hans præsterobe skinner, og han ser ulastelig ud. "Det er det dyreste tøj, jeg har. 19.000 kroner for den her," siger han og trækker ud i gevandterne. "Jeg skal heldigvis ikke selv betale den." Under kjolen stikker et par Nike sneakers ud. "Jeg skifter lige sko," siger han. Kort efter kommer han tilbage i en finpudset lædermodel.

Da vi har sunget den indlede salme træder Aske frem på scenen og spreder armene ud til siden: "Der står i biblen, at de døve skal høre," siger han. "Det bliver svært i dag – for vores højtalere er blevet stjålet."

Der udbryder en munter mumlen, og nogle griner. Det er dagens samtaleemne, at kirkens hvide Bose-højtalere er blevet hugget. Aske må tale menigheden op uden elektroniske hjælpemidler. Der er til gengæld også kun syv ældre mennesker til stede – selvom "der har været mindst 20 til alle de andre gudstjenester", fortæller han – og kirkerummet er heldigvis ikke særlig stort.

Da han træder op ad trapperne til prædikestolen kan jeg mærke spændingen i maven. Showtime. Det er en følelse jeg aldrig før har haft i en dansk folkekirke. Det er normalt stilstand. Død luft. Kirken er som et hvidkalket venteværelse med alt for hårde bænke, og jeg ser mig selv som barn, der bare sidder og tæller minutterne til forestillingen er forbi, og jeg kan komme hjem og se Disney's Juleshow. Men i dag glæder jeg mig oprigtigt til at høre hvad præsten har at sige.

Jeg kan slet ikke forlige mig med, at drengen med Bacardi Breezer og KoRn-trøje er en gejstlig autoritet. Da han får øjenkontakt med mig under velsignelsen, spreder et skælmsk smil, næsten undseeligt gemt i fuldskægget, sig over hans ansigt. Jeg kan mærke, at vi begge to flækker af grin, hvis ikke vi undgår hinandens øjne, så jeg bider tænderne sammen, stirrer på altertavlen bag ham, og lytter.

Begge de lignelser vi hører i dag handler om vingårde. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er Aske i en nøddeskal at prædike om alkohol. Senere fortæller han, at det ikke er ham, der vælger lignelserne. Uddragene fra biblen kommer i en "fast, traditionsrig rækkefølge, som har været stort set uændret i århundreder". Selve prædikenen, og dermed fortolkningen, er til gengæld op til den enkelte præst.

Han går videre til at fortolke lignelserne. Historien handler om vingårde, arbejdere og fordeling af goder.

"Når nu faderen ikke selv passer vingården, hvilken ret – anden end sin ejendomsret – har han da til høsten, når nu han ikke selv arbejder eller tager ansvaret for vingården? Kan det passe at andre skal stå for det hele imens han får alt overskuddet? En vedkommende marxistisk kritik," forkynder præsten, og jeg nikker anerkendende.

Da det er blevet tid til chips og vin (eller oblat og saftevand) står Aske med sølvkanden i hånden og siger højt at "dette er Jesu Kristi blod", og jeg kan fornemme, at alle bag mig har rejst sig. Jeg har ikke styr på kutymen. Det virker åndssvagt at rejse sig nu, så jeg bliver siddende. Deres blikke føles som nåle mod min nakke. Jeg får syndsforladelse ved at skynde mig at være én af dem, som tager del i det kannibalistiske ritual.

Aske har også skulle koncentrere sig gevaldigt for at få styr på alle detaljerne, viser det sig. Da han skulle gennemføre sin første altergang havde han ikke nået at øve sig på det, og kom til at tage kanden med vin først. Det gik hurtigt op for ham, så han vendte sig om og mumlede "fuck" for sig selv. "Heldigvis havde jeg mikrofon på, så alle kunne høre det. Min søster var ret forarget."

Vi synger den sidste salme, som ingen andre end kirkesangeren kender, og bagefter får vi kaffe og småkager i våbenhuset. Alle de ældre mennesker virker til at være glade for deres nye præst. Da de er taget hjem, hiver Aske præstekraven af og smider præstekjolen for at iklæde sig almindeligt tøj. Straks ligner han sig selv.

"Giver du et lift?" siger han da vi træder ud på den grå, regnfyldte plads. Askes præstegård ligger på Møn, så han må pendle frem og tilbage mellem sine to kirker, Bogø og Fanefjord, og som de fleste unge mennesker, der indtil for ganske nylig boede i København, har han hverken kørekort eller bil.

"Jeg tager longboardet frem og tilbage, eller også får jeg et lift med en fra menighedsrådet," forklarer han, da vi kører over den smukke dæmning, der forbinder Bogø med Møn. "Jeg kan ikke finde vej, og jeg er højre/venstre-forvirret, så det er ikke helt let. Jeg er på Herrens mark."

Jeg fortæller ham, at hans valg af teologi var lidt af en 'what the fuck'-oplevelse for de fleste i vores vennekreds, men at hans job som præst var en endnu større overraskelse.

"Jeg havde jo slet ikke regnet med, at jeg skulle være præst. Når man starter på en uddannelse, tænker man jo ikke at man bliver ældre," siger han. Jeg spørger ham, hvad der blev af hans store plan og minder ham om dengang han påstod, at teologi var hans genvej til guddommelighed og rigdom gennem en ny sekt. Han griner højt.

"Der er nogle steder i USA, hvor præster fremfører prædikener på stadioner, og de flyver rundt i private jets. Det er jo pengemaskiner og retorik," siger han. "Men det med at lave en L. Ron Hubbard, det gider jeg sgu ikke. Jeg er ligeglad med penge, jeg vil bare gerne have mere tid. Tid til at gå en tur. Her er så dejligt."

Aske smiler. Hans blik vandrer ud over havet, hen mod det sted hvor den tunge, grå filthimmel går i et med bølgerne og får horisonten til at fordampe.

Da vi kører ind på præstegårdens gårdsplads, Askes nye crib, nævner jeg så henkastet som muligt Marx' ikoniske citat om at religion er opium for folket. Kan man være socialist og religiøs samtidig, spørger jeg ham.

"Det er svært at læse evangelierne og ikke tænke, at Jesus er marxist. Paven er marxist," siger han. Mens jeg kravler ud af bilen nævner jeg, at jeg måske nok har læst Marx lidt firkantet, og det er måske ikke så klogt …

"Du skal ikke læse noget firkantet," afbryder Aske. "Det får du meget lidt ud af." Han smækker bildøren og lægger hænderne på kølerhjelmen.

"I Zur Genealogie der Moral har Nietzsche et fantastisk citat," fortsætter han. "Det er en kritik af de teologer og religiøse mennesker, der mener at vi skal tænke os selv helt ud af verden. Vi skal helt op i den blå himmel, for oppe i det blå har vi sandheden. Nej, sandheden er ikke i det blå! Sandheden er i det mudrede, i det grå. Der er uendelige nuancer af grå mellem hvid og sort, mellem ja og nej, og det er dér, vi skal finde sandheden, for sandheden er altid i en vedvarende, dynamisk udvikling. Tilværelsen er grå – ikke nødvendigvis fordi den er dårlig og trist, men fordi den ikke er sort/hvid. Det er der jo ingenting der er ­– ingen mennesker der er."

En nagende fornemmelse stikker stadig i min mave. Det er netop på grund af altings foranderlighed og de evige nuancer, at jeg har det svært med religion. I min verden er kirken netop en institution, der påstår at have sandheden, klar og færdigpakket. Take it or leave it.

"Sådan er der mange teologer og præster, der har det," siger Aske. Han sukker. "De siger, at 'Kristus var sandheden og livet'. Bum. Så er der ikke så meget at rafle om. Så går vi i kirke, og så er vi glade, og så angrer vi vores synder. De sidder bare og læser i deres gamle bog og gør ikke noget ude i verden. Men der er selvfølgelig også en masse præster, der er involveret i alt muligt. Eksempelvis Dansk Folkeparti…"

Aske griner, mens han låser døren op og skynder sig at slå fast, at han kender til lige så mange præster som befinder sig i den anden ende af det politiske spektrum.

"Det er især de højreorienterede præster, der kan være meget sort/hvide i deres tankegang. Til gengæld er de gode til at sige nogle provokerende ting, det må man give dem," fortsætter han. "Jeg synes det er meget rart at blive provokeret en gang imellem, og de italesætter nogle ting, der minder mig om, at det rent faktisk er en reel frygt, de sidder med. De er pissebange. Jeg forstår ikke hvorfor, og jeg forstår ikke hvordan, de kan blive ved med at opretholde den frygt og den vrede, men det kan de altså."

Ifølge Aske er den danske folkekirke voldsomt fragmenteret, men det er et aspekt han gerne vil bevare. "Du kan finde folk der siger to vidt forskellige ting, tilsyneladende ud fra den samme tekst. Det er en af forcerne ved folkekirken, at den kan rumme det. Det er klart, at jeg udtrykker den teologi, jeg selv kan stå inde for, men jeg har ikke et ønske om at det skal blive ensrettet."

I Askes entré er der et longboard, og overalt i det enorme hus står halve og hele skateboards. Præstegården er kæmpe stor, og mens han viser mig rundt, indrømmer han at de mange tomme rum og naturens lyde har været lidt skræmmende at skulle vænne sig til.

"De siger at der er stille på landet. Det er løgn. Vinden i træerne larmer meget mere end de hydrauliske døre i busserne og motorlarm."

Efter rundturen laver vi en rigtig dansk frokost med sild, æg og hjemmebrygget øl. Jeg beder ham fortælle, hvordan og hvornår han så lyset. Han sidder længe og grubler.

"Jeg har nok altid været et religiøst menneske," svarer han til sidst. "Jeg har bare aldrig tænkt over det. Jeg tror det ligger i min opfattelse af virkeligheden og mit syn på mennesker, for det er ikke bare mekanisk det hele. Der er noget mere derude, der binder det hele sammen og opretholder det. Det er jo tro."

Jeg spørger Aske om sagen med Thorkild Grosbøll, der i 2003 – og mange år frem – satte gang i en heftig debat om tro. Præsten erklærede, at han ikke troede på Gud, opstandelsen og det evige liv, og at kristendommen er en fabel, der ikke skal tages bogstaveligt, men udvikler sig i takt med at mennesket akkumulerer mere viden. "Ser man på skrifterne igennem en forskers øjne, så holder de tekster ikke vand længere," som Grosbøll dengang sagde.

Aske oplever af og til, at der findes folk, som læser biblen én til én og tror, jorden blev skabt på seks dage for 6500 år siden. "Dem er jeg ikke en af," siger han kontant. Aske tror ikke på, at Moses delte vandene, og at der var en gigantisk ark med alle dyr i verden. Men derfor kan han godt fortælle historierne og bruge billedsproget. For det første er budskaberne i historierne stadig brugbare, siger han. For det andet hverken kan eller vil han trække sin fortolkning ned over hovedet på andre. Det er hans pligt at bruge et sprog som støtter den enkelte igennem deres potentielt svære tid.

"Hvis nogen har et billede af en lyserød sky, hvor alle de mennesker, man holder mest af, er samlet igen – en Disneyficeret himmel – så vil jeg jo ikke gå ind og korrigere det billede. For deres tro har lige så meget ret som min teologiske tolkning af tingene. Du kan ikke stå til en begravelse og sige til folk, at deres kære ikke er et bedre sted. At de bare er væk."

Grosbøll-sagen gav anledning til en selvransagelse i Folkekirken, hvor man, efter at have placeret ham i en form for offentlig, åndelig gabestok, endte med at erklære, at blind tro på Biblen trods alt ikke var en forudsætning for at være præst. Der er altså ikke nødvendigvis en "nissemand", som Grosbøll udtrykte det, oppe i himlen, der tager sig af det hele – men det er ifølge Aske heller ikke pointen med religionen. Han forklarer, at biblen og trosbekendelserne er sammensat over tid, fra forskellige steder, af forskellige personer, og at de historier, som jeg forbinder med den kristne tro, slet ikke er fundamentet.

"Når jeg ser på kristendommen ser jeg to spor, som er centrale. Det ene er opfordringen til at tage vare på din næste. Varetage den skabte jord, varetage dyrene derpå og menneskerne," siger han. "Det andet spor er fortællingen om at verden er kaotisk, verden kan opleves som ond, verden er nederen. Det gør ondt, og det er hårdt at leve. Du bliver ikke garanteret noget i livet. Det kan være rigtig hårdt at være menneske, men det er okay, at det er sådan. De to fortællinger er parallelle forløb. Selvom der er smerte og kaos, er der alligevel tro og håb på noget bedre, og noget der knytter mennesker sammen. Noget der italesætter de positive relationer, der kan være mellem mennesker, alt det onde til trods. Det er det, jeg synes man skal tale frem."

På Askes natbord står en Buddha med en rosenkrans om halsen. Han havde overvejet at smide den ud da han flyttede ind i præstegården, fortæller han, men den fik lov at blive stående.

"Buddhaen minder mig om det økumeniske arbejde, som vi kalder det. Det er der, hvor folk af forskellige trosretninger prøver at tale sammen om det, de kan blive enige om. Så den er der til at minde mig om alle de ting, der forener mennesker, det vi er enige om, i stedet for det der adskiller os fra hinanden," forklarer han.

Det lyder alt sammen meget godt, men historisk har religion medvirket til nogle af de værste og mest blodige kapitler i menneskehedens fortælling. Jeg spørger, hvordan han vil forklare det, når religiøse mennesker, på tværs af trosretninger, langt hen af vejen tror på det samme.

"Jeg havde lavet noget helt andet, hvis jeg vidste, hvorfor der er alle de uenigheder," siger Aske og sukker, men minder mig så om, at den slags fortolkningskonflikter ikke kun hører til i religionens verden.

"Indenfor alle fællesskaber, samfund eller grupperinger er der diskussioner mellem forskellige fraktioner. Mange højreorienterede synes eksempelvis, at alle kommunister og alle afarter af kommunismen, er det samme – men der er jo ikke nogen, der diskuterer mere end maoister og stalinister."

Jeg griner, for nu ved jeg at der kommer en stikpille til min fortid i SUF. Aske overhørte ofte vores interne, ophedede diskussioner, og rystede grinende på hovedet når vi kom op at slås med hinanden i stedet for med højrefløjen.

"Kommunisterne diskuterer kageordning, og så diskuterer de hvor leninistiske vi skal være, hvordan vi kommer tilbage til den sande Marx og om vi overhovedet skal det, for var det i virkeligheden ikke Lenin, der sagde alle de gode ting? De kommer aldrig rigtig frem til noget, så revolutionen kommer nok først om meget lang tid."

Vi kommer igen til at snakke om Jesus, som der efterhånden er bred enighed om har eksisteret, og som sagde nogle ting, der kan samle stort set alle mennesker på kloden. "Jesus er boss," som Aske siger. Alligevel er hans liv og levned den dag i dag anledning til voldsomme konflikter, og gennem historien har store magtfulde organisationer lagt lande øde i hans navn. Jeg bliver nødt til at vide, hvordan Aske har det med at skrive sig selv ind i så blodig en historie.

"Jeg tænker ikke på, at jeg skriver mig ind i en blodig historie ved at blive præst, fordi jeg har accepteret, at jeg er en del af en langt blodigere historie i kraft af, at jeg bor, hvor jeg bor og lever, som jeg lever. Folk sulter, og jeg sidder her og synes det er ærgerligt, at man satte et stop for stigningen af SU'en, så den ikke følger inflationen. Hvordan kan jeg tillade mig at være sur over det, når vores insisteren på at opretholde så høj en levestandard går ud over folk, der ikke har råd til en skid? Dét er en blodig historie."

Jeg fortæller om en af mine bekendte, der insisterer på at holde sig fri af kirkens blodige fortid og derfor pure nægter at sætte sine ben i en kirke. Også selvom hans bedste venner skal giftes.

"Det er en underlig form for idealisme." siger Aske. "Det minder om DF's attitude over for muslimsk kultur, hvor de er så meget imod det, at de ikke vil i berøring med det på nogen som helst måde, og hvis ikke vi alle spiser frikadeller hver dag er det et knæfald".

Han smører en leverpostejsmad med bacon, hælder lokal øl med et twist af hyldeblomst op i sit glas, og fortsætter:

"Det er klart, at der er en problematisk historie. Så vi skal have nogle rare mennesker, der kan komme ind og fremhæve de gode ting ved institutionen. Det, jeg synes er fedt ved at være præst, er, at jeg har en idé om, at jeg er der for mennesker og hjælper dem, jeg møder, gennem mit arbejde. Jeg kan ikke udvikle medicin. Jeg kan ikke rejse rundt i verden og hjælpe, for det har jeg ikke lyst til, så jeg må hjælpe de mennesker, jeg møder, i lokalsamfundet. Lytte til dem og være der for dem i deres svære og gode stunder."

Aske kommer i tanke om, at der faktisk var en specifik oplevelse, som var med til at overbevise ham om, at præstegerningen var hans kald. Det var under hans praktik hos hospitalspræsten på Bispebjerg Hospital. En dag blev han bedt om at gå ned på palliativ afdeling, der hvor de uhelbredeligt syge er, og tale med en mand, der skulle dø.

"Jeg tog en dyb indånding, trådte ind ad døren, og sagde: 'Hej, jeg hedder Aske. Jeg er ved at uddanne mig til at blive præst. Har du lyst til at tale med mig?' Det havde han, og det gik fint med at være i et rum, hvor der var sorg og angst og alle de følelser, der følger med den klare erkendelse af, at man dør indenfor en overskuelig horisont frem for en eller anden abstrakt tidsperiode. Det var fedt at være der, men det var især vigtigt," forklarer Aske.

Efter frokosten sætter vi os ind på hans kontor, der i modsætning til resten af huset, som hovedsageligt står tomt, er veludstyret og vidner om levet liv. Et massivt skrivebord af træ står mod den ene væg, hvor papirer hober sig op, mens den modsatte væg er beklædt med bøger. I midten står to bastante, sorte lædersofaer. Det er her Aske tager imod gæster til snak om vielser, begravelser og kirkens andre tilbud. Han skænker kaffe.

Jeg kan ikke lade være med at stikke til ham, så jeg nævner Ateistisk Selskabs enormt succesfulde kampagne, som på tre måneder fik over 10.000 mennesker til at melde sig ud af Folkekirken. Det lader til, at det er en synkende skude, Aske er gået om bord på.

"Der er nogle andre der har kørt det i sænk før mig," siger han køligt og tilføjer, at kirken skal blive bedre til at genfortolke, så kristendommen og biblens budskaber fremstår tidssvarende.

"Der er stadig rigtig meget i kristendommen, der giver mening og har værdi i dag. Så er der til gengæld andre ting, som hørte en bestemt tid til. Der var en god grund til, at du ikke skulle spise skaldyr for 2000 år siden, for du skal bare ikke spise den hummer, du har fundet ude i ørkenen. Du bliver syg. Men det giver ingen mening at holde fast i den slags gamle regler i dag, for de fleste af os bor ikke i ørkenen, og vi har en fryser."

Så er der salmerne.

"Dem var jeg ikke særlig begejstret for i starten. Der står nogle helt fucked ting i nogle af dem," siger han og griner. Men så dukker musikeren i ham op.

"Det er altså sjovt at se musiktraditionen udvikle sig i de mange hundrede år, der er repræsenteret i de 800 salmer, der er i salmebogen. Nogle af de ældste fra 1500-tallet har en mærkelig melodisk struktur, og det er faktisk noget, man kan genkende i indie-musik i dag. Det ville være ret fedt, hvis de havde en ordentlig – eller anderledes – instrumentering. Jeg begynder at respektere salmerne mere – der mangler bare en guitarsolo."

Jeg spørger, om han ikke bare kan have en Stratocaster under præstekjolen og hive dem frem.

Aske begynder at imitere en solo med munden og spille luftguitar. Han lægger den imaginære guitar fra sig. "Men den slags sker i samarbejde med menighedsrådet. Hvis de synes det er supernederen, at jeg selv slæber en bongotromme og en elektrisk guitar med, og fortolker Metallica hver gang, så fungerer det desværre ikke."

Jeg lader blikket glide hen over den veludstyrede bogreol. Udover et hav af filosofiske værker – Nietzsche, Kierkegaard, Kant, Zizek – og de indlysende kirkelige bøger, er det tydeligvis eksistentialismen, der har Askes interesse. Der er Sartre, Camus og Kafka, men det er den tykke flaske på hylden nedenunder, mit øje ikke kan slippe. Aske smiler saligt da jeg samler den op.

"Pas på, det var en meget dyr gave," siger han. Jeg sætter forsigtigt whiskyen fra mig. Jeg ved, at protestantiske præster godt må drikke, og generelt har frie rammer, men vi ender alligevel med at snakke om direktiver, love og anvisninger.

"Det moraliserende aspekt ved religion er ikke til at holde ud," siger han. "Så må man ikke gøre ditten og dutten og datten, og så skal du have en kvast, der hænger ned fra din kappe to centimeter over jorden. Jeg kan slet ikke forlige mig med, at der er bestemte leveregler man skal følge. Det hører med til det at være menneske, at man vælger, hvordan man vil leve og hvordan man vil udfolde sit liv. Du skal selv finde det, der giver dig værdi. Alle de sociale systemer, som vi automatisk tror, vi skal passe ind i eller følge, dem synes jeg vi er nødt til at gennemtænke og kritisere. Og det er man også nødt til med sin religion eller sin tro. Hele tiden gennemtænke og ikke bare tage reglerne for gode varer."

Det lyder som anarkisme, pointerer jeg.

"Kirken er det åndelige fællesskab, hvor der ikke er behov for juridiske regler. Det er jo det anarko-syndikalistiske fællesskab. Det åndelige fællesskab, hvor folk kan finde ud af at leve sammen, uden love. Men der er desværre ingen eviggyldige regler, for selv den gyldne regel har begrænsninger."

Da jeg har drukket min sidste tår kaffe, går jeg ud og finder mine sko. Aske har foreslået, at vi går en tur i lunden, der støder op til præstegården, for den tilhører også ham. Det er stoppet med at regne, men det er stadig pissekoldt. Et øjeblik efter kommer Aske med to bowler fyldt med de dyre dråber fra reolen. "Lidt at styrke sig på," griner han, og vi slentrer gennem buskadser med et stort glas whisky i hånden, under regntunge grene, og balancerer på væltede træstammer, for at komme ud på den lille sti, der fører ind og ud mellem de gamle træer. Hele verden lugter af efterår, og der er en skarp lethed i luften, som en regndråbe der dirrende er et sekund fra at slippe bladet og mærke friheden i et flygtigt øjeblik, inden den knuses.

"Det her er min religion," siger jeg til Aske og sukker tilfreds, mens jeg stirrer op af en smuk egestamme. Han nikker. Han forstår godt, hvad jeg mener, og han deler min oplevelse af naturens hellighed. Vi taler om de essentielle elementer af eksistensen. Altings sammenhængskraft. Fibonacci og fraktaler. Og behovet for spiritualitet.

Aske er helt med på, at det ikke kun er i kirken at "religiøse oplevelser opstår", forsikrer han mig. Vi taler om naturoplevelser, kulturelle fællesskaber og LSD.

"Der findes en tysk præst og teolog, som er gået helt ind i det tyske technomiljø for at se på de oplevelser folk har. Fællesskabsfølelsen man har til et rave, følelsen af at være påvirket af forskellige ting. Han prøver at undersøge, hvor nært beslægtet det er med religiøse oplevelser," fortæller Aske. "Du er ikke i tvivl, når du har de oplevelser. Du kan mærke dig selv på en ny måde – mærke verden på en ny måde. Du ser anderledes på dig selv og folk omkring dig."

Han lader budskabet hænge i luften, og det får mig til at fundere over, hvor meget vores 'tro' egentlig minder om hinanden. Han kan sikkert i detaljen forklare mig, hvorfor vores eksistentielle skelet på mange måder er det samme, og den Aske jeg kendte fra gamle dage, ville sikkert også have gjort det. I skarpe vendinger. Men han hviler i sig selv på en helt anden måde nu. Han lytter.

"Her vil jeg bygge en half pipe. Det bliver så fedt," siger Aske begejstret, da vi kommer ud af skoven og peger på et stort stykke af haven, der er blevet ryddet for buske. Han kigger op på de mørke skyer over os. "Foråret bliver suverænt."

Kort efter ringer hans arbejdstelefon. Det er en af de kommende konfirmanders far. Aske har haft én fridag, siden han startede. Nogle af hans venners forestilling om, at han kun arbejder om søndagen, er meget langt fra virkeligheden.

"Jeg har ikke længere tid til at løbe på longboard, jeg har ikke tid til at spille 'League Of Legends'. Jeg er træt, og jeg har travlt, men jeg synes, jeg har fundet et arbejde, som jeg er god til – som jeg kan."

Det er jeg glad for, for kirken har brug for flere som ham. Jeg har stadig meget få positive ting at sige om Folkekirken, men jeg må indrømme, at min dag med Aske har vist mig en anden side af kristendommen. At man faktisk godt kan adskille kirken i dag fra den blodige historie den tidligere har været en alt for aktiv del af. At man godt kan adskille dem, der prædiker frygt, splid og had fra humanistiske præster som Aske, der ser fællesskabet og inklusionen af alle som kirkens helligste opgave. Hvis blot man så også kunne adskille kirkeinstitutionen fra statsapparatet, ville dens eksistens være lettere at sluge for mig.

Aske har ikke omvendt mig. Men det har heller aldrig været hans plan. Til gengæld er det lykkedes ham at vise mig, at religiøse og ateister langt fra er så forskellige, som jeg gik og troede.

Da jeg kører derfra er solen så småt på vej ned, og jeg ser med ro i sindet op mod den grå himmel. Thi det har været en dag fyldt med sandhed. En helt igennem grå dag. Amen.

Tænk mere over livet sammen med VICE:

Mød den unge filosof, der er bange for, at du har glemt, hvordan man drømmer

En ung bedemand fortæller om livet med kister i kælderen og døden som job

Fire unge danskere fortæller om, hvordan det føles at springe ud