​Inger Støjbergs spindoktor: ”Det er fedt at have en chef, som folk gider forholde sig til”

FYI.

This story is over 5 years old.

Fremtidens magthavere

​Inger Støjbergs spindoktor: ”Det er fedt at have en chef, som folk gider forholde sig til”

Mark Thorsens mor var hippie, hans politiske forbillede er Ronald Reagan – og så blev han spindoktor for Inger Støjberg som 26-årig.

Alle billeder af Daniel Hjorth.

Den første tirsdag i oktober markerer den dag, hvor de 179 mennesker, der har magten til at ændre din fremtid er tilbage på pinden. I anledning af Folketingets åbning sætter vi derfor fokus på nogle af de største politiske talenter på Christiansborg – både politikerne og dem der står bag dem i kulisserne. For hvem er de unge, der på trods af politikerlede og dalende medlemstal i partierne brænder så meget for politik, at de har fundet vej til en politisk toppost, før de er fyldt 30? Vi spørger fremtidens magthavere, hvor de kommer fra – og hvad de egentlig vil med magten.

Advertisement

Lørdagen inden vores aftale skriver Mark Thorsen en sms: "Jeg synes vi skal mødes foran Beskæftigelsesministeriet - Ved Stranden 8. Setting for min karrieres foreløbigt største nederlag – at tabe valget i 2011."

Min opgave til ham var at finde sted, der betyder noget særligt for ham. Et sted med en historie: Det var, dengang han som 28-årig havde været særlig rådgiver for den daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg i to år. Og det var dengang, Socialdemokraterne, SF og Radikale smed Venstre ud af ministerkontorerne efter en ti år lang regeringsperiode.

Siden da er Lars Løkke Rasmussen vendt tilbage som statsminister, og 33-årige Mark Thorsen er igen særlig rådgiver for Inger Støjberg – nu i funktion af den kontroversielle post som minister for udlændinge, integration og (måske knap så kontroversielt) bolig. Og tidligere i år blev Mark Thorsen af Christiansborgs journalister kåret som regeringens dygtigste spindoktor.

Jeg var i dårligt humør et halvt år efter. Jeg tog det sgu ret personligt.

Vi sætter os på en bænk, vi har ryggen til Beskæftigelsesministeriet og front mod Københavns Kanal og Christiansborg.

VICE: Fortæl lidt mere om dit største nederlag.
Mark Thorsen: Jeg startede i Venstre i 2005, og jeg blev rådgiver for Inger i 2009, hvor jeg også blev en del af regeringen. Vi vidste, der kun kunne være to år til et valg. Og det tabte vi så i 2011. Grunden til, at det var så stort et nederlag for mig, var, at jeg synes, vi tabte til nogen, som var dårligere end os. Og som brugte nogle bissede tricks. Forstået på den måde, at de godt vidste, at den plan de lagde frem ikke hang sammen. Jeg synes ikke, vi var – og jeg var – i stand til at få vist det godt nok. Jeg havde en enorm frustration, og jeg var i dårligt humør et halvt år efter. Jeg tog det sgu ret personligt."

Advertisement

Hvordan personligt?
Der hvor det for alvor går op for dig, at du har tabt et valg, er ved ministeroverdragelsen. Når ministeren giver stafetten videre til den nye minister. Jeg var inde i Beskæftigelsesministeriet sammen med Inger, som gav den videre til Mette Frederiksen. Og så sagde man farvel til alle de embedsmænd, vi havde brugt 60-70 timer om ugen med. Jeg kan huske, at efter ministeroverdragelsen gik Inger ud ad døren dér med sin daværende mand, og de gik den ene vej. Jeg gik ud og stod og hang ved det rækværk lige derovre, og jeg havde den tommeste fornemmelse i kroppen. Nå, men det var så det, tænkte jeg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Men i dagene efter valget tænkte jeg, at det skulle fandeme være løgn. Det kan godt være, vi tabte, men jeg vil være med til at vinde igen. Så i stedet for at gå ud og få et job i det private eller i en organisation valgte jeg at fortsætte ovre på Borgen. Jeg havde en følelse af, at jeg var for ung og at jeg havde nået for lidt til, at jeg ville stige af her."

Hvordan husker du din barndom?
Jeg tror godt, at min mor kan leve med, at jeg kalder hende en hippie. Sådan lidt alternativ i det. Jeg er vokset op med, at det ikke er så vigtigt, hvad andre tænker, men det er mere vigtigt, at vi er glade. Jeg er den første akademiker i min familie, så der har aldrig været et forventningspres om, at jeg skulle nå et eller andet. Der har til gengæld været en frustration over, at jeg ikke kan hænge en lampe op, for det er sådan noget man bare kan i min familie. Jeg meldte mig ind i Venstre, da jeg var 17 år. Det var op mod Euro-afstemningen i 2000, men jeg kan huske, at det allerede var ved folketingsvalget i 1994, at jeg første gang holdt med nogen. Jeg har sommetider tænkt over, hvorfor jeg blev liberal. Og jeg kan ikke helt forklare det, udover at jeg er vokset op med at tage ansvar for mig selv. Men det var overhovedet ikke politisk, for vi diskuterede aldrig politik derhjemme.

Advertisement

Hvem har haft størst betydning for, hvem du er i dag?
Jeg var meget knyttet til min morfar. Han var født i 1924 og havde ingen boglig uddannelse, fordi det lå i kortene, at han skulle overtage gården. Han var videbegærlig og læste meget, og det var ham, jeg diskuterede samfund med. Jeg syntes selv, jeg var lidt en nørd. Jeg begyndte at interessere mig for politik og historie i en meget ung alder. I 3. klasse blev der kørt et tv og en video ind på et rullebord, når vi skulle se film. En dag skulle vi se noget med Piet van Deurs, og alle de andre i min klasse havde tydeligvis lyst til at skyde sig selv. Jeg udbrød med begejstring: "Næh, det er jo Piet van Deurs". Jeg kan huske, at det vat første gang, jeg tænkte, at jeg var anderledes. Og den nørdede og videbegærlige side fik jeg lov til at udfolde med min morfar. Han døde i år 2000, og det lyder lidt prætentiøst, men lige siden har jeg været ked af, at han ikke fik lov til at opleve, at jeg læste statskundskab.

Hvad er den første nyhed, du kan huske?
Jeg kan huske Murens fald. Jeg var seks, og jeg forstod ikke, hvad det betød. Men jeg husker billeder af folk, der stod og hamrede på muren, og at de der østtyskere havde noget underligt tøj på. Jeg husker, at folk sagde, det var en kæmpe ting. Jeg begyndte relativt hurtigt at læse nyheder på tekst-tv, da jeg havde lært at læse. Når jeg var ovre ved min far, syntes hans kone, at det var stenet, at jeg sad foran fjernsynet hele tiden. Indtil hun fandt ud af, at jeg læste nyheder. Jeg lærte også mig selv engelsk ved at se Dallas med min mor."

Advertisement

Hvem er din største politiske helt?
Det er entydigt Ronald Reagan. Han vandt Den kolde krig, og det kan ikke blive meget større end det. Jeg er holdningsmæssig enig med ham i fx frihed og liberal økonomi, men det jeg beundrer mest ved ham, er måden at være politiker på. At skabe begejstring og håb og samtidig være sjov. Jeg ved godt, at det er nørdet, men jeg elsker at sidde på YouTube og se nogle af de bedste Ronald Reagan-vittigheder. Jeg er også medlem af Det Danske Reagan-selskab. Vi mødes hvert år på hans fødselsdag, og så er der altid nogle, som taler om, hvor god Ronald Reagan var. Og så arbejder vi for at få opkaldt en vej eller en plads efter Ronald Reagan. Det er cirka dét.

Der er to muligheder. Enten synes folk, jeg har verdens fedeste job – eller også synes de, jeg har verdens mest nederen job.

Din chef er muligvis den politiker, flest mennesker har en holdning til. Hvad oplever du, når du siger, hvem du arbejder for?
Hvis jeg befinder mig i en privat sammenhæng, og jeg møder nogen, jeg ikke har mødt før, og jeg siger, jeg er rådgiver for Inger Støjberg, så er der som regel kun to muligheder. Enten synes folk, jeg har verdens fedeste job – eller også synes de, jeg har verdens mest nederen job. Og uanset om det er det ene eller det andet, har jeg det meget afslappet med det. Jeg synes, det er fedt at have en chef, som folk gider forholde sig til. Der er meget kritik af hende, og det har jeg det også rimelig afslappet med. Jeg mener, at kritik er en legitim del af politik. Jeg bliver ikke stødt, hvis nogen synes, hun gør noget forkert. Jeg har også venner på kryds og tværs af partiskel.

Advertisement

Hvad med det her politiske område – I træffer nogle meget kontroversielle beslutninger. Hvordan har du det med det?
Da jeg selv begyndte at tænke politik, var det mest økonomisk politik, som jeg interesserede mig for. Men i de senere år er jeg begyndt at interessere mig mere og mere for værdipolitik. Og for mig er den begivenhed, der har defineret verden mest, den 11. september 2001. Der gik det op for os, at der var nogle, som ville frihed og demokrati, og nogle som ville noget radikalt anderledes. Det har på en eller anden måde været med til at forme min tænkning, og derfor synes jeg, at værdipolitik er spændende. Og på den måde er det jo meget fedt at arbejde i Integrationsministeriet.

Hvor meget politisk tænkende er du selv? Kunne du arbejde for et andet parti?
Nej. Jeg har ikke den holdning, at man nødvendigvis kun kan være rådgiver, hvis man selv abonnerer på projektet. Jeg mener, man kan være en glimrende rådgiver – også selvom man mener det modsatte. Det har jeg slet ingen fine fornemmelser omkring. Men for mig handler det bare om, at hvis jeg skal bruge 60-70 timer om ugen på noget, har jeg det også sådan, at jeg nede i maven skal synes, det føles rigtigt. At jeg tror på projektet. Og det er ikke ensbetydende med, at jeg er enig med Inger i alt eller hver en lille detalje. Vi diskuterer. Og så er det hende, der får ret, hvis vi er uenige."

Hvad er det vigtigste råd, du har fået?
Jeg havde en lærer, da jeg gik på HF på Tønder Gymnasium, der hed Jørgen Grønborg. Det er ikke så meget et råd, som det er en livsfilosofi. Han sagde, at hvis du ikke kan finde eventyret i Tønder, finder du det heller ikke i Tibet. Det er lidt langhåret, men det skal forstås på den måde, at det vigtigste i virkeligheden er, at man er glad og tilfreds med, hvor man er. Det er ikke så meget omgivelserne, men det er din egen tilstand, der definerer det. Det har jeg altid tænkt på. Det er mavefornemmelsen, jeg har ladet være styrende. Det, der på papiret ser fint ud – altså Tibet – er ikke nødvendigvis ligeså fint som Tønder, hvis det er i Tønder, du har det fedest.

Læs mere fra VICE:

Manden de kalder 'Mini-Tulle': "Jeg siger, hvad der passer mig"

Her er en dansk ekspert, som virkelig håber, at Trump bliver præsident

Vi spurgte Manu Sareen, hvordan det er at skifte mening