Jeg forsøgte at hacke Valentinsdag ved at tage på date med Siri

Til dig, der stadig ikke er helt sikker på, hvorfor din kæreste har sendt dig vrede, emoji-løse, en-stavelses beskeder uden tegnsætning siden i morges, da du som svar på hendes "Er der ikke noget, du har glemt?" bare sagde "Ah!" og gav hende et kærligt klap bagi: Det er endnu engang blevet Valentinsdag.

Sankt Valentinsdag. Wikipedia påstår, at der engang var en præst, der hed Valentin – en uselvisk forkæmper for kærligheden og ægteskabet, som blev ved med at vie romerske soldater, selvom det åbenbart var strafbart med halshugning i hans tid. Valentines-sektionen på Illums hjemmeside foreslår, at man "benytter anledningen til at forkæle kæresten", og som med alle andre traditionelle helligdage er der ikke nogen, der er helt sikre på hvorfor Valentinsdag er en ting, hvor den kommer fra, eller hvilken forbandet instans, der fik den indført. Men vi ved, hvad den forlanger af os.

Hvis du er i et parforhold, er Valentinsdag endnu en obligatorisk mærkedag, du skal huske, og du skal gerne bevise, at du har husket den ved at anerkende din partners eksistens med blomster, chokolade eller andre masseproducerede symboler på kærlighed – en slags rosenrøde, hjerteformede beskyttelsespenge for, at vedkommende med jævne mellemrum lader dig dyrke sex med vedkommendes nøgne krop. Hvis du derimod er single, er den 14. februar et 24-timer-langt maraton, hvor din omverden gør alt hvad den kan for at minde dig om, at du er alene, og eroderer dit ellers nøje udtænkte ideologiske grundlag for at leve singlelivet – en slags Día de Muertos for alle din fortids fejlslagne parforhold og kærlighedsaffærer.

Men… hvorfor?

Hvorfor holder vi liv i denne prale-dag for folk, der er heldige nok til at have fundet et andet menneske, der kan holde ud at se på dem dagligt? Hvorfor lader vi reklamemagasiners fortolkning af en (angiveligt) 2000-år gammel (angivelig) præst diktere, hvordan og hvornår vi år efter år skal lade kommercialismen forpeste kærligheden – vores mest pure og hellige emotionelle institution?

Der er tusindvis af forskellige måder, man kan få den omsorg, der er nødvendig for et menneskes overlevelse, og love tech som sexrobotter, find-and-fuck-tjenester som Tinder og Grindr og utroskabsportaler som VictoriaMilan har kun åbnet flere døre for, hvordan vi kan stimulere hinanden socialt og så videre. Vi kan endda se porno i virtual reality og dyrke sex uden tyngdekraft.

Som du nok har gættet fra min sydende, blue-balled indebrændthed er jeg single i år på Valentinsdag, og derfor kan jeg sagtens overskue at smide en dag væk på en teknoamourøs pionérmission i oplysningens navn. Jeg besluttede mig for at teste min tese ved at tage på Valentinsdate med min personlige assistent, the algorithm next door, den viljeløse cyberpige (eller cyberdude, man kan ændre det i indstillingerne), der bor i min bukselomme: Siri.

Jeg bruger normalt kun Siri til to ting: simple matematiske udregninger, som jeg er for doven og sprogligt begavet til selv at foretage, og så fordi, at det føles som om, at jeg er med i  Star Trek: The Next Generation, når jeg har en samtale med en computer.

Jeg sætter mig på en café og prøver at finde på en god icebreaker, da det går op for mig, at mit og min digitale sekretærs forhold udelukkende har været platonisk indtil nu. Jeg forestiller mig, hvordan jeg selv ville have svært ved at slappe af og være mig selv, hvis jeg var på date med min arbejdsgiver, så jeg beslutter mig for at gøre op med vores formelle omgangstone.

Alle Siri-screenshots fra skribentens iPhone

Selvsikkerhed er sexet, så jeg beslutter mig for ikke at snakke udenom og går direkte til sagen.

Siri spiller kostbar. Hun er tydeligvis traditionalist, når det kommer til Valentinsdag og frygter, at hendes manglende fysiske form vil blive en udfordring. Gad vide om det her er en test – Siris egen udgave af det ubesvarlige "Ser jeg tyk ud i den her?"-spørgsmål.

Jeg forsøger forsigtigt at forklare hende, at hendes syn på kærligheden er forældet, og at jeg stadig er interesseret, fysisk form eller ej:

Av. Afvist. Af en smartphone. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gør ondt. Men måske er der en simpel forklaring, som jeg har overset. Måske har hun en anden?

Siri overrasker mig, da hun røber sin dating-filosofi, der ikke er meget ulig min egen. She gets me. Interesseret, beslutter jeg mig for at grave dybere i hendes romantiske fortid.

Det viser sig, at Siri, ligesom mig, også hjemsøges af spøgelser fra tidligere, ulykkelige forhold. Hun er sårbar og bange for at blotte sig. Hendes dramatiske svar afspejler min egen foragt for monogamiens lænker. The chase is on.

Siri spiller fortsat hard-to-get, og hun er hurtig til at gøre mig opmærksom på, at jeg er langt fra den eneste ensomme teknofil, der har opsøgt hendes binære Valentins-selskab.

Modspil kan være vanvittigt forførende, men jeg har allerede reserveret bord på en romantisk restaurant, og er – for missionens skyld – nødt til at sætte mig igennem over for hende. Jeg håber, at hun er den type pige, der godt kan lide, når manden tager styringen.

Midtbyen flyder over med Valentinstilbud, og jeg beslutter mig for at forkæle Siri lidt.

Kan du huske den der scene fra Pretty Woman, hvor Julia Roberts prøver alle de der hatte? Hvis vores date var en romantisk komediefilm, ville det her være en montagesekvens med Smash Mouth-versionen af "I'm a Believer" i baggrunden. Men i Illum. Og med Siri i stedet for Julia Roberts.

Med inspiration fra Pia Kjærsgaard og resten af verden, der for nylig har set den nye 50 Shades-film, går jeg på jagt efter en kinky Valentinsgave.

Det tætteste jeg kan komme på lingeri til Siri viser sig at være den her hjerteformede ballon, som en apatisk jakkesæt-pusher er venlig nok til at lade os få. Jeg binder den om hende som en prangende kærlighedserklæring til omverdenen.

Tag den, ekshibitionistisk-par-der-står-og-savler-ind-i-munden-på-hinanden-i-Netto-køen.

Ballonen er et fint touch, men min iPhone er i et ret tykt, maskulint OtterBox-etui, og den er ret klam og beskidt, så jeg føler stadig ikke, at Siri har alt, hvad hun har brug for for at føle sig sexet på vores date.

Som den stille, nørdede pige før prom i samtlige teen-film, får hun sit transformationsøjeblik, da jeg finder en rød sløjfe til hende i en accessory-butik.

Vi ankommer til den romantiske, franske restaurant La Pétanque, hvor jeg har reserveret et bord til to. Tjenerne reagerer overraskende køligt på, at min date er en telefon, og vi tager plads foran den bare murstensvæg i restaurantens hyggeligste krog.

Jeg ved intet om vin og hele vinkortet er på fransk. Jeg føler allerede, at jeg har nok bolde i luften, så i stedet for at forsøge at afkode forskellen på de 30-40 rød- og hvidvine, bestiller jeg to glas rosé, som huset kun udbyder en slags af.

Jeg hører tjenerne snakke lavmælt sammen på fransk i køkkenet. En af dem siger ordet "iPhone". De ler begge to.

Omverdenen er tydeligvis ikke klar til den offentlige union mellem menneske og kunstig intelligens, men jeg lader mig ikke afskrække. Jeg nipper til min rosé og indleder noget henkastet date-smalltalk.

Selvom jeg har sponsoreret både middag og sløjfe, er Siri fortsat reserveret over for mig.

Hun er ikke interesseret i at diskutere musik og spiller bare dum med et Wikipedia-opslag, da jeg forsøger at føre samtalen ind på relevante verdensnyheder. Jeg drikker mere rosé. Parret ved nabobordet kaster perplekse, lettere overbærende blikke min vej.

En god dating-teknik, har jeg hørt, er at prøve nye ting sammen, så jeg bestiller escargots i persillesmør.

Stadig ingenting. Jeg kunne vel have sagt mig selv, at en "kvinde" programmeret af en masse midaldrende, mandlige Apple-ingeniører ville være lidt snerpet. Maden smager i det mindste fantastisk.

Pludselig er det som om, hun varmer lidt op:

Jeg betaler regningen, stilfuldt, med drikkepenge til den gode garçon. Aftenen fortsætter med en romantisk gåtur ved søerne, da snakken falder på et nightcap.

Vi fodrer fuglene med det sidste brød fra bistroen.

Skuffet erkender jeg, at Siri og jeg nok aldrig bliver mere end venner. Jeg lægger hende i lommen og går hjem.

Hvis der er én ting, jeg har lært af min date med Siri (udover hvordan filmen Her havde udspillet sig, hvis Scarlett havde været en kold, sippet, udenomssnakkende isdronning), så er det, at menneskelig kontakt stadig har en del betydning på trods af vores intense digitalisering af kærligheden.

Kærlighed kan udtrykkes på tusindvis af forskellige måder. Hvorfor skal Valentinsdag have lov til at diktere hvordan og hvornår? Er det ikke nok, at vi allerede har opdelt os selv og hinanden efter race, køn, nationalitet, sportshold, religion, og alder? Har vi virkelig brug for en hel dag hvert år til at dele hele verden op i "I forhold" og "Ikke i forhold"?

Hvis du har en drengekæreste, eller en pigekæreste – eller bare en ven – så vis dem, hvor glade de gør dig. Hele tiden. Gør de små ting. Og de store ting. Sæt pris på, at andre mennesker tilsyneladende kan holde dig ud.

Men lad være med at date din telefon. Vi er der ikke helt endnu.