Sådan er livet, når man aldrig har været forelsket – og nok aldrig bliver det

Hele vores samfund bygger på idéen om parforhold og kærlighed. Vi jagter den, forguder den og ser det som et problem, når den mangler. Men for nogen ser verden anderledes ud. Forestil dig aldrig nogensinde at blive romantisk tiltrukket af en anden person. Ikke at have behovet for tosomhed og én, man kan dele resten af livet med. Ikke at ville finde den eneste ene.

Sofia Bergendal er 30 år og aromantisk. Hun har aldrig haft behov for den slags kærlighed.

"Jeg føler ikke, at jeg savner noget – også selvom resten af samfundet synes noget andet," siger hun. At være aromantisk betyder ganske enkelt, at man ikke bliver romantisk tiltrukket af andre. Man kan derimod godt have lyst til sex, selvom man er aromantisk. Mange aromantiske personer har et seksuelt behov og søger efter seksuelle partnere, selvom de ikke har lyst til at blive romantisk involveret. Op mod én pct. af alle mennesker er aromantiske, og det er ikke altid let. Her er Sofia Bergendals historie, fortalt med hendes egne ord.

Jeg er både aromantisk og aseksuel. Det betyder, at jeg heller aldrig har følt en seksuel tiltrækning til folk. Det gør på nogle måder tingene lidt lettere, for så behøver jeg slet ikke at forholde mig til alt det her parforholds-noget. Jeg kan bare lukke af. Ikke forstået sådan, at jeg fraskriver mig al form for kærlighed eller socialt samvær. Jeg er meget glad for selskab, men jeg vil også meget gerne have, at folk går igen.

Min opvækst var helt normal. Jeg er vokset op i en lejlighed i Valby, og jeg oplevede, at min mor og min stedfar var meget glade for hinanden. Så det er ikke, fordi jeg ikke kender til romantisk kærlighed.

I skolen gik det også ok. Men jeg kunne ikke rigtig finde ud af reglerne. Da de andre begyndte at kysse i krogene, følte jeg, at jeg skulle det samme. Der gik så meget tid med at snakke om drenge og piger, at jeg følte, at jeg skulle deltage på lige fod med alle andre. Det skal man jo.

Det var kort før sjette klasse, at jeg første gang prøvede at kysse en dreng. Bare for at få det overstået. Vi lå i hver vores sovepose til noget overnatning på skolen, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det egentlig føltes ret ubehageligt. Og enormt forvirrende, for jeg vidste ikke, hvad det betød. Var vi så sammen nu, eller hvad? Jeg så ham heller aldrig rigtig igen.

Et år senere var jeg på en konfirmationslejr i Sverige. På det tidspunkt var jeg meget fortvivlet over, at jeg stadig ikke havde fundet nogen, jeg var blevet forelsket i. Det havde alle de andre jo. Jeg gik rundt og kiggede på folk og tænkte over, om de min lignede nogen, jeg kunne blive forelsket i. Og derefter gøre alt, hvad jeg kunne for at overbevise mig selv om, at jeg var forelsket i dem. Hvilket er en ret skræmmende ting at gøre, hvis man faktisk er god til det. Jeg endte med at være total forvirret over, hvad jeg egentlig følte – hvad føler jeg rigtigt, og hvilke følelser har jeg bare bildt mig selv ind? Det skræmte mig så meget, at jeg måtte stoppe med det igen.

Da jeg startede på universitetet, begyndte jeg at date. Ikke fordi, jeg faktisk havde lyst til det, men for at finde ud af en side af mig selv, som jeg stadig ikke vidste noget som helst om. Jeg fik intet ud af det. Det meste af daten brugte jeg på at tænke på, hvad jeg egentlig lavede, og hvordan man skulle gøre. Selv hvis jeg kunne lide personen, var der aldrig noget, der hang ved. Det var rent tidsspild. Og sindssygt udmattende.

Omtrent samtidig begyndte jeg at overveje min egen seksualitet. I lang tid havde jeg en idé om, at man først vidste, hvilken seksualitet, man havde, når man havde fundet nogen, man var tiltrukket af. Når man var blevet forelsket. Og det havde jeg jo aldrig prøvet. Så jeg begyndte at overveje, om jeg mon var homo- eller biseksuel. Det fyldte ret meget i min bevidsthed i lang tid.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i følelsen. Når jeg sidder og ser en kærlighedshistorie, kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvordan det føles for dem. Også selvom jeg ikke har det på samme måde.

Man kan også godt opleve nogle følelser, der næsten føles som en forelskelse. Hvor man bliver så fascineret og opslugt af en anden person, at man bare må bruge tid sammen med dem. På universitetet har jeg prøvet det én gang, hvor jeg mødte en fyr, som jeg blev sindssygt interesseret i. Jeg troede faktisk, at jeg var blevet forelsket. Forskellen er bare, at jeg ikke har lyst til at være romantisk sammen med de personer – kysse eller holde i hånd eller noget af det andet. Jeg har bare lyst til at lære dem at kende.

Der er et helt enormt pres og en hel masse standarder og normer, der bliver lagt ned over os alle. En illusion om, at hvis man ikke finder den eneste ene – eller i hvert fald én at tilbringe tiden med – så er det forfærdeligt. Det er i sig selv trist, synes jeg.

Jeg har én gang i mit liv haft en kæreste. Det var kort før, at jeg fandt ud af, at jeg var aromantisk. Jeg var 25 år og på Dating.dk, og jeg begyndte at skrive med den her fyr, som havde Asperger. Jeg har selv ADHD, og de ting ligger ret tæt op af hinanden, så jeg tænkte, at vi ville passe ret godt sammen. Jeg inviterede ham ud til mig, vi snakkede, og han virkede sky og ret sød.

Det er den her samfundsting: Han var dreng, jeg var pige, vi fungerede ret godt sammen, så selvfølgelig hoppede hjernen hurtigt hen til, at så måtte vi jo blive kærester. Så jeg tvang den lidt igennem. Jeg foreslog, at vi skulle starte et forhold, og det ville han gerne. Lige pludselig fik jeg en chance for at prøve at gøre alle de ting, som jeg havde set på film og i serier, at man skal gøre i et forhold: Kyssede, holdt Valentine's Day, holdt i hånden på gaden og så videre.

Det var ret uskyldigt. Det meste af tiden brugte vi på film og serier, og en sjælden gang blev det til kys og kram. Alligevel blev det hurtigt for meget for mig. Jeg begyndte at føle et direkte ubehag ved tanken om, at han skulle komme tæt på, og jeg havde absolut ikke lyst til, at han skulle kysse mig. Jeg ville bare væk. Så efter halvandet år gjorde jeg det forbi.

Ikke fordi, at der var noget galt med forholdet. Jeg var bare ikke romantisk eller seksuelt interesseret i ham. Men personlighedsmæssigt passede han perfekt til mig, og vi er stadig gode venner i dag.

Selvom man som aromantisk ikke vil have en kæreste, kan man godt have behov for en partner. En rigtig god ven, som man kan dele ting med, og som man kan have en relation til i mange år – men hvor man stadig kan få lov til at være sig selv.

Jeg var 29 år, da jeg endelig fandt ud af, at jeg var aromantisk. Jeg var blevet frivillig hos LGBT Danmark, og da jeg skulle hjælpe dem med at lægge deres ordbog på Wikipedia, faldt jeg over nogle termer for både det at være aromantisk og aseksuel.

Det er kun lige omkring et år siden. Jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket. Jeg havde altid troet, at jeg bare var en særling, et lille snefnug. Hvilket var helt fint. Men pludselig fandt jeg nogle definitioner, en identitet, som så ud til at passe på mig. Der gik et par dage, så var jeg inde på AVENs hjemmeside og se nogle indslag om det. Jeg blev så rørt, for det var lige mig.

Det tog mig lidt tid at acceptere, at jeg er aromantisk. At affinde sig med tanken om, at man formentlig aldrig nogensinde kommer til at blive forelsket, og at man aldrig kommer til at leve op til samfundets normer om, hvordan man skal leve sit liv. Det kræver noget at ryste sig fri af den præmis. Men det er også befriende og en enorm lettelse. Der er en helt utrolig frihed i at vide, at det er okay, og at der også er andre, der har det på samme måde. At man ikke er forkert.

Jeg skal ikke have børn. Det er et fravalg, jeg har måttet tage, fordi jeg ikke vil opdrage et barn selv og heller ikke vil have en kæreste eller en partner, jeg kan gøre det sammen med. Det er ikke noget, jeg savner. Men mange andre aromantiske har børn eller ønsker at få dem. At være aromantisk har ikke nogen påvirkning på ens vilje til at få børn - det er bare en smule mere besværligt.

Der er masser af kærlighed i mit liv. Jeg elsker min familie, jeg elsker mine katte og jeg elsker mine venner, og jeg mødes stadig med folk og holder af en hel masse mennesker. Det betyder bare, at jeg ikke vil dele halvdelen af min sjæl med en anden person.

Min familie er meget forstående og støttende. De har stået bag mig hele vejen, og det samme har mine venner. Andre mennesker ved som regel ikke, hvad det er, eller at det overhovedet er noget, der findes. Så jeg har måttet forklare det mange gange. Hvilket sådan set er fint nok. Jeg bliver ikke fornærmet, når folk kommenterer det eller synes, at jeg er mærkelig. Som regel er det bare, fordi de ikke ved nok om det.

Det værste er, hvis folk synes, at det er synd for mig. Eller tror, at der er noget galt med mig, og at jeg skal hjælpes eller fikses. Det er jo en helt naturlig menneskelig ting at tænke sådan – at den slags kærlighed er noget, man absolut behøver for at være lykkelig i livet, og at jeg derfor må savne noget.

Det er helt forståeligt, at andre tænker sådan. Men det er ikke synd for mig, og jeg skal ikke hjælpes. Der er ikke nogen skam i at være aromantisk. Den eneste skam er, at vi i så lang tid har gået og ledt efter noget, som vi ikke behøvede. Og som vi kun ledte efter, fordi resten af samfundet ville have os til det.

Derfor skal resten af samfundet også stoppe med at sige, at vi ender ensomme, eller at vi bare skal vente på, at den rigtige person kommer. Det har ikke noget som helst med dét at gøre. Vi har det helt fint, som vi har det, vi mangler ingenting. Det er faktisk resten af jer, jeg har medlidenhed med. Det er jer, der mangler noget. Det er jer, der leder efter den anden del.

Der er brug for langt mere bevidsthed om dét at være aromantisk. Som det er nu, er det ret tabubelagt, og man kan hurtig komme til at føle sig udenfor. Jeg går gerne forrest. Du kan risikere at være single for altid, siger folk, når man ikke vil have en kæreste. Altså, jeg kan ikke forestille mig noget bedre. Ærligt talt.