Det transkønnede liv er slet ikke så lakrids endda

FRA HVOR JEG STÅR – Hos Broadly kan man dele sin fortælling, sin oplevelse af være i verden, sin holdning til noget i vores samfund. Og det er, hvad det her er: Et udtryk for en persons syn på verden, på en sag – det er skribentens holdning.

Om skribenten: Alfie Beier Jønsson er 18 år og går i 3.g på Ørestad Gymnasium i København.

Jeg har levet som transperson, siden jeg var 14 år gammel. Stadig nyudklækket teenager, som satte spørgsmålstegn ved min egen eksistens, ligesom alle mine jævnaldrende gjorde. Året før var jeg kommet frem til, at jeg bare var til piger. Konceptet homoseksuel havde jeg mødt før, så det var trygt at springe ud over for familie og venner, selvom jeg ikke følte, at der var noget specielt dramatisk ligefrem at springe ud i, men nok nærmere bare at gå stille og roligt ud i. Det var ikke så nervepirrende, som det helt sikkert kunne have været, da jeg har en ret så accepterende familie og omgangskreds.

Min far var måske en smule skeptisk omkring det, efter at have gået og set på alle mine Vi Unge-plakater af Zac Efron, der som en anden våd strandløve ligger i bar overkrop ved vandkanten. Et år senere faldt alle brikkerne i puslespillet på plads, da jeg fortalte, at jeg, inde bag de brede hofter og de lange øjenvipper, kunne mærke en fyr, som meget gerne ville ud. Jeg var ikke gravid, don't worry, jeg er bare transkønnet. Jeg ville ikke være sammen med Zac Efron, jeg ville være som Zac Efron (for ikke at nævne alle de andre Disney Channel-stjerner, som alle på min alder idoliserede og havde halvvåde drømme om).

At stå frem som transperson var noget lidt andet end at stå frem som homoseksuel. Det krævede, for mit vedkommende, at alle omkring mig vidste det. Det var en hårfin balance mellem ikke at gå stille med dørene, men heller ikke fortælle det til Gud og hver mand. Men det var vigtigt for mig, at folk var klar over, at næste gang de mødte mig, så skulle de hilse på Alfie, som altså er en dreng og derfor en han/ham. Jeg gav udtryk for, at jeg forstod, at det kan være svært at sætte sig ind i, og at pronominerne godt kunne smutte af og til lige i starten. Jeg skulle trods alt også selv til at vænne mig af med at reagere på det navn, jeg blev givet ved fødslen.

Mit køn er ikke noget, jeg er specielt sart eller lukket omkring. Jeg svarer hellere end gerne på spørgsmål, så andre er oplyste, frem for at de selv danner helt forkerte billeder af, hvordan det egentlig foregår. Man kan godt mærke, når folk spørger af ren og skær nysgerrighed, frem for når jeg får stillet spørgsmål, som med vilje bliver stillet for at provokere mig. Det rører mig ikke længere, da jeg har vænnet mig til, at det er en del af pakken.

Folk må gerne spørge ind til, hvordan mine familie tacklede det, eller hvordan hormoner fungerer, men så snart det begynder at bevæge sig hen mod spørgsmål som: "Har du en pik?" eller "Hvordan har du så sex?", siger jeg fra. Jeg bliver bestemt ikke vred eller noget som helst i den dur, eller rettere mol, men jeg forklarer stille og roligt, at det ikke kommer andre end mig selv og min eventuelle partner ved.

Jeg besluttede mig for, at den bedste måde at fortælle, at jeg var en fyr, var ved at dele et opslag på Facebook. På den måde slap jeg for at skulle fortælle det til hver enkelt person, jeg stødte på, og at risikere at støde ind i en bekendt, som ikke var klar over min situation. Jeg blev kun mødt af positive kommentarer og private beskeder.

Min mor skrev et lignende opslag, hvor der ud af 61 kommentarer var en enkelt kommentar, som skilte sig ud. "Man har den krop, man har, hvordan ville denne person have overlevet, hvis han ikke kunne blive til (Mand). I er sku underlig derude, det er da godt, hun ikke følte, at hun var en hund, skulle hun så også laves om til en hund, bare fordi vi KAN? Kom nu ind i kampen derude, man må tag det, man har fået, og få det bedste ud af livet." En kommentar som chokerede mig, men som jeg valgte at ignorere.

Jeg var kun 14 år gammel, og hvis man skal følge gennemsnitsalderen, så havde jeg godt og vel 66 år tilbage at leve i. Det er fandeme mange år bare at gå på kompromis og leve som en person, jeg virkelig ikke er. Men det var også en fuldstændig irrelevant kommentar for mig, fordi alle de søde kommentarer kompenserede for det. Der var kommentarer som: "Respekt! Du er så sej", og "Hej Alfie, hvor er du bare sej, stor respekt, du er en lækker flot fyr, godt gået." Og alle de her søde og accepterende kommentarer var intenst drysset til med alverdens emojis for at understrege, at folk syntes, at jeg var mega sej. Det varmede en hel del, men det kom bestemt ikke bag på mig, at folk var cool med det.

Mine seneste fire år som transperson minder på mange måder om det, der ofte bliver omtalt som et "normalt" liv, altså et ciskønnet liv. Jeg er ikke som transperson unormal, jeg er blot en del af minoriteten, hvilket gør, at jeg ikke umiddelbart kan få mine brede hofter ned i nogle menneskers "normal"-kasse, og det har jeg det egentlig helt fint med.

Jeg lever et liv som de fleste andres. Jeg står op om morgenen og sætter mig ned og tisser, ligesom en fyr med morgenjern på ville, bare uden morgenjern-delen. Jeg går på et helt almindeligt gymnasium, som respekterer min situation, når jeg for eksempel skal klæde om inden idræt, og som tog enormt godt imod mig, da jeg holdt et oplæg for min klasse i 1.g om, at jeg er transkønnet. Jeg har på intet tidspunkt oplevet forskelsbehandling, for det er ikke nødvendigt. Jeg dater heteroseksuelle piger. Jeg tager i byen og drikker mig fra sans og samling, præcis ligesom enhver anden 18-årig fyr ville gøre. I min optik er jeg ikke en transkønnet fyr, jeg er blot en fyr, som tilfældigvis er transkønnet.

Nu og da laver naturen kludder i det, og i mit tilfælde er jeg blevet født i et hylster, jeg har følt mig forkert i siden 4-års alderen, hvor jeg først begyndte at hugge min storebrors alt for store hættetrøjer. Når jeg var sammen med mine venner, gik jeg under navnet Nicholas af grunde, jeg ikke selv kender, men det navn gav mig en vis tryghed. Hvorfor det i sidste ende blev Alfie, ved jeg virkelig heller ikke, men jeg kan afsløre, at det er en god ice breaker i byen, som pigerne synes at kunne lide, så det fungerer for mig.

Det transkønnede liv er slet ikke så lakrids endda. Det er i bund og grund som at være ciskønnet (tror jeg da, jeg har ikke den store personlige erfaring med det) blot med lidt ekstra plusser og minusser her og dér. Jeg er nødt til, primært for min egen skyld, at gøre en ekstra indsats for at fremstå maskulin i det offentlige rum, det gør jeg ved hjælp af binding og packing, som gør det at gå uden for hjemmets fire vægge nemmere.

Jeg negligerer ikke, at der er transpersoner, som har haft en sværere proces, end jeg har haft, men det gør ikke min oplevelse mindre værd. Jeg mener, at man skal gøre, hvad man føler er rigtigt for en selv. Og det er vigtigt for mig, at sortseere ved, at der også findes folk som mig. For jeg forstår godt, at det er en svær ting at tage stilling til og at forstå, derfor er vi nødt til at varme folk lidt om til tanken om, at køn ikke altid er det organ, du har mellem benene, men også kan foregå mellem ørerne.