Quantcast
Jeg tabte mig ét kilo ved kun at spise ananas i to dage, så du ikke behøver prøve det

The Sexy Pineapple Diet fra 1970 lover mig, at jeg bliver slankere, mere energisk, og at jeg øger min "seksuelle kapacitet." Hvad det så end er.

Januar. Der er venteliste til alle "Stram Op"-holdene i fitten, og din veninde tror pludselig, hun er Moder-fucking-Theresa, fordi hun ikke spiser sukker eller drikker alkohol i 30 dage: "Det er bare sygt nice at vågne op lørdag morgen uden tømmermænd!" Ja, det er det, Emilie, men der er kun en uge tilbage af januar, og så er du tilbage i dit mønster, hvor du vælter ind og ud af taxaer fredag aften med pomfritsauce under dine knækkede negle. Livet er spøjst på den måde.

Januar måned betyder muligvis også, at du gerne vil tabe dig. Og hvis ikke, kender du formentlig nogen, der gerne vil. Landbrug & Fødevarer har foretaget en undersøgelse, der viser, at 36 procent af danskerne har fulgt en bestemt diæt eller kostplan i det forgangne år. Personligt har jeg aldrig før forsøgt at få tallet på badevægten til at blive lavere. Jeg er 2 meter høj og vejer 83 kilo, hvilket giver mig et BMI på 20,75 – og det er ifølge både sundhed.dk og netdoktor.dk "normal vægt". Jeg undlader indimellem at spise bestemte ting, men så er det fordi, jeg synes det er klamt, eller fordi jeg ikke har lyst til at dø af en blodprop.

Alligevel bliver jeg udsat for de samme modstridende kostråd, resultater af undersøgelser og personlige erfaringer med forskellige diæter som alle andre. Spis mindre kød, men husk nu at få protein nok! Drik mælk! Nej, Skyr! Nej, kefir! Jeg har uden indvendinger accepteret, at grønkål og quinoa er kongen og dronningen af superfood, og jeg kan efterhånden ikke tage et skridt i København uden at spænde ben for fem veganere.

Gennem det bundløse bassin af ligegyldig viden, som internettet er, faldt jeg for nylig over en BuzzFeed-artikel, der beskrev de mest fucked-up gamle slankebøger. Ledsaget af andre spektakulære titler som There's a Thin Person Inside You! og Help Lord – The Devil Wants Me Fat! skilte en enkel titel sig ud ved at have et dansk ophav.

Foto: Amanda Bødker

The Sexy Pineapple Diet, som den hedder, blev udgivet i 1970 af psykolog, sexolog og forfatter Sten Hegeler og hans kone Inge Hegeler – oprindeligt under den danske titel Verdens Bedste Slankekur. Den går i al sin enkelthed ud på, at du ikke må spise andet end frisk ananas to dage om ugen. De resterende fem må du spise vitterligt hvad, du vil – så længe du holder din nye vægt. Resultatet skulle angiveligt være, at man bliver slankere, får mere energi og øger sin "seksuelle kapacitet". Sid lige med den tanke et øjeblik, og fortæl mig så, hvad du synes, "seksuel kapacitet" lyder som.

Det er nok til at gøre mig nysgerrig, og selve diæten er jo rimelig ligetil, så jeg beslutter mig for at give The Sexy Pineapple Diet et forsøg. Hvem ved, måske havde de allerede i 1970 knækket koden til den optimale kostplan, hvilket kunne have sparet os for 47 års kogebøger med kvinder på forsiden, der griner af deres salat, og TV-programmer med folk med tykke lår, der dyrker aerobic i vand.

Dag 1: Ananasdag. Vægt: 82,8 kg

I et indledende kapitel beskriver bogen de tre forudsætninger, der bør være til stede, inden man begynder på diæten. 1) At man rent faktisk er overvægtig, 2) at overvægten ikke skyldes en sygdom, og 3) at man har et ønske om at være slankere, end man er. I øvrigt er det en god idé at konsultere en læge, inden man begynder. Jeg opfylder ingen af kriterierne og har ikke snakket med en læge, men jeg vil jo gerne øge min seksuelle kapacitet og finde ud af hvad "erogetic", som der står på forsiden af bogen, betyder. (En sammenskrivning af erotic og energetic? Ingen ved det.) Jeg tror, jeg vover pelsen uden lægetjek. 

"Bliv ved med at nive din talje og tænk på dit frastødende, fede udseende. Fortsæt uanset hvad!"  – The Sexy Pineapple Diet

Det anbefales at vente med at spise "morgenmad" (læs: ananas), indtil man er virkelig sulten. Jeg rejste engang rundt i Malaysia med en veninde, som efter vores hjemkomst spurgte mig, om jeg var sur på hende, fordi jeg altid havde snappet af hende omkring klokken 17. Min kæreste spørger mig også af og til, om der er noget galt, og lægger ansigtet i de der "we-need-to-talk"-folder, hvortil jeg svarer, "nej, jeg er bare sulten." Det forklarer ligesom alt. Og derfor er det virkelig dumt, at jeg har valgt en kur, hvor jeg skal faste.

Min dag forløber derfor således:

10:14: Jeg føler mig lidt som en slags vestlig Ghandi. Hvis altså Ghandi måtte spise ananas, og jeg var politisk engageret. Gror ananas egentlig i Indien, eller hvor kommer den fra? 

13.25: Gad vide, om jeg overhovedet har fedt at forbrænde? Hvad nu hvis jeg i virkeligheden bare nedbryder min hjerne. Det føles sådan.

14.23: Hvorfor gik jeg med til det her? Jeg er egentlig ikke som sådan sulten i maven. Min krop føles bare tung og langsom. Jeg har samtaler med folk, hvor jeg glemmer, at jeg selv er en af deltagerne.

15.41: Alle de gange, jeg har spist et måltid uden at sætte ordentlig pris på det ... Jeg lover at være taknemmelig for al mad fra nu af. Jeg lover. Jeg fantaserer om kanelsnegle. (Hvorfor lige kanelsnegle?)

16.13: Dagens første måltid: Tre skiver frisk ananas.

Seksuel kapacitet? Tjek.  (Foto: Amanda Bødker)

16.37: Hvad blev der egentlig af det der med at føle sig sexet? Jeg har ingen kapacitet, og da slet ikke en seksuel en.

17.19: Der er stadig over 24 timer tilbage af det her helvede. I. Cannot. Deal.

18.03: Okay, nu har jeg læst på det, og bogen siger, at jeg må spise alt muligt andet, så længe det ikke overstiger 500 kalorier. Den burde hedde The Sexy Pineapple-or-literally-anything-else diet.

18.56: Søren Peter Knudsen, 1989 - 2017. Død ved ananas. 

19.12: Min kæreste har hentet en frysepizza til mig. Den indeholder 225 kalorier pr. 100 gram og vejer 350 gram. 225 x 3,5 = 787 kalorier. Oh well. Jeg er to meter høj, det må give lidt ekstra kalorier at løbe på.

19.31: Jeg har snydt, jeg er svag og jeg føler mig beskidt indeni. Men jeg har også lyst til at spise fem pizzaer mere. Tænk, at folk siden 70'erne har lavet udregninger for alle deres måltider på den her måde og alligevel væmmes ved sig selv bagefter. Det må virkelig være forfærdeligt.

22.11: Jeg er faldet i igen og har spist lidt havregryn med rosiner. Hvad sker der for, at jeg føler mig skyldig over havregryn med rosiner?! Jeg går i seng.

Dag 2: Ananasdag. Vægt: 82,1 kg. Vægttab: 700 gram.

Ifølge bogen er det værste overstået. Sten Hegeler skriver, at den sidste tredjedel af den første dag er det værste. Jeg har jo allerede snydt, så jeg er lidt forbeholden over for bogens uden tvivl velmente råd om at holde gejsten oppe: "Bliv ved med at nive din talje og tænk på dit frastødende, fede udseende. Fortsæt uanset hvad!" Super. Jeg skal nok spise noget mere ananas, men jeg har også tænkt mig at indtage mine 500+ kalorier, når det bliver frokosttid.

Nåmen, hvorfor egentlig ananas, tænker du måske. Bogen er sjovt nok ret tilbageholdende med den forklaring. Først halvvejs igennem siderne optræder et afsnit med titlen "Why Pineapple?" hvor forklaringen lyder: "Udover at være en elegant og eksotisk frugt, så er tre store ananas meget at skulle fortære på to dage," og det følges op af, at "ananassen er saftig og gør dig ikke tørstig." Derfor har man ingen undskyldning for at drikke alkohol. Det, mine venner, er jo videnskab man ikke kan bestride. 

Jeg bilder mig ind, at mit maveskind sidder lidt strammere, da jeg ser mig i spejlet om morgenen. Erogetic much?

Sten Hegeler er i dag 93 år gammel, men driver stadig sin psykologpraksis på Frederiksberg.  Selvom der er gået 47 år, kan han tydeligt huske ananaskuren, da jeg ringer og beder ham uddybe, hvorfor han egentlig valgte ananas.

"Det ved jeg faktisk ikke," svarer han. "Ananas med flødeskum var den fine dessert til konfirmationer dengang, og så tænkte jeg: 'Gud, jeg kan spise ananas alt det, jeg vil, i to dage', det lød jo pragtfuldt."

Jeg indrømmer, at jeg synes, ananas er knapt så pragtfuldt og derfor har været nødt til at snyde lidt. "Nå ja, men så gælder det jo ikke," siger han. "Du er nødt til at overholde det. Hvis du holder dig til ananas, så taber du dig to kilo," siger han med overbevisning i stemmen. "Det er effektivt, det må jeg sige."

Dag 3: Almindelig kost. Vægt: 81,8 kg. Vægttab: 1 kg.

Nuvel. Selvom jeg smed en frysepizza i mixet den første dag plus et semibegrænset frokost og aftenmåltid den anden dag, er det lykkedes mig at smide et kilo. Ikke to, som Sten Hegeler sagde, men jeg har jo også snydt – og derfor er jeg alligevel overrasket over resultatet. Jeg bilder mig også ind, at mit maveskind sidder lidt strammere, da jeg ser mig i spejlet om morgenen. Erogetic much?

Men hvad siger de professionelle til min januarkur? Ernæringsekspert Per Brændgaard har også svært ved at se meningen med at spise lige netop ananas: "Ananas er hverken specielt slankende eller fedende," siger han. "Den karakteristiske smag med den syrlige sødme har givet den et ry for at virke slankende, udrensende, sexfremmende. Men der er ikke rigtig noget belæg for det. Man kunne lige så godt sige til folk, nu må du kun spise æbler eller bananer i to dage."

Det er sjovt, for lige præcis dét siger bogen faktisk til folk. Som alternativer til ananas – hvis man bliver træt af det eller er allergisk – nævnes: Figner, æbler, pærer, melon, agurksalat, bananer, appelsiner, rejer, hakkebøffer med champignon(!) og hytteost. Alt sammen stadig med et loft på 500 kalorier. The-slightly-sexy-eat-anything-you-want-diet?

Foto: Amanda Bødker

Per Brændgaard forklarer mig, at konceptet med en diæt, der bygger på én enkelt madvare, er et velkendt fænomen og kaldes for en 'monodiæt'. "Gennem historien har der været alle mulige – med agurker og hvidvin," siger han. Det smarte ved dem er, at man snydes til at tro, man er mæt hurtigere, og derfor sammenlagt spiser mindre. "Rent fysiologisk skyldes det den 'sensorisk specifikke mæthed', hvor man bliver specifikt mæt af smagen og sansningen af det, man spiser – indtil man ikke længere kan holde det ud," forklarer han.

Hm. Den glimtvise tiltro, jeg havde til ananaskuren i morges er krakeleret lidt ved tanken om, at min mave bare bliver snydt af en ananas. Men hey, den er vel stadig sexet? Sten Hegeler må desværre knuse mine drømme om nyfunden seksuel kapacitet:

"Det sexede, det var noget, de fandt på i Amerika. Det havde jeg ikke nogen indflydelse på," siger han. "Det er sådan set den samme kur, som hedder 2:5 i dag. Og der er slet ingen, der har nævnt mig i den forbindelse, for det kunne man jo godt gøre," tilføjer han.

Okay. Forslag til alternativ titel: The-let's-call-it-sexy-as-a-marketing-tool-pineapple-diet.

Eller i mit tilfælde måske snarere: The-eat-what-you-usually-eat-but-a-little-bit-less-and-also-some-pineapple-diet.

Ok, men jeg har da i det mindste tabt mig et kilo af det her projekt. Fuldstændig meningsløst har det vel ikke været?

"Man skal lige huske, at det første kilo, man taber, hovedsagligt er kulhydrat og vand," informerer Per Brændgaard mig. "Ét gram kulhydrat, lagret i musklerne og leveren som glykogen, binder tre gram vand. Når de depoter bliver tømt, vil det hurtigt frigøre noget vand, som får badevægten til at se ud som om, man har tabt sig."

Jeg spørger ham, om jeg så kan forvente at tage det hele på igen.

"Jaja, det skal nok komme på igen. Der går måske tre dage."

Jamen så fuck fuck da. Jeg spiser, hvad jeg vil resten af mit liv.